EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Jeg må indrømme, at jeg rystede lidt på hovedet, da DSM i slutningen af april annoncerede deres Giro-trup. Det skyldtes selvfølgelig ikke, at holdet beskrev deres store mål som et godt klassement med Romain Bardet. Nok var jeg inden løbet en smule skeptisk i forhold til franskmandens potentiale i løbet, men med en samlet sejr i Tour of the Alps havde han bevist, at en satsning på ham var helt fair - særligt på et hold, hvor en alt andet end overbevisende trup ikke efterlader mange muligheder for at stille med en kvalificeret kaptajn.

Nej, det skyldtes snarere, at der var blevet plads til Alberto Dainese og Cees Bol. Det havde længe forlydt, at DSM vil fordele deres grand tours med én for klassementet, én med fokus på etapesejre og én med plads til udvikling af unge talenter, og selvom det aldrig blev sagt direkte, lå det i kortene, at Giroen var klassementsløbet, Touren etapesejrsløbet og Vueltaen udviklingsløbet. Med en temposvag kaptajn i Bardet var det nemlig helt indlysende, at han naturligvis skulle satse på det italienske løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Derfor var det også så besynderligt, at holdet helt ud af det blå pludselig udtog en sprinter. Helt bizart blev det af, at der endda var blevet plads til begge holdets to førende sprinternavne, og at ingen af de to i første omgang blev sparet til Touren. Den strategi kunne måske være gået an, hvis man havde haft et par folk, der var mestre i at klare positionskampen på egen hånd, men når man ser på DSM-holdets sprintersatsning i år, virkede det temmelig meningsløst. Selv med et fuldt tog til rådighed havde Bol og Dainese kørt meget få spurter i et 2022, hvor det ellers ikke havde skortet på muligheder, ganske enkelt fordi begge er så positioneringssvage. Nok havde Dainese blandt andet i Tirreno vist en vis fart, og Bol kørt en lovende spurt i Tyrkiet, men hvad hjalp det, når de altid skulle starte deres spurt for langt tilbage og oftest endte med at blive helt lukket inde?

Nej, det var på alle måder en temmelig halvhjertet satsning, der næsten umuligt kunne give andre resultater end at berøve Bardet for yderligere hjælperyttere i en trup, der i forvejen var alt andet end imponerende. De første 10 dage bekræftede da også den tese, for på intet tidspunkt var det lykkedes Dainese at komme i nærheden af en god position i de to spurter, han fik lov at køre. Og Bols forsøg i Scalea endte som bekendt ærgerligt, da en kollision med Fernando Gaviria betød, at spurten blev ødelagt, inden den var startet.

Derfor var det ikke mærkeligt, at ingen talte om DSM inden starten på løbets fladeste etape, der i dag med kraftig medvind sendte rytterne tværs over Po-sletten i et rasende tempo. Hvorfor skulle man det, når hverken Dainese eller Bol havde været i nærheden af at vinde en spurt i år? End ikke diskussionen om, hvorvidt de kørte for den ene eller den anden sprinter, kunne få manges puls i vejret, selvom den slags usikkerhed normalt kan give en voldsom hovedpine hos diverse managerspillere over hele verden.

Det var nu heller ikke så svært at regne ud, hvem der skulle satses på. Det måtte naturligvis være Bol, der grundet kollisionen med Gaviria jo endnu ikke havde haft sin chance. Derudover var spurten i Scalea langt den mest lovende hidtil, og Bol har i år faktisk også virket mere overbevisende end Dainese.

Sådan var planen da også, og Dainese give ind til etapen med den tilgang, at hans næste chance ville komme senere i løbet. Det varede dog kun ind til finalen, hvor Bol fik dårlige ben, og så fik Dainese pludselig en uventet chance. Det hjalp dog ikke alverden, for udkommet var præcis det samme, som det plejer, da den lange tur over Po-sletten nåede til målet i Reggio Emilia, længe inden tidsplanen havde varslet det. Som altid sad han fanget alt for langt tilbage, og det lignede endnu en af de dage, hvor han enten ville blive lukket inde eller overhale en masse sprintere med sin fine fart for måske at redde sig en 5. plads.

Selv da spurten for længst var åbnet så den tese stadig ud til at blive bekræftet. Ganske tæt på mål var den lille italiener stadig bekymrende langt tilbage, og næsten alle løbets hurtigste var endda i gang med at spurte foran ham. Der var ikke skyggen af chance for, at han ville nå at overhale dem alle, og mest interessant var det vel at finde ud af, om han kunne forbedre den 5. plads, der indtil i dag var hans bedste resultat i årets mange massespurter.

Men så mindede Dainese os pludselig om, hvorfor det var, han blev regnet som den kommende italienske supersprinter, da han i 2019 indledte sin karriere. En yderst lovende U23-tid havde nemlig skilt ham ud som en rasende hurtig herre, og selvom hans åbenlyse positioneringsvanskeligheder længe fik os til at glemme det i en trist start på sin tid som professionel, var der under Vueltaen sidste år pludselig en påmindelse om, hvor hurtig han egentlig er. Ganske vist blev det ikke den ønskede etapesejr, men både DSM og Dainese kunne tage på vinterferie med en tro på, at 2022 ville blive året, hvor han endelig ville slå igennem som supersprinter.

Sådan gik det bare ikke i de mange kiksede spurter i år, men i dag var omstændighederne endelig med ham. Vejen åbnede sig, og foran ham var de på papiret hurtigere folk enten formsvage eller begik fejl, som kostede dem en mulig sejr. Pludselig var vejen således banet for, at Dainese med sin rasende høje fart - som dog også var betydeligt mere imponerende, end vi har set det tidligere i hans tid som professionel - kunne blæse forbi dem alle og sørge for, at årets bedste resultat nu ikke længere er en 5., men en 1. plads.

Pludselig var DSMs halvhjertede sprinterplan slet ikke så dum endda, men i virkeligheden bekræftede sejren blot, hvorfor den alligevel var så spøjs. Alle forhåndshypoteser blev jo således bekræfter, da italieneren sad for langt tilbage og ville passere folk med en højere fart. Denne gang havde holdet bare det usigelige helt, at alle omstændigheder var de rette og kunne sikre det stærkt nødlidende hollandske hold en yderst tiltrængt sejr.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Den var i hvert fald mere tiltrængt hos DSM, end den havde været hos UAE, hvis det i stedet var Gaviria, der havde holdt sit forspring hele vejen. Til gengæld manglede colombianeren en sejr akkurat lige så meget som Daineses hold, for i en tid, hvor det har været meget let at afskrive den engang så dominerende colombianer, havde det været lidt af et statement at vinde i præcis samme finale, hvor han sejrede, da han i 2017 fortsat var allerbedst.

Denne gang burde det endda være lykkedes. Gaviria havde igen bekræftet den eminente positionering, han har haft hele året, ved at gribe hjulet på Arnaud Demare, der længe så ud til at ville få det bedste lead-out, og denne gang havde han endda farten til at gå forbi. Allerede i Messina, hvor han kørte med et defekt gear, fornemmede man, at han var hurtigere, end han har været tidligere i år, og sådan så det ud igen i dag, da han med lethed strøg forbi Demare. Havde det ikke akkurat været samme dag, at vejen endelig åbnede sig for Dainese i tid til, at han kunne nå frem, havde Gaviria fået den etapesejr, der så temmelig usandsynlig, da Aleksandr Vlasov næsten overspurtede ham i Romandiet umiddelbart inden løbet. I stedet blev det nu endnu en frustrerende dag til samlingen, men i det mindste kan colombianeren nu gå ind til næste spurt med bevidstheden om, at han faktisk kan vinde i dette felt.

Mere bekymrende var det for Demare, der jo ellers havde været så uhyre overbevisende, da han satte Caleb Ewan og Mark Cavendish på plads i Scalea. Hans supertog var ellers på sporet, da Miles Scotson tog kontrol inden den røde flamme, men i sidste ende fik vi svaret på, om de ville være stærkere end Quick-Step, når nu belgierne havde tabt Michael Mørkøv. Det var de tilsyneladende ikke, for Sinkeldam havde intet modsvar, da Davide Ballerini skød frem, og da Jacop Guarnieri aldrig fik reageret, fik Demare slet ikke det suveræne lead-out, der var lagt op til.

Det tvang ham til at åbne en lang spurt i et forsøg på ikke at blive lukket inde, og det plejer ikke at være et problem. Demares speciale har altid været lange powerspurter, men i dag var der slet ikke samme skud i stængerne, som der var i Scalea. En lang spurt burde ellers nok kunne være mulig i den kraftige medvind, men i dag var Demare ikke i nærheden af at matche Gaviria. Dermed blev vi alle mindet om, hvorfor franskmanden længe var kendt for sin dårlige restitutionsevne i grand tours. Noget tyder i hvert fald på, at den hårde uge siden Scalea-sejren har sat sig i benene. Heldigvis er hans løb jo allerede en succes, og med Biniam Girmays ærgerlige exit er det også fortsat tidsgrænsen, som ligner den eneste reelle trussel mod hans anden pointtrøje.

Det er i hvert fald sjovere at være Demare, end det er at være Ewan. Australierens formkrise blev stillet til fuldt skue, da han med det samme røg af i det moment, feltet kortvarigt splittedes bare en anelse i sidevinden. På det tidspunkt stod det klart, at endnu en fiasko formentlig ville være forude, og selvom hans nye strategi, som han har adopteret i lyset af hans togs manglende styrke, igen bar frugt, da han sad perfekt placeret bag Cavendish, da denne blev lanceret, var det ikke nok. Den gamle fart var egentlig ikke helt fraværende, men det var formen. Knap var han kommet i gang, inden han atter måtte sætte sig ned, og dermed endte også Giroen lige så ærgerlig, som næsten hele sæsonen har været det for de lille australier. Selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet, taler alt for, at Ewan forlader løbet i morgen, og det er nok også passende, at han får nulstillet det hele inden Touren efter et løb, hvor han nok engang mindede os om, at han har et af feltets laveste bundniveauer.

Hjem rejser Cavendish derimod ikke, og selvom briten slet ikke lykkedes i dag, har han ingen grund til at opgive håbet om, at han kan vinde endnu en etape - formentlig i Treviso om en uges tid. Forud for etapen var det som sagt interessant at se, om FDJ eller Quick-Step med de nuværende formationer ville have det bedste tog, og her viste belgierne sig ganske overbevisende. Bert van Lerberghe fik afleveret Davide Ballerini og Cavendish godt, og italieneren viste sig også at have poweren til at sætte FDJ og Sinkeldam til vægs. Desværre sad hans timing ikke helt i skabet, og med en lidt for tidlig åbning måtte Cavendish tøve så længe - sikkert også grundet den lidt for lange spurt i Scalea - at hans momentum for længst var væk, da Demare og alle de andre bragede forbi bagfra. Spørgsmålet er så, om den lange tøven skyldtes nederlaget i Scalea, eller om benene efter næsten to hårde var så mærkede, at han var nødt til at gamble på en kortere spurt. I Ungarn viste han jo, at han havde fremragende ben til at vinde en enormt lang vanvidsspurt i modvind.

Dagens overraskelse var Simone Consonni. Italieneren sad som altid rigtigt placeret, men hvor han plejer at sejle baglæns blandt hurtigere folk, var han pludselig konkurrencedygtig. Det siger dog nok mere om de mange fejl, andre begik, og det lidt lavere niveau, man fornemmede hos flere af hovedaktørerne. Consonni var jo i hvert fald langt langsommere end de to forreste og også end Ewan, indtil hans form ikke rakte længere.

Den store taber var til gengæld en anden italiener. Det har bestemt ikke været Giacomo Nizzolos Giro, og det er det fortsat ikke. Denne gang lykkedes det ellers endelig for Rick Zabel at spille den planlagte rolle i finalen, men toget led et gedigent nederlag, da de klart var overmatchet af både Quick-Step og FDJ. Resultatet blev, at Nizzolo skulle starte for langt tilbage, men langt mere bekymrende var det, at han også var helt uden den fart, han havde i den første uge. Det var et temmelig uventet udkomme for en mand, der plejer at drage fordel af, at trætheden er begyndt at sætte ind.

Ellers var der ikke meget nyt under solen. Edward Theuns positionerer sig fortsat godt, men mangler fart, Phil Bauhaus betaler prisen for en svag positionering og et dårligt hold - og i dag måtte han endda spurt langt fra mål for blot at holde kontakten med de forreste - og Lawrence Naesen er bare ikke sprinter, selvom han i dag havde en god position. Det opløftende var vel kun, at det endelig lykkedes for en egentlig ret formstærk Sacha Modolo endelig at sikre sig en top 10 i en ellers utroligt trist sæson.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Trist var etapen til gengæld ikke - i hvert fald ikke i det omfang, man kunne frygte. Der var ellers lagt op til en Scalea-agtig dødssejler, indtil vejrguderne sendte en sjældent kraftig vind over Po-sletten, hvor det ellers aldrig blæser. Ganske vist blev vi mindet om, at den flade slette slet ikke egner sig til sidevindskørsel, fordi der altid er så megen læ, men det betød, at det blev en rasende nervøs og hektisk etape, der sprængte alle tidsplaner. Og så åbnede det døren for, at den evigt aggressive og altid opmærksomme Richard Carapaz kunne sikre sig tre sekunder og avancere til den samlede 2. plads på en dag, hvor klassementet ellers ikke burde have flyttet sig en meter.

Det betød også, at Bardet mistede det beskedne forspring til løbets favorit, som han igennem de første 10 dage havde opbygget. Det gør imidlertid næppe det store i en DSM-lejr, der bestemt ikke har været forvænt med succes, men som nu kan sætte flueben i succesboksen ud for begge holdets satsninger i årets Giro. At Bardet ville blande sig fremme i klassementet, så meget sandsynligt ud, da han stormede til sejr i Tour of the Alps lige inden løbet. Til gengæld lå det bestemt ikke i kortene, at sprintersatsningen også skulle give pote, men selv den mest halvhjertede investering kan åbenbart give resultat, hvis bare omstændighederne er de rette. Jeg må hellere få sendt en undskyldning i retning mod Holland, hvis min hovedrysten i slutningen af april var så voldsom, at man kunne fornemme den hele vejen til holdets hovedkontor.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO