Nu ved jeg ikke, om Peter Sagan er den overtroiske type, der lever efter devisen ”Tredje gang er lykkens gang”. I givet fald må 2020-sæsonen effektivt have berøvet ham hans barnetro og definitivt have overbevist ham om, at det kun er i eventyrerne, at der er noget magisk over tallet 3.

Egentlig burde han allerede have vidst det fra morgenstunden. Hvis tredje gang vitterligt var lykkens gang, havde den slovakiske superstjerne nemlig vundet Tourens 19. etape. Det var som bekendt den tredje gang i det franske etapeløb, han iværksatte et stort attentat på Sam Bennetts grønne trøje, men desværre var der ikke meget magisk over forsøg nr. 3.

Tværtimod gik det lige så ilde som de foregående gange. Hver gang gik der nemlig et eller andet galt, når Bora tog kontrol fra morgenstunden og gav den gas undervejs for at komme de hurtigere sprintere til livs. På 7. etape tabte han kæden, netop som en hel dags knaldhårdt arbejde skulle fuldendes, og på 14. etape løb Bora-holdet så tør for kræfter, at Søren Kragh kunne snige sig væk. Og minsandten om ikke samme dansker gjorde det igen, da et nærmest identisk scenarium gentog sig mod en isoleret Sagan, da forsøg 3 skulle omsætte en hel dags slaveindsats fra holdet til den sejr, der kunne bryde den lange tørke.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sagan er imidlertid ukuelig optimist, og i denne Giro er fortsat, som om intet var hændt i kampen mod Arnaud Demare om løbets pointtrøje. På 4. etape gav kom det første forsøg, men her var Bora ikke stærke nok til at sætte den velkørende franskmand, der herefter slog til i en millimetertæt spurt. På 6. etape var Demare svineheldig med først en benhård modvind, der gjorde det umuligt at sætte ham af undervejs og siden et mindre mirakel i finalen, hvor Bora atter løb tør for kræfter, så Sagans side af vejen gik helt i stå, og en motorvej åbnede sig for den Demare, der ellers var endt alt for langt tilbage som følge af vanskeligheder på den foregående stigning.

Egentlig havde Sagan jo også givet op. På 8. etape var Bora så sure over, at Sunweb ikke havde hjulpet to dage forinden, og så trætte af, at deres arbejde altid gav sejr til andre, at de nægtede at lege nyttige idioter én gang til. Men så forsvandt Michael Matthews, og Sagan kørte sig med sit imponerende soloridt på Giroens mure så meget tilbage i pointkonkurrencen, at det gav sig selv, at han måtte gøre et sjette forsøg - og forsøg nr. 3 i det løb - på dagens 13. etape.

Men ak! Tredje gang er stadig ikke lykkens, og det er sjette åbenbart heller ikke. Igen i dag var Bora lige så meget nyttige idioter, som de plejer, og den eneste forskel var denne gang, at det hverken var FDJ, Sunweb eller Jumbo, der lukrerede på en hel dags tysk føringsarbejde, men derimod UAE og Diego Ulissi. Og samtidig ser Sagans cyclamenfarvede drømme næsten lige så vanskelige ud, som de grønne ditto gjorde efter tredje forsøg i Touren også kiksede.

Denne gang var det dog hverken kædeproblemer, manglende holdkammerater, en velkørende eller en heldig franskmand, der snød ham. Nej, da en lang og flad dag i dag nåede sit klimaks på murene i udkanten af Monselice, var Sagan slet og ret ikke god nok. Da den sidste mur udviklede sig til et så voldsomt blodbad, at stort set kun klassementsfolkene var tilbage, måtte selv den Sagan, der ene mand holdt selvsamme klassementsfolk stangen på murene i tirsdags give fortabt.

Egentlig var det ikke i sig selv overraskende. Ser man på stigningernes data, var det indlysende, at selv Sagan ville være tvunget til at strække våben, hvis der blev åbnet for gassen. Og selvom det også var klart, at lørdagens vigtige enkeltstart nok ville afholde klassementsfolkene i at gå i offensiven i et meget spekulativt og formentlig forsøg på at vinde tid, lå det også i kortene, at den farlige nedkørsel ville presse farten så langt i vejret, at det måtte blive et blodbad.

Sagan havde bare mange esser i ærmet. For det første havde han en teknisk nedkørsel, hvor superteknikeren naturligvis ville kunne indhente en del tid. For det andet talte meget for, at frontgruppen ville gå så meget i stå, at anden gruppe med de mest holdbare sprintere nok skulle komme tilbage. Dels ville der næppe være mange hjælperessourcer i et løb, hvor holdenes svaghed er et dominerende tema, og dels var der næppe mange hold, der ville have alt for stor interesse i at spurte de sidste 10 km tilbage til Monselice.

Det var formentlig Sagans antagelse, og det var i hvert fald min. Jeg lagde nemlig i gårsdagens optakt til grund, at netop det scenarium ville gøre det meget svært at sætte Sagan definitivt til vægs. På en dag, hvor de fleste overvurderede sig selv, havde jeg - og måske også andre - imidlertid undervurderet Deceuninck-mandskabets styrke og prioriteringer.

Man kunne nok have forudsagt, at deres tre esser, Joao Almeida, James Knox og Fausto Masnada, ville sidde med til sidst, men det var bestemt ikke givet, at Mikkel Honoré også ville gøre det. Nok har han imponeret, men forud for starten var der næppe mange, der havde troet, at han ville kunne klare sig i så eksklusivt selskab. For anden dag i træk var danskeren imidlertid flyvende, og med fire mand i frontgruppen var det Deceuninck-mandskab, der ellers for måneder tilbage lignede Remco Evenepoels store svaghed i dennes nu kuldsejlede forsøg på at vinde Giroen, i et overtal, der igen i dag gjorde det muligt at bosse løbet med en autoritet, der må gøre selv Jumbo og Ineos lidt misundelige.

Den anden faktor, jeg havde undervurderet, var prioriteringen. Hidtil har de nægtet at ofre Masnada, selv når da Bilbao på 10. etape satte hans førertrøje under pres, men denne gang var der ingen slinger i valsen. Knox og Almeida blev straks sendt til fronten, mens Honoré blev sparet til et lead-out, for Almeida troede langt mere på sin spurt og jagten på bonussekunder, end man forud for løbet ville have antaget om en mand, der indtil da sjældent havde vist den helt store spurtstyrke.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det blev Sagans uheld. Selvom han havde den velkørende Matteo Fabbro ved sin side, og Ben Swift ofrede Jonathan Catsroviejo og Salvatore Puccio, var det 1-0 til Deceuninck i kampen mod det britiske storhold. Og således kunne en slukøret Sagan for sjette gang rulle over stregen, mens champagnen sprøjtede fra podiet hos en anden rytter, og igen skulle forberede sig på at undskylde over for sine hårdtarbejdende holdkammerater.

Det er som bekendt så let at være bagklog, men nu kan vi se, at Sagan åbenlyst overvurderede sig selv. Stigningernes vanskelighed taget i betragtning var der bestemt ingen grund til, at Bora skulle lægge det ekstra pres, som de gjorde, da Matteo Fabbro nærmest spurtede op ad den første mur for at sende Demare til tælling. Murenes vanskelighed tilsagde nemlig, at Sagan nok snarere skulle satse på overlevelse end på nedslidning af rivalerne, og det skulle da også vise sig, at Bora således i sidste ende var med til at dolke deres egen kaptajn.

Måske overvurderede Sagan sig, efter at han tankede så meget selvtillid i tirsdags, hvor han lignede en mand, der kunne overvinde næsten alt. Og måske overvurderede han også Demare, efter at franskmanden nu to gange havde vundet på dage, hvor Sagan havde håbet at sætte ham til vægs. Overvurdering var imidlertid ikke kun noget, der var ham forundt, for Ineos gjorde det samme, da de fik Jhonatan Narvaez til at trykke til på den sidste af de to mure for siden at se den ellers velkørende Ben Swift falde fra. Og Israel Start-Up Nation kastede sig fra morgenstunden ud i det endnu mere optimistiske projekt at vinde etapen med Davide Cimolai og valgte derfor at hjælpe Bora det meste af dagen.

Den rytter, der i stedet havde brug for et hårdt løb, skulle altså blive Diego Ulissi. Den lille italiener har ellers virket alt andet end overbevisende de seneste dage, men i dag var han der, først med en offensivt og siden med en veltimet spurt, der akkurat gav sejr nr. 2 i årets løb og en imponerende sejr nr. 8 igennem hele sin Giro-karriere. Nok måtte han - højst overraskende sammen med en pludselig skrøbelig Masnada - akkurat slippe på stigningen, men ligesom både Masnada og Honoré nåede han tilbage på nedkørslen, inden Brandon McNulty slutteligt satte ham fornemt op til spurten.

Dermed blev der ikke fuldt udbytte for Almeida af Deceunincks hårde arbejde, men han kan være fuldt tilfreds med at sikre sig 6 sekunder på en etape, hvor det formentlig ikke var en del af forhåndsplanen. Og faktisk er det bedste ved det hele næsten, at han ligesom på 10. etape viste, at han har lagt svaghedstegnene fra uge 1 bag sig og atter lignede en af de klart stærkeste. Mens Masnada viste svaghedstegn, var Knox pludselig ganske flyvende. Og for at tørre lidt ekstra salt i Bora-såret lykkedes det ham og den velkørende Honoré at få sendt den ellers på papiret hurtigere Patrick Konrad for langt tilbage i den kringlede finale, så den hurtige østriger akkurat kom for sent til at tage den sejr, der kunne have kompenseret for, at plan A gik i vasken.

På den måde vandt to af klassementsrytterne lidt tid, men ellers var det status quo. Man kunne dog aflæse flere mindre tegn. Vincenzo Nibali synes som altid bare at virke mere og mere overbevisende, og også Rafal Majka synes at være ovenpå pedalerne. Godt var det også at se, at Jakob Fuglsang ikke viste samme svaghedstegn som i tirsdags, og Tao Geoghegan Hart synes virkelig at have fundet sine ben efter en rusten start. I stedet var det lidt overraskende de ellers så velkørende Brandon McNulty og Domenico Pozzovivo, der virkede en anelse rustne dagen efter NTTs storslåede, men lidt naive offensiv.

Hvor gode kort de har på hånden, viste de dog aldrig. Det ville være hovedløst på tærsklen til to af løbets allervigtigste etaper, der meget vel kan give det første virkelige billede af, hvem der vil vinde årets Giro - især hvis coronavirus trækker stikket, førend vi aner. På søndag har vi et meget klarere billede af, om de små observationer, det hidtidige terræn har muliggjort, også holder, når det bliver alvor.

Alvor har det desværre allerede været for Sagan. Hans chancer er mere eller mindre udtømte, for nu står han kun med en spinkel mulighed for et udbrud på tirsdag og en chance for at slå Demare i en ”rigtig” spurt på fredag. Heldigvis ved vi også, at franskmanden aldrig bliver bedre, som dagene går i et etapeløb, og med de udfordringer, der venter, er det langt fra givet, at han stadig er hurtigst, når der skal spurtes i Asti efter mere end 250 km. I det lys lever Sagans pointtrøjedrømme måske fortsat, selvom det er meget, meget spinkelt.

Og måske er det også bedst, at vi skal over i det mere spekulative for at holde liv i dem. De storslåede Bora-attentater på de oplagte Sagan-dage lykkes nemlig alligevel aldrig. Der bliver nemlig ikke en syvende gang, og den ville næppe heller være lykkens.