Det er svært ikke at sidde tilbage med en følelse af deja-vu. I efteråret 2018 fik Tom Dumoulin og Primoz Roglic en gigantisk mavepuster, da ASO åbenbarede en Tour-rute, der med et hav af tårnhøje bjerge og blot en enkelt relativt kort enkeltstart syntes som skabt til klatrerne. Ingen af de to lagde skjul på deres umiddelbare skuffelse, og da Giro-arrangørerne fra RCS nogle dage senere åbenbarede en langt mere alsidig rute med hele tre enkeltstarter, blev de to tempospecialister sendt i tænkeboks. Der gik da heller ikke mange måneder, inden de begge skrinlagde deres oprindelige planer om at gøre Touren til sæsonens altoverskyggende mål og i stedet gjorde den italienske grand tour til omdrejningspunktet for 2019.

Efter at RCS torsdag eftermiddag fulgte sidste uges Tour-præsentation op med en afsløring af de 21 etaper, der i 2020 vil være rammen om verdens næststørste cykelløb, måtte man lige knibe sig selv en ekstra gang i armen for at forstå, at vi vitterligt befinder os i 2019 og ikke er blevet sendt et år tilbage i tiden. Mønsteret var i hvert fald præcis det samme, for efter at klatrerne sidste tirsdag slikkede sig om munden ved udsigten til tre franske uger, hvor enkeltstartsmenuen er om muligt endnu mere pauver end i 2019 - de 30 relativt flade kilometer følges nemlig op af den stejle opstigning af La Planche del Belles Filles - og bjergmenuen nok var anderledes, men lige så omfangsrig som i 2019, kunne de alsidige Roglic og Dumoulin nok engang trøste sig lidt med en Giro-rute, der atter byder på tre enkeltstarter og igen et så voldsomt bjergprogram, at man igen skal besidde hele pakken, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at iføre sig den 21. og sidste maglia rosa på podiet i Milano i slutningen af maj næste forår. Da også sprinterne har endnu mere grund til tilfredshed, end de havde i sidste uge, og da heller ikke klatrerne kan være spor utilfredse med et løb, hvis sidste uge virker meget voldsom, synes de italienske arrangører igen at have ramt en balance, der appellerer til de fleste og utvivlsomt har fået mange til at overveje, om det nu vitterligt også er Touren, der skal være hovedmålet i et år, hvor bjergrige OL- og VM-løb også giver klassementsrytterne flere gode grunde til at satse på Italien og ikke Frankrig.

Ved første øjekast er det for mange nok de tre enkeltstarter, der springer i øjnene - alene fordi de udgør så skærende en kontrast til en Tour, hvor løbsdirektør Christian Prudhomme i stigende grad synes nærmest at have et ønske om at eliminere disciplinen. Det vil dog være en fejl at tro, at de tre tidskørsler vil spille samme rolle, som de gjorde i Touren i gamle dage, hvor der altid var mere end 100 km enkeltstart, ofte i meget fladt terræn. Dels løber den samlede distance trods alt kun op på 58,8 km, hvilket i tidligere tider kunne udgøre blot en enkelt enkeltart, dels er to af de tre etaper alt andet end flade. Nok er enkeltstarterne lettere og knap så kuperede som i 2019, hvor der på alle tre etaper var relativt markante stigninger på programmet, men den tid, der kan tabes, er langt fra noget, der ikke kan indhentes i løbet af de bjergetaper, som tilsammen sørger for, at Giroen igen i år fremstår decideret brutal, særligt i den tredje uge. Og som vi så i år, hvor temposvage Richard Carapaz løb med sejren foran blandt andre tempospecialisen Roglic, er Giroen pr. definition så pokkers udfordrende, at man ikke kan vide sig sikker på noget som helst, bare fordi man kører en god enkeltstart.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det er først og fremmest alsidigheden, der springer i øjnene på en rute, der har relativt meget for enhver smag i løbet af de tre uger, hvor feltet skal rejse fra en historisk start i Østeuropa og den ungarske hovedstad Budapest til Milano, der er tilbage som målby efter et års fravær. Det andet, der står helt klart, er, at der på mange måder er tale om ”Giro d’Italia Classic”. Hvor Vueltaen blev markant forandret for et lille årti siden, da man skiftede de mange alenlange og relativt flade etaper ud med en eksplosiv rute med korte distancer og et hav af afslutninger på ofte meget stejle stigninger, har Touren også forandret sin identitet markant, særligt siden 2017, hvor ruterne har været innovative og tempofattige, og hvor der også er skåret gevaldigt ned for distancerne, ikke mindst i 2020. Den slags eksperimenter begiver man sig ikke ud i i Italien, hvor man fastholder modellen med en gigantisk tredje uge med nogle kolossale bjergetaper over lange distancer og med et enormt antal højdemeter, mange kuperede klassikeretaper, adskillige meget flade sprinteretaper og den herlige adspredelse og afveksling, som den varierede italienske geografi muliggør.

Et andet karakteristikum i Italien er, at man altid skal være klar fra start. Hvor Touren har haft en tendens til at have en meget sprintervenlig første uge forårsaget af den for store deles vedkommende meget flade franske geografi, der har givet klassementsrytterne mulighed for at finde benene inden typisk to store blokke af bjergetaper i Alperne og Pyrenæerne, er det anderledes i Giroen. Som altid skal man nemlig være beredt på, at der kan vindes tid allerede fra første uge, for selvom de første ni etaper frem til første hviledag i år slet ikke kan konkurrere med den atypisk hårde start på Touren, kan man være sat markant tilbage, hvis ikke man er skarp fra begyndelsen.

Allerede på dag 1 kan der være tid at vinde, når der lægges ud med en enkeltstart i Budapest, hvor det meste af de 8,6 km nok er flade, men hvor en 1500 m lang stigning med stigningsprocenter på op til 14 mod slutningen vil sørge for, at klatrebenene testes straks fra start. Og selvom etapen følges op af to udprægede sprinteretaper som afslutning på det ungarske eventyr, når man knap at sætte foden på italiensk jord, før det for alvor går løs. En indledende puncheuretape til Agrigento følges nemlig allerede på 5. etape op af det første seriøse bjergslag, der bestemt ikke er af den lette type, man ellers ofte ser tidligt i grand tours. For tredje gang på fem år skal den sicilianske vulkan Etna nemlig bestiges, denne gang fra den relativt ukendte, men meget stejle nordlige side, og hvis ikke den ofte lidt kraftige vind på den golde vulkan slår dramaet ihjel, kan der allerede været slået store huller, inden feltet overhovedet har kørt den første kilometer på det italienske hovedland.

Det sicilianske eventyr slutter med en relativt ukompliceret etape, men derefter skal rytterne igen være på stikkerne, når man på løbets første fredag indleder den lange rejse mod nord op mod de høje bjerge. 7. etape er den første af de mange på mere end 200 km, når de første 223 km op gennem den italienske støvle afsluttes af den lange Valico di Montescuro-stigning og en kort nedkørsel, men det er tvivlsomt, om den er svær nok til at skabe de store forskelle. Den første uge rundes derefter af på overraskende let maner med yderligere to sprinteretaper, og det er således primært Etna-udfordringen, der tvinger rytterne til at være klar fra begyndelsen.

Det varer dog ikke længe, inden der igen stilles krav til klassementsrytterne. Allerede dagen efter den første hviledag venter en lang klassikeragtig etape, der i finalen byder på flere af de stejle mure, som vi kender fra Tirreno-Adriatico, og som eksempelvis beseglede forhåndsfavoritten Bradley Wiggins’ triste skæbne i 2013, og som knækkede Chris Froome i samme års udgave af Tirreno. Den udfordring følges op af endnu en sprinteretape og en ganske svær etape i de ujævne Appenniner omkring Marco Pantanis hjemby, Cesenatico, hvor stigningerne dog ligger så langt fra mål, at det ligner en dag for et udbrud, og hvor man måske kan tabe løbet, men ikke vinde det. Endelig rundes den indledende fase af med endnu en klassikeragtig sag med to bakker i finalen på løbets anden fredag.

De første 13 etaper kan være dyre, men det er ikke her sejren sikres. Det sker på de sidste 8 etaper, der er intet mindre end brutale. Det afgørende slag indledes i næstsidste weekend, hvor det gælder den 33,7 km lange enkeltstart, der igen i år følger traditionen med at finde sted i kuperet terræn i en af landets vinregioner. Også i år er der tale om en udfordrende sag, for selvom den slet ikke står mål med sidste års voldsomme tidskørsel til San Marino, vil to stigninger, hvoraf den første stiger med helt op til 19% og mere end 12% i gennemsnit, sikre, at klatrerne i det mindste kan begrænse lidt af de tab, som de trods alt også vil lide på rutens mange fladere strækninger. Allerede dagen efter får de letteste folk chancen for at tage revanche på løbets første store bjergetape med tre indledende bjerge, som afsluttes med klatreturen op ad Piancavallo, hvor Marco Pantani tog en af sine mest berømte sejre på vej mod den samlede triumf i jubelåret 1998.

Alt sammen kan det imidlertid betragtes som opvarmning til de afgørende slag, der som altid finder sted i en heftig sidste uge i Alperne og Dolomitterne mod nord, og hvor det er etapernes længde, der falder i øjnene. Efter sidste hviledage strækker alle fem linjeløbsetaper sig nemlig over mindst 200 km! Tirsdagens 228 km lange indledning er ikke den vanskeligste, men en teknisk rundstrækning med i alt 3 passager af en mur med stigningsprocenter på op til 16 vil sikre, at man skal være på stikkerne. Det vil dog være en god ide at spare på kræfterne til onsdagens 202 km lange første store dage i Dolomitterne. Tre svære bjerge vil sørge for at slide folk ned til sokkeholderne, inden de mere end 5000 højdemeter afsluttes med klatreturen op til Madonna di Campiglio, der ikke er verdens sværeste stigning, men som vil skille fårene fra bukkene efter så lang en dag.

Hvis det ikke er sket her, vil det helt sikkert ske om torsdagen. Her venter yderligere 209 km med mere end 5000 højdemeter, hvor man efter to indledende stigninger skal over mægtige Stelvio fra den hårdeste side, der bringer bringes op i mere end 2700 m højde, inden det hele afsluttes med den korte, men uhyre spektakulære opkørsel ad Laghi di Cancanos mange hårnålesving. Lidt ro falder der herefter over feltet på 19. etape, der giver sprinterne et incitament til at køre hele vejen til Milano, men selvom turen henover Po-sletten er så flad, at den ville kunne tjene som billardbord, vil en distance på intet mindre end 251 km sikre, at det alligevel bliver til mange timer i sadlen.

Den brugte energi vil blive savnet på den sidste lørdag, når bjergdramaet afsluttes i Alperne med det, der vel må betegnes som løbets kongeetape. Nok skal der denne gang ”kun” køres 200 km, og nok er målstigningen op til Sestriere ikke den sværeste, men forinden skal man to gange op i over 2300 m højde på to af regionens mest mytiske stigninger, Colle dell’Agnello, hvis nedkørsel i 2016 kostede Steven Kruijswijk den samlede sejr, og Col d’Izoard, samt den ganske vanskelige Montgenevre - alt sammen nok til at sikre den tredje etape med mere end 5000 højdemeter på fire dage. Og skulle det stadig være helt tæt efter så mange bjerge, vil den afsluttende 16,5 km lange flade tonserenkeltstart i Milano sagtens kunne skabe forskydninger, som vi så det i 2017, hvor Tom Dumoulin stjal førertrøjen fra Nairo Quintana til allersidst - præcis som Ryder Hesjedal gjorde det fra Joaquim Rodriguez i 2012.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Med andre ord er der ingen, der har grund til at være utilfredse. De rene klatrere vil formentlig mene, at der er tilstrækkeligt med bjerge til, at de trods de tre enkeltstarter alligevel kan vinde, især ryttere, der er gode i højderne, og som har den gigantiske motor, der skal bruges over så lange og voldsomme bjergetaper. Omvendt vil Roglic- og Dumoulin-typerne utvivlsomt mene, at knap 60 km enkeltstart, der trods alt byder på et fornuftigt kvantum flad vej, vil give dem det forspring, der skal bruges for at kunne forsvare en førertrøje undervejs.

Netop Roglic og Dumoulin har også været det store samtaleevne, siden Tour-ruten blev offentliggjort. Mange har nemlig spurgt sig selv, hvad i alverden Jumbo-Visma nu stiller op. Da Dumoulins skifte blev offentliggjort, forlød det i første omgang, at holdet planlagde at komme med alle deres tre kaptajner, hvoraf Steven Kruijswijk er sidste led i kæden, til en Tour, hvor ambitionen var at tage kampen op mod overmagten fra Ineos. Den plan er imidlertid blevet skrinlagt, som det fremgik af kommentarerne fra sportsdirektør Merijn Zeeman i tirsdags. Her blev det gjort klart, at holdet ikke har til sinds at møde med tre kaptajner, men at ambitionen tværtimod er at køre med om sejren i alle tre grand tours.

Det giver noget af et hovedbrud. På den ene side er det indlysende, at Giro-ruten er langt mere attraktiv for både Dumoulin og Roglic, og derfor bør det stå klart, at Kruijswijk i hvert fald må skulle være en af de to kaptajner i Frankrig. På den anden side er det Touren, der er holdets ultimative ambition, og med al respekt for Kruijswijk er det formentlig kun Roglic og Dumoulin, der faktisk kan vinde løbet, også på denne rute. Begge har de tillige gjort det klart, at deres primære ambition er at vinde det største løb af dem alle, og dermed er det ikke helt sikkert, at det bliver let at overtale den ene til at opgive den drøm i 2020. Formentlig vil det ende med, at en af de to tempospecialister ender med at stille til start i Giroen som den måske største favorit, men der venter lidt af en diskussion i den hollandske lejr henover vinteren. Det skulle ikke undre, om Dumoulins nationalitet betyder, at sponsorerne foretrækker at se en hjemlig kaptajn i det mest eksponerede løb af dem alle, hvorfor et forsigtigt gæt kunne være, at Roglic nok engang må indstille sig på, at han skal udse sig et italiensk og ikke et fransk mål.

Lidt lettere er det i Ineos-lejren, der er det andet storhold med en overflod af kaptajner. Det har hele tiden ligget i kortene, at Chris Froome, for hvem resten af karrieren alene handler om at tage den forløsende femte Tour-sejr, og Egan Bernal, der er forsvarende vinder, skal en tur til Frankrig, og at Geraint Thomas, der efter eget udsagn har ”unfinished business” i Giroen, og Richard Carapaz, der har en titel at forsvare, skal til Italien. Den logik er blot blevet endnu mere oplagt nu, hvor Tour-ruten er skræddersyet til Bernal, og Giro-ruten slet ikke passer Thomas dårligt, og det vil formentlig nu ikke kræve den helt store overtalelse at få waliseren til at gå efter den Giro-sejr, han i 2017 aldrig kom i nærheden af som følge af en uheldigt placeret motorcykel.

I det hele taget kan det se ud til, at det bliver en yderst stærkt besat Giro. 2020 bliver nemlig et år, hvor det bliver overordentligt vanskeligt for klatrerne at vælge til og fra. Den bjergrige Tour giver dem en kolossal chance for at vinde verdens største cykelløb, men samtidig er det - med udsigt til en flad rute i Paris i 2024 - også formentlig sidste chance for de fleste til at sikre sig et OL-guld, der overalt i sportsverdenen er noget helt særligt. Endelig bydes der på det sidste bjergrige VM indtil den måske kuperede rute i Afrika i 2025, hvorfor det for mange også kan være allersidste chance for at tage den regnbuetrøje, Alejandro Valverde erobrede i de østrigske Alper sidste år.

Den kalender kan gøre Giroen til den helt store vinder. OL-løbet køres nemlig i Tokyo bare seks dage efter afslutningen på Touren, og kombinationen af en lang rejse og tre ugers cykelløb kan gøre det franske løb til en uhensigtsmæssig forberedelse, i hvert fald hvis der køres klassement. Da Vueltaen kommer indeklemt mellem OL og VM, hvilket kan give anledning til to voldsomt hårde måneder, hvis der satses på det hele, kunne mange meget vel være fristet af at fokusere på Giroen i foråret og OL-VM i anden sæsonhalvdel. Den prioritering synes allerede at være Vincenzo Nibalis, Jakob Fuglsang har også leget med ideen, og der er helt sikkert mange, der også må være inspireret af ideen. Nu hvor ruten er kendt, er der i hvert fald næppe mange, der er blevet afskrækket af det italienske eventyr.

Til gengæld vil det i 2020 være kropumuligt at køre klassement i både Giroen og Touren. I forvejen er det kendt som sportens måske vanskeligt udfordring, og da kalenderen i år rykkes en uge frem fra slutningen af maj for at skabe det nødvendige hul til OL, starter Dauphiné i 2020 samme dag, som Giroen slutter, ligesom der vil være en uges mindre hvile mellem årets to første grand tours, end der plejer.

Den slags overflod af mål har sprinterne ikke. De har nemlig ikke skyggen af chance for at begå sig hverken ved OL eller VM, og derfor bliver det etapeløbene, der bliver deres hovedfokus. Med en Tour-rute, der byder på sjældent få muligheder for de hurtige folk, må mange være inspireret af at køre i hvert fald de første to uger af Giroen. Italienerne har nemlig givet masser af godbidder til feltets hurtigste, der kan se frem til to flade etaper i Ungarn i løbet af de tre første dage, og derefter nogle meget flade dage også på 8., 9., 11. og 19. etape, der alle er så lette, at selv de helt tunge folk burde kunne være med - i hvert fald hvis de kan håndtere de meget tekniske finaler, der ofte er på menuen i Italien. Og skulle man finde den sidste uge lidt for voldsom, er der altid en mulighed for blot at køre de første to uger og derefter drage hjem for at forberede sig den knap så sprintervenlige Tour. Det kunne i hvert fald tyde på, at vi i de første 14 dage kunne have næsten alle topsprinterne samlet i Italien.

Modsat Touren, der ofte byder på enten meget flade eller meget bjergrige etaper, byder Giroen også på mange af de klassikeretaper, den italienske geografi giver så rig mulighed for at designe. Derfor er det også alt for sent, at det endelig er lykkedes Peter Sagan at overtale Specialized til, at han kan skippe Tour of California til fordel for Giroen. Nok mangler vi i år de klassiske puncheurfinaler på stejle mure, men en holdbar fyr som Sagan vil finde masser af muligheder for at boltre sig. Allerede 3. etapes massespurt er let stigende, og derefter venter løbets eneste rigtige puncheurafslutning på den første etape på italiensk grund, hvorfor en god enkeltstart kombineret med bonussekunder sagtens kunne ende med at bringe Sagan i lyserødt. 6. etape kunne ende i en reduceret massespurt, og også Tirrenos mure på 10. etape kunne være noget for slovakken, ligesom også 13. etape kunne være det. Alle disse etaper lægger også op til et hav af muligheder for udbrydere, der formentlig også kan se frem til at køre om sejrene på 7., 12. og 16. etape samt på flere af bjergetaperne.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Og det rammer vel i virkeligheden meget fint fortællingen om den 103. Giro fint ind. Den byder nemlig på så meget for enhver smag, at de fleste ryttertyper må være tilfredse. Dermed er det også et løb, der mere end de fleste belønner alsidighed, hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet. Sammen med Froome og Thomas er feltets to måske mest alsidige klassementsryttere nemlig Roglic og Dumoulin,  der nu er samlet på samme hold, og dermed burde det jo ligge til højrebenet for dem begge at satse på Giroen fremfor Touren.

Problemet er bare, at Giroen ikke er verdens største cykelløb, og det er den ultimative etapeløbstriumf, både de selv og Jumbo-Visma drømmer om at sikre sig. Derfor har Touren pr. definition et fortrin i krampen om at tiltrække de største stjerner, der har fået noget at tænke over de seneste to uger. Jo, der er i sandhed lagt op til nogle søvnløse nætter for den stakkels Jumbo-ledelse, der i løbet af vinteren skal få en stadig mere kompliceret kabale til at gå op.