Dengang krigen mellem Mark Cavendish og André Greipel om HTC-mandskabets sprintertrone gik højest tilbage i 2010 beskyldte briten sin tyske holdkammerat for kun at vinde ”shit small races”. Der var et territorium, der skulle markeres, og da Greipel pludselig begyndte at vinde et hav af løb i skyggen af sin mere berømte holdkammerat, svarede Cavendish hånende, at han da også bare kunne køre ”shit small races”, hvis det var det, han ville.

Nu var det jo ikke Greipels skyld, at Cavendish fik lov at køre de store løb, og da deres veje senere skiltes, og Greipel begyndte også at slå sin tidligere holdkammerat i Tourens massespurter, må briten ofte have bidt tungen af sit selv i frustration over den temmelig nedladende kommentar. Heldigvis lod Greipel sig ikke mærke, og selvom han i Tour-sammenhæng aldrig nåede Cavendishs højder, vil det nok være en lille overdrivelse at sige, at Greipels generalieblad er domineret af sejre i ”snit small races”.

Nu er ingen af årets mange supersprintere i Giroen kendt for samme bramfri sprogbrug som Cavendish, og derfor var der næppe heller nogen, der kunne have fundet på at sige noget lignende, hvis de forud for løbet var blevet foreholdt det faktum, at Tim Merlier er den af Giroens sprintere, der i år har vundet mest. Således havde han forud for starten på karrierens første grand tour allerede vundet tre gange i år, men desværre var det kun i ”shit small races”, nemlig i tre mindre belgiske endagsløb. Derfor kunne hans rivaler sagtens have affejet hans status som en af feltets førende sprintere med henvisning til, at han kun har vundet på den lille scene.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ligesom Greipel ikke kunne gøre for, at de fleste af hans tidlige sejre var på lavere niveau, kan Merlier imidlertid hellere ikke bebrejdes, at hans eneste to lidt større sejre frem til i dag var sejren ved det belgiske mesterskab, sidste års etapesejr i Tirreno-Adriatico og 2020-sejren i semiklassikeren Brussels Cycling Classic. Det er nemlig svært at være en sejrsmaskine, når hovedbeskæftigelsen indtil begyndelsen af den afbrudte 2020-sæson var cykelcross, og man derfor kun kørte mindre løb for et mindre hold i løbet af sommeren. Faktisk var det først sidste år, at Merlier, som forstod sit eget potentiale efter erobringen af sportens måske mest prestigiøse nationale mesterskabstrøje, gjorde landevejen til sit hovedfokus, og det er først fra i år, at hans hold har kunnet deltage i alle de store løb.

Ligesom man ikke skulle undervurdere Greipel i 2010, skal man bestemt heller ikke undervurdere Merlier. Således skal man ikke have set mange af belgierens spurter for at forstå, at hans topfart rangerer blandt de absolut højeste i verden. Forud for dette løb kunne man således med rette argumentere, at belgieren skulle slås med Dylan Groenewegen, om hvem der jo hersker stor usikkerhed, og Caleb Ewan om status som feltets hurtigste sprinter.

Merliers topfart er nemlig skræmmende. Hans sejre i Brussels Cycling Classic og Tirreno var i 2020 var i skrapt selskab og ganske overlegne, og også hans sejre i ganske vist små løb i år har været uhyre overbevisende. Når det alligevel er blevet til relativt få gevinster, og når han eksempelvis kun vandt én af Tirrenos tre massespurter i 2020, skyldes det alene, at hans positionering desværre altid har været overraskende dårlig, og at det derfor alt, alt for ofte er endt med, at han slet ikke har kunnet vise sin imponerende fart.

Men når der er plads, er Merlier frygtindgydende. Det måtte blandt andre Mads Pedersen sande, da den i dag ellers så hurtige dansker slet og ret blev kørt ud af hjulet af Merlier i sidevindsræset i Bredene Koksijde tidligere i år. Og det måtte Pascal Ackermann og Fernanda Gaviria sande, da de blev henvist til belgierens baghjul, da han sejrede i Italien sidste år.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Derfor var det også åbenlyst, at Merlier kunne vinde sit livs første massespurt i en grand tour i dag i Novara. Når han alligevel ikke fremstod som en åbenlys favorit på niveau med Ewan i de flestes bøger, kan det kun skyldtes hans historik med ”shit small races”, og at hans fart er blevet skjult bag den dårlige positionering. Da til gengæld det på den sidste kilometer af dagens spurt stod klart, at Merlier med god hjælp fra sin nye lead-out man Alexander Krieger, der efter det overraskende fravalgt af Jonas Rickaert skal agere standin, havde fundet en god position, var det åbenlyst, at de andre skulle stå tidligt for at vinde.

Alligevel så det ud til at kunne galt for belgieren. Trods modvind åbnede han nemlig en spurt, der syntes alt for lang for først at lukke det hul, som Maximiliano Richeze efterlod, da han spejdede efter den forsvundne Fernando Gaviria, og siden blæse forbi en tøvende Elia Viviani. Med Giacomo Nizzolo, Dylan Groenewegen, Viviani, Peter Sagan og Matteo Moschetti siddende i sulkyen så det ud til, at Merlier havde overvurderet sine kræfter.

Af og til kan det imidlertid være en fordel at have en svaghed. Merliers til tider håbløse positionering har nemlig haft den heldige sidegevinst, at han er blevet en mester i lange spurter. Det har nemlig ofte været en nødvendighed at komme blæsende bagfra fra en ugunstig position, som da han tidligere i år sejrede suverænt i GP Monseré, og derfor er der vel i dag meget få, der kan køre så lang og stabil en spurt som netop Merlier.

Alligevel var det imponerende, at ingen kunne gå forbi ham. Det var ikke just Vorbasses juniorhold, der hang i hans hale, og egentlig tilsagde al logik, at bare én af dem måtte kunne nærme sig. Merlier kørte imidlertid så stærkt, at de nærmest med tungen ud af halsen havde nok med at holde deres position, og det var kun til allersidst, at Nizzolo forsøgte at matche belgieren, der trods alt tabte lidt fart efter den alenlange spurt.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Forbi nåede han imidlertid ikke, og dermed satte Merlier nok engang en streg under, at de mange, der har afskrevet Alpecin som ”Team Mathieu van der Poel” er helt galt på den. Det er nemlig ikke kun det hollandske fænomens mange point, der har sendt dem mod toppen af ranglisterne. Det har i stor grad de fornemme resultater, som Merlier, Jasper Philipsen, Gianni Vermeersch og Ben Tulett blandt andre har sikret.

Den flotte start på grand tour-karrieren stiller naturligvis spørgsmålet, hvad det senere i dette løb kan blive til for Merlier. Nogen pointtrøje bliver det dog næppe til, for den afskrev han sig allerede inden løbet. Han deltog da heller ikke i dagens indlagte spurt, og medmindre den gode start får ham til at skifte mening, er det ikke ham, der ender i cyclamenfarvet i Milano om tre uger.

Det kunne til gengæld godt blive Nizzolo. Den tidligere dobbelte vinder af pointkonkurrencen fremstår sammen med Sagan som den åbenlyse favorit til den eftertragtede trøje, og italieneren kom med dagens 2. plads stærkt fra start. En punktering inden den indlagte spurt var ellers svært uheldig, men de tabte point kompenserede han for i en finale, hvor han nok engang dokumenterede sin ellers lidt hensygnende positioneringsevne, der gav maksimalt udbytte af en etape, der ellers ikke er ideel for en mand, som ikke længere har farten til de helt flade etaper. At det så endte med karrierens 15. podieplads i Giroen, hvor han på utrolig vis stadig er sejrsløs, lever han nok med, i hvert fald i dette tilfælde.

Nizzolo har ikke megen grund til at ærgre sig, men det har Elia Viviani. Forud for løbet var det klart, at løbenes tog alle var relativt svage, og det kunne meget vel skabe nogle temmelig kaotiske massespurter. Sådan blev det da også, da dagens dødsmarch over Po-sletten endelig afsluttede med en uhyre nervøs finale i et helt friskt felt, men i kampen mellem togene var det Vivianis Cofidis-drenge, der ikke helt uventet kom bedst fra det.

I hvert fald viste Simone Consonni endelig lidt af de lead-out-evner, vi ellers ikke har set, siden UAE-trøjen blev skiftet ud med en tilsvarende fra Cofidis, og Viviani var endda klog nok til at lade Juan Sebastian Molano gå ind bag holdkammeraten, som ellers ville løbe tør for kræfter for tidligt. Han var endda også heldig, at Molano tilsyneladende slet ikke havde opdaget, at både Richeze og Gaviria var hægtet af og derfor endte med at køre lead-out, hvis eneste formål nærmest syntes at være, at det skulle være så svært for muligt for Gaviria at genvinde noget position.

Det kunne Viviani have profiteret af, men måske har det en pris, at han har været igennem så lang en krise. Da colombianeren tabte fart, turde han i hvert fald ikke løbe risikoen ved at åbne en spurt, der ganske vist meget vel kunne have været for lang, men som havde været hans eneste vej til mulig sejr. Nu endte han i stedet med at tøve, og det er det værste en sprinter kan gøre fra en sådan position. Den tabte fart kunne nemlig slet ikke genvindes, da Merlier og co. kom blæsende forbi, og selvom Viviani faktisk med en fin spurt bekræftede den lille genfødsel, vi har set i år, betød et øjebliks tøven, at han aldrig rigtigt var i spil til sejren.

Det burde Groenewegen til gengæld have været. Hollænderen var vel dagens mest overvågede mand, men frygten for, at han af ren og skær forsigtighed ville være lidt for passiv i positionskampen, blev hurtigt gjort til skamme. Faktisk sad den ellers ikke så positioneringsstærke hollænder denne gang helt ideelt, og havde dette været 2018, 2019 eller 2020, er det svært at tro, at dagens etapevinder ikke havde været hollandsk.

Desværre må vi nok sande, at ni måneders pause - og med tanke på den begrænsede løbsaktivitet i 2020 næsten halvandet års pause - har haft en pris. Der var i hvert fald ikke meget af Groenewegens gamle fart tilbage, og selvom han utvivlsomt kunne være blevet nr. 3, hvis ikke han havde lettet på sit tråd en anelse for tidligt, er det klart, at der er lidt arbejde at gøre, inden han igen kan kalde sig verdens hurtigste sprinter. I lyset af den problematiske optakt er det dog svært at være meget utilfreds, og faktisk må hans flotte positionering betragtes som en stor sejr, fordi netop det på forhånd lignede den største psykologiske udfordring.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

For Sagan blev etapen ikke ideel. Der var vel ingen, der regnede med, at slovakken kunne vinde så let en etape, særligt da ikke da den blev kørt i rent motionisttempo, men en 5. plads er alligevel et ærgerligt udkomme, særligt når Nizzolo blev nr. 2. Sagans primære mission i dette løb synes nemlig at være den pointtrøje, Arnaud Demare snød ham for sidste efterår, og i det lys var det lidt uvant at se den normalt så positioneringsstærke slovak ende så langt tilbage i den hektiske kamp, at han ikke kunne få sin næsten obligatoriske podieplads. Da han samtidig sammen med Viviani blev den store taber i den kollektive sprinterbrøler tidligere på etapen, hvor de alle spurtede efter 40 km-skiltet og ikke den indlagte spurt, fik Sagans cyclamenfarvede ambition ikke det bedste udgangspunkt.

Det gik dog værre for Gaviria, der nok engang viste, at han er blevet helt umulig i positionskampen. Molano skød ellers fint frem, men bag ham kunne man se en desperat Richeze spejde bagud for at finde sin kaptajn. Med en spurt op langs indersiden var han faktisk på vej til at redde fadæsen, men UAE-mandskabets møgdag endte nærmest helt komisk, da Molano efter at have kørt lead-out for Viviani - og i hvert fald alle andre end Gaviria - endte med at blokere vejen så meget for sin kaptajn, at det er et lille mirakel, at katastrofeindsatsen ikke endte med en tur i asfalten. Udover det klodsede udtryk er det allermest ærgerlige dog, at vi ikke fik lejlighed til at se, om Gaviria har genvundet lidt af den forsvundne fart, men hans indlagte spurt, hvor han - i hvert fald frem til 40 km-porten - blev overspurtet af Viviani var ikke alt for løfterig.

Det var det heller ikke for Matteo Moschetti. Trods et svagt hold lykkedes det faktisk for den unge sprinterkomet at sidde fornuftigt, men det er en anelse urovækkende, at en ren sprinter som ham end ikke kan forsøge at gå forbi Sagan i en boulevardspurt som denne. Det står nok desværre klart, at han stadig ikke er kommet fuldt tilbage efter sidste års voldsomme hoftebrud, for dagens spurt handlede vist mere om overlevelse end om at spurte for et topresultat. Det gik dog bedre end for den anden unge sprinter, Max Kanter, der for 117. gang i sin korte karriere blev fanget i positionskampen og missede top 10.

Og så glemmer man endda næsten den største taber af dem alle. Det var naturligvis Ewan, hvis Lotto-hold desværre levede op til min forudsigelse fra gårsdagens optakt, hvor jeg beskyldte dem for altid at underpræstere. I dette felt så kombinationen med Roger Kluge eller Jasper de Buyst ellers ud til at kunne komme langt, men nok engang endte de alt, alt for langt tilbage og efterlod australieren helt tomhændet. Denne gang var der ingen magisk zigzagvej frem til fronten af et stagnerende felt i en modvindsspurt, men det var måske også helt rimeligt, at heldet denne gang ikke var med Lotto-drengene, når nu deres tog nok engang kom til kort.

Det gjorde Remco Evenepoel til gengæld ikke. Man kan ellers undre sig over, at manden, der efter eget udsagn bare er hjælper for Joao Almeida, i dag fandt det besværet værd at spurte efter et par bonussekunder, som ellers normalt burde være overladt til den på papiret hurtigere portugiser. Holdets erklærede kaptajn - i hvert fald for dem, der stadig ikke har set røgsløret lette - undlod helt at spurte, og selvom Egan Bernal og Pavel Sivakov gjorde deres bedste for med Filippo Ganna og Gianni Moscon at berøve ham sekunderne, lykkedes det akkurat vidunderknægten at sikre sig de to sekunder, der sendte ham forbi Almeida i klassementet. Og vupti! Nu er det pludselig igen ham, der står til at overtage trøjen de kommende dage, hvis ikke Almeida finder nogle bonussekunder selv. Mon ikke det var ret vigtigt for Evenepoel at undgå at havne i en situation, hvor en holdkammerat endte som løbets førende? Nu tegner hierarkiet sig i hvert fald lidt klarere - formentlig til stor tilfredsstillelse for ham selv.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Om det så også ender med den samlede sejr, er stadig alt for tidligt at sige, men det vil være en næsten ufattelig skalp, hvis det vitterligt skulle lykkes at vinde sin første grand tour efter en ni måneder løbspause, heller ikke selvom ingen har kunnet beskylde ham for tidligere kun at vinde ”shit small races”. Det er vist mest Merlier, man har kunnet bebrejde for noget sådant, men mon ikke det stopper efter i dag? Og ellers er der gode chancer for, at feltets indtil i dag helt oversete supersprinter i de kommende tre uger nok skal sørge for, at der kommer en brat ende for den slags påstande.