HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Man forstår, hvis Egan Bernal af og til har haft lyst til at storme skrigende ned i den lokale colombianske tømmerhandel for at købe en sav. Det må nemlig have været en kilde til en næsten ufattelig frustration for det colombianske vidunderbarn at se, hvordan hele verden gik i slovensk selvsving over feltets nye grand tour-komet, Tadej Pogacar. Bare et år efter at alle spurgte sig selv, hvor mange Tour-sejre suveræne Bernal mon ville vinde, talte alle pludselig om en slovener i stedet. Hvis endelig Bernals navn kom op, var det vel mest af alt for at spørge, om han måske nogensinde ville vinde Touren igen - og det vel at mærke selvom 24-årige Bernal end ikke er vokset fra ungdomskonkurrencen endnu!

Det er den frustration, der må have givet ham den ubændige trang til at få fat i den sav. Forklaringen på Bernals fald er nemlig ikke manglen på evner. Nej, de har været temmelig åbenlyse, siden de første rygter gik på, at Gianni Savio havde fundet en eller anden purung colombianske mountainbiker, der skulle være lidt af en guldklump. I stedet skyldes nedturen det simple faktum, at de ellers på afstand så perfekt ben faktisk er temmelig uperfekte. Det ene er nemlig længere end det andet, og den skævhed har ført til så svære rygproblemer, at han har måttet erkende, at rygsmerter nok bliver et vilkår resten af karrieren.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Den ubalance vil en sav effektivt kunne rette op, men desværre er hjemlig savkirurgi ikke svært tilrådelig. Heldigvis er der efter dagens første bjergetape i Giroen heller ikke umiddelbart nogen grund til at iværksætte så drastiske og blodige tiltag, for noget tyder på, at ryggen har det ganske fint.

Allerede i lørdags kunne man fornemme det. Bernal var åbenbart så jovial - den slags kan jo være lidt svær at fornemme på afstand - at han for de tilstedeværende journalister efterlod et meget afslappet indtryk efter den indledende enkeltstart. Den slags er sjældent et udtryk for, at man er usikker på forberedelsen eller formen, og derfor kunne man allerede for tre dage siden lugte, at der måske var en colombiansk genfødsel i gære.

Nu er det selvfølgelig lidt tidligt at tale om genfødsel efter bare fire dage, men det er svært at komme uden om, at Bernal - i hvert fald blandt feltets klassementsfavoritter - kom ud af det første slag i Appenninerne som den store vinder. Nok var tidsforskellene så begrænsede, som de uundgåeligt ville være på en etape, hvor kun en godt 4 km lang mur skulle gøre forskellene, at de næppe kommer til at spille nogen væsentlig rolle, når løbsdirektør Mauro Vegni gør sit Giro-regnebræt op på Piazza del Duomo om knap tre uger, men Bernal kan i hvert fald begive sig tilbage til den Po-slette, der er Giroens omdrejningspunkt, med bevidstheden om, at han meget vel kan være løbets bedste klatrer.

Det varede ellers længe, inden der blev meldt kulør på den lange og drivvåde tur gennem de nordlige Appenniner, men det var forventeligt. Første bjergetape handler altid langt mere om at føle hinanden an end at levere dræbende knockoutstød - i hvert fald hvis man ikke hedder Chris Froome, Alberto Conrador eller Lance Armstrong - og derfor var det også givet, at alt dramaet ville blive reserveret til den herlige mur, arrangørerne havde fundet frem til finalen - en mur, der akkurat var stejl nok til at skabe drama, men også så kort, at den på ingen måde ville kvæle spændingen. Det lå også i kortene, at chancen for en udbrudssejr med medfølgende førertrøje ville være gode på en dag, hvor det var meget svært at finde et hold, der for alvor ville jagte for en etapesejr. Dertil var finalen for uegnet med de afsluttende flade kilometer, og dertil var usikkerheden om egen form for stor.

Blandt favoritholdene kunne man kun vente en jagt fra Deceuninck, der havde al mulig grund til at tro, at de kunne erobre førertrøjen, og måske Israel Start-Up Nation, der drømmer om at sikre Dan Martin den for ham eneste manglende grand tour-etapesejr, men da den aggressive start førte til dannelsen af en for dette tidspunkt i løbet usædvanligt stor udbrydergruppe, var de to hold ude af ligningen. Israelerne ville helt åbenlyst lade Alessandro de Marchi jagte drømmen om etapesejr og lyserød trøje, og Deceuninck havde været snu nok til at sende Pieter Serry afsted og dermed tvinge Ineos til at stå for det kontrolarbejde, der var nødvendigt, selvom briterne i denne finale ikke rigtigt kunne have ambitioner om at vinde etapen. Det udelukkede nu ikke, at Deceuninck alligevel kunne finde på at gå efter trøjen, men den mulighed fravalgte de - måske ikke helt unaturligt, når man betænker den usikkerhed, der er om Remco Evenepoels niveau og Joao Almeidas klatreevner.

I stedet blev det Bahrain, der tog ansvaret i finalen, præcis som man kunne have forudset. Mikel Landa er nemlig en gave til ethvert cykelløb, og med tanke på baskerens forventede katastrofe i Milano den sidste søndag, skal han i gang med at vinde tid med det samme. I en eksplosiv finale, der ikke rigtigt passede ham, var der derfor brug for at skabe et hårdt løb, og det var præcis, hvad vi fik, da stærkt tempo fra Matej Mohoric, Rafael Valls og slutteligt også Pello Bilbao, der højst uventet var nr. 3 bag Damiano Caruso i det arabiske hierarki, gjorde fælles front med regnen i at skabe udskilning, så det endte med at blive et ganske reduceret felt, der ramte muren i finalen.

Her blev det lige så passivt som ventet på en dag, hvor alle havde mere travlt med at føle både ben og rivaler an end med at lægge store angrebsplaner. Altså bortset naturligvis fra Landa, der jo allerede længe forinden havde annonceret, at han ville gå i gang med at sætte sekunder i banken inden Milano. Derfor var hans angreb også løbets dårligst bevarede hemmelighed, og baskeren viste da også lynhurtigt, at han er lige så stærk, som vi kunne have ventet. Sjovt nok er Landa, der i karrierens start var en af feltets absolut mest svingende lottokuponer, nemlig i dag blevet kongen af stabilitet og måske den rytter, der kan føle sig mest sikker på en top 5-placering i årets løb.

Den placering har han også kurs mod efter i dag, men han fik ikke helt gjort den forskel, han havde ønsket sig. Bernals ryg gjorde nemlig ikke synderligt ondt alligevel, og da først colombianeren åbnede op, blev vi alle mindet om, hvorfor det var, vi for mindre end to år siden talte om starten på en Bernal- og ikke en Pogacar-æra. Colombianeren blæste op til Landa med en forcering, der efterlod samme indtryk, som et tilsvarende angreb gjorde på Izoard på den højdramatiske Tour-etape, der endte i kaos og jordskred for nu næsten to år siden. Og det må i den grad være lidt af et selvtillidsboost for en mand, hvis virkelige styrke er den tredje og tinder i mere end 2000 m - slet ikke en stejl og eksplosiv mur på dag 4!

Helt alene væk kunne han dog ikke køre. Hugh Carthy levede nemlig på til de allerede tårnhøje forventninger, han havde skabt til sig selv med sin overbevisende kørsel i Vueltaen sidste år, og briten viste sig - ganske vist i lidende tilstand - uopslidelig på den stejle mur. Og det må trods alt være lidt urovækkende også for Bernal, at feltets mest udprægede dieselklatrer er så overbevisende i så eksplosiv en finale. Ligesom for Ineos-kaptajnen er det nemlig også for Carthy den brutale tredje uge, der gør Giroen til den bedste grand tour for netop hans ryttertype.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Det kneb lidt mere for Aleksandr Vlasov, men heller ikke han kan være svært utilfreds. Indtrykket var måske ikke så stærkt som på enkeltstarten, men på en regnvejrsdag, han ikke brød sig om, og i en eksplosiv finale, der ikke passede ham, var udkommet ganske pænt. I hvert fald er han kommet helt anderledes fra start end i de to første grand tours, der startede temmelig katastrofalt, men allerede tidligt på etapen viste han selvtillid ved at iværksætte et føringsarbejde, der dog mystisk nok pludselig blev afbrudt. På det tidspunkt kunne man ellers frygte, at benene pludselig var dårlige, men det var de heldigvis ikke. Tværtimod fik Vlasov bekræftet, at formen synes lige så veltimet, som man kunne fornemme i foråret.

Den overraskende tilstedeværelse i Bernal-gruppen var naturligvis Giulio Ciccone, men italieneren var sikkert inspireret af en tilbagevenden til Sestola, hvor han tog sin gennembrudssejr som nyprofessionel i 2016. Med den evige aggression, han også udviste i går, blev han belønnet med en lidt uventet tidsgevinst, der gør ham til et ganske spændende bekendtskab som erstatning for Vincenzo Nibali i klassementet. Desværre ved vi også, at Ciccons yoyokørsel formentlig bliver en hæmsko senere i løbet, men starten er i hvert fald lovende. Og da Nibali jo trods sin alt andet end ideelle forberedelse kom ganske glimrende igennem, var det bestemt ikke nogen dårlig dag for Trek.

Det var det til gengæld for Deceuninck, der var den største taber. Supermandskabet falmede lynhurtigt, da Joao Almeida eksploderede som den første af favoritterne. Det kan nu ikke regnes som nogen stor overraskelse, for som jeg skrev i analysen inden løbet, har den lille portugiser altid været klart begrænset i bjergene. Derfor lå det i kortene, at bjergene ville blive én lang forsvarskamp, men det var alligevel uventet, at det gik ham så ilde. Almeidas spidskompetence har nemlig altid været hans forrygende evne til at begrænse sine tab, men den strategi gik for første gang helt i vasken. Man kan nu håbe, at forklaringen alene var det regnvejr, der før har voldt ham problemer, senest i Tirreno.

Langt større var interessen naturligvis om Remco Evenepoel, men belgiernes drøm om, at Evenepoel anno 2021 med det samme ville være den samme som Evenepoel anno 2020, brast prompte. Belgieren gjorde det pænt og kan stadig kalde sig den næstbedste klassementsrytter i den samlede stilling, men der er ingen tvivl om, at dagens udkomme næppe kan have levet op til egne utvivlsomt tårnhøje forventninger.

Betyder det, at vi skal dømme Evenepoel ude? Det er utvivlsomt en postgang for tidligt. Dertil har hans forberedelse været for ringe, og man må trods alt formode, at han løbende vil forbedre sig undervejs. Hans kendetegn er også den gigantiske motor, der burde kunne gøre ham til den perfekte tredjeugesrytter, og samtidig var denne eksplosive finale bestemt ikke en gave for ham - en undskyldning, han dog ikke er alene om at kunne bruge. Men hans efter eget udsagn ret konservative kørsel, hvor han bevidst undlod at gå i rød zone på stigningen, efterfulgt af en ensom med overbevisende jagt efter toppen antyder, at belgieren ikke er så ringe, som man umiddelbart kunne tro - heller ikke selvom der skal tørres op efter en lille spand koldt vand i hovedet. Til gengæld kan der nu heller ikke være tvivl om Deceuninck-hierarkiet, efter at den i Romandiet eller så overbevisende Fausto Masnada også forsvandt og efterlod Evenepoel som den kaptajn, han trods udsagn om det modsatte utvivlsomt hele tiden har været.

Samme tydelige hierarki tegner sig hos Ineos, der jo ellers havde ladet Bernals rygproblemer komme Pavel Sivakov så meget til gode, at han var den officielle medkaptajn. Det er han utvivlsomt ikke længere, for lige så overbevisende colombianeren var, lige så skuffende var den ikke altid specielt tilregnelige Sivakov. Da også Daniel Martinez fortsatte det kedelige indtryk fra Tour of the Alps, er tremandshæren pludselig blevet til en ensom kriger, der til gengæld kan se frem til støtten fra brøkstærke Gianni Moscon, der nok engang bekræftede sin genfødsel og de ufattelige klatreevner, vi også så ved VM i Østrig. I dag var han dog ikke alene om at være en elefant blandt musene, da også Alberto Bettiol med en vanvittig præstation viste, at han er fuldt tilbage efter den ærgerlige sygdom, der lagde hans klassikersæson helt i ruiner. Nu må man blot håbe, at Bernals og Carthys overbevisende ridt ikke lægger de to formstærke italienere helt i lænker.

En anden taber var naturligvis Simon Yates, men her er jeg knap så forundret. Som mange vil vide, har jeg hele tiden anset det som svært usandsynligt, at han kunne holde Tour of the Alps-formen hele vejen til Milano, og hans skuffende enkeltstart var allerede en indikation af, at silken måske allerede var slidt af. Heldigvis gik det slet ikke så ilde som på Etna for et år siden, men Yates har på ingen måde en historik, der tilsiger, at han skulle blive bedre undervejs. En sådan nedtur i uge 1 på en mur, der passede ham bedre end de fleste andre favoritter, er i hvert så ildevarslende, at hans sejrschancer allerede nu ser ganske små ud.

En tredje stor taber var Emanuel Buchmann, men også her er det desværre svært at være forundret. Som bekendt har den ellers normalt så stabile tysker underpræsteret så eklatant gennem hele foråret, at det var svært helt at tro på, at det bare var udtryk for en anderledes formopbygning. Hans ringe enkeltstart satte kun en fed streg under det billede, og det samme gjorde dagens pauvre udkomme. Til Buchmanns forsvar siges, at stejl mur i uge 1 rimer lige så meget på hinanden, som corona gør på festival, men med tanke på Buchmanns 2021 ligner løbet allerede nu en skuffelse.

Endnu værre gik det dog for George Bennett, og her er jeg mere forundret. Newzealænderen plejer at være en ørn til at træne sig i form, og derfor var forventningen, at han skulle starte løbet lige så stærkt, som han plejer. Men måske har hans næsten desperate insisteren på, at han denne gang ikke ville toppe for tidligt, alligevel betydet, at han denne gang i stedet bare ikke har nået et højt nok niveau. Det kan måske give et lille håb om bedring undervejs, men omvendt er Bennett også så ustabil en type, at det ikke vil være et chok, hvis han slet og ret bare ender som en af løbets nitter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det blev heller ikke Jai Hindleys dag. Drømmen for den lille australier om at genfinde superformen fra 2020 led i hvert fald i første omgang et knæk - præcis som den gjorde for Domenico Pozzovivo, der desværre ikke kunne skabe endnu et mirakel og blæse fra start som løbets genopstandne åbenbaring for anden Giro i træk. Til gengæld kan Hindley måske knytte lidt håb til, at han i 2020 bare blev bedre og bedre undervejs, og derfor er der masser af tid til at rejse sig igen. Og i stedet kan DSM jo så glæde sig over, at Romain Bardet kom ganske flot fra start og som i Touren fik bevist, at han altså ikke er helt død endnu.

Det er Dan Martin heller ikke, men den irske veteran er nok alligevel lidt skuffet over præstationen i en finale, der burde have været hans. På den anden side var der ikke noget, der tilsagde, at hans niveau skulle række til at gå med de allerbedste. Det var der heller ikke for Davide Formolo, men til gengæld var der forventninger om, at han ville lægge stærkt ud i en finale, der ikke var helt skæv for en ardennerspecialist. Og det gjorde Formolo bestemt, selvom hans store test kommer i de høje bjerge og ikke mindst, når man skal teste den holdbarhed og stabilitet, der altid har været hans svaghed.

Formolo og Martin har også det til fælles, at de skal feste i aften. Deres to holdkammerater endte nemlig som etapens allerstørste vindere, og det er svært ikke at glæde sig over den succes, som Joe Dombrowski og Alessandro de Marchi oplevede.

For Dombrowski var det nemlig i en vis forstand indfrielsen af lidt af de løfter, den uhyre lovende amerikaner gav, da han vandt Baby-Giroen foran Fabio Aru for efterhånden næsten et årti siden. Mens Aru fortsatte med at vinde grand tours og meget andet, hensygnede Dombrowski imidlertid i en anonym tilværelse, hvor man kunne banke hovedet mod en mur af frustration over den manglende stabilitet.

På sine store dage er han nemlig stadig fremragende, som han viste, da han helt ud af det blå efter en elendig periode blev nr. 2 bag Simon Spilak på den brutale Rettenbachferner i Tour de Suisse, eller da han i Giroen for to år siden af og til klatrede med de bedste. Da udbruddet var kørt, stod det også klart, at Dombrowski på en god dag ville være gruppens klart bedste på så stejle procenter, der gav mindelser om Rettenbachferner, men hans historik tilsagde også, at det lige så vel kunne ende i fiasko. Denne gang var der heldigvis gevinst, og dermed fik gruppens bedste klatrer endelig den sejr, klatreevnerne længe har fortjent.

Lige så fortjent var det imidlertid at se De Marchi i lyserødt. Den ukuelige italiener er en af feltets mest aktive ryttere, og selvom han vel sammen med Remi Cavagna og Thomas de Gendt regnes som den største udbryderkonge, er det for sjældent blevet belønnet. Tre sejre er det ganske vist blevet til i Vueltaen, men De Marchi har fortjent mere. Som italiener er det heldigvis svært at forestille sig en smukkere belønning end netop maglia rosa - og det er i den grad fortjent, at han i morgen er løbets centrum!

Det lyserøde eventyr varer dog ikke nødvendigvis alt for længe. Vlasov er som første klassementsrytter bare 1.24 efter, og det forspring kan trods alt blive svært at forsvare på Ascoli Piceno på torsdag, selvom der her ikke er tale om verdens sværeste stigning.

Spørgsmålet er nemlig, om ikke der er nogle klassementsryttere, der lugter lidt blod. Først af disse er Bernal, der i dag mindede os alle om, at Pogacar måske nok er den næstyngste Tour-vinder i historien, men den tredjeyngste af slagsen er her skam endnu og altså stadig kun 24 år. Tømmerhandlen får i hvert fald lov til at beholde deres sav lidt endnu, for der synes ikke umiddelbart at være brug for blodige kirurgiske indgreb, hvis den stadig højtflyvende colombianske guldfugl skal tage den Giro-sejr, et brækket kraveben måske snød ham for i 2019.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER