For 24 timer indledte jeg min analyse med at omtale sprintere som et særligt folkefærd med en ofte helt ukuelig vindermentalitet, der er nødvendig, hvis man skal være villig til at kaste sig ud i halsbrækkende manøvrer alene for at vinde et cykelløb. Bare 24 timer senere er det nærliggende at indlede endnu en analyse med de samme bemærkninger, efter at dagens lange 3. etape fik en dramatisk afslutning, der står i skærende kontrast til den langgaber af et cykelløb, der udspillede sig på hovedparten af det 220 km lange maraton ned gennem den italienske støvle.

Hvor det i går var den vanskelige sameksistens mellem Sam Bennett og Pascal Ackermann, der var temaet, var det i dag den lokale helt, Elia Viviani, der løb med alle overskrifter. Efter at den italienske mester i første omgang troede, at han havde sikret sig den sejr, han til sin store frustration gik glip af i går, endte det nemlig med endnu en nedtur, da Vivianis jubel blev afløst af brede som følge af kommissærernes beslutning om at deklassere ham for ureglementeret kørsel og i stedet give sejren til hans tidligere holdkammerat og interne rival Fernando Gaviria.

Det er helt sikket en beslutning, der vil blive diskuteret, ikke mindst fordi Gaviria endda efterfølgende har sagt, at Viviani i hans øjne var den fortjente vinder. Det kan imidlertid ikke diskuteres, at Viviani kørte en for ham usædvanligt aggressiv finale, hvor han først boksede unge Matteo Moschetti væk fra Pascal Ackermanns hjul og siden lavede et voldsomt svaj til venstre i forbindelse med selve spurten og derved tvang den unge Trek-sprinter til at ophøre med at træde. Da reglerne klart siger, at man ikke afvige væsentligt fra sin linje i spurten, er det vel ikke helt urimeligt, at den italienske mester fratages den triumf, der ellers skulle have brudt en usædvanlig lang sejrstørke for sidste års mest vindende rytter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu skal man naturligvis være varsom med at overfortolke en enkelt spurt, men da han kun sjældent kører med en så stor aggression i finalerne, er det svært ikke at få den tanke, at presset begynder at tynge hans smalle skuldre. Det er velkendt, at Viviani er meget ærgerrig og følelsesladet - mange vil helt sikkert huske, hvordan den stortudende italiener havde meget svært ved at komme sig over nederlaget til Peter Sagan i sidste års Gent-Wevelgem - og han har været nærmest besat af tanken om at beære den italienske mestertrøje i årets udgave af Giroen, som han altid har drømt om at køre med tricoloren på sine skuldre. Samtidig kom han til løbet efter en lidt svær tid, hvor han ikke har vundet ét eneste cykelløb siden den 15. marts, og efter at det i går mislykkedes at få den samme flyvende start som sidste år, hvor han lagde ud med at vinde de to første linjeløbsetaper, var det måske kombinationen af presset og ærgerrigheden, der fik det til at koge over for italieneren.

Ærgerligt var det i hvert fald, for Viviani viste igen sin eminente evne til at læse spurten. Han sad ellers ganske langt tilbage i de sidste sving, men lykkedes alligevel med at vinde kampen om Ackermanns hjul, da tyskeren ikke uventet fik et forrygende lead-out af Rudiger Selig. I stedet for at følge sin lead-out man Fabio Sabatini, da denne skød frem umiddelbart efter svinget, havde Viviani luret, at det handlede om at komme bagfra i den kraftige modvind, og han holdt sig derfor klogelig lidt længere tilbage. Da først Ackermann havde slidt sig op med en lang spurt i den kraftige vind, kunne den italienske mester let glide forbi til en sejr, der skulle have været en triumf opnået med vanlig snilde og klogskab, men som altså nu som følge af det unødige svaj endte i stor frustration.

I stedet blev det Gaviria, der helt uventet endte øverst på podiet. Det var der ellers ikke meget, der tydede på for 24 timer siden, hvor den ellers så lynhurtige colombianer kørte en katastrofal spurt og efterfølgende endda beklagede sig over dårlig form og elendige ben. Noget kunne imidlertid tyde på, at Gaviria har brug for lidt flere kilometer i benene inden sine grand tours, for mønsteret var det samme for to år siden. Her skuffede han også fælt på de første to etaper, men da han først fik hul på bylden med en sejr på 3. etape, endte han som løbets dominerende sprinter med ikke færre end fire etapesejre og en suveræn sejr i pointkonkurrencen.

Og i dag var det endda slet ikke ufortjent, at han endte øverst på podiet, for selvom det var Viviani, der krydsede stregen, var det Gaviria, der var hurtigst på de sidste meter, og det endda selvom han slet ikke blev skånet for den kraftige vind. Havde hans tog med Juan Sebastian Molano og Simone Consonni leveret samme fine arbejde som i går, hvor det var kaptajnen selv, der svigtede, er det meget tænkeligt, at han kunne have vundet etapen på mere regulær vis, for i dag fik colombianeren dokumenteret, hvorfor han vel på papiret er løbets hurtigste rytter, og samtidig lykkedes det ham at fastholde den fornemme statistik, der har givet ham mindst én sejr i sine hidtidige tre grand tours.

Til gengæld blev det ikke til en dobbeltsejr til Pascal Ackermann. Modsat Viviani, der ved ikke at følge Sabatini viste, at han havde læst vinden rigtigt, betalte tyskeren en lidt usædvanlig pris for at have feltets bedste lead-out man. I dag viste Rudiger Selig nemlig igen sin tårnhøje klasse ved at køre den tyske mester perfekt frem efter det sidste sving, men desværre betød den hårde modvind på den 400 m lange opløbsstrækning, at det denne gang var en fordel at komme bagfra. Da først Selig og siden Sabatini slog ud, var der nemlig ikke andet for Ackermann at gøre end at åbne spurten, og allerede der var det givet, at han trods sin enorme muskelkraft ikke ville have mange chancer for at holde rivalerne, der længe havde fordel af læ, bag sig. Heldigvis kan han trøste sig ved, at Selig igen fik dokumenteret den klasse, som i 2017 vel gjorde ham til verdens bedste i rollen som sidste mand, og som han langsomt synes at have genvundet i 2019 efter et knap så godt 2018.

Når vi taler om lead-outs, er det også svært ikke at omtale FDJ. Allerede forud for løbet stod det klart, at franskmændene kom med et tog, der samlet set måske var løbets allerstærkeste. I går led de under, at Ramon Sinkeldam ikke havde overlevet Appenninernes stejle stigninger, men i dag lykkedes det dem at vinde deres klasse. Det var i hvert fald FDJ, der vandt kampen forud for de sene sving, men desværre har Jacopo Guarnieri ikke helt samme klasse som i årene på Katusha, hvor han aspirerede til at være den allerbedste i positionen lige inden sprinteren. Denne gang blev han i hvert fald overmatchet af Selig, og derfor gled Demare for langt tilbage til, at han kunne true de på papiret hurtigere folk. Han kan så glæde sig over, at toget i hvert fald fik vist sin styrke, og det stærke FDJ-kollektiv ikke er uden chance for at kompensere for den topfart, Demare mangler i forhold til de allerbedste.

Dagens store taber var naturligvis Caleb Ewan, men det var nu ikke hans egen skyld. Den lille australier fik nemlig knust det tog, der ellers imponerede så fornemt i går, mod den italienske asfalt, da det store styrt efterlod ham stort set uden holdkammerater i finalen. Her kunne man se en ensomt kæmpende Ewan forsøge at holde sig til sine værste rivaler, men desværre har positionskamp aldrig været hans spidskompetence. Det har vi set utallige gange i år, hvor han har været uden et tilstrækkeligt stærkt tog, og det blev tydeligt igen denne gang, hvor han manglede den større, der normalt er afgørende for ham. Derfor gik han og Lotto glip af muligheden for at bygge videre på det fine momentum, de ellers havde skabt i går, men heldigvis er katastrofen ikke alt for stor. Etapen her var nemlig ikke den allerbedste for den lille australier, og selvom han ikke kan tillade sig at spilde alt for mange af de begrænsede muligheder, kommer der hårdere etaper senere i løbet, hvor han vil have større chancer.

Dagens største fornøjelse var at se Matteo Moschetti folde sig ud. Det italienske supertalent har længe været regnet som støvlelandets næste supersprinter, og efter at gårsdagens bakker havde vist sig for svære, lykkedes det ham i dag at vise hvorfor også på den helt store scene. Ganske vist var han uden megen støtte, men ligesom i UAE Tour kæmpede han på egen hånd heroisk mod sprintergiganterne og viste atter fornemme evner i positionskampen. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at han havde taget en forrygende gennembrudssejr, hvis ikke det havde været for Vivianis svaj, der nu snød os for chancen for at se ham i en direkte styrkeprøve mod giganterne. Forhåbentlig får vi chancen igen senere i løbet, for Moschetti fik i dag bekræftet, at det ikke er uden grund, at han som ung Kometa-rytter vandt en etape i Burgos sidste år og var ganske tæt på at få skovlen under Demare i Tour du Poitou-Charentes.

En anden positiv overraskelse var Jakub Mareczko. Den ”polsk” italiener er ellers kendt som feltets måske mindst holdbare sprinter, og derfor var det i sig selv en bedrift, at han stadig var med efter 220 km og godt 2000 højdemeter. Desværre viste selve spurten også, at han desværre ikke har forbedret sig spor i positionskampen, og selvom han igen fik vist den hurtighed, der allerede har sikret ham tre 2. pladser i dette løb, sad han for langt tilbage til at komme i nærheden af sejren. Alligevel er det en af hans bedste præstationer i en alt andet end opløftende sæsonstart, og med det rette held i positioneringen på en af to helt flade etaper på Po-sletten, kunne han måske få en chance for at forbedre sine tre 2. pladser. Det kræver dog, at han ikke falder for tidsgrænsen inden da, hvor ikke mindst den lange, kuperede enkeltstart ligner en svær udfordring for den skrøbelige italiener.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen gav også endelig lidt opmuntring til Giacomo Nizzolo, der efter gårsdagens ærgerlige punktering fik en fin chance for revanche. Samtidig viste hans Dimension Data-hold overraskende stor styrke i spurten frem mod de sene sving, hvor det faktisk var Ryan Gibbons, der kom først igennem, men desværre lykkedes det ikke Nizzolo selv at komme med helt frem. Derfor sad han for langt tilbage inden selve spurten, og da han efter sine mange knæskader fortsat ikke har samme topfart som i sin storhedstid, er det ikke tilstrækkeligt, hvos han skal vinde en etape i dette løb. Det samme gælder for de stabile og formstærke Davide Cimolai og Manuel Belletti, der atter viste deres evner i positionskampen, men som desværre mangler den hurtighed, der gør det realistisk at tro på en sejr i årets løb.

Etapen blev heller ikke helt ligegyldig for klassementet, men det skyldtes ikke den sidevind, mange ellers havde set frem til. Den megen skov betød nemlig, at den kraftige vind aldrig blev en faktor, men det gjorde i stedet et dumt styrt i finalen. Det gik især ud over Richard Carapaz, der var så uheldig at punktere kort inden uheldet og derfor sad for langt tilbage, da halvdelen af feltet blev bremset. Det kostede ham 46 ærgerlige sekunder, og det samme tidstab måtte Tanel Kangert, der ligeledes havde været ramt af en defekt, samt Domenico Pozzovivo, som i rollen som løjtnant ikke er helt så koncentreret i sin positionering, som han plejer. Også den ene af CCCs to kaptajner, veteranen Laurens Ten Dam, endte i samme gruppe.

Allerværst gik det dog for Tao Geoghegan Hart, der ser ud til at fortsætte den Giro-forbandelse, der har hvilet over Ineos/Sky i de sidste mange år. Briten, der ellers kom så flot fra start med en fornem enkeltstart, styrtede nemlig ikke bare én, men hele to gange, og det kostede et tidstab på 1.28. Heldigvis har han ikke pådraget sig væsentlige skader, men der synes bare ikke at være grænser for det uheld, der forølger det britiske storhold på de italienske landeveje.

Den slags uheld har Primoz Roglic ikke. Sloveneren kom let og sikkert igennem dagens maraton og kan dermed se frem til en tredje dag i lyserødt i morgen. Her bliver udfordringerne imidlertid større på en etape, der byder på en ganske interessant puncheurfinale, hvor klassementsrytterne i hvert fald skal være på dupperne for ikke at tabe dumme sekunder på den lille, ikke specielt stejle målbakke. Og man kan bestemt heller ikke afvise, at Roglic vil lade førertrøjen sejle væk, hvis det viser sig, at manglen på en oplagt favorit til etapen giver et udbrud en mulighed for at holde hele vejen. Det ville i hvert fald ikke være en dum beslutning af det ikke specielt stærke Jumbo-hold at slippe for ansvaret i en lidt uforudsigelig første uge, hvor det kunne være rart med lidt hjælp fra et mandskab, der ser mere værdi i at have en tidlig førertrøje.

Viviani derimod må formentlig vente til onsdag, inden han får chancen for revanche. Ganske vist er han ikke dårlig på korte bakker, men mon ikke morgendagens finale alligevel bliver for svær? Til gengæld venter der en oplagt chance igen på 5. etape. Så må man bare håbe, at han får pulsen ned inden da, og at der ikke allerede er panik i Deceuninck-lejren. Der er trods alt stadig næsten tre uger, inden vi når Verona, og derfor længe til den lukketid, der som regel er årsagen til, at panikken breder sig.