STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

En af cykelsportens mest berømte historier er fortællingen om, hvordan den 194 cm høje og næsten 90 kg tunge Eros Poli i 1994 vandt etapen, der gik over Mont Ventoux, i et gigantisk soloridt. Historien er en klassiker, der fortælles af vel enhver kommentator, når det skaldede bjerg er på Tour-programmet, og er vel blevet den mest berømte fortælling om, hvordan cykelløb af og til kan få meget usandsynlige vindere.

Det sker nemlig ikke tit, at den slags giganter vinder bjergetaper, ligesom det heller ikke sker tit - faktisk sker det aldrig - at rene klatrere vinder massespurter. Men af og til oplever man disse helt utrolige tilfælde, som vi jo faktisk allerede har gjort det én gang i dette løb, nemlig da Davide Bais overvandt tyngdekraften og blev en helt usandsynlig vinder på Gran Sasso.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For de fleste gælder imidlertid, at den slags usandsynlige sejre er noget, der kun kommer én gang på en dag, hvor sol, måne og stjerner står helt rigtigt, som de gjorde for Bais i fredags. Derfor er Nico Denz i den grad også et særsyn, for han synes at have udviklet en evne til kun at vinde på de dage, hvor det ikke kan lade sig gøre.

I det hele taget burde han slet ikke vinde meget. Han er nemlig en af den slags ryttere, der er uden spidskompetence. Han er ganske hurtig, men sprinter er han bestemt ikke. Han kører gode enkeltstarter, men han vinder dem ikke. På sine gode kører han hæderligt opad, men der er en grund til, at han altid er med i løbene som en mand, der skal hjælpe i fladlandet. Den alsidighed, men manglende spidskompetence har gjort ham til en ganske brugbar hjælper, der kan bruges i mange forskellige slags løb.

Sådan er det også i denne Giro, hvor han var udset til rollen som manden, der skulle hjælpe Aleksandr Vlasov og Lennard Kämna igennem de flade finaler. Det så vi jo tydeligt i går, hvor det var ham, der inden for de sidste 3 km ramte fronten af feltet md Kämna lige i baghjulet, og det var således hans fortjeneste, at den sidste tilbageværende kaptajn nåede sikkert gennem styrthelvedet i Tortona.

Med den profil skulle man mene, at hans få sejre ville komme i ganske flade løb. Sådan var det da også, da han tog sin første gevinst fra et udbrud i sprinterløbet Tour de Vendée. Senere vandt han en kort, flad enkeltstart i Slovakiet, hvor antallet af højdemeter var tæt på 0. På de kuperede dage har han til gengæld ofte været en af de allerførste der blev sat.

Men der sker et eller andet inde i Denz’ hoved, når han kan lugte en sejr - uanset hvordan terrænet er. I 2018 var han meget tæt på at vinde en Giro-etape, da han i regnvejr kørte væk i finalen sammen med Matej Mohoric i en afslutning, der var så kuperet, at det ikke lykkedes for sprinterne at kontrollere den. Den dag blev han slået af sloveneren i spurten, men den var et varsel om, hvad der var i vente, nemlig at Denz er manden, man aldrig må bortdømme selv på dage, hvor finalerne burde være uden for rækkevidde.

Det første eksempel kom sjovt nok på 12. etape i sidste års Giro, hvor man havde en etape, der var en næsten tro kopi, at den etape, der i dag også blev kørt på 12. dagen. Også dengang havde man en relativt flad indledning på Po-sletten, men også en meget svær stigning frem mod en flad finale. Også da ramte Denz udbruddet, som han gjorde det i dag, og jeg kan huske, at jeg med det samme meldte ham helt ude af kampen, da jeg blev bedt vurdere mine favoritter.

Pludselig var jeg imidlertid ved at få kolde fødder. Inden stigningen var det lykkedes for en gruppe at komme Denz og co. i forkøbet, og de endte med at køre om sejren. Længere tilbage åbnede gruppens meget stærke klatrere - vi taler navne som Bauke Mollema, Santiago Buitrago, Wilco Kelderman og Lucas Hamilton - for gassen i et forsøg på at redde det tabte, da de ramte løbets stigning. Denz, en af gruppes tungeste, var imidlertid pokkers svær at sætte, og selvom han endte med en eksplosion, var det mildt sagt overraskende at se ham blande sig med klatrerne.

Men det var for intet at regne mod det, der skete i Tour de Suisse en måneds tid senere. Her befandt Denz sig pludselig i et udbrud på en stor bjergetape, hvor han var oppe mod en klatrer som Clement Champoussin. Al logik tilsagde, at franskmanden ville gøre kort proces, men det skete ikke. Man fik helt ondt i benene af at se, hvor meget Denz åd sig selv for at hænge på, men kraftig modvind gjorde det muligt. Og da der skulle spurtes på toppen, var han naturligvis hurtigere end gruppens spinkle klatrere.

Naturligvis var det den enorme modvind, der muliggjorde sejren i det, som faktisk var en tro kopi af Bais’ usandsynlige modvindssejr i fredags, men det var alligevel lidt svært for hele verden at forstå, hvordan Denz havde vundet en bjergetape. Det burde tyngdekraften forhindre - akkurat som de burde forhindre, at Poli vandt en Ventoux-etape.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Helt så usandsynlig var det ikke, at han i dag meget pudsigt fik sin revanche for sidste års nederlag ved at vinde årets 12. etape, der som sagt var en næsten tro kopi af den forrige, men sandsynligt var det i hvert fald ikke. Denz kan ikke have stået på mange favoritlister inden etapen, for dertil var den sidste stigning alt for svær. Det vidste man da også godt hos Bora, der havde udpeget Patrick Konrad og Bob Jungels som holdets udbrudskandidater, og Denz fik alene chancen, fordi en svagt kørende Jungels ville spare sig til morgendagens vigtige bjergetape.

Da Denz kom afsted lignede han da også ren hjælper for Konrad, der med sin spurt lignede en af den gigantiske gruppes mest oplagte favoritter. Den slags hjælpere var der nemlig brug for i så stort et udbrud som dette. Det sandede Mollema, Kelderman, Buitrago og Hamilton jo sidste år, hvor dårligt samarbejde betød, at tungere folk kom dem i forkøbet, og at Stefano Oldani blev en på mange måder meget usandsynlig vinder. Med andre ord var det oplagt, at Denz skulle sikre, at ingen folk kom Konrad i forkøbet inden stigningen.

Pludselig befandt han sig imidlertid ved et tilfælde i en femmandsgruppe - der blev reduceret til fire, da en mavesmerteramt og formsvag Samuele Battistella faldt tilbage - efter at Trek med en smart manøvre havde åbnet et hul, der sikrede, at Toms Skujins fik et forspring. Dermed fik Denz pludselig en uventet chance, efter at Jungels allerede havde givet ham én uventet chance, og så var der ikke andet at gøre end at gribe den.

Chancen for en overraskelse var da også dramatisk forøget. Nok har Toms Skujins klatret sublimt i dette løb, og nok er Sebastian Berwick ren klatrer, men modstanden var trods alt ikke længere Sepp Kuss, Lorenzo Fortunato, Einer Rubio eller Ilan Van Wilder, som sammen med Konrad lignede gruppens bedste klatrere. I dette selskab havde han en fair chance for at skabe endnu en overraskelse, på samme måde som Oldani fik det sidste år, da han fik sendt Kelderman, Mollema, Hamilton og Buitrago agterud.

Alligevel var opgaven monumental. Blandt de tre var Denz den i særklasse ringeste klatrer, hvad der også blev bekræftet, da man igen fik helt ondt i benene af at se, hvordan den stakkels tysker åd sig selv i sit forsøg på at overleve de gentagne forceringer fra de to bedre klatrere. Men ligesom han var det i Schweiz for et år siden, vil Denz i dag være stopmæt, når han går til køjs i aften, for han åd akkurat sig selv så meget, at han kom med til toppen.

Derfra var intet dog givet. På papiret var han og Skujins, der så sent som på 4. etape overspurtede en vis Vincenzo Albanese på stregen, stort set lige hurtige. Samtidig var Berwick den for de to tunge folk ubehagelige joker, der kunne være pist væk, hvis blot de kiggede på hinanden én gang for meget.

Sidstnævnte trussel viste sig ikke at være reel, for Berwick var så meget på udebane i fladlandet, at han end ikke forsøgte et angreb, selvom han tilbragte hele finalen på hjul. Nej, det var spurten mod Skujins, der kunne spolere den usandsynlige tyske sejrsfest, og i den sammenhæng lignede det et dårligt tegn, at Denz kom med kraftfuldt angreb med ca. 11 km igen. Det virkede på mange måder unødvendigt, hvis han troede på sin egen gode spurt.

Det var imidlertid ikke spor ildevarslende. Da det hele skulle afgøres, viste Skujins sig slet ikke at kunne gøre blot skyggen af modstand, og dermed fik han revanche for det ærgerlige spurtnederlag til Mohoric, der for fem år siden forhindrede ham i at kalde sig grand tour-vinder. Det kan han imidlertid nu, hvad der bestemt ikke var en del af planen for Vlasovs og Kämnas fladbanebodyguard - og det var bestemt slet ikke planen, a han skulle vinde netop denne etape. Men Denz lærer åbenbart godt, for efter sidste års nederlag på den tilsvarende etape kopierede han Oldai-opskriften så meget til punkt og prikke, at det i dag er meget svært at skelne 12. etape i 2022- og 2023-udgaverne fra hinanden.

Sejren falder i den grad også på et tørt sted. Bora har gang i en ganske rædselsfuld sæson, hvor alle deres kaptajner underpræsterer, og det er bestemt ikke blevet bedre i dette løb, hvor Vlasov er løbets næstmest prominente coronaoffer. Dagens sejr var blot den femte, og det er alt, alt for lidt for et hold, der plejer at blande sig helt i toppen af ranglisterne.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det gør Trek ikke, og sejren var utvivlsomt også mere tiltrængt i Tyskland end i USA. Alligevel er det svært ikke at have en smule ondt af Skujins og det amerikanske mandskab, der gjorde alt rigtigt og blot manglede den sidste finish for at opleve den helt perfekte dag. Først placerede de ikke færre end fire mand i udbruddet. Dernæst udnyttede de Jonathan Milans trængsler på de tidlige stigninger til at sikre 12 vigtige point til Mads Pedersen, der således kom tættere på en pointtrøje, som imidlertid fortsat ser svær ud i lyset af Milans suveræne spurt i går og de to helt flade etaper i den sidste uge. Siden lykkedes de med at komme de bedste klatrere - Mollema er jo slet ikke på toppen - i forkøbet med en gruppe, hvor Skujins lignede favoritten. Dermed var planen helt perfekt - altså indtil der kom en usandsynlig tysk vinder i vejen

Heldigvis har Trek deres på det tørre med den etapesejr, de allerede havde i bogen. Det er der fortsat mange hold, der ikke har, og derfor var dagens etape, der måske var løbets allermest oplagte udbrudsetape, så stor en chance for mange. Nok havde den sine klatrestærke og hurtige favoritter, men som Oldani beviste sidste år, og Denz gjorde det i år, betyder taktik så meget på denne slags dage, at selv de usandsynlige folk kan vinde. Nok stod Skujins på mange favoritlister, men der var næppe mange, der havde Denz, Berwick, Alessandro Tonelli og Marco Frigo som de allermest sandsynlige ryttere i top 5.

Det er derfor også på disse dage, at de små hold har chancen, og derfor var det en forspildt mulighed for mange, selvom sejren faldt på et tørt sted hos Bora. I det lys var det også overraskende at se Jumbo sende både Michel Hessmann og Sepp Kuss afsted dagen inden en stor bjergetape. Det havde givet mening, hvis de var gået målrettet efter sejren, men begge virkede helt passive og slet ikke som en del af det taktiske spil. De endte da også begge langt tilbage, da gruppen splittede flere gange, men alligevel brugte de til slut krudt på at køre efter helt sekundære placeringer på et tidspunkt, hvor sejren var væk. Det lignede mildt sagt en unødvendig brug af kræfterne, når de tilsyneladende ikke gik mere målrettet til sagen, end de gjorde.

Men i dag havde Primoz Roglic i hvert fald ikke brug for dem. Dertil var finalen for dårligt designet - ikke mindst når der venter en stor bjergetape 24 timer senere - og derfor endte det i en våbenhvile. Alligevel skulle vi naturligvis opleve endnu et tilbageslag i den endeløse serie af uheld for løbets favoritter, da Jack Haig på de våde veje, der endnu engang ledsagede løbet, endte i asfalten. Heldigvis er der ikke meldinger om, at den i forvejen så uheldige australier skulle være alt for tilredt.

Det finder vi ud af i morgen. Her melder det første helst store bjergslag sig endelig efter næsten to ugers venten. Nu er det i hvert fald for en dag slut med chancer for sprinterne og de tungere folk. De er for meget på udebane, når man skal over tre gigantiske bjergpas og en tur ind i de schweiziske alper. På den anden side har vi jo før set en usandsynlig sejrherre af netop en bjergetape i de schweiziske alper - og det var naturligvis Denz, der har overgået Poli og nu synes at være feltets kroniske overraskelse.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE