EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Frankrig og Belgien er som bekendt nabolande, og da de for en del af den belgiske befolknings vedkommende endda også har et sprogfællesskab, er det ikke mærkeligt, at der er nære forbindelser mellem de to nationer. Sådan er det da også i cykelsporten, hvor mange belgiere har trivedes på franske hold og omvendt. Således har Julian Alaphilippe jo tilbragt hele sin karriere på den anden side af grænsen, mens Philippe Gilbert fik sin cykelopvækst og tog sine første flotte sejre for FDJ, inden han vendte hjem til hjemlandet.

Noget kærlighedsforhold synes der ikke at være, men alligevel har det alligevel været et gennemgående tema i denne cykelsæson, at de har givet hinanden gaver. Sådan har det i hvert fald været på Jumbo, hvor Christophe Laporte og Wout van Aert har gjort en dyd ud af at give foræringen til hinanden. Som bekendt afstod Van Aert helt frivilligt fra at vinde 1. etape af Paris-Nice, så Laporte kunne få sin store succes på hjemmebanen, og da de tog senere på året sammen nåede målet i E3, var det naturligvis belgieren, som skulle have sejren på sin hjemmebane.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I dag fortsatte den interne gaveudveksling så, da Giroen på femtedagen endelig nåede frem til den første sprinteretape på italiensk grund, og denne gang var det naturligvis belgiernes tur til at være i gavehumør. Modsat tidligere var der bare ikke tale om nogen intern udveksling på Jumbo, der tværtimod i deres klassementssatsning, spillede en ganske marginal rolle. I stedet skylder det franske FDJ-mandskab en stor tak til belgierne hos Alpecin, for det var i høj grad Roodhoft-brødrenes hold, der sørgede for Demare endelig overvandt en sejrskrise på WorldTouren, som strækker sig helt tilbage til hans dominerende Giro i 2020, og for, at franskmanden den 11. maj endelig fik årets første sejr.

Hvis ikke Mathieu van der Poel havde været i løbet, eller hvis ikke Jakub Mareczkos uundgåelige exit var kommet endnu tidligere, end man kunne have troet, havde dagens vinder nemlig formentlig været Mark Cavendish eller Caleb Ewan. Briten viste forleden, at han helt som sidste år er langt hurtigere end alle sine rivaler i dette felt, hvis man ser bort fra den lille australier, der aldrig nåede frem til fronten. De to skiller sig da også ud som de på papiret i særklasse hurtigste, og der synes at herske en generel konsensus, at de begge skal fejle i en spurt, hvis en af rivalerne skal til tops.

Derfor undrede det også stort, da Arnaud Demare, Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo og Biniam Girmay alle så ud til at lade sig føre frivilligt frem til skafottet. Dagens etape var ellers designet på den facon, som Peter Sagan elsker, og som han ofte har benyttet til at iværksætte nogle af sine flotte kup. Med en hård stigning relativt tidligt på etapen var det muligt at komme af med de hurtigste og tungeste, og med et holdløb over den sidste flade del kunne forfølgelsesløbet munde ud i den reducerede massespurt, der ville åbne døren for nogle af de langsommere, men mere holdbare sprintere. Det var præcis den opskrift, Sagan blandt andet brugte til at vinde 7. etape af Touren i 2013, og som han senest brugte, da han for et år siden vandt 10. etape i Giroen.

Bedre blev det endda af, at Cavendish og Ewan begge så særligt sårbare ud denne gang. Den lille brite var knap kommet ud af starthullerne på gårsdagens Etna-etape, inden han var sat for første gang, og han nåede målet på vulkanen længe efter gruppettoen. Meget bedre var det ikke for australieren, der kun sad umiddelbart foran sin værste sprinterrival, og som nok engang beviste, at man meget let kan misforstå hans klatreevner. Hvor han er uhyre holdbar og har forbedret sig enormt på korte stigninger, som vi senest så det på 1. etape, klatrer han på lange stigninger ikke meget bedre, end han gjorde engang, og her har han faktisk altid været blandt de tungeste sprintere.

Derfor var det også de to supersprintere, der lignede de mest sårbare, da Giro-arrangørerne bød på en næsten tro kopi af 4. etape fra 2020-udgaven. Faktisk var de første ca. 140 km de samme, men denne gang havde man forlænget med godt 30 ekstra flade kilometer til sidst. Det var naturligvis en gave for Cavendish og Ewan, der nu fik lidt ekstra snor til at komme tilbage, hvis uheldet skulle være ude på stigningen, og den ekstra distance kunne måske endda være nok til at helt at afholde nogen fra at gøre forsøget - også selvom stigningen for to år siden havde været hård nok til at sætte Alvaro Hodeg og Fernando Gaviria af og næsten gøre Arnaud Demares efterfølgende sejr til et uundgåeligt udfald.

Lektien fra 2020 var der bare tilsyneladende ingen, der havde lært. Hverken Demares, Gavirias, Girmays eller Nizzolos tropper dukkede nogensinde op på vej op ad stigningen, der længe blev kørt så langsomt, at Cavendish og Ewan formentlig havde travlt med at knibe sig selv i armen.  Det kan man måske godt forstå, når det handler om Demare, for ligesom Ewan er han bestemt heller ingen ørn på længere stigninger. Også han er typen, der er endog meget robust i eksplosivt terræn, men bliver der tale om lange opkørsler, bliver han pludselig tung. Senere på etapen var han endda også sat af, og derfor var det helt naturligt, at det ikke var FDJ, der skulle lægge presset.

Det gav også sig selv, at UAE ville være passive. Nok beviste Gaviria igen, at han siden begyndelsen af 2021 igen er blevet den klatrer, han slet ikke var, da han i 2020 blev sat på samme stigning, mens Demare hang på, men for UAE handler løbet om Joao Almeida. Kan colombianeren vinde en spurt, er det fint, men det er ikke noget, man vil bruge mange kræfter på før finalerne.

Til gengæld var passiviteten fra Girmay og Nizzolo overraskende. Nizzolo viste senest ved VM, hvor forrygende stærk han kan være, og han havde derfor al mulig interesse i et hårdt løb. På den anden side ville en massakre formentlig ødelægge hele hans meget tunge tog, og efter at manglende støtte kostede så dyrt i søndags, var det måske frygten for massakren på egne hjælpere, der fik ham til ikke at sende Alessandro de Marchi til fronten. Derudover klatrede han jo faktisk sjældent ringe i dette løb for et år siden, og måske skræmte sporene fra Sagan-kuppet, hvor han modsat Gaviria kom til kort.

Mange undskyldninger er der imidlertid ikke for Girmay. Nok er eritreeren en fantastisk rytter, men det virker svært usandsynligt, at han skal slå Cavendish eller Ewan i et direkte opgør. I dag havde han endda mulighed for at vinde 50-0 i pointkonkurrencen, da dagens etape bød på det maksimale antal point, og da det i den indlagte spurt var helt tydeligt, at den cyclamenfarvede trøje er et stort mål, var denne etape så oplagt en chance, at den ikke burde misses - slet ikke når holdet endda er så klatrestærkt, at de kunne skabe et reelt blodbad.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det skete bare aldrig. Det så ellers så lovende ud, da de tog kontrol ved den indlagte spurt lige inden stigningen, men herefter stod de bare i kø ved Cavendishs og Ewans skafot, mens feltet sneglede sig op ad bjerget. Der var næppe tale om nogen belgisk søstersolidaritet med Quick-Step eller Lotto - tværtimod har Intermarché al mulig interesse i, at Lotto i årets intense kamp om de kommende års WorldTour-licenser ikke får for mange point - men måske lider de fortsat af så meget et lillebrorkompleks, at de ikke anså det for deres opgave at diktere slagets gang på den største scene af dem alle.

Men så er det jo altså godt, at vi har Van der Poel. Hollænderen er kendt for at kede sig bravt, hvis han har kørt 5 km uden nogen form for action, og derfor må den første halvanden time af dagens dødssejler af en sprinteretape have føltes som den rene tortur. Det kunne han naturligvis ikke holde ud, og derfor måtte Ewan og Cavendish akut ophøre med at knibe sig selv i armen, som ellers sikkert var ved at være temmelig af øm efter den lange dødsmarch på den nedre del af stigningen. Det skete, da Dries de Bondt kom med en første lidt blød forcering, men da Oscar Riesebeek først tog over, blev stigningen alligevel rammen om det sprinterblodbad, som Alpecin i fraværet af Mareczko jo pludselig havde en stor interesse i. Resultatet udeblev da heller ikke, og knap var forceringen starten, inden først Ewan og siden Cavendish røg af, og minsandten om ikke også Demare måtte give fortabt.

Heldigvis er franskmanden på lange stigninger i dag bedre end både Ewan og Cavendish, og det, der kortvarigt kunne ligne en misset gylden mulighed blev reddet af en af de gode nedkørsler, som sprinterne mestrer som få. Det gjorde Cavendish således også, men selvom Quick-Step-gruppen nærmede sig, var det for sent. Så snart feltet nåede dalen med et relativt stort forspring, og Alpecin, FDJ, Israel-PT og kortvarigt også UAE, som tillod sig at afvige lidt fra det ensidige Almeida-fokus, indgik fælles overenskomst om, at de gerne ville spurte uden deres to største rivaler, stod det klart, at det, der kunne være endt som et 50-50-opgør mellem Ewan og Cavendish nu blev et pivåbent slag mellem en hel serie af sprintere, der alle havde en reel chance for at vinde.

Det havde naturligvis været fortjent, hvis Van der Poel havde vundet etapen. Med Mareczko ude har han nu luftet muligheden for at gøre pointtrøjen til et mål ved sin af de etapesejre, der fortsat er hovedfokus, men med 0 point og en 78. plads endte han som en af dagens største tabere i det spil. I cykelsporten får man nemlig ikke løn som fortjent, og Sagan kan mere end nogen anden skrive under på, at disse Sagan-kup sjældent giver den fortjente vinder. Mange vil således huske, hvordan lignende offensiver mislykkedes for slovakken i Lyon i Touren i 2021, hvor han manglede folk til at forhindre Søren Kragh i at stikke af, eller den højdramatiske 7. etape i samme løb, hvor Boras vilde offensiv gik i vasken i sidste øjeblik, da Sagan tabte sin kæde i spurten. Akkurat på samme triste facon gik det i dag, for da Van der Poel skulle færdiggøre Alpecin-massakren, fik han ødelagt sin spurt af andre, og så hjalp hans gestikuleren med hånden ikke meget.

I stedet blev det for anden gang i år en belgisk gave til Frankrig, da Demare lukrerede på Alpecins forarbejde og endelig tog den WorldTour-sejr, han sådan har jagtet siden den vilde Giro i 2020, hvor han netop indledte sin sejrsstime på den delvise kopi af denne etape. Nøglen var imidlertid kun delvist Demares egen spurtstyrke, for det var i lige så høj grad Ramon Sinkeldams skyld, at den franske sprinter ikke længere er sejrsløs i 2022.

Sinkeldam er nemlig ikke nogen stor klatrer, og akkurat som sidstemanden, Jacopo Guarnieri, der helt forventeligt faldt fra, var hollænderen et oplagt offer på stigningen. Denne gang bed han imidlertid tænderne sammen, og da det stod klart, at han pludselig havde både Miles Scotson og Sinkeldam ved sin side, pegede pilene på Demare som manden, der skulle slås. Udrensningen af alle de tunge lead-out-folk betød nemlig, at det lignede en kamp mellem en række ensomme sprintere, men Demare kunne som den eneste mønstre et tog med mere end én lead-out man.

Dermed kom supertoget endelig til sin ret. Det var ellers dem, der var hovedårsagen til Demares mange sejre i 2020, men på det seneste har det været sløjt. De er ganske enkelt blevet overhalet af bedre tog, nu hvor hverken Sinkeldam eller Guarnieri er ved fordums styrke, men i dag var udrensningen blandt togene så voldsomt, at Scotson og Sinkeldam kunne vise klassen. Ganske vist tabte Sinkeldam hjulet på sin australske holdkammerat, da denne ramte fronten, men heldigvis gjorde det intet, at han herefter måtte sagtne farten. Der var nemlig ikke andre tog til at tage over i dette mylder af isolerede sprintere, og derfor kunne Sinkeldam komme bragende bagfra og sætte Demare så smukt op, at sejren lignede en formalitet i et tæt sprinterfelt, hvor han på papiret vel også var den hurtigste baseret på de gode spurter, han har kørt i 2022 efter et skuffende 2021.

Til gengæld kan Nizzolo i den grad ærgre sig. Italieneren missede nemlig en gylden chance for at tage sin blot anden etapesejr blandt de uendeligt mange 2. pladser, han har opnået i løbet. Med Rick Zabel, der overraskende havde overlevet stigningen, var han sammen med Demare nemlig den eneste, der havde en rigtig lead-out man - i hvert fald da Van der Poel var elimineret - og tyskeren gjorde da også sit arbejde til UG med kryds og slange, da han skød frem og faktisk gik forbi Sinkeldam. Desværre så vi igen, at Nizzolo har tabt den positioneringsevne, der ellers var hovedårsagen til hans to pointtrøjer i løbet, for da Zabel så sig bagud var det Gaviria og ikke Nizzolo, han havde på slæb. Dermed endte han med at forære 2. pladsen på et sølvfad til colombianeren, mens den hurtigere italiener, der kørte en lovende spurt, blot blev nr. 3. Havde han fulgt Zabel, havde det været et opgør mellem Demare og Nizzolo, og det så ud til, at den havde været meget jævnbyrdig.

Nu blev det i stedet et opgør mellem Demare og Gaviria, og den var aldrig tæt. Som vi har set et hav af gange de seneste år, har colombianeren i dag ikke farten, og akkurat som på 3. etape var han overmatchet af Demare. Denne gang sad positioneringen heller ikke i skabet nu, hvor Maximiliano Richeze var sat af, men han var ganske heldig med Zabels manøvre, der reddede ham ud af en lidt for ringe position og derved sikrede ham en fin 2. plads. Måske var der gaver fra Belgien til Frankrig, men der var også gaveudveksling mellem Israel og Emiraterne.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

God position havde til gengæld Davide Ballerini, der i Cavendishs fravær skulle klare sig på egen hånd. Det gik bedre end ventet, da han sad det helt rigtige sted bag Demare, men desværre for ham fik vi set det, vi har set gennem hele året, nemlig at han slet ikke har den fart, han havde i 2020 og begyndelsen af 2021. Derfor blev det bare til en sekundær 4. plads, men han sørgede i det mindste for, at dagen ikke blev en total katastrofe for Quick-Step.

Nu endte han i stedet med at lukke Phil Bauhaus og Biniam Girmay inde, men det gjorde ikke så meget, som man kunne have frygtet. De to kolliderede nemlig, og det ødelagde desværre den store chance for at se, hvor hurtig Girmay vitterligt er i dette felt. Selvom eritreeren var ganske tæt på at vælte, så hans fart imidlertid lovende ud, når nu han skulle træde cyklen i gang igen, men desværre understregede spurten også, at han savner et stærkere hold. Nok er han god i positionskampen, men det er ikke tilfældigt, at hans gode position nu to gange har været så langt tilbage, at han er blevet lukket inde.

Mere bekymrende er det for Bauhaus. Tyskeren fik ellers igen bevist, at han har forbedret sin holdbarhed enormt, for tidligere var han et sikkert offer på en stigning som denne. Nu sad han imidlertid med i front, og i et felt uden mange tog var han pludselig på samme spillebane som de fleste af de andre sprintere. Desværre tabte også han lidt momentum i kollisionen, men det gjorde ikke så meget. Tyskeren, der ellers spurtede så fint i Tirreno, havde nemlig ikke meget fart og blev endda overspurtet af Girmay, som ellers blev forstyrret betydeligt mere af uheldet.

Bedre var det ikke for Alberto Dainese. Italieneren fik ellers her en gylden mulighed for endelig at overvinde sine positioneringsproblemer, for i Cees Bol havde han modsat de fleste andre en reel lead-out man. Han fik endda helt uventet hjælp af Romain Bardet, men lige lidt hjalp det. Igen sad Dainese for langt tilbage, og denne gang viste han endda også en bekymrende fart, der igennem hele 2022 heller ikke har virket overbevisende.

Det var den heller ikke for Edward Theuns, der trods en god position måtte sande, at han er en smule overmatchet i dette selskab. Den normalt positioneringsstærke Simone Consonni betalte til gengæld en pris for at blive sat lidt for tidligt op af Davide Cimolai, for nu endte han på hjulet af Scotson, og da australieren sagtnede farten for at give plads til Sinkeldam og Demare, tabte han det momentum, der skulle have gjort det muligt at udnytte det flotte forarbejde af Cimolai - og så har farten bare aldrig rakt hele vejen i et selskab som dette. Og Magnus Cort? Ja, selvom han var frisk på at blande sig i en spurt i et mindre felt, måtte han nok engang sande, at positionering i tekniske finaler ikke er ham. Heldigvis kommer der senere noget, han er meget bedre til end at deltage i de massespurter, der ikke længere er hans kop te.

Det er de heller ikke for Joao Almeida, men portugiseren er stadig en hurtig herre. Derfor valgte han også at udnytte en relativt stille dag til at sikre sig 2 bonussekunder. Desværre var det ikke alle, der var i gavehumør, for Ineos var som altid vågne, og Ben Swift sørgede hurtigt for, at der ikke blev fuldt udbytte til portugiseren.

I kampen om den samlede sejr er der nemlig ikke plads til gaver, men det er der åbenbart i kampen om etapesejre. I hvert fald skylder Demare og Frankrig en stor tak til Alpecin og Belgien, når han til vinter skal se tilbage på sæsonen og minde sig selv om, hvordan det var hans WorldTour-tørke blev brudt. Uden Roodhoft-brødrenes hold var han nemlig blevet ført til skafottet af Ewan eller Cavendish, men en belgisk gave kom som sendt fra himlen. Nu står den så 2-1 i den fransk-belgiske gaveudveksling i år. Spørgsmålet er så, hvornår der skal betales tilbage. Måske venter der en belgisk etapesejr senere i løbet.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er jeg blevet opmærksom på, at Caleb Ewan skiftede hjul i bunden af stigningen og aldrig kom tilbage. Det forklarer, hvorfor han klatrede ringere, end man ville forvente.

OPDATERING 2: Det er kommet frem, at Gaviria havde gearproblemer i spurten.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO