EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Alene navnet Etna kan virke skræmmende. Vi taler om Europas måske mest kendte og en stadig ganske aktiv vulkan, og derfor er det ikke mærkeligt, at den golde tinde midt på Sicilien kan virke farlig på de fleste. Det gør den også på alverdens cykelryttere, for når man cykler rundt på den syditalienske ø, kan man på lang afstand se, hvilket stor udfordring der venter, hvis man vil give sig i kast med at bestige den. Det er derfor heller ikke mærkeligt, at Giroen altid gør stop på dens skråninger, når løbet lægger vejen forbi Sicilien, hvad der i stigende omfang sker i disse år, hvor de lokale myndigheder har kastet deres kærlighed på cykelsporten som vejen til at fylde øen med turister.

Det er imidlertid også velkendt, at et ry ofte kan være værre end virkeligheden, og sådan er det også med den sicilianske vulkan. I 2022 figurerer den som afslutning på den første bjergetape for fjerde gang på bare seks år, og hver eneste gang er forventningerne til et drabeligt opgør blevet talt op. Hver eneste gang er det imidlertid gået helt anderledes, og da røgen havde lagt sig efter turen igennem det golde terræn, fik vi aldrig de store svar på, hvem der faktisk ville vinde Giroen, uanset om vi taler om besøgene i 2017, 2018 eller 2020.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det gjorde vi heller ikke i 2022, men i lyset af historikken vidste vi det godt. Denne gang havde arrangørerne endda fundet en ny og knap så vanskelig udgave af de mange opkørsler, men kan vælge, og da man klatrede fra vest, og vinden kom fra øst, lå det i kortene, at svarene om styrkeforholdet ville blafre lige så voldsomt i vinden, som de mange flag gjorde, da man mod slutningen kom ud af skoven og ramte de eksponerede veje i det golde vulkanlandskab, hvor blæsten stod helt forkert for enhver, der drømte om aggressivt cykelløb. Ethvert angreb under de omstændigheder ville i bedste fald være det rene selvmord og i værste fald spild af kræfter på et tidspunkt, hvor afslutningen i Verona er så fjern, at ingen overhovedet kan fornemme den endnu. Lægger man dertil, at alle altid er meget forsigtige på den første bjergetape, der mest handler om at føle benene an, var det klart, at vi efter dagens etape ikke ville blive spor klogere på, hvem der ville vinde løbet.

Til gengæld var det også klart, at vi formentlig ville finde ud af, hvem der ikke ender med det spektakulære trofæ i Verona om tre uger. Passiviteten på den første bjergetape gør altid, at det oftest er bag i feltet, man finder svarene, og den tendens blev endnu mere udtalt af de ugunstige vindbetingelser. Derfor var der i dag i klassementskampen heller ingen reelle vindere, men til gengæld en ganske lang liste af tabere.

Jo, der er bestemt nogle, der har grund til at være tilfredse. Det gælder måske særligt for BikeExchange, for selvom vi intet så til briten , hvad der var helt forventeligt, når nu han én gang har lært, at man ikke skal ødsle med kræfterne tidligt i løbet, så fandt vi ud af, at hans på papiret så svage hold slet ikke er så ringe endda. Det kan godt være, at det er lidt småbelastende, at BikeExchange stædigt insisterer på, at alle andre skal gøre arbejdet - man skulle ellers mene, at de med løbets reelt førende rytter skulle have givet Ineos og Bahrain en hånd, så det stærke udbrud ikke fik 40 minutter - men ser man bort fra det, var det opløftende at se Lucas Hamilton finde sig selv efter en lang og svær tid og Damien Howson fortsætte den suveræne klatring, han har vist hele året. Der var næppe mange, der havde troet, at Yates skulle sidde med to ryttere på et tidspunkt, hvor Joao Almeida for længst var isoleret, og hvor flere af de mere sekundære klassementsryttere var sat af.

Spørgsmålet er til gengæld, om Yates selv også var en vinder. Briten sad for det meste langt tilbage i gruppen og endte også næsten sidst i spurten. Det er naturligvis ikke i sig problematisk, men i en finale, hvor der med et sent sving sagtens kunne opstå huller, ville en rytter med diamanter i benene sørge for at holde sig til. Det gjorde Yates ikke, og da han i forvejen flere gange var i lægebilen efter et tidligt styrt og jo er kendt for at være uhyggeligt svingende i grand tours, vil det ikke være nogen sensation, hvis briten faktisk sad med dårlige ben det meste af vejen. Han holdt sig dog til, og derfor er det først på søndag, at vi får et svar på, om han vitterligt vare mere mærket end som så.

En anden lille vinder er Ineos. Briterne var modsat BikeExchange voksne nok til at sørge for, at udbruddet ikke lavede en Oscar Pereiro og sikrede sig et måske løbsafgørende forspring, og det var også dem, der sørgede for, at listen over tabere blev relativt lang. Omstændighederne var aldrig til en offensiv fra Richard Carapaz, men de var til at påføre ryttere et afgørende tab fra start, og det lykkedes med solidt føringsarbejde fra Jhonatan Narvaez, Jonathan Castroviejo, Pavel Sivakov og til slut endda Richie Porte. Måske var det en skuffelse at se Ben Tulett være ude af stand til at spille nogen rolle, men Sivakov og Porte fik vist betydelig styrke ved i din hårde modvind at sætte et tempo, som sendte en stribe ryttere til tælling.

Bahrain kan også være godt tilfredse. Lottokuponen Wout Poels var ganske vist en nitte, men den stadig bedre Santiago Buitrago fulgte de to kaptajner til dørs. Bora fik alle sine tre kaptajner med hjem, og Emanuel Buchmann, der højst overraskende mere og mere ligner en genfødt tysker, var endda den eneste, der turde køre en smule aggressivt. DSM kan også glæde sig over, at Thymen Arensman vitterligt er i stand til at klatre med verdenseliten, også på den største scene. Movistar har al mulig grund til at juble over, at den så forfærdeligt ustabile Ivan Ramiro Sosa ikke starter så katastrofalt, som man kunne frygte, og at Alejandro Valverde virker lige så solid, som man vil forvente. Og selvom han gemte sig bagerst i feltet og måske ikke virkede helt ovenpå pedalerne, kom Hugh Carthy med hele vejen, samtidig med at den svingende Simon Carr fulgte ham til dørs næsten hele vejen.

For andre var det mere bekymrende uden at være katastrofalt. Det var bekymrende for Almeida, at han så let kunne isoleres, men selv lignede han aldrig en mand i problemer. Giulio Ciccone, der jo ellers har været meget svingende i år, kom også solidt fra start, men måtte desværre sande, at Mattias Skjelmose, som man nok kunne frygte, fortsat har lidt vej at gå, inden han kan klatre med de bedste. Og for Domenico Pozzovivo var det et svaghedstegn, at han måtte slippe til sidst, men til gengæld var det opløftende, at han havde Jan Hirt, der jo ellers plejer at sidde i gruppettoen i uge 1, allerede nu er så overbevisende, at han kunne følge sin kaptajn til dørs.

Straks værre var det for andre. Værst var det naturligvis for Astana, for hvem katastrofealarmen nu kimer så højt, at den kan høres hele vejen til Kasakhstan. Efter et forfærdeligt forår så det ud til, at holdets sæson næsten skulle stå og falde med en god Giro til Miguel Angel Lopez, men den endte, før den rigtigt var begyndt. En dum hofteskade sendte ham lynhurtigt ud af løbet, og selvom han nu kan forsøge at redde stumperne med en god Tour, har han givet sig selv en betydeligt vanskelige opgave, når han skal forsøge at tage kampen op mod slovenerne på en Tour-rute, der passer ham betydeligt dårligere end den Lopez-rute, der var designet til årets Giro. Da Vincenzo Nibali tillige, som man nok desværre kunne vente, fortsatte sit gradvise forfald med endnu en trist præstation, ser det nu ud til, at det ellers så spændende Astana-hold i de kommende tre uger ikke vil blive specielt meget mere synlige end hidtil i sæsonen, selvom de her er til start med næsten hele det ikke specielt prangende A-hold.

Næsten lige så galt gik det for Jumbo. Det kommer nok ikke som noget stort chok for nogen, at Tom Dumoulin eksploderede med et brag ved det første møde med bjergene, men så længe der var liv, var der håb. Det liv forsvandt imidlertid hurtigt på vej op ad Etna, og det varsel, jeg allerede beskrev i analysen fra enkeltstarten, skulle således vise sig at holde stik. Nok er Dumoulin stadig en af verdens bedste temporyttere, men han er et stykke fra fordums niveau. Det var derfor at forvente, at det samme ville gælde i bjergene, og det blev desværre bekræftet.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Holdet følte ellers, at de var dækket ind med et par solide alternativer, men det var de ikke. At Sam Oomen ikke længere kan være med hos verdenseliten, vidste vi godt, og det kommer heller ikke som nogen stor overraskelse, at Tobias Foss kom til kort. Nok endte han i top 10 sidste år, men han var altid langt fra de bedste i bjergene, og selvom man kunne have håbet på en markant fremgang, har nordmanden aldrig været tæt på for alvor at begå sig i dette terræn. Det gjorde han heller ikke i dag, og da lottokuponen Koen Bouwman også var langt fra sidste års imponerende niveau, som indbragte en samlet 12. plads, endte det på alle måder som en trist dag i Holland.

Det gjorde det også i Frankrig. Guillaume Martin, der jo ellers plejer at være ret stabil, måtte sande, at det lille tidstab, han havde på 1. etape, vitterligt var et varsel om knap så gode ben, som man kunne have forventet. Også de to øvrige franske hold måtte sande, at deres kaptajner, der mest talte som outsidere, heller ikke kunne være med. At den uprøvede Felix Gall kom til kort, var imidlertid hele tiden et sandsynligt scenarium, og den meget ustabile Attila Valter har flere gange bevist, at han har så store mangler i bjergene, at han aldrig reelt har lignet en seriøs top 10-kandidat. Heldigvis for FDJ er de her dog også mest som et sprinterhold, og Valters ambitioner har altid været af sekundær betydning.

Heldigvis er cykelsporten trods alt sådan indrettet, at der altid vil være mindst én vinder, og selvom det i dag var taberlisten, der var mest udtalt, var der trods alt to ryttere, der oplevede en af deres flotteste cykeldage. Det gælder naturligvis for Lennard Kämna, der stille og roligt er ved at udvikle sig til den nye Thomas de Gendt. Ikke blot har han en fremragende evne til at ramme udbruddene, han er også en mester i at gøre det færdigt. Selvom han hele to gange har sat sin karriere på pause og derfor faktisk stadig er relativt grøn, kan han nu allerede kalde sig etapevinder i Touren, Giroen, Dauphiné og Catalonien samt i mindre løb som Ruta del Sol og Tour of the Alps, og hver gang er sejrene opnået via udbrud. Alene i år ha han vundet ikke færre end tre udbrudsetaper, og i Alperne var han endda tæt på at vinde to af de fem etaper.

Dagens finale var vel også et godt eksempel på, hvorfor han altid synes at kunne gøre det færdigt. Naturligvis var han brølstærk, da han kørte fra Rein Taaramae, Sylvain Moniquet og Mauri Vansevenant og siden lukkede hullet op til Juan Pedro Lopez, men han var også iskold og klog. På papiret var Lopez gruppens klatrer, men Kämna var klog nok til ikke at sætte sig selv til tælling ved at forsøge at matche spanieren på det korte stykke, hvor den lange, jævne opkørsel var en smule stejl. I stedet lod han den ensomme spanier slide sig selv ned til sokkeholderne i den voldsomme modvind, inden han selv satte sit fremstød ind, da procenterne blev mildere og en mere kraftfuld type som ham ville have en fordel i forhold til en lille klatrer, ikke mindst under de givne vindbetingelser. Havde de ikke indgået en fælles overenskomst om at fordele rovet med førertrøje til Lopez og etapesejr til Kämna, havde han såmænd alligevel gjort det færdigt i spurten.

Den aftale var derfor også helt oplagt for Lopez. Han greb etapen helt rigtigt an ved at angribe på det eneste sted, hvor forskellen kunne gøres, men desværre for ham var der i denne modvind for langt til mål. Da først han havde tabt duellen til Kämna, var etapen tabt, og derfor var det eneste rigtige en fælles overenskomst, der ville sikre ham det største mulige forspring og en førertrøje, han formentlig vil holde hele vejen til Blockhaus på søndag. Hvor langt han derudover kan komme, bliver tillige ganske interessant at følge, når vi taler om et af de mest spændende klatretalenter. Overgangen til den professionelle verden viste sig sværere, end man kunne have ventet, men siden sidste sommer og hans flotte kørsel i Vallonien, har han været en helt anden. Sidste års 13. plads i Vueltaen viser i hvert fald, at han kan komme et stykke, og sammen med Ciccone udgør han en ganske spændende duo, som næppe bliver ringere af, at den lidt nervøst anlagte Ciccone nu har mindre pres på sine skuldre.

Til gengæld blev det for andet år i træk ikke til sejr for Rein Taaramae, selvom han nok engang ramte udbruddet på den første bjergetape. Desværre blev den stejle del, hvor han var allermest sårbar, dyr, for da det handlede om power på den sidste del i modvinden, var han på højde med de forreste. Det havde ellers været fornemt, hvis han for anden grand tour i træk havde taget både etapesejr og førertrøje ved det første møde i bjergene.

Skuffelsen er nok mindre hos vores to unge belgiere. Det er første gang, vi ser Mauri Vansevenant klatre så flot på så lang en stigning, og hvis ikke han havde ødslet så meget med kræfterne, var det måske endt endnu bedre. Den i år så lovende Sylvain Moniquet fik også sat en fed streg under sit potentiale, som også en anden spændende klatrer, Gijs Leemreize, gjorde det. Og så fortjener Stefano Oldani en særlig hyldest. Det ville have været ganske sensationelt, hvis en rytter, der vel kan kaldes semisprinter, havde vundet på en af Giroens længste stigninger, men selvom missionen mislykkedes, kan han glæde sig over at få bekræftet den store fremgang, vi allerede kunne fornemme med hans kørsel i Tirreno og Limburg tidligere på foråret.

Der er derfor nok lidt grund champagne og ikke kun gravøl i Alpecin-lejren, også selvom Mathieu van der Poel som forventet afgav førertrøjen, og holdet oplevede det forudsigelige farvel til Jakub Mareczko noget tidligere end håbet. Til gengæld bliver der utvivlsomt drukket mere gravøl end franske bobler på Sicilien denne aften. Nok lyder navnet Etna frygtet, men det bliver aldrig et sted, hvor man vinder Giroen. Det er et sted, man taber den, og derfor blev årets første bjergetape også en dag med bare to vindere og en alenlang serie af tabere. Til gengæld er vi meget, meget klogere, når vi har været en tur oppe ad Blockhaus på søndag.  

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO