HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Der er de ryttere, der bliver kendt for deres evner på cyklen. Det er heldigvis det store flertal af de ryttere, der er kendt i en bredere offentlighed, for når man er cykelrytter, er det trods alt sjovest at få anerkendelse for det, man er god til. Men der findes også de ryttere, der i stedet for opmærksomhed for alt muligt andet.

Tag eksempelvis Wim Vansevenant. Belgieren fik kun én professionel go var så god en cykelrytter, at han trods alt kørte sig på Lottos Tour-hold ikke færre end fem gange, men han var mest af alt kendt som manden, der altid sluttede sidst i Touren. Der er også mere kedelige eksempler som Stig Broeckx, der i dag er en relativt kendt skikkelse i Belgien, men kun fordi han fik sin karriere afbrudt af et dramatisk styrt, som i dag har handicappet ham svært. Og hvis Fabio Jakobsen - Gud forbyde det - aldrig genfinder sit niveau, vil han også blive husket for noget helt andet end sine ellers mange flotte sejre.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den skæbne var der nu ikke den store risiko for, at Gino Mäder ville lide. Siden han i 2018 højst overraskende totalt overskyggende holdkaptajnen Marc Hirschi i Tour de l’Avenir, vandt to etaper, sluttede som samlet nr. 3 i et løb vundet af en vis Pogacar og slog nave som Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, Ivan Ramiro Sosa og Joao Almeida, har det værey åbenlyst, at han var skabt til noget stort. Derfor skulle han være slemt uheldig, hvis ikke han med sine fremragende bjergben kunne skabe sig sit eget i kraft af sine store resultater.

Alligevel kunne man ikke helt undsige sig tanken om, at han måske mest af alt ville blive kendt som manden, der blev spist af det grådige og glubske monster Primoz Roglic bare få meter fra stregen på kongeetapen i årets Paris-Nice. Episoden var nemlig så omdiskuteret, at der skal nogle gedigne og solide resultater til, før mindet om den flyvende Roglic, der helt ubarmhjertigt spiste den unge schweizer, vil være det første, der dukkede op, når navnet Gino Mäder dukkede op.

Heldigvis behøver det ikke at gå sådan. I dag lykkedes det nemlig endelig Mäder at få den sejr, en hel cykelverden utvivlsomt har kunnet ønske sig for ham siden den højdramatiske forårsdag i marts. Endnu mere fortjent var en sejr, fordi samme Mäder i sidste års Vuelta var meget tæt på at tage en flot sejr på sidste bjergetape, hvor han dog var oppe mod en stærkere David Gaudu på La Covatilla-stigningen til sidst.

De to andenpladser viste dog, at den første sejr var nært forestående. Det skrev jeg allerede i analysen efter Paris-Nice-etapen, for når man to gange er så tæt på at vinde på den helt store scene, kan det kun være et spørgsmål om tid, inden det lykkes. Og hvis Mäder i dag skulle vælge, om han helst ville vinde en etape i Giroen, Vueltaen eller Paris-Nice, vil de fleste formentlig foretrække førstnævnte, så mon ikke det smertefulde nederlag i Frankrig nu er lidt lettere at sluge, end det var tidligere på dagen?

Man nåede ellers lige at få tanken om, at det skulle blive til endnu en smertefuld 2. plads. Mäder havde ellers fået en overraskende gave foræret, da Israel Start-Up Nation efter den forventede vilde start på dagens slag i Appenninerne lod ham smutte afsted i dagens udbrud. Israelernes drømmescenarium var ellers, at et ufarligt udbrud kunne stjæle de bonussekunder, der kunne gøre det vanskeligere for Alessandro de Marchi at forsvare førertrøjen, men med Mäder i udbruddet var de alt andet end klatrestærke israelere nu nødt til at holde snoren så stram på den flade del af etapen, at de risikerede, at udbruddet ville komme tilbage næsten af sig selv, når klassementsrytterne åbnede for gassen.

Heldigvis for Mäder er israelerne alt andet end stærke på stigningerne. Da en livsfarlig gruppe med den velplacerede Alberto Bettiol slap fri på dagens første lille knold, hvor israelernes tonstunge rouleurs stadig kæmpede med at hænge på, var De Marchis tropper nemlig nødt til at brænde det meste af deres krudt af på at neutralisere Bettiol-truslen. Da Mäder kort efter var snu at smutte afsted igen - denne gang i en mindre gruppe på seks mand - var israelerne formentlig så udkørte, at de vurderede det klogest at lade schweizeren smutte væk i stedet for at åbne ballet på ny og derved risikere et endnu større og farligere udbrud.

På det tidspunkt var Mäder dog stadig langt fra sikker på sejren. Ganske vist var han i en uhyre gunstig position i en sekstet, hvor han som eneste rene klatrer var storfavorit til at vinde etapen, og han havde endda stærk støtte i holdkammeraten Matej Mohoric, men faren lurede bagude. For det første blev den israelske elastik helt forventeligt holdt stram i det terræn, der passede De Marchis tonstunge motorer Alex Dowsett og Matthias Brändle glimrende. Og for det andet blev udbruddet jagtet hårdt af Bauke Mollema og Geoffrey Bouchard, der begge fra start havde virket nærmest besatte af tanken om at komme i udbrud.

I den fase begik Mäder formentlig en lille genistreg. Med god hjælp fra Mohoric - og det skulle vise sig ikke at blive det sidste af den slags - lykkedes det nemlig at holde de to klatrestærke forfølgere, der begge ville have en god chance for at slå Mäder på San Giacomo-stigningen til sidst, stangen uhyre længe. Ganske vist lå det i kortene, at de to klatrere om ikke før så ville komme tilbage i hvert fald på de to stigninger midtvejs, men med det hårde tempo sikrede de sig, at Mäders to værste rivaler blev slidt så meget ned, at det formentlig var hovedårsagen til, at den normalt stærkere Mollema relativt let kunne sættes på en ellers blød målstigning, hvor den spurtstærke puncheurtype ville være den oplagte favorit i den indbyrdes duel.

Strategien blev dog hurtigt også risikabel. Nok viste den sig så solid, at den måske er forklaringen på, at det ikke blev til endnu en 2. plads bag Mollema, der foreløbig må udsætte drømmen om at have vundet etaper i alle tre grand tours, men den indebar også en risiko. Mollema og Bouchard var åbenlyst ikke friske, da de endelig fik kontakt, og det gjorde det alt andet lige vanskeligere at holde feltet på afstand.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det så ellers stadig ret lovende ud efter første stigning. Den relativt lette målstigning inviterede ikke rigtigt klassementsholdene til at være alt for offensive, for de risikerede at spile kræfterne på det rene ingenting. Derfor gik det da også ganske gelinde på dagens sværeste stigning, hvor de endda kunne øge afstanden til de tonstunge israelere lidt.

Men så indtraf den hændelse, der pludselig truede Mäder med det totale deja-vu til den højdramatiske dag i Paris-Nice. Formentlig inspireret af det uvejr, der ramte feltet nær toppen af stigningen, øjnede Ineos alligevel chancen for at tage rivalerne på sengen og fange dem i sidevinden på det åbne stykke mellem de to stigninger og samtidig gøre etapen så hård, at Bernal måske alligevel kunne trodse målbjergets lethed og vinde vigtig tid - tid, der særligt er vigtig, så længe Remco Evenepoel stadig kæmper med sin rustne løbsrytme.

Det truede med at knuse Mäders drømme endnu engang, og det lugtede længe af, at vi måske kunne få en gentagelse af Paris-Nice-episoden, denne gang med et måske colombiansk og ikke slovensk monster. Heldigvis er hjælpen nærmest, når nøden er størst, og den hjælp kunne faktisk ikke være mere velvalgt. Kunne man da ønske sig nogen bedre mand til en regnvåd og teknisk nedkørsel end nedkørselsfænomenet Mohoric til at hjælpe med at holde liv i udbruddet på nogle glatte veje, hvor Ineos helt naturligt tog den lidt mere med ro?

Nej, det kunne man ikke, og når Mäder i dag hyldes som etapevinder, må man ikke glemme, at det måske i endnu højere grad er Mohorics fortjeneste. Den ellers lidt svingende, men altid underholdende slovener var dagen Most Valuable Player med en præstation, der fortjener al den hyldest, den kan få. Hans gode nedkørsel sparkede først liv i udbruddets drømme igen, inden han ene mand holdt Ineos-toget stangen, selvom det altså var en vis Filippo Ganna - ikke just verdens ringeste temporytter på en let faldende dalvej - der jagtede.

Og det var nødt til. På nedkørslen var Giulio Ciccone, Romain Bardet og højst overraskende Alberto Bettiol, der i sin jagt på den lyserøde trøje fik lov at lege hjælper for Hugh Carthys to rivaler, nemlig smuttet væk, og det tvang i hvert fald Ineos til at holde højt tempo, selv hvis deres plan faktisk ikke var at gå efter etapen. Den del af missionen lykkedes da også, da de tre klasseryttere blev kørt ind inden målstigningen, men til gengæld havde Ganna overhovedet ikke kunnet røre Mohoric, der slet og ret matchede ham på et powerstykke, der var skabt mere til wattmonstre end til nedkørselsekvilibrister.

Derefter kunne Mäder selv gøre arbejdet færdigt - måske også hjulpet af omstændighederne, da Ineos mistede Jonathan Castroviejo grundet defekt og som bekendt var uden deres måske vigtigste mand til finalen, nemlig Pavel Sivakov. Det skal dog ikke tage noget fra schweizeren, der slet og ret satte en Lombardiet-vinder til vægs og gjorde det med lige dele fysisk styrke, insisterende vedholdenhed og taktisk snilde.

Og naturligvis holdindsats! Bahrain kunne ikke svare smukkere på gårsdagens tab af Mikel Landa end med en kollektiv præstation, der satte selveste Ineos til vægs. Knap var baskeren styrtet ud af løbet, inden Phil Bauhaus havde vundet i Ungarn, og i dag viste Mäder og Mohoric, at araberne nok er sårede, men ikke døde. Tværtimod kan Landas supertropper stadig blive den gave til løbet, de allerede var med deres forcering i tirsdags, for bag schweizeren, der nu måske endda kan finde på at holde sig lidt til i klassementet, imponerede gode, gamle Damiano Caruso igen så meget, at man nok engang må ærgre sig over, at han altid har været så loyal og aldrig taget sin egen chance. Den får han imidlertid nu, for mens Pello Bilbao har været overraskende svag efter sit flotte forår - men han har selvfølgelig heller ikke fået en grand tour i benene endnu - har italieneren vist, at hans 10. plads i Touren (igen i en hjælperrolle) bestemt ikke var noget tilfældet, og med en god erfaring for bedring gennem de tre uger tyder meget på, at Bahrain alligevel kan være med i kampen om top 5.

Til gengæld er de ude af kampen om sejren, der på dette tidlige tidspunkt kunne ligne den duel mellem Egan Bernal og Remco Evenepoel, der også var lagt op til inden løbet. Colombianeren efterlod nemlig lige så overbevisende et indtryk som i Sestola med en klatrepræstation, der ikke efterlod nogen tvivl om, hvem der er løbets stærkeste. Hjælp fik han intet af i finalen - heller ikke fra Daniel Martinez, der ellers var sendt afsted som forpost og heldigvis efterlod et langt stærkere indtryk end forleden som ny plan B efter Sivakovs exit - men alligevel var han stærk nok til at distance næsten alle de ryttere, der kunne følge ham i tirsdags. Desværre for ham var stigningen alligevel for let, og man kan diskutere, om det decimerede Ineos gjorde klogt i at bruge så mange kræfter på en så beskeden tidsgevinst, der - stigningens karakter taget i betragtning næppe kunne være blevet meget større - men man må i hvert fald tage hatten af for forsøget, der trods alt skabte større forskelle, end jeg havde ventet i morges.

Alligevel må han være bekymret. Teorien om, at Evenepoel vil blive bedre og bedre, efterhånden som den gigantiske motor er varm og løbsrytmen fundet, blev i hvert fald i første omgang bekræftet i dag. Den lille belgier var i langt bedre terræn på denne jævne dieselstigning end på tirsdagens stejle mur og brugte sine ressourcer klogt ved at få Fausto Masnada og en heldigvis genfødt Joao Almeida, der åbenbart igen blot havde det svært med regnvejr i forgårs, til at sætte det jævne, men hårde tempo, der passede belgieren. Da han selv skulle svare på Bernals angreb, var han helt anderledes overbevisende end forleden, og selvom kræfterne ikke rakte til at spurte mod tre hurtigere folk om bonussekunder, peger pilen lige så kraftigt opad som ventet - og dermed er Evenepoel stadig livsfarlig i kampen om den samlede sejr!

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Til gengæld var etapen et stort tilbageslag for de to, der stod næst på min forhåndsliste som de to forventeligt største rivaler til de to forhåndsfavoritter. Mest overraskende var det, at Hugh Carthy var så svag på en stigning, der nok ikke passede ham, men dog var bedre end i tirsdags. Desværre blev det en påmindelse om Vueltaen, hvor briten heller ikke var lige stabil på alle etaper, og han kom da så stærkt tilbage til sidst, at der er al mulig grund til at tro, at dette bare var en af de halvdårlige dage, han også havde i efteråret.

Heller ikke Vlasov kunne helt leve op til præstationen fra forleden, men det kunne nu nok være gået ham bedre, hvis ikke han havde været så føringsivrig. Men kølige Dan Martin lod andre - læs Vlasov - lukke huller og derfor alligevel endte med at køre med de bedste, fik den ivrige russer slidt sig selv så meget ned, at han endda gled helt ned som nr. 9 på de sidste meter. Det minder lidt om Vueltaen, hvor han også to gang blev lidt for ivrig lidt for tidligt, og det er måske en overvejelse, han skal gøre sig, når han tilsyneladende som i tirsdags ikke har det punch, der skal til for at svare på angrebene.

Knap så overraskende var det at se nedturene til Emanuel Buchmann og Simon Yates. Mest ærgerlig må man være over tyskerens svage kørsel. Drømmen om, at han havde kørt ”ubuchmannsk” og bare timet formen specifikt til Giroen er i hvert fald definitivt død. Det dårlige forår var vitterligt udtryk for en dårligere Buchmann, og selvom man kan vente sig en stærkere præstation i ”hans” tredje uge, ligner han ikke nogen sejrskandidat i selskab med Bernal og Evenepoel, der begge også kan ventes at toppe i den tredje uge.

Det gør Yates i hvert fald ikke. Hans kørsel i starten af løbet har nemlig været endnu en bekræftelse på, at han og BikeExchange har brug for at se på hans forberedelse. Det er nu andet år i træk, at han topper i forberedelsesløbet og blæser baglæns fra de første stigninger i sæsonens mål, og når man nu ved, at holdbarhed i forvejen er den største svaghed, er det en strategi, der er svær at forstå. Nok er han tidligt i løbet endnu ringere, end man kunne have ventet, men det ligner nu en Giro, der bliver mindst lige så anonym som i 2019.

Heldigvis er der andre til at tage over. Det gælder først og fremmest den store overraskelse, Ciccone. Ikke at vi ikke vidste, at han er en herlig klatrer, ligesom vi også godt vidste, at han i lyset af Vincenzo Nibalis forventelige kvaler nu ville få sin chance, men det var nok alligevel de færreste, der havde set, at han som eneste mand skulle gå med Bernal på de to første bjergetaper. Desværre kæmper Ciccone fortsat med sine to store svagheder - den ubehagelige mangel på stabilitet og skræmmende problematiske enkeltstart - men starten er så lovende, at man kan håbe, at større konsistens måske alligevel kan gøre Trek til den faktor, vi ønsker - også uden Nibali. Man skal nemlig ikke glemme, at han i dag jo ikke ligefrem sparede på kræfterne inden stigningen!

Det gjorde Martin til gengæld. Ireren viste sig som den snu rytter, han altid har været, da han lod andre lukke huller og slutteligt kørte så god en spurt, at han var tæt på at ende som bedste klassementsrytter som jeg havde gættet på i optakten - og det endda selvom etapen blev hårdere end ventet. Hans kørsel vidner om, at podiepotentialet nok ikke er stort nok i dette skarpe felt, når de sidste etaper passer ham dårligere, men han er fortsat de gode takter fra Vueltaen og Alperne og reddede dagen for sit hold, der jo desværre måtte sande, at De Marchis svære, men realistiske trøjeforsvar led en temmelig krank skæbne.

Den trøje endte nemlig på dagens overraskelse, Attila Valter. Ganske vist er ungareren en uhyre lovende klatrer, men hans ustabile kørsel og svage forår gjorde ham ikke just til kandidat til en 12. plads på dagens etape - foran navne som Buchmann, Romain Bardet og Jai Hindley. Som han viste på 20. etape sidste år, kan han imidlertid hive de flotteste grand tour-kaniner op af hatten, og på dagen, hvor han blot skulle forsvare hvidt, endte han pludselig helt lyserød i stedet. Desværre kan man frygte, at netop den manglende stabilitet kan føre til, at det får en brat ende, hvis han har en af de offdays, han er lidt for kendt for.

Også Marc Soler gjorde det flot, men det var for den i Romandiet så velkørende spanier ikke så uventet på en powerstigning i dårligt vejr - netop guf for store Soler. Til gengæld blev etapen en spand vand i hovedet til DSM, der fik sat en fed streg under, at Jai Hindley slet ikke har samme niveau som sidst, og som nok begik en fejl ved at spilde kræfter med en ellers fornuftigt kørende Bardet, som bare ikke har den klasse, han havde engang. Heller ikke Davide Formolo kunne være med i dag, men det var helt forventeligt, når stigningerne blev længere og dagene flere.

Helt galt gik det dog for George Bennett. Hans ustabile kørsel har altid gjort ham til lidt af en lottokupon, men at starten er gået ham så ilde, er alligevel forunderligt. I året, hvor han endelig skulle undgå at toppe for tidligt, ender det nu måske med, at han slet ikke når at toppe, medmindre han da vender rundt på sin vanlige grand tour-rytme. Heldigvis har Jumbo stadig Tobias Foss, der i dag leverede sin hidtil flotteste klatrepræstation, og som nu får en uventet chance for at teste grand tour-evnerne - evner, som Domenico Pozzovivo også havde engang, men som vi måske har set for sidste gang, efter at den næsten holdløse italiener ikke helt uventet blev sat, da Ineos kørte feltet i stykker på det åbne og blæsende stykke efter første stigning.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Måske får vi også lov at se, om Mäder har nogle grand tour-evner? Det vil i hvert fald være dumt ikke at se, hvor langt det kan bære, når benene er så gode og kaptajnen taget hjem. Naturligvis er Caruso plan A og Bilbao sikkert også stadig plan B, men  det kunne nu være sjovt, hvis Foss, Mäder og måske endda Valter vil sørge for, at det ikke kun er en vis belgisk vidunderdreng, der skal måle sig med de mere etablerede grand tour-ryttere. Og skulle det mislykkes, har Mäder i hvert fald sikret sig, at han nu ikke kun vil blive husket som manden, der blev spist af et glubsk slovensk monster. Den slags uhyrer var han nemlig dejligt fri for i dag.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har jeg erfaret, at Pozzovivo desværre styrtede, hvilket er forklaringen på hans ærgerligt store tidstab.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER