Man siger, at man bliver klog af skade. Det kan der være noget om. Hvis ikke kunne vi nemlig lige nu have talt om, hvor håbløst FDJ havde hovedløst havde kastet en stensikker sejr i pointkonkurrencen væk for andet år i træk. Men vi kunne også have talt om, hvordan Arnaud Demare med fem etapesejre og pointtrøje havde været den mest succesrige Giro-sprinter siden de glade Petacchi-dage, hvor massespurter var lige så forudsigelige som hviderussiske præsidentvalg.

Det er nemlig svært ikke at få et deja-vu til situationen for et år siden. Det var dengang, Demare havde lukreret på et styrt til den ellers dominerende Pascal Ackermann til at sikre sig det, der lignede en stensikker i pointkonkurrencen. Faktisk skulle han fejle helt i den sidste massespurt, hvis ikke han skulle være cyclamenfarvet på podiet i Verona.

Bare 1 km fra stregen var sejren endda stensikker. Bora havde undervurderet medvinden og var løbet tør for kræfter for tidligt til at få indhentet det ellers uskyldige udbrud. Nu kunne intet gå galt for Demare, for med udbruddet forsvandt de store point, der i teorien stadig kunne sende maglia ciclamino til Tyskland.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Men så tog grådigheden over. En anden etapesejr var alligevel en tand for fristende, når nu udbruddet hang bare få meter forude. Demare sendte tropperne frem, og minsandten om de ikke nåede at indhente alle mand på nær Damiano Cima, der mirakuløst snød alle stjernerne. Problemet var bare, at Demare fejlede fælt, endte etapen som nr. 8 og kunne se Ackermann med en 2. plads sikre sig sejren i pointkonkurrencen.

I det lys forstår man godt, at FDJ i dag sad demonstrativt bag Bora-mandskabet, da tyskerne for andet år i træk skulle forsøge at køre Demare ud af pointtrøjen på løbets sidste sprinteretape. Hvis Peter Sagan vandt etapen, skulle Demare ganske vist helt ned på 5. pladsen for at tabe den eftertragtede trøje - ganske usandsynligt i et felt med vel kun fem reelle sprintere tilbage - men klog af skade var der ingen grund til at løbe nogen risiko. For et år siden havde ingen heller regnet med, at Demare ville blive slået af folk som Florian Senechal og Ryan Gibbons, og for en mand, der er notorisk kendt for at restituere betydeligt dårligere end gennemsnittet, er det uklogt at have alt for stor tiltro til egne evner i den tredje uge.

Situationen gentog sig endda. Bora mislykkedes i deres forsøg på at holde styr på udbruddet, og da først tyskerne efter en alenlang og knaldhård jagt, hvor afstanden endda undervejs var kørt helt ned til 30 sekunder, slutteligt måtte strække våben, kunne franskmanden konstatere, at det nu kun er et styrt, en misset tidsgrænse eller en positiv corona-test, der kan forhindre ham i at vinde pointtrøjen med et års forsinkelse - og dermed gøre Sagan sjældent pointtrøjeløs i 2020. Eneste forskel i forhold til sidste år var vel, at det denne gang ikke var et svagt udbrud, der blev undervurderet, men derimod en skræmmende samling af tempomonstre, der slet og ret kørte Pawel Poljanski, Maciej Bodnar og Cesare Benedetti over.

Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor ingen andre gav tyskerne en hånd. Forståeligt er det med Deceuninck, der har ført uafbrudt i tre uger og endda brugt Alvaro Hodeg til arbejdet. I det lys forstår man godt, at det måtte være andres tur, især fordi ingen vidste, hvor mærket colombianeren ville være efter tre uger med mange timer i front.

Man kunne også spørge, om Israel Start-Up Nation, der er her med et nærmest rent sprinterhold, ikke skulle satse på Davide Cimolai. På den anden side er der ikke meget, der tyder på, at den satsning ville bære frugt, og når man ser på, hvordan etapen blev afgjort, var det vel mere sandsynligt, at tempomonsteret Alex Dowsett, der havde fundet vej til udbruddet, for anden gang i løbet kunne køre alene hjem.

Endelig var der naturligvis Cofidis, der nok havde den mest tvivlsomme taktik. Egentlig havde de bragt sig selv i en ganske fordelagtig position med både Nathan Haas og Marco Mathis i udbruddet, for Haas var på papiret en af gruppens hurtigste. Begge var imidlertid også åbenlyst svagere end mange af gruppens kraftkarle, og for at give dem en bedre chance skulle man måske spille på to heste, som man også gjorde i den indledende fase. Det havde vel været nærliggende at lade dem sidde på hjul i front og samtidig jagte for en massespurt med Elia Viviani. Det havde i hvert fald givet dem en betydeligt bedre chance for ikke at blive kørt midt over af gruppens stærkere ryttere, som det i sidste ende skete, og som efterlod Cofidis tomhændede tilbage - og med en sejrsløs supersprinter igennem et på alle måder trist 2020 for deres store stjernenavn.

Den hjælp kunne Bora i hvert fald godt have ønsket sig, men CCC sender nok et julekort til franskmændene. Dermed lykkedes det nemlig polakkerne i absolut sidste øjeblik at sikre sig årets første WorldTour-sejr og en af meget få betydelige triumfer i to svære sæsoner for det tidligere BMC-mandskab. Og samtidig gav det den kontraktløse Josef Cerny chancen for at vise, at han fortjener en ny WorldTour-kontrakt.

Det er nemlig ikke uden grund, at jeg under dagens live-opdatering pegede på tjekken som mit vinderbud i den ellers stærke gruppe. Efter en lidt svær første sæson på WorldTouren har Cerny nemlig imponeret i år med tjekkisk mesterskab, enkeltstartssejr i Poitou-Charentes, hvor kun Demare akkurat snød ham for den samlede sejr og to fremragende enkeltstarter i dette løb. Netop den form, han viste i lørdags, gjorde, at han måtte være et glimrende etapevinderbud, også fordi han er en ganske hurtig herre, og med tanke på den ret stærke gruppe han slet og ret satte til vægs, må der snart være et hold, der kommer viftende med en kontrakt.

Det er der nok også til Victor Campenaerts. Belgieren har ganske vist skuffet fælt i sin paradedisciplin i år, men i dag viste han lidt af sin enorme styrke. Desværre blev han snydt af en stærkere mand, men når nu det ene af de to sejrsfattige mandskaber jo faktisk allerede vandt for to dage siden, var det vel ikke helt urimeligt, at det denne gang var CCC, der var den rette bogstavkombination, og ikke NTT.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den mest rigtige kombination var dog FDJ. Selvfølgelig solgte de en sandsynlig etapesejr i dag, men om få år er der trods alt næppe mange, der husker, om Demare lige vandt fire eller fem etapesejre denne gang. Til gengæld vil de fleste nok huske, at det nu ikke kun er ærkerivalen Nacer Bouhanni og Laurent Jalabert, der har vundet Giroens pointtrøje. Særligt det at kunne udligne netop Bouhanni på den konto tæller utvivlsomt meget i den franske bog. At det så krævede lidt dyre lærepenge at nå dertil, er nok hurtigt glemt.