Giro d'Italia-analyse: Våbenhvile med udløbsdato
21. oktober 2020 21:59Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Giro d’Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 17. etape.

Annonce

Kan man gøre en grand tour for hård? Det spørgsmål er altid relevant at stille, når en bjergetape løbet ud i sandet og bliver til det rene ingenting. Som da NTT brændte alt for meget unødigt krudt af på en i sidste ende ligegyldig 12. etape, handler en grand tour nemlig om at vælge sine kampe med omhu. Og når de kommende udfordringer overgår de nuværende, er det ofte en god ide at sørge for, at man har noget i tanken til dagen efter.

 

Det er da også nærliggende at se den våbenhvile, der i dag hurtigt blev erklæret af alle parter, efter at Sunwebs første forsøg med lethed blev afpareret af et stærkt Deceuninck-mandskab. Vejrudsigten har rettet sig, Stelvio lurer i horisonten, og selvom meget tyder på, at 20. etape ender som en blød mellemvare med et par klatreture op til Sestriere, er det oplagt, at der skal være noget i tanken til løbets i særklasse vigtigste etape. Placeringen af Dolomitternes gigant betyder nemlig, at en dårlig dag kan koste minutter i et antal, vi slet ikke har set endnu, som det skete for eksempelvis Domenico Pozzovivo i 2018, hvor han på en skidt dag smed podiet væk, da han mistede kontakten med de øvrige favoritter, efter at Chris Froome fra distancen havde iværksat sin vanvidsoffensiv på Finestre.

 

Det er dog for hurtig en konklusion. Naturligvis var Stelvio hovedårsagen til, at der ikke blev taget større initiativ til at gøre etapen hård undervejs, for de kræfter kunne meget vel ende med at være spildt og i stedet blive savnet i morgen. Den anden årsag er imidlertid også, at man med lige så stor ret kan spørge, om løbet ikke var for let i stedet - også selvom den tredje uge i år er så brutal.

O\'Connor revancherer andenplads i går og sikrer NTT tiltrængt sejr!

SE ALLE GIRO-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Det kom nemlig slet ikke som nogen overraskelse, at der kun blev kørt klassement på sidste stigning - tværtimod. Det kom heller ikke som et chok, at den bløde opkørsel til Madonna di Campiglio ikke kunne skabe nogen ravage overhovedet. Den slags stigninger er nemlig alt for lette til at adskille verdens bedste klatrere, når der ikke er taget initiativ til forinden at tilføre de trætte ben lidt ekstra syre allerede inden stigningen.

 

Ruten havde nemlig det helt forkerte design til en etape, der var placeret dagen inden løbets kongeetape. De svære stigninger kom fra start, og i finalen var der kun to lettere opkørsler adskilt af en alenlang dal. Med tanke på at Deceuninck har været et af de to stærke hold i løbet, skulle man godt nok være optimistisk, hvis man troede, at terrænet kunne omsættes til noget brugbart - især fordi manden med torsdagens regning bare ville føje nye beløb til for hvert pedaltråd.

 

Nej, det var for risikofyldt at bruge kræfter på at gøre det hårdt fra start, men Sunweb var da friske på at tjekke, om Almeida alligevel skulle være mærket. Portugiseren var der imidlertid som en mis, og det tog ikke Wilco Kelderman og Jai Hindley mange sekunder at indse, at Madonna di Campiglio bare for let en stigning til at bringe den velkørende Giro-prins i vanskeligheder. Derfor blev der givet håndslag på, at kræfterne kan bruges bedre på Stelvio, og i stedet fik Fausto Masnada lov til at slæbe feltet til toppen.

Annonce

 

Vi blev altså ikke meget klogere, men vi fik da set, at de svaghedstegn, Kelderman viste tirsdag, umiddelbart ikke havde noget reelt på sig. Vi fik også bekræftet indtrykket af, at Domenico Pozzovivos formkurve kun går den forkerte vej, og at Patrick Konrad og Pello Bilbao meget vel kan få sig en svær dag på Stelvio. Kelderman, Almeida, Hindley og den velkørende Tao Geoghegan Hart lignede igen i dag de stærkeste, men nogen dyb indsigt tilføjede etapen ikke - måske bortset fra at vi må sande, at Brandon McNultys evner i de høje bjerge stadig er begrænsede. Dagen vil først og fremmest tjene et - faktisk meget væsentligt - formål, nemlig at sørge for at der sidder mere end 5000 højdemeter i benene allerede inden Stelvio i morgen. Den slags plejer at kunne mærkes mod slutningen af en grand tour.

 

I stedet blev det som forventet udbrydernes fest, og der kan næppe være nogen, der har noget imod dagens vinder. I går var Ben O’Connor så brølstærk, men han blev sat til vægs af den snu Jan Tratnik. Nu kunne man tro, at australieren skulle tage sig en puster, men som bekendt er det altid Tordenskjolds soldater, der kommer i udbrud i den sidste del af en grand tour. Her er det nemlig friskheden, der tæller, og dem, der har lidt af den dyrebare vare tilbage, kan som regel ramme rigtigt den ene dag efter den anden.

 

Det gjaldt særligt i dag, hvor udbruddet først kørte på en af løbets to hårdeste stigninger. Det betød, at næsten hele den bande af gode klatrere uden for klassementet, som på forhånd lignede gode kandidater, sad der, da støvet havde lagt sig. Kun Giovanni Visconti, der igen måtte sande, at klatreevnerne altså ikke længere rækker til de sværeste bjerge, og Tanel Kangert manglede vel fra den liste, man kunne have skrevet på forhånd. Og i denne slags spil uden mange tilfældigheder var der derfor lagt op til et åbent opgør mellem de bedste klatrere.

 

Her viste O’Connor atter, at han altså vitterligt er genfødt. Det har ellers været ikke bare sløjt, men af og til næsten rystende, hvor langt han har været fra den rytter, der kun var et dumt styrt fra at gå i top 10 for to år siden, og det gjaldt endda også i år efter genstarten. Nu er der imidlertid hul igennem, og at slå dieselmotoren Hermann Pernsteiner på et bjergmaraton i den tredje uge er slet ikke en ringe bedrift, hvis man ihukommer, hvor stærkt østrigeren kørte i sidste del af Vueltaen sidste år.

 

Desværre for Pernsteiner var dagens etape måske hans eneste skud i bøssen. Nu er han nemlig oppe som nr. 11 i klassementet, og så er den slags frihed, han i dag tog sig, ikke længere så let at få. Til gengæld er han nu tilbage i kampen om den top 10, han oprindeligt stræbte efter, men for at gøre den til virkelighed skal han finde de Vuelta-ben, han endnu har savnet. Til gengæld kan Ilnur Zakarin stadig drømme sødt om flere muligheder, men i dag blev der altså slået endnu et søm i den ligkiste, så står mere og mere færdig for den engang så lovende russer.

Annonce

 

Det er dog måske Thomas de Gendt, der skal ærgre sig mest. Som altid ødslede han med sine kræfter i et omfang, så man må spørge, om de andre har betalt ham for det, og alligevel endte han som nr. 3 på en etape, der egentlig burde være for svær. Igen i år har belgieren fundet sine kongeben mod slutningen af den anden grand tour, men på en dag som i dag er det, at man kun kan beundre, at han har vundet så mange udbrudssejre, som han har. De er nemlig ubetinget vundet alene med fantastisk råstyrke og knap så meget med hovedet og velovervejede kalkuler.

 

Nej, de velovervejede kalkuler lå i feltet, hvor favoritterne hurtigt forstod, at onsdag d. 21. oktober ikke var dagen, hvor Giroen kunne vindes. En våbenhvile blev underskrevet uden videre diskussion, og modsat mange andre steder i verden blev den faktisk holdt. Heldigvis for alverdens cykelfans stod der 21. oktober kl. 23.59 under punktet ”Udløbsdato”.

INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenFavoritvurdering: Fredagens løb i Ungarn og Spanien

Landevej

Video i artiklenOptakt: 7. etape af Giro d’Italia

Landevej

Giro d'Italia-analyse: Fri for slovenske monstre

Landevej

Video i artiklenFølg fredagens tricky adriaterhavsetape i Giroen

Landevej

Video i artiklenPåkørt Giro-rytter: En lortefølelse

Landevej

Video i artiklenEfter rytterpåkørsel: Sportsdirektør smidt ud af Giroen

Landevej

Video i artiklenDansk Uno-X-rytter kolliderer med vagt

Landevej

Annonce