EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Sidste sommer lød Thomas de Gendt som en meget gammel mand. Her gennemlevede han nemlig en ganske rædselsfuld Tour, hvor han var helt ude af stand til at spille nogen rolle. Feltets tidligere udbryderkonge forsøgte sig kun sjældent med sine klassiske angreb, men de var helt uden effekt, og det førte til en sand klagesang i de belgiske medier. Den unge generation var alt for god, og det var i hvert fald hans sidste Tour, hvis ikke han bare skulle stoppe helt. Samtidig væltede det ud med mere eller mindre sarkastiske tweets om feltets mange vidunderbørn, for det var Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel og co., der ødelagde fornøjelsen for en af feltets mest karakteristiske skikkelser.

Heldigvis er mange sådan indrettet, at dårlige oplevelser ofte føles knap så dårlige, når de er kommet lidt på afstand. Sådan var det tilsyneladende også for De Gendt. I hvert fald kom der i løbet af vinteren betydeligt mere optimistiske toner fra Belgien. Nu taltes der ikke længere om karrierestop, og minsandten om ikke Touren igen figurerede på den sæsonplan, der blev lagt frem. Man har som bekendt et standpunkt, indtil man tager et nyt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var ellers lidt svært at se, hvorfor han skiftede holdning. Hans efterår gav ikke umiddelbart grund til den store selvtillid, og der var da også en åbenlys og god begrundelse for hans frustration. De Gendts sidste store sæson kom i 2019, hvor han leverede et sidste vanvidsridt i Massif-Central, da han tog sin anden Tour-sejr, men ser man bort fra hans flotte distancering af Matej Mohoric, da han vandt sin anden Barcelona-etape og sin i alt femte (!!!) etape i Volta a Catalunya sidste forår, var han i 2020 og 2021 en tam skygge af den rytter, hele feltet tidligere frygtede, når han havde sine store dage. De Gendts angreb var uden kraft, hans gode enkeltstart var helt væk, og han var reduceret til ren arbejdshest for Caleb Ewan i langt de fleste tilfælde.

I dette forår har det bestemt ikke været bedre. Han var ganske vist også uheldig at styrte ud af yndlingsløbet i Catalonien, som var det første store sæsonmål, men der var intet, der tydede op en sen genfødsel af den 35-årige belgier. Jeg var næppe den eneste, der var ret overbevist om, at hans karriere ville ende med fire grand tour-etapesejre, og selvom var han da heller ikke optimistisk, da Cyclingnews fangede ham under Giroen for et par dage siden. Her var meldingen, at han ikke kunne vinde etaper, så længe han skulle arbejde for Ewan.

At tale om nogen genfødsel er også så meget sagt. Den De Gendt, der leverede sit vanvid i Massif-Central for tre år siden, var kørt alene hjem, da dagens korte og intense Giro-etape i Napoli skulle afgøres i et udbrud, hvor belgieren endelig havde fundet vej. Mindre kan imidlertid også gøre det, for når karrierebladet skal gøres op og nu viser to Giro-etapesejre i tillæg til de to gevinster i Touren og den ene i Vueltaen, er der ingen, der vil spekulere over, at den sidste sejr måske var den mindst imponerende af de fem.

Langt de fleste af De Gendts mange sejre er nemlig kommet ved soloridt. Det er hævet over enhver tvivl, at han er dette årtusindes suveræne udbryderkonge, for ingen kommer blot i nærheden af det antal udbrudssejre, han har opnået i næsten alle WorldTour-løb, startende med de tre grand tours og også tællende Paris-Nice, Dauphiné, Volta a Catalunya, Tour de Romandie og Tour de Suisse. Enkelte gange har han brugt sin hurtighed til at slå et par rivaler, mest markant ved den eneste sejr i Vueltaen, men De Gendts spidskompetence har altid været soloridt, som da han for præcis 10 år siden tog sin vel nok mest mindeværdige sejr på Stelvio i netop dette løb.

Den slags kan han ikke mere, men til gengæld brugte han i dag sit hoved, og det er netop for ham måske endnu mere imponerende. Hans største svaghed har nemlig altid været, at han meget ofte synes at have parkeret hovedet under armen, hvilket formentlig hænger sammen med, at han har været så vanvittigt stærk, at det slet ikke har været nødvendigt at bruge den øvre del af kroppen, når den nedre del kunne klare det uden hjælp. Det kan den imidlertid ikke længere, og derfor skulle hjernecellerne i spil i dag, da han skulle forsøge at finde en vej til at vinde fra et udbrud, der både var stort og talte ryttere, der i dag er langt stærkere end ham - og det kom de.

Det stod hurtigt klart, at De Gendt i hvert fald havde en teoretisk chance for at vinde, da en nærmest manisk besat Mathieu van der Poel hurtigt etablerede dagens udbrud, som talte stort set alle de forhåndsfavoritter, som man kunne udpege inden etapen. Lotto vidste, at terrænet var alt for hårdt for den tilsyneladende temmelig formsvage Caleb Ewan, og derfor kastede de alt ud i en offensiv med hele tre mand i frontgruppen. Da det stod klart, at gruppen talte langt de fleste mandskaber med undtagelse af et par klassementshold, der allerede har tankerne på Blockhaus, samt FDJ, Israel-PT og EF så løbet ud til at være kørt. Terrænet var for hårdt for Arnaud Demare, Giacomo Nizzolos tunge hold havde aldrig en chance for at jagte i et terræn, der også kunne vise sig for hårdt for italieneren, og EFs forsøg på at rette op på den brøler, Magnus Cort havde begået ved som næsten den eneste forhåndsfavorit at misse udbruddet, løb hurtigt ud i sandet. Dertil var gruppen for stærk, og selvom tilstedeværelsen af Guillaume Martin gjorde, at Trek var nødt til at føre hårdt en stor del af dagen, kunne De Gendt tidligt ånde lettet op. Han havde en chance for en femte grand tour-etape.

Omstændighederne var også perfekte. Ganske vist var de fleste forhåndsfavoritter kommet med, men de var også næsten alle alene. Det var tilfældet for Van der Poel, Biniam Girmay, Mauro Schmid og Diego Ulissi, der allerede figurerede højt på kandidatlisten i min optakt, og det åbnede døre for alle andre. Alle ville nu kigge på Van der Poel og måske også Girmay, når huller skulle lukkes, og derfor var der udsigt til et løb, der kunne blive mere taktisk, end Van der Poel ønskede.

Derfor var det også meget overraskende, at det hollandske fænomen ventede så længe med at åbne løbet. Omgangene gik, stigningerne blev passeret, og der kom ingen forceringer fra hollænderen. Det var ellers i hans åbenlyse interesse hurtigt at få barberet gruppen ned til en mere håndterbar størrelse og også gøre løbet så hårdt, at han kunne komme af med Biniam Girmay, som på papiret måske var gruppens hurtigste.

Vi skulle helt frem til slutningen på næstsidste omgang, inden det hollandske angreb kom, men da var det for sent. Nu blev løbet ikke hårdt nok, og i stedet endte det med den ustyrlige sæk lopper, som han for alt i verden skulle undgå. I det lotteri, der efterfølgende udspillede sig, trak De Gendt gevinsten sammen med Harm Vanhoucke, Davide Gabburo og Jorge Arcas, og det skulle vise sig at være afgørelsen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vi fandt imidlertid hurtigt ud af årsagen til Van der Poels passivitet. Den fornemmelse, man vel har haft gennem det meste af foråret - med undtagelse af Flandern Rundt - af, at Van der Poel ikke er sin bedste udgave af sig selv, blev bekræftet. På den sidste stejle stigning var han ikke den stærkeste, men den svageste i den femmandsgruppe, han selv havde etableret, og i stedet var det Schmid, der imponerede stort, som han har gjort det gennem hele sæsonen. Derfor måtte Van der Poel sande, hvad Peter Sagan så ofte har gjort, nemlig at det aldrig er sjovt at være den mand, alle vil slå. Det kræver, at man ikke bare har de bedste, men ofte også de suverænt bedste ben, og det havde hollænderen slet ikke i dag.

Det var dog ikke kun taktik, der afgjorde løbet. Van der Poel, Girmay, Schmid, Wout Poels og Guillaume Martin så ud til at samarbejde storartet, men de kørte ikke ind på udbruddet før til sidst. Derfor var det ganske fortjent, at det blev de fire forreste, der skulle afgøre det. Her sad Lotto åbenlyst med den gode hånd. Ikke blot havde de et overtal, de havde også Thomas de Gendt, der sammen med Davide Gabburo var den på papiret hurtigste og i den italiensk-belgiske duel nok også havde en lille overhånd på fart, når man betænker, hvor godt han spurtede, da han vandt sin Vuelta-etape.

Overtallet kom aldrig i spil på taktisk maner, men det var alligevel helt afgørende. Til sidste forsøgte Van der Poel at skrue tiden tilbage til Amstel Gold Race i 2019 og levere endnu et mirakelcomeback, og det var utvivlsomt lykkedes, hvis ikke Lotto kunne ofre Vanhoucke og satse på De Gendts spurtstyrke. Nu gik farten aldrig ud af gruppen, og det var årsagen til, at det ikke blev Van der Poel og Girmay, der spurtede om sejren, men derimod De Gendt og Gabburo. For anden dag i træk blev vi vidner til, hvordan man kan udnytte et overtal, når man tror på, at man har den hurtigste mand, og dagens finale endte nærmest som en tro kopi af gårsdagens.

For Gabburo blev det ikke til sejr. Det havde ellers været en mindre sensation, hvis det var lykkes. Ikke fordi Gabburo er nogen dårlig rytter, for han har altid været ganske spændende og alsidig og endda vist god form på gårsdagens etape, men mere fordi det ville være absurd, hvis Bardiani skulle vinde en etape. Holdet har de seneste år været på kurs mod deroute og har også i år været helt anonyme. I dette løb har de endda valgt at droppe selvmordsudbruddene, og hvis Gabburo havde vundet i dag, ville det for mange formentlig være første gang, at de opdagede deres deltagelse i løbet.

Sådan havde det bestemt ikke været, hvis Girmay havde vundet, og selvom det ikke lykkedes, har han grund til at være yderst tilfreds. Hidtil har han nemlig haft sine begrænsninger i ardennerterræn som dette, men i dag var han blandt de stærkeste i en gruppe med mange meget stærke klatrere. Allerede på 1. etape fornemmede man, at han har taget endnu et betydeligt skridt siden klassikerne, og det indtryk blev blot bestyrket i dag.

Mere grund til at ærgre sig har Schmid næsten. Efter sit Quick-Step har han udviklet sig helt utroligt, når man betænker, at han sidste år vel kun havde én - men heldigvis også meget - god dag, og i går var han skræmmende overbevisende i den indledende fase, hvor han var med i samtlige udbrud i den første time, indtil han løb tør for kræfter. I dag var han akkurat lige så imponerende, og han kan kun ærgre sig over, at han ikke åbnede for ballet der, hvor Van der Poel ventedes at gøre det. Som gruppens stærkeste klatrer var det ham, der havde mest glæde af en fysisk og ikke en taktisk finale, men desværre led han under det underdogkompleks, der meget forståeligt betød, at han ventede på, at Van der Poel tog teten. Og da var det desværre for sent.

Ærgre sig kan Martin til gengæld ikke. Franskmanden har gjort det til sit speciale at tabe tid tidligt i løbende og derefter udnytte en mellemetape til at køre sig helt op i toppen af klassementet. Det gjorde han i Touren og Vueltaen sidste år, og selvom hans udbrud kom dagen inden bjergetaper, hvor han efterfølgende betalte en pris, var det nok til, at han begge gange holdt sig i top 10. Igen i år venter der nok en regning på Blockhaus i morgen, som der plejer, men nok engang har han bevist, at et tidligt tidstab faktisk kan være en fordel. Denne gang starter han endda løbets første nøgleetape med et forspring til samtlige feltets klassementsryttere.

For andre var udkommet mere skuffende. Ulissi bekræftede den deroute, vi har set hele året, og Poels efterlod et lige så skuffende indtryk som i går, da han igen løb tør for kræfter i finalen. Vi havde også håbet, at Mattias Skjelmose kunne have udnyttet denne gyldne chance, men han har ikke virket flyvende hidtil, og gårsdagens styrt har næppe heller hjulpet på det billede.

For Trek var det i det hele taget ikke den bedste dag. De havde ønsket sig et udbrud, der kunne sejle til månen, men nu tvang Martin dem til at jagte hårdt hele dagen og bruge flere ressourcer efter en fredag, der allerede havde kostet dyrt. Heldigvis lykkedes missionen, og nu er det op til Juan Pedro Lopez selv at forsøge at fuldføre den meget vanskelige mission at forsvare trøjen søndag på en af løbets allersværeste stigning. Det bliver en svær opgave, som formentlig mislykkes, men for en af feltets mest spændende klatrere er det ikke umuligt.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det så det til gengæld ud til at være for De Gendt, hvis man sidste sommer havde spurgt ham, om der var flere grand tour-etapesejre gemt i de gamle udbryderben. Dengang havde svaret været et prompte nej, når vidunderbørnene jo var godt i gang med at udnytte den sport, han har været med til at præge som en af hovedfigurerne. Da var det bare galde og frustration, der væltede ud af munden på den sure, gamle mand, der mest havde lyst til at parkere cyklen i garagen. Men hvor var det da godt, at du ikke gjorde alvor af den trussel, Thomas!

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO