Derfor var det ogs\u00e5 s\u00e5 besynderligt, at holdet helt ud af det bl\u00e5 pludselig udtog en sprinter. Helt bizart blev det af, at der endda var blevet plads til begge holdets to f\u00f8rende sprinternavne, og at ingen af de to i f\u00f8rste omgang blev sparet til Touren. Den strategi kunne m\u00e5ske v\u00e6re g\u00e5et an, hvis man havde haft et par folk, der var mestre i at klare positionskampen p\u00e5 egen h\u00e5nd, men n\u00e5r man ser p\u00e5 DSM-holdets sprintersatsning i \u00e5r, virkede det temmelig meningsl\u00f8st. Selv med et fuldt tog til r\u00e5dighed havde Bol og Dainese k\u00f8rt meget f\u00e5 spurter i et 2022, hvor det ellers ikke havde skortet p\u00e5 muligheder, ganske enkelt fordi begge er s\u00e5 positioneringssvage. Nok havde Dainese blandt andet i Tirreno vist en vis fart, og Bol k\u00f8rt en lovende spurt i Tyrkiet, men hvad hjalp det, n\u00e5r de altid skulle starte deres spurt for langt tilbage og oftest endte med at blive helt lukket inde?<\/p>","
Nej, det var p\u00e5 alle m\u00e5der en temmelig halvhjertet satsning, der n\u00e6sten umuligt kunne give andre resultater end at ber\u00f8ve Bardet for yderligere hj\u00e6lperyttere i en trup, der i forvejen var alt andet end imponerende. De f\u00f8rste 10 dage bekr\u00e6ftede da ogs\u00e5 den tese, for p\u00e5 intet tidspunkt var det lykkedes Dainese at komme i n\u00e6rheden af en god position i de to spurter, han fik lov at k\u00f8re. Og Bols fors\u00f8g i Scalea endte som bekendt \u00e6rgerligt, da en kollision med Fernando Gaviria bet\u00f8d, at spurten blev \u00f8delagt, inden den var startet.<\/p>","
Derfor var det ikke m\u00e6rkeligt, at ingen talte om DSM inden starten p\u00e5 l\u00f8bets fladeste etape, der i dag med kraftig medvind sendte rytterne tv\u00e6rs over Po-sletten i et rasende tempo. Hvorfor skulle man det, n\u00e5r hverken Dainese eller Bol havde v\u00e6ret i n\u00e6rheden af at vinde en spurt i \u00e5r? End ikke diskussionen om, hvorvidt de k\u00f8rte for den ene eller den anden sprinter, kunne f\u00e5 manges puls i vejret, selvom den slags usikkerhed normalt kan give en voldsom hovedpine hos diverse managerspillere over hele verden.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Det var nu heller ikke så svært at regne ud, hvem der skulle satses på. Det måtte naturligvis være Bol, der grundet kollisionen med Gaviria jo endnu ikke havde haft sin chance. Derudover var spurten i Scalea langt den mest lovende hidtil, og Bol har i år faktisk også virket mere overbevisende end Dainese.
Sådan var planen da også, og Dainese give ind til etapen med den tilgang, at hans næste chance ville komme senere i løbet. Det varede dog kun ind til finalen, hvor Bol fik dårlige ben, og så fik Dainese pludselig en uventet chance. Det hjalp dog ikke alverden, for udkommet var præcis det samme, som det plejer, da den lange tur over Po-sletten nåede til målet i Reggio Emilia, længe inden tidsplanen havde varslet det. Som altid sad han fanget alt for langt tilbage, og det lignede endnu en af de dage, hvor han enten ville blive lukket inde eller overhale en masse sprintere med sin fine fart for måske at redde sig en 5. plads.
Selv da spurten for længst var åbnet så den tese stadig ud til at blive bekræftet. Ganske tæt på mål var den lille italiener stadig bekymrende langt tilbage, og næsten alle løbets hurtigste var endda i gang med at spurte foran ham. Der var ikke skyggen af chance for, at han ville nå at overhale dem alle, og mest interessant var det vel at finde ud af, om han kunne forbedre den 5. plads, der indtil i dag var hans bedste resultat i årets mange massespurter.
Men så mindede Dainese os pludselig om, hvorfor det var, han blev regnet som den kommende italienske supersprinter, da han i 2019 indledte sin karriere. En yderst lovende U23-tid havde nemlig skilt ham ud som en rasende hurtig herre, og selvom hans åbenlyse positioneringsvanskeligheder længe fik os til at glemme det i en trist start på sin tid som professionel, var der under Vueltaen sidste år pludselig en påmindelse om, hvor hurtig han egentlig er. Ganske vist blev det ikke den ønskede etapesejr, men både DSM og Dainese kunne tage på vinterferie med en tro på, at 2022 ville blive året, hvor han endelig ville slå igennem som supersprinter.
Sådan gik det bare ikke i de mange kiksede spurter i år, men i dag var omstændighederne endelig med ham. Vejen åbnede sig, og foran ham var de på papiret hurtigere folk enten formsvage eller begik fejl, som kostede dem en mulig sejr. Pludselig var vejen således banet for, at Dainese med sin rasende høje fart - som dog også var betydeligt mere imponerende, end vi har set det tidligere i hans tid som professionel - kunne blæse forbi dem alle og sørge for, at årets bedste resultat nu ikke længere er en 5., men en 1. plads.
Pludselig var DSMs halvhjertede sprinterplan slet ikke så dum endda, men i virkeligheden bekræftede sejren blot, hvorfor den alligevel var så spøjs. Alle forhåndshypoteser blev jo således bekræfter, da italieneren sad for langt tilbage og ville passere folk med en højere fart. Denne gang havde holdet bare det usigelige helt, at alle omstændigheder var de rette og kunne sikre det stærkt nødlidende hollandske hold en yderst tiltrængt sejr.
Den var i hvert fald mere tiltrængt hos DSM, end den havde været hos UAE, hvis det i stedet var Gaviria, der havde holdt sit forspring hele vejen. Til gengæld manglede colombianeren en sejr akkurat lige så meget som Daineses hold, for i en tid, hvor det har været meget let at afskrive den engang så dominerende colombianer, havde det været lidt af et statement at vinde i præcis samme finale, hvor han sejrede, da han i 2017 fortsat var allerbedst.
Denne gang burde det endda være lykkedes. Gaviria havde igen bekræftet den eminente positionering, han har haft hele året, ved at gribe hjulet på Arnaud Demare, der længe så ud til at ville få det bedste lead-out, og denne gang havde han endda farten til at gå forbi. Allerede i Messina, hvor han kørte med et defekt gear, fornemmede man, at han var hurtigere, end han har været tidligere i år, og sådan så det ud igen i dag, da han med lethed strøg forbi Demare. Havde det ikke akkurat været samme dag, at vejen endelig åbnede sig for Dainese i tid til, at han kunne nå frem, havde Gaviria fået den etapesejr, der så temmelig usandsynlig, da Aleksandr Vlasov næsten overspurtede ham i Romandiet umiddelbart inden løbet. I stedet blev det nu endnu en frustrerende dag til samlingen, men i det mindste kan colombianeren nu gå ind til næste spurt med bevidstheden om, at han faktisk kan vinde i dette felt.
Mere bekymrende var det for Demare, der jo ellers havde været så uhyre overbevisende, da han satte Caleb Ewan og Mark Cavendish på plads i Scalea. Hans supertog var ellers på sporet, da Miles Scotson tog kontrol inden den røde flamme, men i sidste ende fik vi svaret på, om de ville være stærkere end Quick-Step, når nu belgierne havde tabt Michael Mørkøv. Det var de tilsyneladende ikke, for Sinkeldam havde intet modsvar, da Davide Ballerini skød frem, og da Jacop Guarnieri aldrig fik reageret, fik Demare slet ikke det suveræne lead-out, der var lagt op til.
Det tvang ham til at åbne en lang spurt i et forsøg på ikke at blive lukket inde, og det plejer ikke at være et problem. Demares speciale har altid været lange powerspurter, men i dag var der slet ikke samme skud i stængerne, som der var i Scalea. En lang spurt burde ellers nok kunne være mulig i den kraftige medvind, men i dag var Demare ikke i nærheden af at matche Gaviria. Dermed blev vi alle mindet om, hvorfor franskmanden længe var kendt for sin dårlige restitutionsevne i grand tours. Noget tyder i hvert fald på, at den hårde uge siden Scalea-sejren har sat sig i benene. Heldigvis er hans løb jo allerede en succes, og med Biniam Girmays ærgerlige exit er det også fortsat tidsgrænsen, som ligner den eneste reelle trussel mod hans anden pointtrøje.
Det er i hvert fald sjovere at være Demare, end det er at være Ewan. Australierens formkrise blev stillet til fuldt skue, da han med det samme røg af i det moment, feltet kortvarigt splittedes bare en anelse i sidevinden. På det tidspunkt stod det klart, at endnu en fiasko formentlig ville være forude, og selvom hans nye strategi, som han har adopteret i lyset af hans togs manglende styrke, igen bar frugt, da han sad perfekt placeret bag Cavendish, da denne blev lanceret, var det ikke nok. Den gamle fart var egentlig ikke helt fraværende, men det var formen. Knap var han kommet i gang, inden han atter måtte sætte sig ned, og dermed endte også Giroen lige så ærgerlig, som næsten hele sæsonen har været det for de lille australier. Selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet, taler alt for, at Ewan forlader løbet i morgen, og det er nok også passende, at han får nulstillet det hele inden Touren efter et løb, hvor han nok engang mindede os om, at han har et af feltets laveste bundniveauer.
Hjem rejser Cavendish derimod ikke, og selvom briten slet ikke lykkedes i dag, har han ingen grund til at opgive håbet om, at han kan vinde endnu en etape - formentlig i Treviso om en uges tid. Forud for etapen var det som sagt interessant at se, om FDJ eller Quick-Step med de nuværende formationer ville have det bedste tog, og her viste belgierne sig ganske overbevisende. Bert van Lerberghe fik afleveret Davide Ballerini og Cavendish godt, og italieneren viste sig også at have poweren til at sætte FDJ og Sinkeldam til vægs. Desværre sad hans timing ikke helt i skabet, og med en lidt for tidlig åbning måtte Cavendish tøve så længe - sikkert også grundet den lidt for lange spurt i Scalea - at hans momentum for længst var væk, da Demare og alle de andre bragede forbi bagfra. Spørgsmålet er så, om den lange tøven skyldtes nederlaget i Scalea, eller om benene efter næsten to hårde var så mærkede, at han var nødt til at gamble på en kortere spurt. I Ungarn viste han jo, at han havde fremragende ben til at vinde en enormt lang vanvidsspurt i modvind.
Dagens overraskelse var Simone Consonni. Italieneren sad som altid rigtigt placeret, men hvor han plejer at sejle baglæns blandt hurtigere folk, var han pludselig konkurrencedygtig. Det siger dog nok mere om de mange fejl, andre begik, og det lidt lavere niveau, man fornemmede hos flere af hovedaktørerne. Consonni var jo i hvert fald langt langsommere end de to forreste og også end Ewan, indtil hans form ikke rakte længere.
Den store taber var til gengæld en anden italiener. Det har bestemt ikke været Giacomo Nizzolos Giro, og det er det fortsat ikke. Denne gang lykkedes det ellers endelig for Rick Zabel at spille den planlagte rolle i finalen, men toget led et gedigent nederlag, da de klart var overmatchet af både Quick-Step og FDJ. Resultatet blev, at Nizzolo skulle starte for langt tilbage, men langt mere bekymrende var det, at han også var helt uden den fart, han havde i den første uge. Det var et temmelig uventet udkomme for en mand, der plejer at drage fordel af, at trætheden er begyndt at sætte ind.
Ellers var der ikke meget nyt under solen. Edward Theuns positionerer sig fortsat godt, men mangler fart, Phil Bauhaus betaler prisen for en svag positionering og et dårligt hold - og i dag måtte han endda spurt langt fra mål for blot at holde kontakten med de forreste - og Lawrence Naesen er bare ikke sprinter, selvom han i dag havde en god position. Det opløftende var vel kun, at det endelig lykkedes for en egentlig ret formstærk Sacha Modolo endelig at sikre sig en top 10 i en ellers utroligt trist sæson.
Trist var etapen til gengæld ikke - i hvert fald ikke i det omfang, man kunne frygte. Der var ellers lagt op til en Scalea-agtig dødssejler, indtil vejrguderne sendte en sjældent kraftig vind over Po-sletten, hvor det ellers aldrig blæser. Ganske vist blev vi mindet om, at den flade slette slet ikke egner sig til sidevindskørsel, fordi der altid er så megen læ, men det betød, at det blev en rasende nervøs og hektisk etape, der sprængte alle tidsplaner. Og så åbnede det døren for, at den evigt aggressive og altid opmærksomme Richard Carapaz kunne sikre sig tre sekunder og avancere til den samlede 2. plads på en dag, hvor klassementet ellers ikke burde have flyttet sig en meter.
Det betød også, at Bardet mistede det beskedne forspring til løbets favorit, som han igennem de første 10 dage havde opbygget. Det gør imidlertid næppe det store i en DSM-lejr, der bestemt ikke har været forvænt med succes, men som nu kan sætte flueben i succesboksen ud for begge holdets satsninger i årets Giro. At Bardet ville blande sig fremme i klassementet, så meget sandsynligt ud, da han stormede til sejr i Tour of the Alps lige inden løbet. Til gengæld lå det bestemt ikke i kortene, at sprintersatsningen også skulle give pote, men selv den mest halvhjertede investering kan åbenbart give resultat, hvis bare omstændighederne er de rette. Jeg må hellere få sendt en undskyldning i retning mod Holland, hvis min hovedrysten i slutningen af april var så voldsom, at man kunne fornemme den hele vejen til holdets hovedkontor.
EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS
SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO