\n\t\t\t\t\t\t\t\t
Se h\u00f8jdepunkterne fra 21. etape af Giroen<\/p>\n\t\t\t\t\t\t\t<\/div>
\n\t\t\t\t\t\t
\n\t\t\t\t\t\t\t
Vi ved jo alle, hvordan den historie endte. Cavendish fik af ren medlidenhed en kontrakt med Patrick Lefevere, som endda krævede, at han selv skulle stå for det meste af finansieringen via egne sponsorer, hvorefter han indledte det, der må aspirere til at være alletiders comeback på tværs af sportsgrene. Alle lo, da Cavendish stadig drømte om at vinde etapesejre i Touren og endda opnå de fire gevinster, der ville være nok til at tangere Eddy Merckxs ellers uopnåelige rekord, men som vi alle ved, rejste Cavendish sig som en anden Fugl Fønix, takkede Lefevere for medlidenheden og sikrede akkurat de fire triumfer, der udødeliggjorde ham i Tour-sammenhæng - og tog karrierens anden pointtrøje med som det rene flødeskum.
Så burde den lektie være lært. Man må aldrig bortdømme sportens største stjerner og da slet ikke manden, der stod bag alletiders største comeback. Alligevel var det pokkers svært at lade være. Hans 2022-sæson startede såmænd ganske pænt, blandt andet med en etapesejr i Giroen, men i efteråret lugtede det godt nok påfaldende meget af 2020. Nok kørte han ikke mange løb, men når han var i aktion, var han helt ude af stand til at hævde sig, akkurat som det var tilfældet under den første deroute.
Alligevel forstod man godt, at B&B-mandskabet var klar til at bygge hele holdet op om briten, da de havde udsigt til en voldsom kapitalindsprøjtning. Cavendish er trods alt et stort navn, og selvom det lugtede af sportslig fiasko, vil alene pr-værdien for så lille et hold være enorm. Mere vanskeligt var det måske at forstå, at Astana kastede ham en livline, da det franske projekt kollapsede så sent på året, at de fleste af rytterne endte uden muligheder for at fortsætte karrieren, for det lignede mildt sagt en sikker helkikser, hvis den fallerede brite skulle det et hold helt uden sprintertradition og mulighed for at støtte ham.
Og så alligevel ikke. Astana har siden den dramatiske afsked med PremierTech været på så trist en kurs, at det i dag i særklasse må betegnes som det svageste WorldTour-hold. I langt de fleste løb er de det rene fyld, og truppen er ikke blot fattig på stjerner, men også svagere end flere ProTeams, der da også scorer både flere point og sejre. Når holdet i efteråret tillige blev trykket endnu længere ned i dyndet efter hele Miguel Angel Lopez-affæren og således stod uden deres store stjerne og med en masse ekstra penge, kan an måske godt forstå, at Alexandre Vinokourov i ren desperation kastede pengene efter Cavendish. Nok lignede det en stensikker fiasko, men det gjorde det jo også, da Lefevere viste, at selv han kan få medlidenhed med rytterne.
Det er imidlertid ikke altid, at desperation fører til de klogeste beslutninger, og der kan ikke være mange, der efter denne sæsonstart har syntes, at det var en pokkers god måde, Vinokourov brugte Lopez-pengene på. Selvom det også lykkedes at få fingre i Cees Bol, så han i det mindste havde en relativt kvalificeret lead-out man, var hele foråret en total deja-vu til 2020. Cavendish kom stort set aldrig i top 10, fordi hans næse i positionskampen var helt væk, og så hjalp det ikke, at hans tog måtte regnes som et af feltets svageste. Han kørte en tidlig spurt i en lille gruppe, da han overraskende sad med i sidevinden i UAE Tour - og blev kørt midt over af Tim Merlier og Caleb Ewan - men derudover var det kun i Scheldeprijs, at han havde så god en position, at han faktisk kunne spurte relativt fornuftigt.
Her viste han med en 3. plads, at han faktisk slet ikke var helt uden fart, men det var også på en speciel baggrund. I år var den belgiske sprinterklassiker nemlig præget af det bedste vejr, man kunne opdrive, og det blev derfor verdens letteste løb. Under den slags betingelser viste Cavendish sig ganske hurtig, hvis han en sjælden gang kunne finde en brugbar position, men hvad hjalp det, når Scheldeprijs er et særsyn på cykelkalenderen? Det er svært at finde lettere løb, end den 2023-udgave vi var vidner til, og så snart der blot skulle klatres en anelse, var Cavendish sat, inden nogen kunne nå at stave til ordet motorvejsbro.
Mest tragisk blev det, da han blev sendt til Romandiet for at finde bjergbenene inden Giroen. Knap havde de ramt den første stigning, inden Cavendish var sat af, og knap var meldingen om hans problemer kommet, inden han var ude af løbet. Det var vel at mærke ikke på nogen bjergetape, for selvom den viste sig for hård for flertallet af sprinterne, var det altså Ethan Vernon, der vandt etapen!
På det tidspunkt lignede det det glade vanvid at sende ham til Giroen. Hvordan skulle en mand, der end ikke kunne gennemføre én dag i Romandiet, have skyggen af chance for at begå sig i et løb, der endda bød på en decideret modbydelig tredje uge? Endnu mere formålsløst blev det, hvis man erfarede, at årets løb var decideret sprinterfjendtligt og nærmest udelukkende bød på sprinteretaper med mere end 2000 højdemeter. Det projekt kan næsten kun have ført til latter over det meste af cykelverdenen.
Jeg kan da også huske, at jeg fik en kommentar om emnet under liveopdateringen fra 1. etape. Vi kom begge til den fælles konklusion, at han måske kunne få lov at spurte på den lette 2. etape, hvor der var udsigt til en nem dag og lav fart, men derfra ville festen stoppe. De næstfølgende sprinteetaper var alt, alt for hårde, og det ville bare være et spørgsmål om - kort - tid, inden Cavendish endelig selv havde trukket stikket eller var faldet for tidsgrænsen. Og i øvrigt kunne hans deltagelse være helt lige meget, når Astana havde valgt at sende den positioneringssvage sprinter til Italien uden skyggen af lead-out man.
Det gik da også som alle skeptikerne havde ventet. I spurten på 2. etape sad han langt tilbage, hvorefter han var uheldig at ryge i asfalten, og dermed var det bare at tælle ned til hans stensikre exit. Højst overraskende klarede han sig imidlertid igennem den første bjergetape - ganske vist som en af de allersidste - og dagen efter måtte man lige gnide øjnene en ekstra gang, da briten - ganske vist efter en etape, der var kørt helt uden intensitet - ikke blot overlevede 2500 højdemeter, men også helt sensationelt overvandt manglen på støtte og sad så godt placeret, at han kunne spurte lige så godt, han kunne og ville.
Som bekendt endte det ærgerligt med et styrt lige inden stregen, men den dag indledte The Comeback King et comeback, der ikke står mål med det, han leverede i 2021 - det lader sig næppe heller gøre - men som alligevel må betegnes som et af cykelsportens mest bemærkelsesværdigt. Dag for dag blev benene bedre og bedre, og akkurat som vi så det i 2021, begyndte den tidligere klasse at vise sig, efterhånden som løbsdagene blev flere og flere.
Det første store chok kom, da Cavendish overlevede de 3000 højdemeter på den regnvåde og brutale 10. etape, og derfra lignede han igen en cykelrytter. Dagen efter måtte han ganske vist sande, at farten ikke var som i gamle dage, da han blev sat på plads af Pascal Ackermann og Jonathan Milan, men nu var han pludselig en faktor i massespurterne igen, hvad han reelt ikke havde været siden Giroen for et år siden. Kulminationen på miraklet blev, at han uden større vanskeligheder overlevede den brutale tredje uge og dermed sikrede sig billet til at køre den massespurt i Rom, som var den helt store godbid i et løb, der bestemt har været venligt stemt over for Cavendish-typerne.
Nu stod det nemlig klart, at en drømmeafsked med Giroen i form af en 17. etapesejr på løbets smukkeste etape faktisk fremstod som en reel mulighed - i stærk kontrast til det tragiske farvel, det havde lignet tre uger tidligere. Ja, der var godt nok meget, der skulle flaske sig, for den seneste spurt på 17. etape havde jo bekræftet, at Cavendish fortsat ikke er sikker i positionskampen, men med det rette held ville han have en ”fighting chance”.
Når man betragtede feltet, som i denne Giro er alt andet end imponerende på sprintersiden, var der to nødder, der skulle knækkes. Den første var, at han skulle klare den for ham så vanskelige positionskamp med sit svage hold. Den anden var, at han skulle finde en måde af slå Jonathan Milan, der talrige gange har bevist, at han på fart er ganske meget i særklasse i dette løb. Fraregnet Milan syntes der imidlertid ikke at være sprintere, Cavendish ikke kunne slå, for vi taler om en mand, der gang på gang har vist sin evne til at vinde etaper også sent i de lange etapeløb. Ja, det måtte endda særligt gælde i dette løb, hvor han så åbenlyst bare er blevet bedre og bedre dag for dag.
Den første nød fik han uventet hjælp til at knække. Når nøden er størst, må man jo kende sine venner, og det var akkurat, hvad Cavendish gjorde, da han højst uventet fik ingen ringere end Thomas til at køre lead-out for en gammel ven. Det var svært ikke at få mindelser om spurten i Paris i 2012, hvor Bradley Wiggins iført den gule trøje havde ledt sin ven til sejr. Denne gang var det bare en endnu smukkere gestus, for her talte vi om en mand, der end ikke var hans holdkammerat.
Med god hjælp fra Thomas og en anden veteran, Luis Leon Sanchez, lykkedes det Cavendish at sidde glimrende placeret bag Fernando Gaviria. Jovist, det var lidt langt tilbage, men vi ved jo godt, hvad der sker, når Gaviria sidder dårligt placeret. Så åbner han nemlig sin klassiske og alt for lange overraskelsesspurt, og dermed var det ikke kun Thomas, der endte som en uventet hjælper til Cavendish. Det gjorde også Gaviria, der var den lead-out man, Astana ikke havde sendt med til Italien.
Problemet var bare, at den anden nød var vokset i størrelse og næsten var blevet til en hel kokosnød. Vi har jo set, at Milan er så rusten i positionskampen, at han bestemt er til at slå, når han sidder for langt tilbage, men denne gang var der ingen rust at spore. Nej, her viste Andrea Pasqualon endelig de lead-out-kvaliteter, der gjorde ham så sublim for Alexander Kristoff i 2022, da han bragede ned ad den brostensbelagte opløbsstækning i hjertet af Rom og satte Milan så smukt i scene, at man godt kunne slukke for fjernsynet. I den situation kunne Milan nemlig ikke undgå at vinde.
Men så blev vi mindet om, at Milan godt kan blive træt. Det burde jo egentlig ikke kunne ske på så let en etape, men det samme sagde vi på den lette 5. etape i Saudi Tour, hvor han også lignede den helt store favorit. Også dengang sad han perfekt placeret, men da han trådte an, var der så lidt saft og kraft, at han satte sig ned med det samme. Dermed ikke blot udstillede han, at han altså stadig kan blive ramt af disse dårlige dage. Han oplevede også samme triste skæbne, som Cavendish gjorde i 2021, hvor alle også ventede, at han ville krone en pointtrøje med en sejr på sidst etape.
Herefter var vejen banet for Cavendish. Gavirias spurt var selvfølgelig alt for lang og afrundede dermed en Giro, der har kvalt alle drømme om en colombiansk genfødsel, og nu var det kun Alberto Dainese eller måske Pascal Ackermann, der burde kunne måle sig med Cavendishs fart. De sad begge længere tilbage, men med fin plads til at slå briten, hvis de havde haft de bedste ben.
Det havde de imidlertid ikke - så langt fra endda. Måske gav Thomas mindelser om Paris-spurten i 2012, men Cavendish selv gav mindelser om Paris-spurten i 2009. Det var i den sæson, hvor han med sine seks Tour-etapesejre og sejr i Milano-Sanremo var allerbedst, og hvor han efter et sublimt lead-out fra Mark Renshaw maltrakterede sprinterfeltet i den franske hovedstad.
Det gjorde han også i dag, hvor den væsentligste forskel var, at hovedstaden denne gang var italiensk, at Renshaw i dag hed Gaviria, og at der var gået beskedne 14 år i mellemtiden. Også denne gang rev Cavendish rivalerne så grundigt itu, at man lige måtte tjekke kalenderen for at sikre sig, at der stod 2023 og ikke 2009. Det gjorde der minsandten, og dermed fuldendte The Comeback King det helt usandsynlige comeback, han indledte, da han for tre uger siden drog på tre ugers italiensk selvmordsmission - og i processen blev han tillige Giroens ældste etapevinder nogensinde.
Retfærdigvis skal det siges, at modstanden ikke var overvældende. Når Alex to lead-out men i form af Alex Kirsch og Alexander Krieger, der i dag fik en sjælden chance for at spurte for sig selv, ender i top 5, taler vi ikke om sæsonens stærkest besatte massespurt. Det gør vi bestemt heller ikke, når Filippo Fiorelli og Jake Stewart, der ingenlunde er skabt til boulevardspurter, begge ender i top 6, men det skal alligevel ikke tage noget fra Cavendish.
Dainese og Ackermann havde nemlig alle muligheder. Nok led positioneringssvage Dainese et alvorligt knøk som følge af Marius Mayrhofers defekt, der berøvede ham hans supervåben, nemlig det stærke DSM-tog, og nok sad Ackermann ikke så godt placeret, som han plejer, men begge kunne sagtens have vundet, hvis de havde haft Cavendishs fart. I dag kunne Dainese imidlertid ikke bebrejde sit hold eller andre end sig selv, og Ackermann måtte for anden spurt i træk sande, at superform ikke nødvendigvis betyder superfart. I hvert fald var det anden spurt i træk, hvor han var helt, helt uden fart, og denne gang fik det endda en tragisk afslutning, da hans desperate forsøg på at finde lidt læ til de fartløse ben betød, at han kolliderede med stakkels Arne Marit, der allerede i onsdags var tårevædet over, at en tabt kæde havde kostet ham en spurtchance, når nu han havde kæmpet sig igennem så mange bjerge for at få netop en sådan. Minsandten om så ikke Ackermann sørgede for at ødelægge den anden af de to muligheder, bjerglidelserne havde givet ham.
Det kan dog nok også være ligegyldigt. Nok mente Marit i onsdags, at han havde haft benene til at vinde, men med den halvsvage position havde han ikke haft skyggen af chance mod The Comeback King, der foran var i gang med at forvandle Rom til Paris, Gaviria til Renshaw og 2023 til 2009. Nok havde Marit fortjent sin chance, men i dag var han en bifigur i en fortælling, der kun handlede om en af sportens største stjerner.
På den måde sørgede Cavendish også for en perfekt afrunding på et løb, der vel kan betegnes som The Comeback Giro. Der var Thibaut Pinot, der i sin allersidste Giro fandt et niveau, han ikke havde haft siden styrtet på Monacos regnvåde veje i 2020. Der var Damiano Caruso, der efter et horribelt 2021 pludselig mindede os om, hvorfor han chokerede alt og alle med sin 2. plads i 2021. Der var Tao Geoghegan Hart, der efter to år i helvede pludselig var så fabelagtig, at han for mig stadig ligner løbets mest sandsynlige vinder, hvis ikke et regnvådt styrt havde blandet sig. Der var Thomas, der fortsatte sin genrejsning efter nedturene i 2020 og 2021 og længe lignede en mand, der skulle blive den næstældste grand tour-vinder nogensinde.
Og så var der naturligvis Primoz Roglic, der måske ikke leverede et comeback i samme markante omfang, men som trods alt fik sat en fed streg under, at han trods et niveaufald de seneste år er hverken død eller begravet, ligesom han også stod for et mindre comeback i selve løbet, da han efter 16. etape lignede en mand, der ikke ville være i spil til den samlede sejr, der nu pryder et generalieblad, hvor det hos en af sportens største stjerner hører til.
Ja, Pinot, Caruso, Geoghegan Hart og Thomas har alle mindet os om, at man selv i vidunderbørnenes tidsalder stadig kan komme tilbage. Det gælder i særlig grad, når vi taler om de ryttere, der hører til blandt de allerstørste, for både Valverde og Nibali har jo mindet os om, at sportens fænomener aldrig er heldøde, før de har kørt cyklen i garagen. I selvsamme liga af fænomener finder vi Cavendish, og derfor burde jeg og mine afbrændte naller mere end nogen anden vide, at heller ikke den lille brite fortjener begravelse eller nekrologskrivning, før det er endegyldigt forbi. Hvis lektien var glemt, mindede han i dag os alle om, hvorfor han mere end nogen anden på tværs af sportsgrene er den ukronede The Comeback King.
STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE