Danskernes forhold til briterne er vel lidt ambivalent. På den ene side er vi vældig begejstrede for, at de bidrager til den danske økonomi ved at spise en pokkers masse dansk bacon. På den anden side synes mange også, at de er nogle lidt sære snegle, der måske nok har en meget dansk humor, men som ikke rigtigt helt har forstået, at de ikke længere er verdens navle.

I dag kan der dog ikke være megen ambivalens, i hvert fald ikke hos de danskere, der drømmer om at se Jakob Fuglsang stryge til tops i årets Giro. Uden en god britisk hånd kunne den danske fugl nemlig meget vel have indkasseret lidt af en lussing i forhold til sine to væsentligste rivaler, Steven Kruijswijk og Vincenzo Nibali, da sidevinden pludselig rasede på dagens ellers på papiret så lette og fredsommelige sprinteretape.

Det er velkendt, at sidevind aldrig rigtigt har været Fuglsangs speciale. Uanset om det har heddet Tour de France eller Paris-Nice, har han indkasseret nogle nyrestød i den særlige disciplin, som mange danskere ellers mestrer så flot. Bedre er det ikke blevet af et Astana-hold, for hvem sidevind, massespurter og brosten traditionelt har været lige så interessante som hovedparten af de kasakhiske ryttere, der fylder godt op i den ellers stærkt besatte trup.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Den svaghed er dog blot én af årsagerne til, at Fuglsang burde have satset på Giroen for længe siden. Bjergetapernes længe og natur passer nemlig bedre til den danske dieselmotor, der også trives i det dårlige vejr og den regn, man ofte finder i Giroen i maj. Og samtidig er den altså kendt som den grand tour, hvor det aldrig blæser, hvor den sidevindskørsel, der har kostet så dyrt i Touren, aldrig er et tema.

I corona-året 2020 er alt dog vendt på hovedet, så selvfølgelig skulle 2020 blive året, hvor vi i Italien fik den første sidevindsetape, jeg på stående fod kan huske. Og desværre gik det, som man kunne frygte, da en ellers velplaceret Fuglsang nok engang manglede både poweren og aggressionen til at holde sig til, da første gruppe, hvor han ellers i første omgang befandt sig, knækkede én gang til og sendte de sidevindssvage ryttere som Fuglsang, Harm Vanhoucke og Rafal Majka ud som det tynde øl, der kun sad med i kraft af god udgangsposition og ikke egne evner i den helt særlige disciplin.

På det tidspunkt så Fuglsangs sejrsdrømme ud til at være lige så lovende som Donald Trumps proklamation af, at coronavirus ville forsvinde med sommerens komme. Men ligesom Trump måske skal sætte sin lid til britisk vaccineproduktion i sit forsøg på at redde ham ud af sine corona-knibe, blev det selvsamme briter, der i nødens stund kastede en redningskrans ud til den danske fugl, der pludselig befandt sig på alt for dybt vand.

Højst overraskende var Ineos-mandskabet, der ellers på papiret havde et af de bedste sidevindshold, nemlig sendt til tælling. Det var utvivlsomt ikke sket, hvis den tidligere klassikerrytter Geraint Thomas stadig havde været kaptajn på det britiske skib, men med Tao Geoghegan Hart ved roret sejler det ikke helt så sikkert i blæsende forhold. Det var Fuglsangs held, for da han ud af sin øjenkrog kunne se Geoghegan Harts skygge, var hans i denne disciplin som svage Astana-mandskab pludselig blevet suppleret med et par muskelbundter i form af Rohan Dennis og Filippo Ganna.

Derfor skylder Fuglsang nok de to tempokonger et julekort om et par måneder. Med lidt hjælp fra Ben Swift, Salvatore Puccio og Fuglsangs væbnere, Manuele Boaro og den pludselig genfødte Fabio Felline, lykkedes det de to giganter at gøre det umulige. Foran lå ellers syv Deceuninck-ryttere - kun den sidevindssvage Fausto Masnada manglede - fem mand fra Jumbo samt det meste af FDJ- og Sunweb-mandskaberne og gjorde deres bedste for at sende Fuglsang så hård i kanvassen, at han næppe kunne rejse sig igen, men hverken Tony Martin, Jos van Emden eller de øvrige motorer i front kunne forhindre Ineos-maskinen i at redde Fuglsangs sejrsdrømme.

Det var ellers gået helt som efter den bog, man kunne have skrevet på forhånd. Sidevindskongerne fra Deceuninck havde splittet feltet med en forcering fra Alvaro Hodeg, der havde givet Joao Almeida udsigt til et kup i stil med det, samme hold iscenesatte for James Knox i sidste års Vuelta. De var naturligvis omgivet af FDJs supertog, der har styret sidevindsetaperne i Paris-Nice med en så hård hånd, at selv Patrick Lefevere har måttet sende dem et misundeligt blik, og det lå også i kortene, at Sunweb og Jumbo havde både sidevindsstærke hold og kaptajner. At sidevindsstærke sprintere som Arnaud Demare, Peter Sagan, Michael Matthews, Elia Viviani og Fernando Gaviria havde fundet vej til fronten, var også helt efter bogen, for de alle vist, at de mestrer den vanskelige kunst - også Gaviria, der i sidste års Gent-Wevelgem viste, at han trods sin kraftigt reducerede holdbarhed stadig har styr på det, han lærte hos Lefevere. Og at Ilnur Zakarin, Domenico Pozzovivo, Simon Yates, Vanhoucke, Majka, Fuglsang og Pello Bilbao var på vej til at blæse den forkerte vej i klassementet, skulle man heller ikke være cykelorakel for at indse, selvom Majka til stadighed må ærgre sig over, at han bare ikke har poweren til at lukrere på at være holdkammerat med feltets vel nok bedste sidevindsrytter, Sagan.

Dave Brailsford skal nok allerede nu bestille sig en større postkasse. Der bliver nemlig travlt med at læse julekort til december, for hele banden af sidevindssvage klassementsryttere føjer utvivlsomt hans navn til listen over folk, der har fortjent en hilsen til december. Da først Fuglsang og Majka var tilbage, fandt hverken Almeida, Kruijswijk, Kelderman eller Nibali det åbenbart som værende besværet værd at køre de andre ryttere definitivt ud af topstriden, og selvom resten af dagen var vældig nervøs og styrtpræget, endte det hele så fredsommeligt, at ingen ud fra resultatet ville kunne lure, hvad der skete fredag d. 9. oktober.

Man må håbe, at det ikke varen fejltagelse. Særligt Pozzovivo har virket så flyvende i bjergene, at han kan være en mand, der ikke skal undervurderes - særligt i et løb, hvor de svage hold kan give så lidt kontrol, at man sagtens kan snige sig væk og vinde uventet tid. Det var som bekendt det, Richard Carapaz gjorde på løbets to første bjergetaper for et år siden, mens Primoz Roglic og Nibali var lidt for besatte kun af hinanden - og begge havde netop meget svage hold - og da først de fandt ud af, at Carapaz vitterligt var i sin egen liga på stigningerne, var det forspring, de havde opbygget på enkeltstarterne allerede for længst væk. Samme Roglic ærgrer sig nok også over, at han ikke ofrede Wout van Aert og dennes etapesejr på Tourens 7. etape, hvor et par føringer fra den belgiske maskine kunne have givet Tadej Pogacar et par ekstra nyrestød, der nok kunne have hjulpet Roglic senere i løbet.

Om det var en fejl, finder vi først ud af i Milano, for Pozzovivo og co. sad nu, hvor de skulle, da det hele endte i den massespurt, der egentlig hele tiden havde været planlagt i løbet, hvor det aldrig blæser. Her viste FDJ nok engang, at de lige nu vel nok har verdens bedste sprintertog, for selvom Ramon Sinkeldam var sendt til tælling af et styrt, klarede franskmændene sig uden hollandsk hjælp, da Ignatas Konovalovas, Miles Scotson og den i år genfødte tidligere super lead-out man, Jacopo Guarnieri, nok engang leverede Arnaud Demare så suverænt, at sejren nærmest var givet, inden spurten blev åbnet.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I det hele taget gik spurten lige så forudsigeligt som sidevindskørslen. Ligesom alle vidste, at FDJ ville dominere, vidste man også, at Peter Sagan selvfølgelig sad på hjul af det bedste tog. Den tidligere verdensmester kunne dog ikke gøre meget andet end at følge med den lige nu så suveræne franskmand, der på bare to en halv måned med sine 13 gevinster nu blot er to fra at matche de 15, sidste års sejrskonge, Dylan Groenewegen, indsamlede gennem en hel sæson. Heldigvis for Sagan sørgede han med en 2. plads for i hvert fald at holde liv i sin drøm om at vinde en af de to grand tour-pointtrøjer, han fortsat mangler.

Der var dog én ting, der var helt forkert. Den lynhurtige, men positioneringssvage Fernando Gaviria sad denne gang faktisk præcis, hvor han skulle, men da først der blev åbnet for gassen, var colombianeren åbenbart så træt, at han end ikke forsøgte at starte en spurt, og dermed kunne han se den anden af sine fire chancer i årets løb blive knust i sidevinden. Det er nemlig sandsynligt, at det var den hårde sidevindskørsel, der havde trættet ham så meget, at benene sagde stop. Når typer som Michael Matthews og Ben Swift, der begge har været på podiet i 300 km-spurten i Milano-Sanremo, hvor alle er trætte, men aldrig begår sig i klassiske massespurter, kan blive nr. 3 og 4, er der i hvert fald noget, der tyder på, at benene ikke var helt så friske i et felt, der nåede mål en halv time før ventet.

Om det var forklaringen på Alvaro Hodegs nedtur, er svært at sige. Det kan nemlig lige så godt være positioneringen, der nok engang sendte ham til tælling, som den ofte har gjort. Han fik ellers det hele foræret, da Davide Ballerini faktisk havde styrken til at gå forbi FDJ, men da han så sig tilbage, var der ingen colombiansk bagsmæk. Hodeg sad i stedet på hjul af landsmanden Gaviria, og da det gik op for ham, at denne slet ikke havde tænkt sig at spurte, var Demare og Sagan allerede længere væk end deres colombianske hjemland. Dermed blev den første klassiske massespurter en fiasko for løbets tre helt rene sprintere, da heller ikke Rudy Barbier, som havde været i allerbagerste gruppe i sidevinden, kom i position til at spurte sig til mere end en 6. plads.

Det blev i stedet de holdbare sprinteres dag, men der er nok en klassementsrytter eller to, der havde krydset fingre for, at sejren var gået til Swift. Hos de mange klassementsryttere, der i dag blev reddet på gongongen, bliver der nok i hvert fald drømt mange søde drømme om briterne i nat, for uden deres uventede fravær fra fronten - alt sammen formentlig et resultat af Thomas’ exit - var det nok i stedet blevet til ét stort mareridt. Det kan godt være, at briterne fra nytår, når Brexit for alvor træder i kraft, ikke nødvendigvis vil købe så meget bacon, som de plejer, men så kan vi i det mindste glæde os over, at de i stedet har holdt liv i den danske fugls drøm om at vinde Giro d’Italia.