STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Mange professionelle cykelryttere ville give deres højre arm for bare at vinde et professionelt cykelløb. Endnu flere ville save begge arme af, hvis de endda fik lov at vinde en etape i Giro d’Italia. Og det er meget, meget få cykelryttere, der ikke ville overveje at aflevere alle fire lemmer, hvis de fik tilbudt en enkeltstartssejr, hvis særprægede og specialiserede natur gør dem til nogle af de allermest eftertragtede.

Men der findes undtagelser. Der findes den slags cykelryttere, der er så berigede fra naturens hold, at det er en skuffelse, hvis ikke de vinder. Og så findes der den slags vidunderbarn, der ikke blot bliver skuffede, hvis sejren udebliver, men også lægger ansigtet i de triste folder, hvis ikke sejren opnås med den suverænitet, de forventer.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Blandt de sidste finder vi naturligvis feltets vidunderbarn par excellence, Remco Evenepoel, der jo vinder cykelløb med en sådan hast, at det straks er en skuffelse, hvis ikke et mål bliver indfriet. Alle ved jo godt, at ambitionsniveauerne er forskelle, men alligevel forstår man godt, hvis eksempelvis Stefan Küng havde lyst til at kyle sin cykel i hovedet på det belgiske fænomen, hvis han overværede det vinderinterview, som belgieren gav, da han i dag tog løbets absolut mest forventede etapesejr på løbets lange enkeltstart. Schweizeren har nemlig i en efterhånden lang karriere drømt om at vinde en grand tour-enkeltstart, men det er bare endnu ikke lykkedes. Det gjorde det heller ikke i dag, selvom han var tæt på - og så skulle de gudhjælpemig gnides salt i såret ved, at etapens vinder lignede en mand, der var på vej til begravelse.

Det ville nemlig ikke have været spor overraskende, hvis Evenepoel var mødt op til interviewet i det sorte sørgetøj, man typisk anvender, når man skal sige farvel til en, man holder af. Der var i hvert fald ingen, der baseret alene på de ord, der kom ud af hans mund, og hans generelle fremtoning ville have troet, at der her sad en mand, der netop havde taget en sejr, som flertallet af hans rivaler ville have savet fire lemmer af for at opnå. Nej, enhver ville ved første øjekast tro, at det her var løbets store taber, der blev bedt om at give sin reaktion.

Men det var det måske også. Etapens vinder var han jo åbenlyst, for medmindre Tudors mildest talt tvivlsomme tidtagning igen var forkert, kan ingen bestride, at det var Evenepoel, der tilbagelagde de 35 km på de regnvåde veje i Cesena hurtigst af alle. Til gengæld kan det meget vel være, at det var på denne søndag, at Evenepoel tabte Giroen.

Det var nemlig hans D-dag. Naturligvis har vi alle vist, at spørgsmålet om Evenepoels sejr i Giroen slet ikke besvares på enkeltstarterne, hvor hans styrke er ubestridt, men derimod i de høje bjerge i den tredje uge, hvor han stadig har så meget at bevise. Alligevel har det været en del af den belgiske gameplan frem mod sejren, at han meget gerne skulle ud af den første uge med et yderst komfortabelt forspring, så der er lidt at tære på, hvis holdbarheden og klatreevnerne ikke helt skulle række.

Den plan blev jo også fulgt til punkt og prikke i sidste weekend - og mere til. Her fik Evenepoel et forspring, som må have overgået det, han havde drømt om selv i sine vildeste fantasi. Dengang så det ud til, at han ville kunne drage mod bjergene med en knusende buffer, som måtte gøre selv den mest optimistiske Primoz Roglic bekymret, men da der i dag skulle følges op over en næsten dobbelt så lang distance, blev tidsgevinsten til i hvert fald Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart så lille, at den blev helt, helt ligegyldig.

Det, der således lignede et skræmmende forspring, blev nu i stedet betydeligt mindre, end det var varslet i føromtalte gameplan. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det kan være helt ligegyldigt, om forspringet til nr. 2 havde heddet 45 sekunder, 2 minutter eller for den sags skyld 5 minutter. Det lugter nemlig temmelig meget af en nedtur af den slags, vi kender Evenepoel for alt, alt for godt.

Det var jo netop det, der var hans store akilleshæl, da han sidste år stillede til start i Vueltaen, nemlig hans holdbarhed. Det er vel svært at pege på ét eneste ugelangt etapeløb, hvor belgieren ikke er startet stærkere, end han er sluttet. Ofte er det alligevel endt med en samlet sejr, men det er gået ham meget ilde, som vi sidste år så i Tirreno, Baskerlandet og måske særligt i Schweiz, hvor han mod slutningen af løbet ikke blot var dødelig og menneskelig, men faktisk temmelig ordinær.

Det er meget svært ikke at frygte, at vi kommer til at se noget tilsvarende i dette løb. Det lugter i hvert fald mere af Giroen 2021, der jo som bekendt endte med noget nær totalt kollaps også inden det løbsødelæggende styrt, end af Vueltaen 2022. Evenepoels forventede overlegenhed på en flad enkeltstart nemlig så stor, at det må regnes som endog meget ildevarslende, at hans sejrsmargin blev så lille, at den næsten skyldtes tilfældigheder. Når den så samtidig kommer dagen efter en i forvejen bekymrende præstation på en etape, der burde passe en dobbelt Liege-vinder storartet, er det svært ikke at tænde ikke blot én, men samtlige alarmklokker.

Naturligvis er der stadig håb. Den store ubekendte er jo stadig de to styrt, der utvivlsomt har mærket hans krop. Vi så jo i Vueltaen, at han i hvert fald rejste sig efter sin nedtur i næstsidste weekend, men det uhyre, vi så i løbets første uge, dukkede aldrig op igen. Det er bestemt muligt, at styrtene er den primære årsag til hans ganske spektakulære formdyk på blot en uge - sidste år knuste han jo Roglic på løbets enkeltstart, der kom på 10. etape, og på etapen forinden havde han leveret sin allerstørste magtdemonstration i en finale, der ikke var helt ulig gårsdagens - men med hans historik in mente er det stadig lidt svært at tro, at han i en tredje uge, der er så voldsom som denne, kan finde et niveau, der vil være nok til at forsvare det nu ganske beskedne forspring, han fik ud af ”sin” halvdel af løbet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det var det, mange cykelfans nok havde frygtet, nemlig at Evenepoel kunne falme så voldsomt i den tredje uge, at spændingen blev taget helt ud af løbet. Vi ved stadig ikke, om det sker, men det lurer som en ganske åbenlys trussel, der burde servere et straffespark uden målmand til den anden forhåndsfavorit, Roglic, som nu burde kunne tage al spænding ud af løbet.

Det kan han imidlertid langt fra. Ineos er nemlig i den grad genopstået som den grand tour-magt, de engang var. Det fremgår tydeligt efter en dag, hvor holdets to kaptajner var hhv. 1 og 2 sekund fra at skabe det, der vel må betegnes som en Giro-sensation, hvor holdet havde tre mand i top 7 og fem mand i top 17, og hvor de nu tillader sig den luksus med fem mand i den samlede top 14 ikke blot at holde de to kaptajner og de to løjtnanter inde i klassementsbilledet, men også den genfødte luksushjælper Laurens De Plus, der jo ellers er blevet brugt som ren slave indtil nu. Nok er Roglic vel stadig at regne som favorit, men han skal næsten være lige så bekymret for Ineos, som han var for Evenepoel inden starten.

Det skyldes naturligvis delvist kollektivet, der er så overvældende, at man godt kan blive bekymret for det skrøbelige Jumbo-hold, men den sidste uge er så voldsom, at det med nogen sandsynlighed lader sig gøre at eliminere i hvert fald tre af de fem hoveder på den femhovedede monster - også selvom Thymen Arensman, der havde defekt i gårsdagens finale, hvor han ellers sad i favoritgruppen, i dag bekræftede, at hans enorme dieselmotor godt kan blive et ubehageligt bekendtskab i den tredje uge, hvis gigantiske bjergetaper passer ham som fod i hose. Problemet er nok snarere, at han kan vise sig at være oppe mod en individuel klasse, der er så formidabel, at selv Roglic må komme til kort.

Truslen hedder først og fremmest Geoghegan Hart. Når jeg inden løbet pegede på briten som den største trussel mod den forventede duel mellem Roglic og Evenepoel skyldtes det ikke en sikker overbevisning om, at det ville gå sådan. Nej, det sikre valg havde været Geraint Thomas, der jo gang på gang og så sent som sidste sommer har bevist, at han både har tårnhøj klasse og er en mand, man kan regne med, når han undgår uheld.

Til gengæld har han ikke den x-faktor, Geoghegan Hart har, og det er nok noget særligt, der skal til, hvis man skal snyde begge de to favoritter på én gang. Om Geoghegan Hart har det særlige, ved vi ikke, men vi vidste inden løbet, at han var manden, der måske havde det. Det har nemlig vist sig, at der er en ganske god forklaring på hans to rædselsår, men foråret har vist, at han efter en god vinter og et trænerskifte er tilbage på det spor, der bragte ham helt op i grand tour-hierarkiet, da han vandt Giroen i 2020. Dengang lev sejren betegnet som billig, fordi han ”bare” slog Jai Hindley, men da australieren sidste år knuste Richard Carapaz i den tredje uge af dette løb fik den sejr pludselig så megen vægt, at Geoghegan Hart gik fra at stå for nyere tids billigste grand tour-sejr til måske at skulle regnes som grand tour-gigant.

Så langt kunne man ikke gå efter et forår, der ganske vist var pænt, men som trods alt ikke gjorde ham i stand til at slå en formsvag Roglic i Tirreno. Vi ved imidlertid også, at Geoghegan Hart har en for sloveneren bekymrende grand tour-historik i den tredje uge, og når han på løbets 9. dag kører en enkeltstart, der slet ikke tåler sammenligning med dem, han har kørt tidligere i karrieren - husk på, at han i 2020 blot blev nr. 13 på de to enkeltstarter, der kom, efter at han havde overtaget kaptajnrollen - må Roglic i den grad frygte, hvad det er for en Geoghegan Hart, der dukker op i bjergene i den tredje uge.

Det ligner i hvert fald en Geoghegan Hart, der muligvis kan slå Roglic på sin egen klasse. At han så samtidig har Thomas, hvis evne til altid at præstere i grand tours, ved sin side, gør ham blot endnu farligere, for rækker den individuelle klasse ikke hele vejen, virker det ikke helt umulig, at han kan havne i en Ineos-sandwich, der minder om den Jumbo-sandwich, Roglic selv var med til at udgøre i Touren, og som førte til en af Tadej Pogacars sjældne kriser.

Til gengæld overpræsterede Thomas i dag ikke på samme måde som Geoghegan Hart, for han har altid været så fremragende en temporytter, at han også inden etapen lignede førsteudfordreren til Evenepoel på dagens etape. Så sent som i juni var vi nemlig vidner til næsten en kopi af dagens etape, da Thomas blot var 3 sekunder fra på en helt flad rute i Tour de Suisse at snyde Evenepoel for en sejr, han ellers burde være stensikker på - og sjovt nok var Küng også den gang meget tæt på at gøre det samme, da han endte som nr. 3 med et tab på 11 sekunder. Thomas har bare alle dage været en sublim temporytter også på flade ruter, for ellers har man ikke vundet en flad Tour-enkeltstart, som han gjorde, da han i 2017 åbnede verdens største cykelløb med et brag.

Tidligere ville man måske ellers have regnet Roglic som Evenepoels hovedmodstander, også på en rute som denne. Sloveneren var jo i en periode nærmest umulig at slå på enkeltstarter, og han har før leveret magtdemonstrationer på dette tidspunkt i grand tours, som han særligt gjorde i Giroen i 2019, hvor hans overlegenhed skjules af den regnskylle, der ramte ham og de øvrige favoritter, og i Vueltaen i 2022. Desværre bekræftede dagens etape, at Roglic stadig ikke kører de enkeltstarter, han tidligere gjorde. Det gjorde han vel senest i 2021, og i lyset af hans svage 2022-sæson skaber det lidt usikkerhed om, hvorvidt han vitterligt er ved at nærme sig sit gamle niveau - og noget tyder på, at det er det niveau, han får brug for, hvis særligt Geoghegan Hart skal besejres.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Men det var heldigvis meget bedre end på 1. etape, og selvom det ikke var den Roglic, vi kendte fra storhedstiden, er det stadig en meget sandsynlig vinder af Giroen. Han ligner i hvert fald en mand, hvis formkurve kan være på vej i den rette retning, hvad der i lyset af hans trods alt ikke helt ideelle optakt vel heller ikke er helt usandsynlig.

Han har også andet at glæde sig over. Han fik nemlig delvist afmonteret den anden store trussel, han kunne stå over for. Joao Almeida kørte ganske vist en langt bedre enkeltstart, end han gjorde i det forfærdelige 2022, men det var ikke som i 2021 og slet ikke som på 1. etape. Drømmen om, at Jay Vine skulle være forvandlet til tempogigant, er trods en fin præstation ikke blevet helt til virkelighed, og selvom det for klassementet er irrelevant, kunne UAE også se, hvordan Brandon McNulty præsterede langt ringere end på 1. etape. Det er således svært ikke at regne araberne som hørende til blandt dagens tabere, også selvom Almeida som bekendt er bedst i den tredje uge, og ingen endnu ved, hvor god jokeren Vine kan blive i bjergene, når nu hans optakt har været tvivlsom.

De blev i hvert fald den lille i den arabiske duel. Det kan godt være, at Almeida slog Damiano Caruso, men den italienske veteran kørte sit livs enkeltstart på så flad en rute. Det kom endda dagen efter, at han sammen med Almeida havde været de eneste hos Evenepoel på toppen af muren, og dermed peger mere og mere på, at han minsandten ganske uventet og efter et skidt, skidt 2022 har fundet sin tredje ungdom to år efter, at han fandt den anden. Da også Jack Haig forsvarede sig så godt, han kunne, og Jasha Sütterlin satte en streg under, at Bahrain har fået fod på det tidligere så tvivlsomme materiel, endte det lille af de arabiske hold som de store i dagens mellemøstlige duel.

Der var også tiltrængt opmuntring til Bora, men det var nu forventet. Holdet har ganske vist gang i det, der vel må betegnes som en katastrofesæson, men på ét punkt har de overpræsteret, nemlig på enkeltstarterne. Det gælder også for deres to kaptajner i dette løb, da Aleksandr Vlasov kørte en fornem 1. etape på en rute, der slet ikke passede ham, og Lennard Kämna kørte sit livs enkeltstart i Tirreno. I dag leverede Vlasov også en bragende flot enkeltstart, mens Kämna rejste sig fra sygdommen på 1. etape med en enkeltstart, der ikke er på Tirreno-niveau, men bekræfter den genfødsel, vi så i 2022. Problemet er bare, at det ikke er på enkeltstarterne, de ser sårbare ud. Det er i bjergene, og den sårbarhed blev kun bekræftet i går.

De var heller ikke alene om at præstere kollektivt. Det gjorde flere andre også. Mest udtalt er naturligvis det skræmmende Ineos-hold, men også FDJ var her, der og alle vegne. Alligevel må de sidde med en bitter smag. Küng måtte som ved EM og VM sidste år nok engang se en kæmpesejr glide ud af hænderne med det yderste af neglene, og så er det næppe en trøst, at han præsterede langt bedre end i 1. etapes skuffelse. Thibaut Pinot er nu åbenbart blevet syg, hvorfor hans forventede nederlag blev værre end ventet, men lyspunktet var til gengæld Bruno Armirail, hvis vilde niveauspring, der blev indledt ved seneste VM, i dag nåede helt nye højder med det, der med afstand var karrierens bedste enkeltstart.

Det var det ikke for Hugh Carthy, der som bekendt overraskende stort med 3. pladsen i Vueltaen i 2020 - i øvrigt bag Will Barta, hvis genfødsel fortsatte igen i dag - men i lyset af hans præstationer de seneste år var det en meget opløftende etape af den langlemmede brite, der mere og mere er tilbage på det spor, han desværre forlod i 2021. På samme måde kan Eddie Dunbar bestemt ikke være utilfreds med, at han tilsyneladende rider med på Jayco-miaklet i en disciplin, der bestemt ikke er hans. Faktisk kørte de begge næsten lige op med Andreas Leknessund, som jo kan regnes som i hvert fald semispecialist, men hvis lyserøde eventyr fik en lidt ærgerlig afslutning - formentlig som følge af en lidt for dyr regning efter gårsdagens kraftpræstation.

Den trøje sidder nu på Evenepoel - akkurat som alle havde forventet, at denne ville gøre efter de første ni dage, der nærmest har været designet på belgieren. Ideen var og er fortsat, at den herfra skulle være limet så effektivt til overkroppen, at end ikke en gigantisk tredje uge skulle kunne forhindre ham i at vinde sin anden grand tour på kun godt et halvt år. Ved første øjekast går alt i således efter planen på en dag, hvor belgieren tog løbets vel nok mest forventede etapesejr. Alligevel havde hans vinderinterview mere karakter af et taberinterview - og det skyldes nok, at dagens sejr meget vel kan et varsel om et nederlag, der vil være langt større.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE