HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Det er velkendt, at der melder sig en ny virkelighed, når man går fra at være underdog til at være verdensstjerne. Så længe radaren slet ikke har fanget en rytter, bliver alting pludselig meget, meget lettere, mens favoritmærkatet kan være lidt af en blyklods om benet. Eksempelvis er det da også nærliggende at forklare den såkaldte ”regnbuetrøjens forbandelse” med den ekstra synlighed og opmærksomhed, den iøjnefaldende trikot giver, for den fjerner med ét al frihed og gør det dermed meget svært at bevare den sejrsrate, man måtte have haft i årene forinden.

For Peter Sagan er det nu længe siden, han gik fra at være underdog til at være verdensstjerne. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at han smed underdogprædikatet i karrierens allerførste løb, Tour Down Under, i 2010, og som minimum var det slut med at være upåagtet opkomling, da han kort efter vandt to etaper i Paris-Nice, karrierens første europæiske WorldTour-løb. Derfor har Sagan for længst vænnet sig til, at alle kigger på ham, og faktisk var det vel i nogle år sådan, at stort set alle hold lagde deres taktik til brostensklassikerne til rette efter, hvordan den næsten kroniske storfavorit skulle slås.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Måske er det derfor, at Sagan i dag kun står med to monumentsejre, selvom hans talent og klasse har berettiget ham til langt mere. I hvert fald er det sandt, at Sagan har misset et hav af sejre, fordi hele feltet har siddet med øjnene limet til slovakken. Sjovt nok har det hele for ham været meget lettere til VM, hvor hans slovakiske hold har været så svagt, at alle alligevel har accepteret, at det ikke var favorittens hold, der skulle styre tingene, men i en hel serie af andre begivenheder kan man pege på eksempler på, at en isoleret Sagan har smidt sejre, fordi alle forventede, at enten han eller hans hold skulle gøre arbejdet.

Egentlig er det måske meget godt, at Sagan har haft så svære odds gennem hele sin karriere, for når man ser på resultatlisten, tør man slet ikke tænke på, hvordan den havde set ud, hvis han havde spillet på samme bane som snart sagt enhver anden cykelrytter. Til gengæld virker det svært urimeligt, at navnet Sagan i dag åbenbart stadig får alle til at ryste så meget i bukserne, at det i de rigtige Sagan-løb ofte fortsat er ham, alt drejer sig om.

Det er nemlig indlysende for enhver, at Sagan er milevidt fra fordums styrke, men hvor han i klassikerne trods alt er blevet overhalet af så mange kometer, at han for længst har fået fjernet det fede favoritstempel, der har tynget ham så voldsomt, er det helt anderledes i grand tours. Her er der stadig en særlig aura over navnet Sagan, som åbenbart betyder, at alle får bæven i stemmen, så snart etaperne ligger det slovakiske højreben, som i gamle dage altid sparkede bolden i mål.

Det var der i hvert fald talrige eksempler på sidste år. Tag bare Tourens 7. etape, hvor Bora arbejdede hele dagen og splittede feltet til atomer helt uden hjælp for blot til sidst at se stakkels Sagan tabe kæden i den spurt, der skulle afslutte en hel dags arbejde. Tag bare Tourens 14. etape, hvor alt arbejdet blev overladt til et Bora-hold, der derfor blev kørt så tynde, at en isoleret Sagan var ude af stand til at reagere på Søren Kraghs angreb. Tag nu bare Tourens 19. etape, hvor præcis samme scenarium gentog sig, endda med præcis samme vinder. Tag nu bare Giroens 6. etape, hvor Bora have ført sig så tynde hele dagen, at en isoleret Sagan blev slået i spurten af Arnaud Demare. Tag nu bare Giroens 13. etape, hvor et ensomt Bora-hold igen stod for al arbejdet, inden andre hold satte slovakken i en finale, der viste sig for svær. Og tag nu bare Giroens 19. etape, hvor ingen ville give Bora en hånd på Giroens sidste sprinteretape, og hvor et udbrud derfor snød ham for sejren.

Ja, listen er alenlang. 2020 var året, hvor Sagan og Bora blev snydt på alle Sagan-etaperne, og da det endelig lykkedes ham at få sin sejr, skete det på helt anden vis med et imponerende soloridt på en etape, der med en serie stejle mure ikke til højrebenet for 2020-udgaven af slovakken. Derfor kunne man måske også have troet, at rivalerne efterhånden havde indstillet sig på den nye virkelighed med en mere menneskelig Sagan og derfor faktisk nu troede på, at en Sagan-etape ikke altid bare er lig med Sagan-sejr - måske snarere tværtimod.

Desværre må Sagan indse, at det åbenbart stadig ikke er gået op for folk, at han altså godt kan slås. Han lider tilsyneladende stadig under engang at have være for god, og det måtte han igen lide under, da den første af denne Giros tre såkaldte Sagan-etaper i dag blev afviklet. Håbet om, at alle pile ikke pegede på Bora igen i dag, brast nemlig lige så hurtigt, som feltet fik iført sig de regnjakker, der var strengt nødvendigt fra start på en mandag, hvor den varslede syndflod ellers højst overraskende næsten totalt udeblev.

Da Bora efter bare få kilometer havde fået sendt et på papiret ufarligt udbrud afsted, så alt ellers rosenrødt ud. En klatresvag gruppe kunne med den hårde finale i bakkerne syd for Po-sletten nok køres ind igen, og Bora-mandskabet syntes også at have en forventning om, at andre hold nok ville give dem en hånd med. I hvert fald tøvede tyskerne uventet længe med at tage fronten, men tilsyneladende var der ingen, der bed på krogen. Til sidst turde de ikke vente længere, og da Maciej Bodnar endelig blev sendt til fronten for at føre, var afstanden vokset til 6.30 - ikke i sig selv en urovækkende margin, men dog et forspring af en størrelse, som i hvert fald i bagklogskabens lys var helt unødvendigt.

Formentlig blev det så stort, fordi Bora ventede på hjælp, men den kom aldrig - i hvert fald ikke fra de hold, man kunne have forventet. I stedet fik tyskerne efter kortvarigt Bodnar-arbejde en lidt uventet hånd fra de ellers arbejdssky Alpecin-drenge, der åbenbart havde tanket så meget selvtillid, at de troede på det ret utopiske scenarium, at Tim Merlier ville kunne tage endnu en etapesejr i et af karrierens meget få løb med stigningerne af en relativt pæn længde. Med tanke på, hvor ofte belgierne har gemt sig i feltet på klassiske Merlier-dage, var det i hvert fald ikke ventet, men utvivlsomt en kærkommen til Bora-drengene.

Til gengæld måtte man spejde langt efter alle andre. Der var intet Qhubeka, selvom Giacomo Nizzolo var en af de store favoritter. Der var intet Israel Start-Up Nation, selvom de med Patrick Bevin og Davide Cimolai stod stærkt i både det hårdt og et lettere løb. Der var intet UAE, selvom også araberne have kandidater til alle scenarier. Og der var intet Ag2r eller Intermarché, der havde været snu nok til at spille på to heste med folk i udbruddet også.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Selvfølgelig var det logisk, at Cofidis og Lotto ikke gav en hånd med. Det var trods alt ikke videre sandsynligt, at Elia Viviani eller Caleb Ewan ville klare bakkerne, og de gjorde derfor klogt i at spare på kræfterne til mere oplagte muligheder. Til gengæld kan man undre sig over, at de ovennævnte hold har medbragt deres hurtige afsluttere, hvis ikke de forfølger en af de få chancer, hvor både hurtighed og klatreevner belønnes.

Det gjorde de imidlertid ikke, og derfor pegede alle pile lige så meget på Bora, som de gjorde i både Giroen og Touren sidste efterår. Igen tog tyskerne dog opgaven på sig uden at kny, og med stærkt arbejde fra først Bodnar, siden Cesare Benedetti og slutteligt Giovanni Aleotti, der med fabelagtagtigt arbejde endelig bekræftede sit i år ellers så skjulte talent, så alt da også ud til at være under kontrol i bunden af den sidste lille bakke. Sagan havde endda stadig friske folk i Matteo Fabbro, Daniel Oss og Felix Grossschartner til at hjælpe.

Desværre var det ikke nok. Vi blev med ét kastet tilbage til de to Kragh-etaper i Touren, da den evigt svingende Grossschartner, som af en eller anden grund altid er formsvag i de grand tours, hvor han bare er hjælper, forsvandt som dug for solen sammen med store Oss, der ikke just er nogen letvægter. Emanuel Buchmann skulle naturligvis ikke arbejde dagen inden den første bjergetape, og selvom stakkels Fabbro arbejdede heroisk, var han ude af stand til at matche et udbrud, der bed overraskende godt fra sig.

Alligevel burde udbruddet aldrig være holdt hjem. Modvinden på den pivåbne stigning samt det moderate tempo, den nu ret ensomme Fabbro af gode grunde var nødt til at sætte, betød nemlig, at Viviani og endda Fernando Gaviria højst overraskende klarede en etape, der ellers på papiret så alt for hård ud. I det øjeblik burde det være en nobrainer for de to mandskaber, der endda begge sad med adskillige mand, med det samme at give stakkels Fabbro en hånd, for det er svært at forestille sig en bedre chance senere i løbet for de to tidligere Deceuninck-sprintere end denne, hvor de trods alt kun skulle slå Sagan og ikke de hurtigere Ewan, Merlier og Dylan Groenewegen.

Om det var frygten for Sagan, der er årsagen, skal jeg lade være usagt, men Fabbro blev ved med at være Matteo Alene i Verden i helt uforklarlig lang tid. Først efter lang tid reagerede Cofidis ved at sende Natnael Berhane til fronten, og da det klatrestærke UAE-hold som ellers havde seks mand i gruppen og kun én sprinter og én klassementsmand at beskytte, var det stort set allerede for sent. På det tidspunkt var det engang så beskedne forspring på 30 sekunder pludselig igen vokset til et minut, og selvom de alligevel næsten fik den reddet, fordi benene brændte voldsomt hos stakkels Taco van der Hoorn til sidst, kan man kun fryde sig lidt over, at hverken Gaviria eller Viviani vandt etapen.

Og bebrejdelsen kan i næsten lige så høj grad rettes mod israelerne, selvom de måske havde et lidt bedre alibi. Davide Cimolai havde ikke helt uventet klaret bakkerne på en af de etaper, han altid har som mål, men man kan måske godt forstå, at holdet tøvede en anelse, når de kiggede rundt og fik øje på Gaviria, Viviani og Sagan. At det så næsten lidt småkomisk faktisk alligevel lykkedes for Cimolai lidt overraskende at vinde spurten, samtidig med at en stadig frisk Patrick Bevin spurtede sig til en ligegyldig 5. plads, gør dog, at holdet utvivlsomt lader sig skræmme lidt mindre næste gang, de befinder sig i en lignende position. I hvert fald havde en Bevin-føring været mere værd end en Bevin-femteplads, ligesom Alessandro de Marchis og Guy Nivs badeferie bagerst i feltet ikke rigtigt kunnet begrundes i det udeblevne regnvejr. Og lige netop Cimolai burde måske mere end nogen anden vide, at overraskelser i stigende spurter er mulige, for det kom som bekendt som et gigantisk chok for vel snart sagt hele verden, da han tilbage i 2015 spurtede sig til sejr i Paris-Nice foran storfavoritterne Bryan Coquard, Michael Matthews og Nacer Bouhanni.

For Sagan derimod må det næsten have føltes som en lettelse, at han faktisk blev slået. Det havde næsten været tragisk, hvis han nok engang havde sikret sig en grand tour-andenplads og igen havde smidt en Sagan-etape væk, fordi alle pile igen pegede på de ensomme Bora-drenge. Til gengæld kan det måske være en påmindelse om, at Sagan altså ikke længere er noget overmenneske, men at han altså i dag er til at bide skeer med.

At Sagan blev snydt, kan i lyset af 2020-sæsonen ikke komme som nogen stor overraskelse, men på stort set alle andre områder gik etapen anderledes, end man kunne have ventet. Om det var den udeblevne regn, modvinden på sidste stigning eller den forsvundne Grossschartner, der var årsagen, er svært at sige, men etapen blev i hvert fald slet ikke så selektiv som ventet. På den baggrund lå det i kortene, at hurtige folk som Cimolai og Andrea Vendrame nok skulle være der, men det var til gengæld slet ikke ventet, at Gaviria og Viviani skulle blive de to overlevende sprintere.

I gamle dage havde det ellers været guf for klatrestærke Gaviria, men i de senere år, hvor selv en motorvejsbro har sendt pulsen over 200, har han været en af feltets mindst holdbare sprintere. Med tanke på hans ringe optakt og styrtet i E3 lå det ikke i kortene, at han i dag skulle levere sin bedste klatrepræstation i næsten umindelige tider, men måske var hans gode enkeltstart alligevel et varsel om en mulig genrejsning, der måske kan sparke liv i en ellers lidt truet karriere som beskyttet supersprinter på et storhold. Til gengæld var der så heller ikke i dag meget fart i de engang så hurtige stænger, men efter så svær en dag har colombianeren nu altid tabt noget fart.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Det har Viviani også, og derfor var det vel heller ikke noget chok, at han blev slået. Til gengæld er det endnu et lille skridt i hans delvise genrejsning, at han viser glimt af den holdbarhed, vi vel senest så i hans flotte Bretagne Classic, inden han sagde farvel til Deceuninck-magien. I det hele taget har hele 2021 været relativt opløftende, og det ligner bestemt ikke en umulighed, at Viviani kan vinde en etape og måske endda køre med om pointtrøjen.

Det kan til gengæld se svært ud for Sagans på papiret største rival. Det lå bestemt ikke i kortene, at Nizzolo skulle falde tidligt fra på en etape, der burde have passet ham glimrende - især da i denne knap så selektive udgave. Desværre blev nedturen endnu et bevis på, at Nizzolos holdbarhed er lige så svingende, som diverse flag vil være det i morgendagens voldsomme søndenvind, og vi må vist hellere bare sande, at det er lidt af en umulighed at regne ud, hvordan europamesteren klatrer.

Det er heldigvis lettere med Ewan. Ganske vist havde den lille australier givet et glimt af håb med den chokerende kørsel i Milano-Sanremo, men det er velkendt, at der er stor forskel på hans evner på en kort stigning og en dag med relativt mange højdemeter og flere og længere stigninger. I den slags terræn har Ewan altid været en af de mindst holdbare - særligt da efter en tid, hvor han har trænet spurter og ikke klatring - og derfor kom det på en dag med ellers mange af slagsen nok som det mindst chok, at han tidligt faldt fra sammen med de tunge folk som Groenewegen, Riccardo Minali og Matteo Moschetti - og altså også Merlier, der i sin første store test på en etape som denne må sande, at holdbarhed ikke er det samme som klatreevner.

Midt i det hele glemmer man næsten, hvem det så var, der løb med guldet - og det må man bestemt ikke! Det var nemlig en sand fornøjelse at se Taco van der Hoorn rejse sig selv efter nogle helt anonyme år som hjælper blandt Jumbos mange stjerner. Dengang han i 2017 blev nr. 2 klemt inde mellem Mathieu van der Poel og Wout van Aert på Hagelands grusveje, vandt etape på WorldTouren i BinckBank Tour og vandt det relativt store Primus Classic, var han nemlig et af de mest spændende klassikernavne.

Hans skifte til Jumbo blev imidlertid et bevis på, at det - særligt for en stærk, men spidskompetenceløs type som Van der Hoorn - ikke nødvendigvis er lykken at komme til et storhold. Her endte han - netop fordi han ikke er en udpræget vindertype - som en ret ligegyldig hjælper, der endda også var ramt af skader, og forud for sæsonen var hans karriere så meget i ruiner, at han måtte skrive kontrakt med det lille Beat-hold. Først lige inden jul dukkede der pludselig en mulighed op på Intermarché, der efter overgangen til WorldTouren jagtede flere ryttere, og Beat var heldigvis så venlige at ophæve den nyligt underskrevne kontrakt. Det fortryder Intermarché-manager Jean-Fracois Bourlart næppe i dag, for med dagens sejr lykkedes det langt om længe WorldTourens klart svageste mandskab at blive det sidste hold til også at vinde et cykelløb - og det kunne vel næppe være sket på en flottere scene eller på smukkere og mere dramatisk vis.

Mon ikke også Sagan er glad for, at sejren gik til Van der Hoorn og ikke Cimolai, Viviani og Gaviria, der ikke gav ham mange hænder undervejs på etapen og derfor nok engang efterlod Bora alt for møre til sidst. Nu kan Sagan så frem mod de to sidste Sagan-etaper på 15. og 18. dagen håbe, at hans nederlag til Cimolai i dag har mindet folk om, at han altså ikke er for god længere. Det er nemlig efterhånden nogen år siden, at han var det.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER