EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

I disse år har vi vænnet os til, at det bliver længere og længere mellem de ryttere, der fortsat kører med om de store sejre, når de har rundet de 30. Moderne træningsmetoder og mere systematisk træning allerede i de unge år har betydet, at det ene vidunderbarn efter det andet brager ind på scenen med sejre i både nord, syd, øst og vest, mens mange tidligere stjerner må indse, at de allerede ved deres 30-års fødselsdag ikke længere er en del af den absolutte elite. I disse år topper man tidligere, og det har jo desværre også den uundgåelige konsekvens, at resultaterne klinger hurtigere af, når nye generationer tager over.

Sådan har det i et vist omfang altid været på sprintersiden. Topfarten er som regel det første, man mister, mens den store dieselmotor til gengæld kan have godt af ikke at være helt ny. Derfor har det altid været vanskeligere at forlænge en sprinterkarriere end en klassementskarriere, men det har bestemt ikke været et særsyn, at sprintere har præsteret også langt oppe i 30erne. Det sker bare oftest kun for de allerbedste, og selv de må sande, at sejrsraten ikke helt kan stå mål med det, den kunne tidligere.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det kan den heller ikke for Mark Cavendish. Da briten var allerbedste i årene omkring det første årtiskifte i dette årtusinde, var han praktisk talt umulig at slå. Alessandro Petacchi kunne i sin karrieres efterår stadig gøre det, når den engang så ustoppelige italiener havde sine bedste dage, hvad vi eksempelvis så i Giroen i 2009 og Touren i 2010, men det hørte absolut til sjældenhederne. På samme måde som selvsamme Petacchi i 2003 og 2004 vandt nærmest hver eneste spurt, han kørte - han vandt som bekendt ni (!!!) etaper i én og samme Giro i 2004 - var det i storhedstiden stort set kun uheld og dårlig position, der kunne stoppe Cavendish, som blandt andet vandt seks etaper i Touren i 2009, hvor han også vandt den pointtrøje, der længe så ud til at skulle blive den eneste.

Nej, Cavendish vinder ikke med samme selvfølge, som han gjorde engang, men det er der ingen snart 37-årige sprintere, der gør. Alene det forhold, at en mand i hans alder kan sætte de unge løver til vægs, er en bemærkelsesværdig bedrift og en ære, der kun tilfalder de allerstørste - som eksempelvis Petacchi, der altså i en alder af 36 stadig var i stand til at besejre briten.

At Cavendish hører til blandt de allerstørste, er ingen i tvivl om. Alene antallet af Tour-etapesejre er rigeligt til at skrive ham ind i cykelsportens legender, men indtil sidste sommer så det som bekendt ud til, at kombinationen af kyssesyge og en efterfølgende depression ville give ham et exit, der ikke var en stjerne værdig. Da han grædende proklamerede den sandsynlige afslutning på karrierens for rullende kamera i Gent-Wevelgem, var der næppe nogen i denne verden, der troede på, at der var gemt blot én grand tour-etapesejr gemt i ham - og da slet ikke fire sejre i Touren og et stadig ukendt antal i Giroen.

Historien om hans comeback, der hører til et af de vildeste på tværs af alle sportsgrene, er så velbeskrevet, at der ingen grund er til at tærske mere langhalm på det. Da han i dag vendte tilbage til Giroen efter ni års fravær, der i høj grad var forårsaget af sponsorinteresser i Tour of California, som også kørtes i maj, satte han blot igen en fed streg under, at de fire års krise blot var en midlertidig pause i en karriere, der nu får den afslutning, den fortjener.

Bedriften bliver endnu mere imponerende, når man ser på omstændighederne omkring hans seneste Giro-spurt på sidstedagen i 2013, hvor han endegyldigt cementerede sejren i pointkonkurrencen ved at tage sin femte etapesejr i Brescia. Dengang slog han de tre unge italienske sprintertalenter Sacha Modolo, Elia Viviani og Giacomo Nizzolo, som alle stod klar til at løfte arven efter Petacchi, og han fik også ram på den lovende slovener, Luka Mezgec, der gjorde grand tour-debut i sin neoprosæson. Andre rivaler i top 10 var Roberto Ferrari, Kenny Dehaes, Manuel Belletti og Luca Paolini, der har afsluttet deres karriere for flere år siden.

Da han fem år tidligere tog sin første Giro-etapesejr, var rivalerne endnu mere bedagede. Her udkæmpede han en knivskarp kamp med Daniele Bennati, som dengang var en af verdens allerhurtigste og senere blev et eksempel på en sprinter, der i sit efterår måtte finde en ny rolle. Andre rivaler var Robert Förster, Robbie McEwen og Erik Zabel, der jo alle tilhører en helt anden generation. Den eneste konstant i 2008, 2013 og 2022 er Cavendish, og den eneste, der kunne kalde sig en stjerne i alle tre udgaver, er selvsamme brite.

Det lå ellers ikke nødvendigvis i kortene, at Cavendish skulle fortsætte, hvor han slap i Brescia i 2009, da dagens ungarske langgaber endelig nåede sit klimaks ved Balatonsøen. Briten har nemlig ikke haft nogen stor sæson, for selvom han har taget tre sejre, har det været en blandet fornøjelse at se ham. Han så ellers lige så hurtig ud i starten af sæsonen, som han var, da han indledte sit mirakelcomeback sidste år, men en kedelig evne til at tabe hjulet på sine holdkammerater i en positionskamp, han synes at angribe med betydelig mere forsigtighed end tidligere, og en trods sejren ikke alt for overbevisende spurt i Milano-Torino, havde igen rejst spørgsmålet, om briten vitterligt kunne strække sit mirakelcomeback endnu en sæson.

Det kunne han imidlertid. Uanset om festen stopper her, kan hans sæson ikke længere ende som en ren fiasko, nu hvor han har fået den grand tour-etapesejr, der er det vigtigste for de fleste sprintere. Den kom heller ikke uventet, for det var ikke svært at regne ud, at Cavendish og Quick-Step kom til Giroen med det i særklasse bedste tog. Spørgsmålet var bare, om briten kunne holde sig til et hold, han i år har mistet i tide og utide, og om han vitterligt stadig havde den fart, der skulle til, hvis han skulle spurte mod den anden rigtige supersprinter i løbet, Caleb Ewan.

Sidstnævnte fik vi aldrig svaret. Ewans positionering gik helt i vasken, og australieren var elimineret længe, inden det blev alvor. Til gengæld var der ingen slinger i valsen for Quick-Step, hvis supertog med Davide Ballerini, Bert van Lerberghe og Michael Mørkøv viste sig akkurat lige så suveræne, som de var på papiret - og denne gang sad Cavendish præcis, hvor han skulle, og hvor han befinder sig så godt, nemlig i baghjulet på Mørkøv.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Da først det stod klart, at supertoget spillede, at Cavendish havde holdt sig til, og Ewan havde elimineret sig selv, var udfaldet givet. Ingen andre i dette felt har i det seneste års tid haft samme topfart som den genfødte brite, og derfor blev det næsten en formalitet at gøre det færdigt, da Mørkøv nok engang havde afsluttet ét af sine suveræne lead-outs. Timingen var ellers ikke helt perfekt, da Ballerini efter sit fremstød løb tør for kræfter en anelse for hurtigt, men Van Lerberghe lykkedes med at holde farten høj nok til, at ingen kom bagfra, og herefter timede Mørkøv sit lead-out så storartet, at Cavendish kunne gøre det færdigt.

Spurten bekræftede, hvad vi allerede vidste, nemlig at Quick-Step har det bedste hold, men vi fik desværre ikke svar på det måske mest presserende spørgsmål: hvordan står Cavendish og Ewan i forhold til hinanden, når det handler om topfart? De spurtede aldrig mod hinanden i Touren i år, i UAE Tour og De Panne var Ewan fraværende grundet sygdom, og i Tirreno led Cavendish under sine udfordringer med at holde sig til sit hold.

Det problem plejer Ewan ikke at have, men hans hold har til gengæld slet ikke samme klasse. Tabet af Jasper de Buyst, der brækkede kravebenet i Tyrkiet, var dyrt, og selvom en kombination med Roger Kluge, Michael Schwarzmann og den engang så suveræne Rudiger Selig stadig så hæderlig ud, var de slet intet match mod Quick-Step. Da de belgiske rivaler skød frem, sad de allerede for langt tilbage, og så var slaget allerede tabt. Bedre blev det ikke, at Ewan pludselig led af Cavendish-syndromet og tabte hjulet på Selig, så tyskeren var uden chance for at forsøge at redde situationen.

Nu blev det i stedet Arnaud Demare og Fernando Gaviria, Cavendish skulle spurte imod, og dem havde han ingen problemer med at slå, som han heller ikke havde det i UAE Tour tidligere i år. De klarede ellers positioneringen ganske perfekt, men må nok engang sande, at deres sejrschancer lige så meget afhænger af Cavendishs og Ewans fiasko som af deres egne evner.

I det mindste gav de sig selv de bedste forudsætninger for at udnytte de fejl, de kunne lukrere på, og som Lotto altså endte med at begå. Det har ellers været sløjt for FDJs supertog, som var så dominerende i 2020, men i dag gjorde Jacopo Guarnieri et stærkt arbejde med at aflevere Demare lige bag de suveræne Quick-Step-tog. Desværre for dem er de bare ikke længere så stærke, at de selv kan tage initiativet, som de kunne for to år siden, og fra en position bag Cavendish er Demare prisgivet.

Det er Gaviria også, men i det mindst var hans spurt i dag betydeligt bedre, end da han i Romandiet for en god uge siden næsten blev overspurtet af Aleksandr Vlasov. Farten er ikke i nærheden af det, den engang var, men til gengæld har han genvundet en evne, han ellers ikke har haft i nogen tid. I år har han - i høj grad takket være den pludselig genopstandne Maximiliano Richeze - meget sjældent siddet forkert, og det har gjort den engang så ustabile sprinter til en af feltets allermest stabile i et 2022, hvor han endnu ikke har misset top 6 i nu i alt ni spurter. Til gengæld har han kun vundet to gange i et svagt felt i Oman på de dage, hvor Cavendish var ude af position eller blev lukket inde, og det siger alt om, hvad der i dag er Gavirias problem, nemlig hans fart.

Farten har Phil Bauhaus, men han endte som frygtet langt tilbage. Det var ikke uventet for med ham var det enten-eller. Med Bahrains overraskende og meget halvhjertede sprintersatsning har han nemlig kun Jasha Sütterlin til rådighed i finalen, og derfor vil han i alle årets spurter være dybt afhængig af at finde det rigtige hjul. Det gik heldigvis overraskende godt i Tirreno, hvor han vandt en etape, men i dag endte han som frygtet alt for langt tilbage til at have blot den mindste chance.

Det gjorde Giacomo Nizzolo også, men det kan han takke Rick Zabel for. Israelerne er kommet til løbet med et af de bedste tog, men da hans allervigtigste lead-out man valgte at brænde alt sit krudt af på en bjergspurt, hvor han havde taget trøjen, hvis blot han uden at spurte havde parkeret sig i hjulet på Pascal Eenkhoorn, var nøglekomponenten væk, da det gik løs. Allerede med 2 km igen havde Nizzolo brugt Alex Dowsett, og med bare Jenthe Biermans tilbage var løbet kørt. Nizzolo var jo ellers i gamle dage kendt for altid at sidde rigtigt - det er derfor, han vandt to pointtrøjer uden at vinde én eneste etape - men den evne har han for længst mistet. I dag er han afhængig af sit hold, og på det manglede den vigtigste komponent. Der har nok været en temmelig dårlig stemning i den israelske bus efterfølgende, for med blot lidt omtanke i bjergspurten fra Zabels side, var det formentlig gået anderledes.

Helt anderledes var det med Jakub Mareczko. Han var bestemt ikke svigtet af sit hold, der var akkurat lige så overbevisende som ventet og i stand til at tage kampen op med Quick-Step. Desværre er de udstyret med feltets mest positioneringssvage sprinter, så da Mathieu van der Poel lagde an til at køre sit lead-out, var han uden Stefano Oldani, der var sidstemanden, og Mareczko. Denne gang italieneren ellers for første gang nogensinde i en grand tour udstyret med et tog, der gjorde det muligt for ham at overvinde sine positioneringsproblemer, men selv i denne enkle finale gik det, som det plejer. Mareczko kom blæsende i en fart, der heldigvis så ud til stadig at være blandt de højeste, men som så mange gange før nåede han aldrig frem til fronten.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det gjorde Alberto Dainese heller ikke, men det kunne vi godt have skrevet i manuskriptet på forhånd. Sådan er det nemlig gået i hver eneste spurt i et 2022, hvor DSMs sprintertog har fungeret ganske forfærdeligt, og da endnu en spøjs og halvhjertet satsning har efterladt den ellers hurtige italiener med kun Nico Denz og Cees Bol ved sin side, var det et projekt, der måtte gå galt. Det har det gjort gennem hele sæsonen, og det gjorde det igen i dag. Den slags kan gå med Gaviria, der har et tog af samme beskedne størrelse, men ikke med en mand, der positioner sig som Dainese, eller når man savner en sidstemand som Richeze.

Simone Consonni og Biniam Girmay sad langt bedre, men det gør de altid. Begge er uhyre stabile i positionskampen, men til gengæld mangler de noget fart til disse boulevardspurter. Det gjorde de også i dag, men der var igen opløftende takter fra Girmay, som så ud til at have mere i posen, hvis ikke han var blevet lukket inde. Han viste klar fremgang i puncheufinalen forleden, og måske har han også fundet en topfart, han ikke tidligere har haft.

Den topfart har Edward Theuns ikke, og derfor kan han være svært tilfreds. Han er bestemt ikke den mest positioneringsstærke, og derfor var dagens 6. plads ganske godkendt, når han i finalerne kun har støtte fra Jacopo Mosca. Nok vunder han ikke en etape i dette løb, men det giver ham en sjælden chance for at genfinde lidt af sprinterbenene, efter at han i de senere år mest er blevet brugt som lead-out man for Mads Pedersen, der til gengæld vil savne ham til sommer, hvis deltagelsen her er en indikation på, at han ikke skal køre Tour.

For de fleste andre var det en lang og kedelig dag, der bare skulle overstås, og det lykkedes heldigvis uden de store problemer. For en gangs skyld kom vi igennem den første sprinteretape i en grand tour uden uheld, og de ungarske arrangører skal roses for at have designet en betydeligt mere sikker rute end det vanvid, vi så på 3. etape i Touren sidste år, hvor den første massespurt endte i et sandt styrtkaos, som sendte Ewan tidligt hjem fra løbet. I dag var det aldrig farligt, og dermed er der heller ingen klassementsryttere, der har tabt dumme minutter, inden Etna-etapen måske kan gøre alle lidt klogere på hierarkiet og dermed lægge en dæmper på nervøsiteten og stressniveauet, efterhånden som antallet af klassementsryttere falder, og trætheden melder sig.

Etna-etapen og den tidlige hviledag betyder imidlertid også, at vi skal helt frem til onsdag, inden Cavendish igen får chancen, men det gør sikkert ikke nogen forskel på resultatet. Det gjorde det i hvert fald ikke, at der var gået 9 år, siden han sidste kørte en massespurt i Giroen, eller at der er gået 14 år, siden han bragede ind på scenen i sin debut i løbet. Dengang var rivalerne nogle ganske andre, men uanset om det er den i dag 49-årige McEwen, der skulle slås for 14 år siden, den dengang 24-årige komet Nizzolo, der skulle besejres for ni år siden, eller den i dag bare 22-årige Girmay, der skulle sættes til vægs i 2022, var udfaldet det samme. De mellemliggende år gjorde slet ikke en forskel.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO