Man kan allerede forestille sig situationen mandag morgen. Man kommer slukøret ind i bussen og sætter sig på sædet, naturligved med god afstand, bag en mand, der igennem sit mundbind er i gang med en telefonsamtale. Lidt tilfældigt overhører man mandens ord. ”Nej, jeg har ikke haft tid til at følge med i Giroen i år. Nå, vandt Ineos med deres brite? Ja, men Geraint Thomas var jo også storfavorit. Kom der to holdkammerater på podiet? Jeg havde godt nok også lidt fidus til duoen med Aleksandr Vlasov og Jakob Fuglsang, der kørte så fint sammen i de italienske klassikere i august. Siger du, at Ineos vandt syv etaper? Så har Filippo Ganna jo gjort rent bord på enkeltstarterne, og Thomas må have været uhyggelig i bjergene. Så gjorde det jo ikke noget, at jeg bare satsede et par tusinde på Thomas og fandt på andet at lave end at se løbet, for det må da have været en dødkedelig og ensidig affære.”

Hvis nu denne mand havde eksisteret i virkeligheden, ville man næsten have ondt af staklen - især hvis ikke indsatsen var gået på den vindende rytters hold og nationalitet og ikke individet selv. For selvom årets Giro d’Italia i overskriftsform kan fremstå som en af de mest forudsigelige grand tours i nyere tid, skjuler der sig bag det forudsigelige et af de mest uforudsigelige løb i nyere tid.

Lad os bare tage den stjernetildeling, jeg gav til favoritterne inden løbet. Ser man på top 10-rytterne, fik nr. 1, 2, 5, 8 og 9 lige præcis nul stjerne, der var en enkelt stjerne til nr. 4 og 10, der faldt to af til nr. 3, hele tre til nr. 6, og vi skal ned på 7. pladsen for at finde den eneste med fire stjerner. Selvom der helt sikkert er andre, der har ramt betydeligt bedre plet, vil jeg tro, at de fleste har ramt pivskævt, hvis de på forhånd har forsøgt at sammensætte et top 10-bud.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Naturligvis skyldes det kun delvist, at favoritterne floppede. Blandt de seks forhåndsfavoritter forsvandt fire af de største nærmest med det samme, og af dem var det kun den ene, der nåede at falde igennem. Det ændrede naturligvis også hele løbet, for den endelige vinder skulle slet ikke have kørt klassement, og nr. 2 agerede kun backup, mens nr. 5 heller ikke havde klassementsambitioner. Alligevel blev det løb, der skulle have været veteranernes revanche over for den unge garde, der i de seneste to sæsoner har kørt dem midt over, til endnu en syngende lussing, da de fem mest dekorerede af de tilbageværende ryttere, Vincenzo Nibali, Jakob Fuglsang, Rafal Majka, Ilnur Zakarin og Domenico Pozzovivo, i sidste ende endte med at spille helt ligegyldige biroller, og den eneste af hovedaktørerne, der før havde været en afgørende faktor i en grand tour var Wilco Kelderman på 3. pladsen.

I sidste ende gik det jo alligevel, som det plejer - og så alligevel ikke. Vi er jo vant til, at Ineos vinder grand tours, og at de stiller til start med en af løbets absolut tungeste favoritter, men lige netop i Giroen plejer de jo at fejle. Den forbandelse, som blev nedkaldt over holdet, da Bradley Wiggins fejlede i 2013, og som fortsatte med Richie Porte i 2014 og 2015, med Mikel Landa i 2016 og 2017, med Geraint Thomas i 2017 og nu 2020 og med Egan Bernal i 2019, havde jo hidtil kun vist sig mulig at bryde, når man kom med det helt tunge skyts i form af Chris Froome, der som bekendt i 2018 ellers blev ramt af det ene uheld efter det andet, inden han leverede nyere grand tour-histories mest vanvittige comeback. Derfor er det også helt paradoksalt, at holdet, der efter Etna-etapen så ud til at have kurs med en lige så ligegyldig statistrolle, som de havde spillet i Touren, med samlet sejr, syv etapesejr samt sejre i ungdoms- og holdkonkurrencerne kan se tilbage på deres næstmest succesrige grand tour, kun overgået af den vilde Tour i 2016, hvor de i tillæg til seks etapesejre også satte sig tungt på både 1. og 2. pladsen i Touren.

Alligevel er det måske ikke så mærkeligt. Briterne har nemlig vist en fabelagtig evne til at rejse sig, når kaptajnerne er blevet ramt af forbandelsen. Allerede i 2013 sikrede Rigoberto Uran sig en uventet 2. plads samt etapesejr efter Wiggins’ exit, i 2016 var det Mikel Nieve, der vandt en bjergetape og bjergtrøjen, i 2017 gjorde Mikel Landa ham kunsten efter med præcis samme høst, og sidste år kørte Pavel Sivakov sig til en fin top 10-placering. Måske er læren bare, at Ineos skal smide tøjlerne og køre helt anderledes, end de plejer, hvis de vil have succes i Italien.

Det har de nemlig gjort i dette løb. Da Thomas forsvandt, og Tao Geoghegan Hart efter eget udsagn var så mentalt fraværende på Etna-etapen, at klassementet så ud til at være gået helt i vasken, gik de nemlig over til den offensive strategi, som Nieve og Landa praktiserede med så stor effektivitet i 2016 og 2017. Og den har man faktisk fortsat hele vejen, selvom Geoghegan Hart langsomt kæmpede sig tilbage i klassementet, og det var først efter Stelvio-etapen, at strategien definitivt blev rettet ind, så den blev så Ineos-agtig, som vi kender den.

Resultatet af den offensive strategi er slet og ret mageløst. Den klassiske taktik plejer at betyde, at der kun er én eller maksimalt to af holdets ryttere, der leverer resultater, mens resten er altopofrende slagtekvæg. Denne gang har samtlige holdets otte ryttere imidlertid været i top 4 undervejs - selv Thomas, der jo knap nåede at køre en etape - og de har vundet etaper med tre forskellige ryttere. Udover Gannas forudsigelige enkeltstartssejre ledsaget af top 3-placeringer til Thomas og Rohan Dennis i samme disciplin samt de to bjergetapesejre til Geoghegan Hart og en top 4 i en massespurt med Ben Swift har Jhonatan Narvaez og Ganna begge vundet etaper fra udbrud, ligesom Jonathan Castroviejo, Salvatore Puccio og Swift alle har omsat et udbrud til mindst en top 4, og Dennis har endda leveret det måske mest overraskende resultat med sin 3. plads på gårsdagens bjergetape. Det er en statistik, man næppe finder tilsvarende i nyere tid - og sjovt nok er den så atypisk for det normalt så hierarkiske hold, som noget overhovedet kan være.

Det var dog tilbage til normalen i dag. Ganna var på de sidste 15,7 km, der var så flade, at etapen blot mindede om en forlænget udgave af de forfølgelsesløb, den store italiener dominerer på banen, akkurat lige så suveræn, som man kunne forvente. Faktisk var dagens bedrift måske den allermest imponerende af de nu syv store temposejre, han i år har taget på italiensk grund. Vi var alle ved at falde på halen, da han i Tirreno maltrakterede Fabian Cancellaras ruterekord og slog Victor Campenaerts med hele 18 sekunder over ca. 10 km, men i dag fordoblede han næsten den margin over en distance, der bare var halvanden gange så lang!

Ganna har været så overlegen, at man frygter for de kommende års enkeltarter, der meget vel kan blive nogle spændingsforladte dødsmarcher - i hvert fald lige indtil man husker på, at vi jo tænkte det samme om Remco Evenepoel sidste år, da vidunderknægten som 19-årig vandt EM-guld og VM-sølv. Og så kommer man i tanker om, at Ganna jo faktisk ikke er ubesejret i år for selvsamme Evenepoel gav ham bøllebank på enkeltstarten i San Juan i januar, også på den flade tonserdel. I lyset af Gannas dominans den seneste tid kan man slet ikke vente til at få Evenepoel tilbage - også selvom man godt kan frygte, hvordan årets Giro var endt, hvis det belgiske fænomen havde været til start sekunderet af et Decuninck-hold, der endte med at have en rytter som nr. 4 og 9 i klassementet. Med mere end 60 km enkeltstart kunne det meget vel have været en lige så ensidig affære, som Ganna gjorde enkeltstarterne til.

Lige så forudsigeligt var det, at Geoghegan Hart gjorde arbejdet færdigt. Sunwebs drøm om en gentagelse af Pogacars mirakel for en måned og seks dage siden døde nærmest med det samme. Modsat dengang indløb der aldrig nedslående tider i øret på forhåndsfavoritten, og mens Primoz Roglic blev mere og mere desperat, efterhånden som det gik op for ham, hvad der var ved at ske, tankede Geoghegan Hart kun mere og mere selvtillid, efterhånden som det stod klart, at han havde kurs mod den første grand tour-sejr til en løjtnant, siden Chris Froome på efterbevilling vandt Vueltaen i 2011. Eneste forskel var, at Froome dengang slet og ret viste sig bedre end sin kaptajn, mens Geoghegan Hart denne gang vitterligt var en plan B, der blev iværksat, da plan A hurtigt forsvandt.

Sejren falder på et tørt sted for det Ineos-hold, for hvem 2020-sæsonen for en lille måned siden lignede en regulær katastrofe. På samme dag, som Geoghegan Hart sang højt i Milano, iførte Richard Carapaz sig nemlig førertrøjen i Vueltaen. Dermed kan det minsandten være, at briterne alligevel ender som årets grand tour-konger, bare med sejre i de to løb, de ikke plejer at vinde. Så må Brailsford efterfølgende spekulere på, hvordan han i 2021 får lagt en kabale, der kan tilfredsstille Egan Bernal, Carapaz, Thomas, Geoghegan Hart, Sivakov og de nytilkomne Daniel Martinez og Adam Yates. I det mindste har Richie Porte allerede meldt sig ud af kampen, men der bliver nok lidt flere af Brailsfords ikkeeksisterende hår, der bliver grå i de kommende måneder.

Det gør de nok også hos Sunweb, der stadig må have svært ved at forstå, hvordan de kunne formøble verdens mest gunstige situation. Som jeg tærskede langhalm på i gårsdagens analyse, var det reelt Dennis, der knuste de tyske drømme, for havde han ikke fundet sine vilde klatreben, er det svært at se, at Geoghegan Hart kunne have klemt sig ud af Sunweb-sandwichen. Men selv med Dennis i hopla må Sunweb-folkene stadig ærgre sig bittert over, at de angiveligt bad Jai Hindley om ikke at angribe Geoghegan Hart, da han i torsdags havde fanget briten i en for ham uhyre ugunstig situation. Den vægelsindede sætten-sig-imellem-to-stole uden entydigt at satse på Keldermans enkeltstart eller Hindleys klatreevner viste sig måske at koste dem løbet. Og selvom Kelderman i dag viste flot moral ved at køre en fornem enkeltstart, viste dagens resultat også i bagklogskabens lys, at det kun var Hindleys klatreevner, der i sidste ende kunne have givet dem sejren - hvis altså de havde fået lov til at udfolde sig på sidste stigning i torsdags.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Keldermans fine enkeltstart viser vitterligt moral, for han havde intet at køre for, ligesom fem af de øvrige top 10-ryttere ikke havde det. Der var dog yderligere to, der var involveret i en benhård kamp, og den faldt ud til Joao Almeidas fordel. Den lille portugiser fuldendte sin fornemme sidste weekend ved på verdens mest udprægede specialistenkeltstart at køre sig til en nærmest vanvittig 4. plads foran de fleste af feltets wattmonstre. Dermed står det nu helt klart, at hverken vejr eller bakker kan bruges som forklaring på hans pludselige tempoevner. Patrick Lefevere har vitterligt igen skabt en fremragende temporytter og således lavet en gentagelse af miraklet med Rigoberto Uran - et perspektiv, der er uhyre lovende for den fremtidige grand tour-karriere, når man ser på, hvordan Almeida sluttede løbet fremragende af.

Den flotte præstation rakte til at avancere til 4. pladsen - og her skal man igen huske på, at han bare skulle have været hjælperytter for Evenepoel - og det skete på bekostning af Pello Bilbao, der ellers kørte en hæderlig enkeltstart på en rute, der overhovedet ikke passede ham. I sidste ende betyder det dog næppe det helt store, om placeringen lige blev det ene eller det andet. Bilbaos mirakuløse kørsel med Touren i benene står nemlig uantastet - særligt fordi han reelt sikrede sig den i den uge, hvor han burde være allermest træt - og således kan det Bahrain-hold, der ellers ikke har haft den bedste sæson, ende med at få fem forskellige ryttere i top 10 i årets grand tours, hvis Wout Poels fortsætter det fine comeback, han har gang i i Vueltaen lige nu. Det er en ganske særegen bedrift fra et hold, der i klassementssammenhæng ellers gik ind til sæsonen med et entydigt fokus på Mikel Landa.

Almeida var undtagelsen, der bekræftede reglen om, at denne type enkeltstarter ikke er et anliggende for klassementsryttere. Det er for de sande specialister, og af dem fik Victor Campenaerts lidt tiltrængt opmuntring efter en skuffende sæson ved at blive ”best of the rest” foran Dennis, der nok har klatret eminent, men altså må sande, at han uden sin BMC altså ikke er det uhyre, han var i gang. Miles Scotson bekræftede den genfødsel som temporytter, han startede på Sicilien, og viste dermed, at FDJ har gang i noget rigtigt, efter at de også har fået Stefan Küng tilbage på sporet, og Josef Cerny leverede endnu en præstation, der burde kaste en kontrakt af sig. Chad Haga viste, at han uanset en ugunstig rute altså bare har smag for sidste etape i Giroen, og så overraskede Brandon McNulty, der ellers har lignet en mand på sammenbruddets rand, med en fornem 8. plads som afslutning på en ellers meget svær uge.

Ingen af dem var dog i nærheden af wattmonsteret over dem alle. Ganna var nemlig de fleste forhåndsfavorit til at vinde etapen, akkurat ligesom de fleste vel havde peget på, at Ineos ville vinde hele løbet med en brite. Og sådan gik denne dybt forudsigelige grand tour jo også i sidste ende. I hvert fald, hvis man alene holder sig til overskrifterne!