Da Lotto-ledelsen satte sig i flyet med retning mod Bologna for to uger siden, var det formentlig ikke helt uden ængstelse. Årets Giro var nemlig lidt af en test af deres beslutning om at satse på Caleb Ewan som erstatning for André Greipel på et hold, der altid har været kendt at være i besiddelse af en af sportens førende sprintere. Det var nemlig nogle gevaldige sko, den lille australiers små fødder skulle fylde, for den tyske gorilla sikrede sig i sine otte år på holdet ikke færre end 95 sejre, dvs. næsten 12 om året i gennemsnit! En sådan statistik er der ikke mange, der kan prale af, og derfor havde Ewan oddsene imod sig.

Det havde han ikke mindst, fordi han kom til holdet efter en meget pauver 2018-sæson, hvor han havde spurtet så skidt, at han i sidste øjeblik var blevet frarøvet den Tour-debut, han ellers var blevet lovet. Og de første måneder gav bestemt ikke megen grund til optimisme i Lotto-lejren, for selvom han drog til Giroen med tre WorldTour-sejre i bagagen var de alle opnået i hans nye speciale, puncheurfinalerne, og ikke i de klassiske massespurter, som han jo ellers var købt til at vinde.

Når samme Lotto-ledelse i aften eller i morgen sætter Ewan på et fly, så han kan komme sig lidt inden den Tour-debut, han nu endelig burde få, er det således formentlig med et lettet åg, der må føles som en hel befrielse. Det kan godt være, at det det igennem de første to uger af den italienske grand tour er blevet udstillet, at han altså ikke længere har den samme topfart som tidligere, og at han derfor ikke er konkurrencedygtig i klassiske massespurter, men så snart silken er slidt af de knap så holdbare sprintere, kommer Ewan til sin ret. I løbet af de 11 etaper lykkedes det ham nemlig at vinde to gange, og hvis ikke han havde ladet sig snyde af Richard Carapaz i Frascati, kunne det såmænd være blevet til et hattrick og dermed en succesrate på mere end 25%. I sidste ende blev det til to sejre, en 2. og en 3. plads samt to 4. pladser, og det er et ganske godt udkomme for en mand, for hvem det bestemt ikke var givet, at det overhovedet ville blive til én eneste sejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

De to sejre blev begge opnået på etaper, der var betydeligt længere end 200 km, og løbet blev dermed blot endnu en bekræftelse på, at det er i de hårde løb, at The Pocket Rocket, der som bekendt også vandt feltets spurt i sidste års Milano-Sanremo, excellerer. Efter at han i går var blevet kørt midt over af de hurtigere folk på den meget lette og korte etape til Modena, var hierarkiet nemlig igen i dag tippet i Ewans favør, da den 221 km lange 11. etape afsluttedes i Novi Ligure. Og bedre blev det naturligvis også af, at opløbet var let stigende - en sand gave for en mand, hvis virkelige speciale nu synes at være opadgående spurter.

Sejren var også fuldt fortjent. Ganske vist var det i dette løb ellers så overraskende gode Lotto-tog helt usynligt, men Ewan havde ikke problemer med i den helt ukomplicerede finale at lime sig fast til Pascal Ackermanns baghjul, og han lod sig ikke intimidere, da Arnaud Demare efter et lead-out, der var blevet startet lidt for tidligt, forsøgte at skubbe ham væk fra tyskerens slipstrøm. Her blev han siddende bag den tyske kraftkarl, der som så ofte før blev afleveret perfekt af Rudiger Selig, som i dette løb igen har gjort krav på statussen som verdens bedste lead-out man, og det skulle derfor vise sig at være den ideelle position.

Som det skete på 3. etape, blev Ackermann nemlig ansporet til at åbne sin spurt for tidligt, og ligesom det var tilfældet i Orbetello forrige mandag, skulle det vise sig at være en dyr beslutning i modvinden. Ewan udnyttede et par sekunder mere i sin læ bag tyskeren, og herfra kunne han relativt let gå forbi og tage en ganske klar sejr, der understregede hans potentiale som afslutter på bakker som disse.

Dermed blev det heller ikke til to i træk for Demare, der ellers også er specialist i stigende spurter og i at spurte efter lange dage. Alligevel skulle det vise sig, at den øgede distance og det stigende opløb åbenbart favoriserede Ewan endnu mere, for hvor franskmanden i går var australieren helt overlegen, var det denne gang Lotto-rytteren, der havde overtaget. Efter at Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri havde fået startet deres lead-out for tidligt og derfor tvunget Demare til at søge tilbage i feltet og finde Ewans hjul, sad han ellers fint placeret til at forsøge at gå forbi australieren. Det magtede han imidlertid ikke, og selvom han gjorde et forsøg til sidst, er det hævet over enhver tvivl, at Ewan, der lå i vinden langt længere end Demare ubetinget var dagens stærkeste og den helt fortjente vinder

Demare fik dog den trøstepræmie, at 2. pladsen var nok til at iføre sig den cyclamenfarvede pointtrøje på bekostning af Ackermann, der fik vendt sit lille forspring på et enkelt point til et efterslæb på 11. Det kunne have været 10, hvis ikke Bora havde fået et mentalt sammenbrud og ladet Rudiger Selig deltage i den første indlagte spurt, hvor lead-out-manden slog sin kaptajn, men ikke Demare og derfor var skyld i, at Ackermann tabte to og ikke et point til franskmanden i en situation, hvor pointsystemet slet ikke gav nogen grund til, at Selig overhovedet skulle have forsøgt at gå forbi FDJ-sprinteren.

Alligevel må etapen føles som en halv sejr for den store tysker, der for 24 timer siden risikerede at miste alt. Han får sig utvivlsomt nogle hårde og svære dage i bjergene, men nu har han i hvert fald et berettiget håb om, at han fortsat kan true Demare i kampen om en pointtrøje, der nu skal afgøres af de point, der måske kan hentes i nogle enkelte indlagte spurter i bjergene og ellers først og fremmest af den sandsynlige massespurt på 18. etape. Her vil der nemlig være en forskel på 15 point mellem nr. 1 og 2, og med mindre der sker noget uventet i de kommende dage, vil det formentlig være vinderen af den etape, der også ender i pointtrøjen.

Det er nemlig meget sandsynligt, at Demare og Ackermann vil skulle fordele de to første pladser på den etape, hvis det altså ender med en spurt, og hvis de overhovedet kommer så langt. Udover Ewan rejser Elia Viviani nemlig også hjem, men modsat australieren sker det bestemt ikke med en følelse af at have opnået sine mål. Italieneren, der sidste år vandt i alt syv grand tour-etaper, blev nemlig højst overraskende den eneste af løbets fem supersprintere, der må rejse tomhændet hjem.

Selv vil han formentlig stadig henvise til deklasseringen på 3. etape som en urimelighed, men sandheden er åbenlyst også, at det har været en Viviani langt under vanligt niveau, vi har været vidner til. Derouten startede allerede, da han nærmest helt tømt for kræfter endte uden for top 10 på 5. etape, og siden har han kørt nogle halvsløje spurter, hvor det er positioneringen snarere end topfarten, der har givet de trods alt hæderlige placeringer. I det hele taget har det været et skidt år for italieneren, der ellers lagde stærkt fra land, men som faldt helt igennem i Milano-Sanremo, kørte en katastrofal spurt i Gent-Wevelem og nu floppede ælt i Giroen. Ganske vist er det blevet til fire sejre, endda alle på WorldTour, men det har altså været en helt anden Viviani, vi har set i de seneste måneder, end den rytter, der sidste år toppede sejrslisten og vandt overalt fra januar og indtil afslutningen på Vueltaen.

Også Jakub Mareczko kan se tilbage på løbet med skuffelse. Italieneren har med tre 2. pladser vist, at han har potentialet til at vinde en Giro-etape, men sådan gik det ikke denne gang. Reelt var hans eneste virkelige chancer disse to meget lette etaper på Po-sletten, men da han i går blev sat ud af spillet af et styrt, og dagens stigende finale alligevel viste sig for hård, må han sande, at det faktisk gik ringere med den bedre støtte, CCC i teorien burde have givet ham, end han gjorde for sit gamle Neri Sottoli-hold. Og nu slutter festen for løbets tungeste rytter, der helt sikkert ikke har skyggen af chance for at overleve bjergene. Det har unge Giovanni Lonardi formentlig heller ikke, og også han måtte indse, at dagens spurt blev lidt for hård på en dag, hvor et tilsyneladende lidt ubeslutsomt Nippo-hold også havde de stærke bakkesprintere Juan Jose Lobato og Marco Canola relativt langt fremme.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Ewans og Vivianis exit kan åbne døren lidt på klem for løbets sekundære sprinter. Dagen i dag viste nemlig nok engang, at folk som Davide Cimolai, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo og Manuel Belletti er overmatchet af de bedste, også i hvert fald de tre førstnævnte burde have glædet sig over det stigende opløb. Nu er der kun Ackermann og Demare tilbage, og dermed er der i hvert fald en podieplads at slås om, hvis det skulle lykkes at få en massespurt på næste torsdag. Særligt for Nizzolo må det dog være en ringe trøst efter et løb, der har understreget, at han nok ikke igen bliver den rytter, han var før sine mange knæskader.

Inden de kommer så langt, er der imidlertid et hav af bjerge, der skal forceres. Hidtil har løbet været lidt af et ventespil for favoritterne, der kun har skullet i aktion på de to enkeltstarter. Fra i morgen skifter terrænet helt karakter, og det gør persongalleriet derfor også. Det er slut med at tale om Ackermann, Demare, Ewan og Viviani, og allerede på morgendagens lille appetizer inden de rigtige bjergetaper vil vi kunne få en fornemmelse af, hvem der vil overtage hovedrollerne efter dem. Ackermann og Demare vil fortsat agere statister i bjerggedernes show, men Ewan bliver fra nu af skrevet helt ud af det det videre forløb i det italienske drama.

Heldigvis bliver flyveturen hjem en fornøjelse for den lille australier, der har forsikret Lotto-ledelsen om, at det ikke gjorde helt forkert i at hente ham ind som Greipels afløser - også selvom det måske ikke helt bliver til de 95 triumfer, som den tyske sprinterkonge leverede til det belgiske hold.