Prøv vores nye app
Giro d'Italia-analyse: Overraskelsen der slet ikke var så overraskende
08. maj 2022 12:44Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Giro d'Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

I mange år har det været et mantra, at mange enkeltstartskilometer har været en ulempe for Simon Yates. Det er med ganske god grund. I de grand tours, hvor den lille brite har jagtet et topresultat, har tidskørslerne næsten altid kostet ham i forhold til flere af sine rivaler. Det gjaldt i hvert fald i Giroen i både 2018, 2019, 2020 og 2021, og selvom han kørte en flot enkeltstart, da han vandt Vueltaen i 2018, tabte han stadig tid til den senere nr. 2, Enric Mas.

 

Det er da også en antagelse, Yates og hans hold selv har haft. Hver eneste gang, en grand tour-rute er blevet præsenteret, har de ikke været sene til at pointere, at et stort eller et lavt antal enkeltstartskilometer ville være hhv. en ulempe og en fordel for briten. Sådan var det også sidste år, hvor Yates led betragtelige nederlag på de to flade enkeltstarter i Torino og Milano.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

I år er alt imidlertid anderledes, og allerede da Giroen tog sin start på den 105. udgave i går eftermiddags, lå det i kortene, at Yates formentlig ville have mere gavn af de to enkeltstarter end de fleste. Naturligvis havde de færreste nok regnet med, at han ville kunne matche en tempogigant som Tom Dumoulin, men på resten af favoritlisten stak Yates’ navn ud som den rytter med mest at vinde over de bare 26,6 km, der er enkeltstartsmenuen på den historisk tempofattige rute.

 

Det skyldtes to ting. Dels var ruterne både korte og kuperede med eksplosive stigninger og en del sving, og lige netop på den slags enkeltstarter har Yates altid gjort det godt. Således blev han blandt andet nr. 7 på åbningsetapen i Jerusalem i 2018, hvor ruten kunne sammenlignes meget med den, der ventede i Budapest på Giroens andendag, og året efter blev han nr. 2 bag Primoz Roglic i Bologna på en rute, der dog var betydeligt mere klatretung.

 

Mere afgørende var dog, at der er sket et eller andet med BikeExchange i år. Australierne har nemlig skiftet cykel, og når den slags sker, skal man altid være opmærksom på, om der tegner sig nogle mønstre i holdets præstationsniveau på enkeltstarter, enten i opad- eller nedadgående retning. Her pegede alle pile den rigtige vej for australierne efter en start, hvor Lawson Craddock kørte en bedre enkeltstart, end han før har gjort på tonserruten i Tirreno, og Matteo Sobrero kørte sit livs prolog i Romandiet.

Annonce

 

Mest markant var dog Yates selv. På enkeltstarten i Paris-Nice leverede han en gedigen sensation ved at blive nr. 5. Det lyder måske i sig selv ikke af noget specielt, men når man ser, at de foranliggende var giganterne Wout van Aert, Roglic, Rohan Dennis og Stefan Küng, og at han slog ryttere som Ethan Hayter, Stefan Bissegger, Brandon McNulty, Søren Kragh og Joao Almeida står det klart, at briten i marts kørte sit livs enkeltstart. Præstationen var også langt bedre, end da han i 2018 højst overraskende vandt tidskørslen i samme løb, for dengang var han hjulpet af vejret i et felt, der var nærmest renset for de store specialister.

 

Det er årets Giro-felt næsten også. Den tempofattige rute har fået navne som Filippo Ganna, Remco Evenepoel, Stefan Bissegger, Stefan Küng, Wout van Aert, Primoz Roglic, Tadej Pogacar og Rohan Dennis til at gå en stor bue uden om årets italienske rundtur, men feltet tæller trods alt stadig Tom Dumoulin, der som bekendt vandt sølv ved OL for mindre end et år siden, og Almeida, der var en konstant i toppen af enkeltstartsresultaterne i 2021. Derudover var dagens tekniske og eksplosive rute i Budapest nærmest en foræring til Mathieu van der Poel, der jo i sidste års Tour udviklede sig til tempospecialist ved at køre lige op med blandt andre Van Aert på den første enkeltstart.

 

I det lys var der næppe mange, der havde regnet med, at Yates ville vinde. Til gengæld blinkede hans navn med både neon og alle tænkelige andre pangfarver, når det handlede om at pege på ryttere, der kunne gøre det bedre, end konventionel logik. Sådan måtte det være, når Yates i Paris-Nice havde kørt næsten lige op med Jumbos triumvirat af tempospecialister, og når denne kortere og mere tekniske rute i Budapest passede ham betydeligt bedre end den mere klassiske rute i Frankrig.

 

Da Van der Poel som sidste mand blæste over stregen og akkurat kom for sent til at tage karrierens første enkeltstartssejr, stod det imidlertid klart, at Yates havde leveret overraskelsen, der i lyset af det nye materiel og kørslen i Paris-Nice alligevel ikke var så overraskende. Jo, det var overraskende, at Yates rent faktisk ville slå de største favoritter, men at han ville være tæt på sejren, kunne kun overraske, hvis man holdt fast i den logik, vi plejede at kunne bruge, men som altså ikke længere gælder.

 

I det lys er det temmelig paradoksalt, at Yates nu kun kunne ønske sig, at årets rute ikke var den mest tempofattige siden 1962. Tilbage i 2018, da han brændte sine lys så kraftigt i begge ender, at det endte i en gigantisk eksplosion på Colle delle Finestre, var det jo netop frygten for Tom Dumoulin og Chris Froome på enkeltstarterne, der havde tvunget ham til at angribe i højre, venstre og midt på vejen. Det betalte han en dyr pris for, men i dag var det den helt omvendte verden, da Yates for første gang i karrieren slog Dumoulin på en enkeltstart.

 

Det strider mod al logik, men er nok desværre et dårligt varsel for Dumoulin. Ganske vist viser dagens resultat, at hollænderen stadig er del af den absolutte tempoelite, men han er altså ikke som dengang, han var bedst. Hans OL-sølv var flot, men han blev kørt midt over af den Roglic, han ellers slog ganske klart, da de blev hhv. nr. 1 og 2 ved VM i Bergen i 2017. I dag blev han slået af Yates på en rute, der var næsten identisk med den rute i Jerusalem, hvor han i 2018 havde besejret Rohan Dennis - en mand, der i de år var stort set umulig at slå på distancer på mellem 5 og 15 km. Nok kørte Yates godt, men han blev trods alt slået af både Van Aert, Roglic, Dennis og Küng i Paris-Nice, men Dumoulin kunne ikke gøre de øvrige tempospecialister kunsten efter. Når man ved, at der i forvejen er stor usikkerhed om, hvorvidt Dumoulin vitterligt kan genfinde fordums styrke, må dagens nederlag regnes som et dårligt varsel - også selvom han jo ikke kørte en ringe enkeltstart.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Han endte sammen med Yates da også som en af vinderne i et klassementsslag, hvor forskellene var større, end mange klatrere havde ønsket sig, men de var ikke alene. Jumbo kan være svært godt tilfredse med, at Tobias Foss på en rute, der ikke lå til hans højreben, bekræftede sine fabelagtige tempoevner, og da tredjemanden Sam Oomen og jokeren Koen Bouwman også gjorde det pænt, var det i det hele taget en solid dag for de hollandske tempospecialister. Faktisk kan de også glæde sig over, at Edoardo Affini blev nr. 13 på en rute, der vel ikke kunne have passet ham dårligere, og at veteranen Jos van Emden også viste lidt livstegn på en rute, der bestemt heller ikke var skabt til folks med hans klatreevner.

 

De andre store vindere var DSM. Thymen Arensman havde en skuffende dag i går, men i dag rejste han sig fornemt. Denne rute rimede ellers slet ikke på en mand, der er kendt for alt andet end punch og mest er en solid dieselmotor, og derfor var en 10. plads uhyre lovende - især når man kobler dem med præstationerne i Vueltaen og Tirreno, der etablerer ham som en af de allerbedste temporyttere allerede nu. Romain Bardet fik også sat en fed streg under den fremgang, han viste allerede i Vueltaen sidste år, og i dag kørte han vel sit livs enkeltstart i et løb, hvor han har ambitioner i klassementet.

 

Det var også en fremragende dag for Bora. Paradoksalt nok virker Wilco Kelderman, der med sit stærke angreb og efterfølgende 5. plads allerede så uhyre lovende ud i går, bedre end længe, selvom hans optakt har været værre end nogensinde. Efter nogle år, hvor hans gamle paradedisciplin var blevet en svaghed, som den var det i sidste års Tour, rejste han sig som en Fugl Føniks med sin bedste præstation i ganske lang tid. Jai Hindley forsvarede sig også forbilledligt i en disciplin, han slet ikke mestrer, og i lyset af at Emanuel Buchmann nok engang var involveret i et af sine alt for mange styrt, fortsatte den tyske dieselmotor vel også de lovende takter fra i går. Endnu bedre blev det af, at Lennard Kämna, der jo som U23-rytter lignede en af feltets kommende tempokonger, pludselig bragede den bedste enkeltstart på professionelt niveau af på et tidspunkt, hvor ingen - næppe heller ham selv - havde set det komme.

 

For Ineos er billedet mere blandet. Det skyldes naturligvis, at Richard Carapaz smed 28 sekunder til Yates, hvilket næppe var planen fra morgenstunden. Ecuadorianeren bekræftede ellers den fremgang, vi så i Tirreno, med en meget stærk præstation på det flade, men det var svært overraskende at se ham slutte så svagt på den bakke, der burde have været til hans fordel. Til gengæld kan de glæde sig over, at Richie Porte, der lignede en taber på den tekniske del, bekræftede sin fabelagtige evne til at spurte op ad bakker på enkeltstarter ved at sætte næstbedste tid blandt klassementsrytterne på stigningen op mod mål - kun overgået med 4 sekunder af Yates. Pavel Sivakov, der ellers virkede temmelig umotiveret i går, kørte også sin bedste enkeltstart i mange år, og Ben Tulett bekræftede det, vi så i Baskerlandet, nemlig at crossrytteren er skabt til tekniske og kuperede enkeltstarter, selvom han forud for denne sæson var stort set uden tempoerfaring.

Annonce

 

For Bahrain var dagen bestemt heller ikke ringe. Man skal altid forvente en katastrofe for Mikel Landa på enhver enkeltstart, men for baskeren var dagens 30. plads mere end godkendt. Selvom det fortsat står klart, at Pello Bilbaos tempoevner er forduftet - han blev trods alt nr. 6 på den tilsvarende rute i Jerusalem i 2018 - fik han med en stærk bakke alligevel reddet sig hjem med en tidsgevinst i forhold til def fleste. Selv løjtnanten Santiago Buitrago var overraskende god på en dag, der kunne være endt helt galt.

 

Man skal naturligvis også tage BikeExchange som helhed. Dagens etape bekræftede nemlig, hvor forrygende deres nye materiel er. Ikke blot vandt Yates etapen, Sobrero, der sidste år ellers var enormt svingende på sine enkeltstarter, kørte også endnu mere fremragende end i Romandiet. Selv den temposvage og i år så skuffende rene klatrer Lucas Hamilton bragede helt ud af det blå med 25. plads hjem.

 

Så er det til gengæld også sagt med vinderne. For de øvrige klassementshold var billedet knap så rosenrødt. Intermarché kan nu være fint tilfredse med, at Domenico Pozzovivo kom hæderligt igennem, for hans tempoevner har i nogle år været aftagende. Hos EF kom Hugh Carthy også hæderligt igennem på en rute, der passede ganske forfærdelig til en rytter med hans karakteristika, selvom de i lyset af Vueltaen i 2020 måske i deres stille sind havde drømt om mere. Holdet havde utvivlsomt også ventet sig mere af Magnus Cort, der dog nok engang måtte sande, at det foreløbig kun er lange enkeltstarter, han mestrer. En stærk 26. bedste tid på bakken vidner heldigvis om, at formen er fin.

 

Mere bekymrede skal UAE være. Joao Almeida endte som en af dagens store skuffelser, og man kan efterhånden begynde at spørge, om hans tempoevner er intakte. Enkeltstarten i Paris-Nice var også en katastrofe, og det er kun i UAE Tour, at han har levet op til forventningerne. I dette løb betyder det ikke det stor, når alle tegn i sol, måne og stjerner indikerer, at han har forbedret sig markant i de bjerge, der afgør dette løb, og når han kørte ganske stærkt op ad den sidste bakke, men det kan være et bekymringspunkt på sigt.

 

Galt gik det også for Astana. Det er spøjst, at Miguel Angel Lopez har braget sensationelle enkeltstarter i Algarve i 2020 og senest i Tirreno for bare to måneder siden på meget flade ruter, men når det går løs i grand tours, skuffer han altid. Ganske vist var denne tekniske rute en vanskelig nød at knække for en fyr som ham, men at hans tid på bakken blot var den 28. bedste må regnes som lidt urovækkende. Til gengæld var Vincenzo Nibalis flotte enkeltstart en god appelsin i turbanen, selvom det mest skyldtes hans evner i den tekniske fase og desværre ikke klatreevnerne på en bakke, der gjorde ondt på ham.

Annonce

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

Trek kan næppe heller være helt tilfredse. På den ene side vidste alle, at Giulio Ciccone ville få klø, men holdet havde nok alligevel håbet på lidt mere. Det samme havde Mattias Skjelmose utvivlsomt efter de fine enkeltstarter, han kørte sidste efterår, men en stærk bakke, hvor han var 20. hurtigst, viste trods alt, at formen bestemt ikke fejler noget. Til gengæld fortsætter Bauke Mollema den genrejsning som temporytter, vi har været vidner til i år, selvom han igennem nogle sæsoner har været svært skuffende på det felt.

 

Der var også de helt ventede nederlag. Felix Gall, Lorenzo Fortunato, Attila Valter og Guillaume Martin var stensikre tabere på denne etape, og det blev de også. Det var også en svær dag for Movistar, der igen måtte sande, at Alejandro Valverdes gode enkeltstart definitivt er væk, og at Ivan Ramiro Sosa aldrig kommer i nærheden af at køre en god enkeltstart.

 

Det troede Van der Poel heller ikke, at han ville gøre, indtil han stillede til start i Touren sidste år. Her var det imidlertid lidt af en øjenåbner, at han kørte lige op med sin rival Van Aert, og i dag satte en fed streg under evnerne, selvom det ikke er en disciplin, han bruger meget krudt på. Nu var denne tekniske rute en gave til teknisk dygtige ryttere, som også Mauro Schmids fornemme 9. plads dokumenterede, og derfor gik han også ind til etapen som en af de helt tunge favoritter, men Van der Poel kan fremover nu regne i hvert fald visse enkeltstarter som en fordel. Det bliver spændende at se, hvad han kan drive det til i København til sommer, hvor der stilles større krav til mere klassiske tempoevner.

 

Det blev imidlertid kun til et trøjeforsvar og ikke endnu en etapesejr. Han gjorde ellers det, som mange regnede for tilstrækkeligt, da han slog både Dumoulin og Almeida. Desværre for ham var der en britisk overraskelse, der tog fusen på dem alle. Det stred på alle måder mod konventionel logik, der jo tilsiger, at Yates skal tabe tid til rivalerne på sine enkeltstarter. Den logik holder bare ikke længere i et 2022, hvor overraskelsen slet ikke var så overraskende, som den burde være.

 

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Annonce

INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Fredag den 19. april 2024

Landevej
Følg søndagens store monument i Liege samt sprinterbraget i Tyrkiet
Landevej
Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud
Landevej
Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège
Landevej
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare
Landevej
Formand for DCU trækker sig
Landevej
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet
Landevej
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse
Cross
UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen
Landevej
Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv
Udstyr og test
Test: Specialized S-Works Evade 3
Landevej
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb
Landevej
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Annonce

Landevej
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med
Landevej
Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt
Landevej
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument
Landevej
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Annonce

Landevej
Journalist med godt nyt om Quintana

Torsdag den 18. april 2024

Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Annonce

Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Annonce

Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
VIS FLERE

Annonce