EKSKLUSIVT TILBUD: LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER UDEN AFBRYDELSER - 99 KR!

En rytters status kan hurtigt ændre sig. Hvis man for et år siden havde spurgt Filippo Ganna, om et forår med to enkeltstartssejre og en 3. plads i Tirreno bag giganter og Wout van Aert og Stefan Küng havde været en tilfredsstillende sæsonstart, havde den italienske kæmpe formentlig ikke kunnet få armene ned af begejstring. Den gang havde han trods alt kun tre professionelle sejr, og selvom den ene var en stor skalp på WorldTouren i BinckBank Tour, og han netop havde fået VM-bronze, var Ganna ikke at regne som en af sportens virkelige giganter. Den slags kunne man reservere til eksempelvis Rohan Dennis og Remco Evenepoel, der havde kørt ham midt over ved det omtalte VM, og mest af alt var han at regne som en af de unge opkomlinge, hvis virkelige potentiale stadig var svært at vurdere.

Et år senere er alt forandret. Ved indgangen til årets Giro havde Ganna ikke tre, men 13 professionelle sejr. De talte endda en VM-titel, Giro-etaper og yderlige to WorldTour-enkeltstarter i tillæg til den første i BinckBank Tour. Ganna var i efteråret så overlegen i forbindelse med de gyldne to måneder, hvor han vandt hele syv store cykelløb i Italien, at han med ét gik fra at være ung outsider til at være sportens ukronede tempokonge.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Derfor var føromtalte resultater heller ikke tilfredsstillende. Faktisk havde de hensat Ganna i en tilstand af tristesse og tvivl på egne evner, efter at han først var blevet slået ganske klart på ”sin” enkeltstart i Tirreno, hvor ruten nærmest er designet med ham for øje og senest kom hjem fra Romandiet Rundt med to pauvre resultater på enkeltstarterne. Efter eget udsagn var selvtilliden åbenbart allerede slidt, når nu han i hele tre løb i træk var blevet slået, og selv hans sportsdirektør Dario Cioni kunne inden løbet ikke give ham mere end 7 ud af 10 på en karakterskala over, hvor tempokongen stod lige nu.

Men tilsyneladende var der igen grund til at være bekymret, hverken for Ganna, Cioni eller alle os, der var begyndt at tvivle på, om 2020-udgaven af Ganna stadig fandtes. I dag var der nemlig meget mere 2020 end 2021 over den Ganna, der for andet år i træk åbnede Giroen med en sand magtdemonstration på åbningsetapen i Giroen, hvor han blev den første rytter siden Francesco Moser i 1984 og 1985 til at vinde den indledende enkeltstart to år i træk og i samme ombæring kørte den tredjehurtigste Giro-enkeltstart, kun overgået af Rik Verbrugges medvindsenkeltstart i 2001 og hans egen åbningssejr på den hovedsageligt faldende rute på Sicilien sidste år. Sejrsmarginerne var igen af samme størrelse som sidste år, da kun Edoardo Affini akkurat kunne holde sig inden for grænsen på 10 sekunder, og kun syv rivaler var mindre end 20 sekunder fra den imponerende vindertid, der blev sat med en fart, der var mere end én kilometer i timen hurtigere end den næstbedste.

Ganna kunne da heller ikke skjule sin lettelse efterfølgende, for det var åbenbart næsten ham selv, der havde tvivlet mest på egne evner. Den tvivl fik han effektivt fjernet med dagens bedrift, der med ét katapulterer ham tilbage på tempotronen og cementerer ham som manden, der skal slås på disse flade tonserenkeltstarter. Og selvom det selvfølgelig havde været rart at få revanche over Rohan Dennis, Stefan Küng og Wout van Aert, der alle har slået ham i år, var det bestemt ikke noget ringe felt, han i dag satte til vægs.

Til gengæld kan man argumentere for, at hans værste rivaler fejlede. Remi Cavagna fik med en 5. plads sit ringeste resultat på en enkeltstart i år, og selvom det var indlysende, at ruten slet ikke passede ham, havde hans chokerende gode prolog i Romandiet netop rejst forventningen om, at han kunne præstere på en rute, der trods alt passede ham bedre end den schweiziske. I dag var der imidlertid slet ikke samme næsten overmenneskelige styrke, som der var over TGV-toget på dele af de schweiziske enkeltstarter i sidste uge, og dermed blev der igen sat en fed streg, at han måske nok i dag er tempokonge, men stadig den utilregnelige størrelse, der også fejlede lidt i Vueltaen sidste år.

Den anden store favorit var der dog meget større usikkerhed om, men trods al den tvivl er det vel svært ikke at betegne Remco Evenepoels 7. plads som en skuffelse. Egentlig er det jo urimeligt at sætte barren så højt for en mand, der har været ude med et hoftebrud i ni måneder, men det belgiske vidunderbarn er helt alene om at have ansvaret for det høje forventningsniveau med de vilde bedrifter, han har leveret i tide og utide, siden han kom direkte fra kravlegården op i den absolutte verdenselite.

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal tolke den ”pauvre” 7. plads. Var det bevist på, at Evenepoel alligevel er for rusten til at køre klassement? At han slet ikke er samme uhyre, som han var, da han for ni måneder leverede en af nyere tids smukkest magtdemonstrationer i Tour de Pologne?

Det ville være at gå for langt. Denne slags enkeltstarter er og har aldrig været Evenepoels spidskompetence. Man skal ikke glemme, at han i Belgium Tour i 2019 blev en ganske overraskende nr. 4 over 9,2 km på en dag, hvor en ikke-specialist som Tim Wellens slog ham, og alligevel endte han med at knuse al modstand i løbet, som han vandt ganske suverænt. Evenepoels store force er hans motor, og den kom slet ikke til sin ret i denne disciplin. Etapen gav ikke det bevis på, at han var flyvende, som man kunne have ventet eller troet, og det blev - faktisk heldigvis - ikke den magtdemonstration, som man ellers altid skal vente sig fra vidunderknægten. Hans virkelige niveau efter skaden får vi først en mere realistisk fornemmelse af på tirsdag.

På den baggrund var det egentlig en lidt halvsløj dag for Deceuninck. Man kunne have ventet mere af både Cavagna og Evenepoel, men alligevel må belgierne være moderat tilfredse. Joao Almeida kunne ganske vist ikke gentage sin rolle som førsteudfordrer til Ganna fra sidste års 1. etape, men hans 4. plads placerde ham som den bedste af klassementsrytter, skarpt forfulgt af Evenepoel. Det lå naturligvis i kortene, at netop de to ville skille sig ud, men Almeida har alligevel grund til at være svært tilfreds med et ridt, der vel må betegnes som endnu bedre end det, han leverede på lignende ruter tidligere i år i Tirreno og UAE Tour. Det siger bare heller ikke det store om hans samlede chancer, for hans udfordring har aldrig været enkeltstarten. Det har derimod været bjergene, hvor han gennem hele foråret har vist, at hans begrænsninger fortsat er store.

Han var da heller ikke den store vinder blandt klassementsrytterne. Det var derimod Aleksandr Vlasov, der leverede dagens store overraskelse og satte en fed streg under det Astana-magi, vi har set på enkeltstarter gennem hele året. Allerede i Paris-Nice lugtede det af fremgang for russeren, men dagens præstation på denne type rute må alligevel være kommet som et mindre chok for selv den mest optimistiske kasak. Nederlaget til Evenepoel blev begrænset til bare 5 sekunder, og han vandt tid på en stribe ryttere, han blot burde være kørt lige op med eller have tabt til. Dermed satte hans også en fed streg under den fornemmelse, man har kunnet få gennem hele foråret, og som er hovedårsagen til hans høje rangering på min favoritliste, nemlig at han synes at have haft en gradvist og meget velkontrolleret formopbygning frem mod dette løb.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Han var dog ikke den eneste, der overpræsterede. Det gjaldt også for Domenico Pozzovivo, der som i UAE Tour chokerede på en enkeltstart, der passede ham helt elendigt, og som nu giver håb om, at han kan starte løbet lige så storartet, som han gjorde sidste år. Det gjaldt tillige for Davide Formolo, der er kendt som en af de ringere temporyttere, men som i dag vandt tid på de fleste. Og det gjaldt vel egentlig også for Egan Bernal, der i hvert fald ikke har svært grund til at være utilfreds med resultatet, selvom Ineos til gengæld nok havde håbet på lidt mere fra Pavel Sivakov og i hvert fald fra Daniel Martinez, der endte som en af de store skuffelser blandt klassementsrytterne trods den bestemt ikke ideelle rute.

Også Hugh Carthy kan være fint tilfreds med en pæn enkeltstart på en for ham skidt rute, og dermed rejste han sig lidt efter nogle lidt halvsløje enkeltstarter tidligere i år. Også Fausto Masnada fik på en for ham håbløs rute, bekræftet sin forbedring i disciplinen. Og George Bennett kan vel også være fint tilfreds på en dag, der kunne være endt som en katastrofe.

For andre gik det langt værre. Ligesom Martinez fik Pello Bilbao slet ikke det udbytte af etapen, man kunne have ventet, og han fortsatte dermed den lidt ærgerlige nedgang i disciplinen, som er fulgt med den forbedrede klatring. Vincenzo Nibali måtte også sande, at hans uheldige optakt trods alt har kostet en del på formen, og Marc Soler bevist også nok engang, at korte enkeltstarter bare slet ikke er ham. For Clement Champoussin, Jai Hindley, Mikel Landa og Romain Bardet blev nederlagene store, men desværre kun i en forventelig størrelsesorden, og det var snarere et bedre resultat, der havde været at betegne som en overraskelse. Også det store tidstab til Dan Martin, der altid har forbandet enkeltstarter langt væk, var helt forventeligt, selvom hans Vuelta-enkeltstart ellers havde hævet forventningsbarren en del, og møgdagen blev fuldendt af tabet af Krists Neilands, der på vej hjem til hotellet brækkede kravebenet og nu efterlader Martin med et endnu mere pauvert bjerghold, end han havde i forvejen.

Lidt sværere er Simon Yates at vurdere. Nej, det er bestemt ikke hans disciplin, men lige netop denne type enkeltstart passer ham faktisk udmærket. Hvis man husker, hvordan han startede i Jerusalem i 2018, hvor ruten ganske vist passede ham en del bedre, eller i Bologna i 2019 - også på den flade del - var det overraskende at se ham køre stort set lige op med Bernal. Spørgsmålet er nu, om det bare var en dårlig dag, eller om silken er slidt af den gode form allerede inden løbet, som det var tilfældet i oktober, hvor Tirreno-formen var pist væk allerede fra start. Det aner vi heldigvis ikke endnu, for man skal ikke tolke meget i 8 km, men Yates fik ikke de sekunder eller det selvtillidsboost, han kunne have fået.

Endnu værre gik det dog for Emanuel Buchmann, der vel var dagens største taber. Ganske vist var ruten helt skæv til hans dieselmotor, og ganske vist er han alt andet end tempospecialist, men at blive slået klart af Bardet og Landa og at køre lige op med Martin er langt under vanlig standard. Heller ikke for ham skal han lægge alverden i 8 km flad vej, men det er alligevel lidt bekymrende, når hans for meget uvante kørsel gennem hele sæsonen har været temmelig pauver og anonym. Hans hold kunne da heller ikke skjule skuffelsen, selvom han selv erklærede sig tilfreds. Men på dagen, hvor EF skrev om Tejav van Garderens ”impressive time trial”, er barren selvfølgelig heller ikke sat superhøjt…

EKSKLUSIVT TILBUD: LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER UDEN AFBRYDELSER - 99 KR!

Det var den til gengæld ikke for Jumbo i dag. Det er velkendt, at deres træner Mathieu Heijboer har magiske hænder på enkeltstarter, og det beviste han igen i dag. Edoardo Affini, der var så løfterig i 2019, hvor han blandt andet vandt EM-bronze foran blandt andre Küng og Ganna, men som faldt helt sammen i 2020, fik præcis - dog med lidt forsinkelse - det boost af skiftet til Holland, som man kunne have ventet. Det er blot en skam, at han har en landsmand, der er endnu bedre, for det var også Ganna, der snød ham for sejren i BinckBank Tour, da han sidste var god i 2019.

Lige så god var Tobias Foss. Det kan godt være, at Tour de l’Avenir-vinderen har været lidt skuffende i bjergene, men på enkeltstarterne er han altså flyvende. Dette er allerede hans tredje top 5 på WorldTour-niveau, og han har således dokumenteret, at han allerede tilhører eliten. Nu bliver opgaven i de kommende tre uger som hjælper for Bennett at bevise, at han også er ved at komme efter det i bjergene.

Heijboers mesterværk blev fuldendt af den ellers fallerede Jos van Emden, der for første gang i flere år lignede den konge, han var på netop denne type enkeltstart i de år, hvor han efter eget udsagn ”ikke kunne lide” Rohan Dennis, der gang på gang snød ham for de store sejre. Han var heller ikke den eneste hensygnende temporytter, der rejste sig med en hæderlig præstation, da også Matthias Brändle, Jonathan Castroviejo, Alex Dowsett og Maciej Bodnar i hvert fald viste lidt a den klasse, de havde engang. Det gjorde Victor Campenaerts til gengæld ikke, og han synes at betale en dyr pris for den sære klassikersatning og neddroslede enkeltstartsfokus, som nu risikerer at efterlade ham som en temmelig ligegyldig og i hvert fald mere resultatfattig rytter. Og Patrick Bevin, der ellers har været så formstærk, endte højst overraskende med at fejle stort - måske endnu et bevis på, at han efterhånden kun er god på længere enkeltstarter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det er Ganna til gengæld ikke. Når tempokongen er flyvende, mestrer han nemlig alle distancer, som han viste med sin brede palet af resultater i 2020. Det har han bare ikke gjort i år, hvor wattmonstret blev tæmmet og pludselig lignede et tamt lille kæledyr i stedet. Det fik andre til - måske naivt - at håbe, at den lyserøde trøje måske kunne være inden for rækkevidde denne eftermiddag i Torino, men det håb skulle vise sig at være akkurat så blåøjet, som det ville have været i oktober. Han kunne nemlig godt alligevel, ham wattmonsteret - og dermed kan han stadig godt tillade sig at blive skuffet næste gang, han måtte blive slået tre gange i træk. Feltets tempokonge er han nemlig stadig!

FIND ALT OM GIROEN PÅ FELTET.DK/GIRO