EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

De fleste kender formentlig til den irriterende følelse, man får, når der er lagt op til en hyggelig aften i godt selskab, og hvor stemningen alligevel bliver akavet og trykket, fordi en af selskabets deltagere er i dårligt humør og ikke rigtigt er med i samtalen. Vedkommende behøver såmænd ikke aktivt at ødelægge den gode stemning, men alene den blotte tilstedeværelse af en person, som åbenlyst er i dårligt humør, kan være så svær at abstrahere fra, at det med det samme kan få irritationen til at sprede sig.

Sådan har de sikkert haft det i Trek-lejren i denne uge. Det amerikanske mandskab har jo haft gang i en forrygende Giro, hvor Juan Pedro Lopez’ 10 dage i lyserødt har givet et udkomme, de aldrig kunne have drømt om, da løbet ved starten i Budapest tog sin begyndelse med holdet i en outsiderrolle. Problemet var bare, at det jo ikke var det, de kom efter. De kom for at køre klassement med Giulio Ciccone, og selvom italieneren utvivlsomt har sat pris på Lopez’ succes, har han næppe været i godt humør. På samme dag, som Lopez med sit flotte forsvar på Blockhaus sikrede sig en lille uge mere i lyserødt, måtte den italienske kaptajn nemlig se hele sæsonens store mål gå i vasken med et decideret kollaps - endda på sin helt egen hjemmebane i Abruzzo, hvor han i sine drømme havde forestillet sig, at det var ham, der ville nå Blockhaus først.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den skuffelse har formentlig været ekstra svær at håndtere, fordi det jo ikke var den første. Tværtimod er der få ryttere, der i de seneste år har været mere forfulgt af uheld end italieneren. Han bragede jo ellers ind på scenen ved som en lysende komet, da han i sine allerførste løb var med helt fremme på den italienske endagsscene og få måneder efter satte han en fed streg under sit enorme potentiale, da han i en alder af bare 21 og som nyprofessionel vandt en bjergetape i Giroen i sin allerførste grand tour. Siden fulgte nogle lidt halvsløje år, men da han i 2019 vandt Giroens kongeetape og erobrede løbets bjergtrøje, inden han få uger senere endda også erobrede Tourens gule førertrøje, så verden ud til at ligge for hans fødder.

Det gjorde den bare ikke alligevel. Hans 2020-sæson blev ødelagt af først en grim gang covid-19 lige inden Giroen, som han efterfølgende forlod med en bronkitis, og da han i 2021 så ud til at være ved at etablere sig i den absolutte elite med en Giro-start, hvor han i den første uge kun var overgået af Egan Bernal i bjergene, faldt det hele sammen med et styrt. Det gentog sig endda i efteråret, hvor han ganske vist slet ikke var så overbevisende som i Giroen, men stadig havde en top 10 inden for rækkevidde, indtil endnu et styrt atter sendte ham hjem før tid.

Den triste udvikling er bare fortsat i 2022. Han fandt aldrig formen i årets første løb, og da han skulle formopbygge frem mod Giroen, blev han så syg, at han måtte droppe Ardennerne for at indhente det forsømte. Derfor var det heller ikke den helt store overraskelse, at det alligevel gik galt på Blockhaus, selvom hans kørsel på Etna i det mindste havde givet et lille håb om, at han måske kunne nærme sig sit tårnhøje niveau fra sidste års Giro.

Det håb brast imidlertid ved først mulige lejlighed. Præcis på 9. etape, hvor han et år forinden var blevet nr. 2 bag Bernal, blev drømmen om at blive den næste store italienske klassementsstjerne i første omgang knust, og med så megen modgang kan man ikke helt fortænke ham i det, hvis han har ødelagt lidt af den gode Trek-stemning. Uheldene er simpelthen regnet ned over ham i et omfang, så der formentlig har skullet mere til end en holdkammerats succes for at fjerne det mellemfornøjede humør.

I aften burde der imidlertid være basis for fuld knald på Trek-festen. Det kan godt være, at Lopez har mistet trøjen og er gledet ned på den samlede 9. plads, men det har helt sikkert ikke fjernet det gode humør hos spanieren, der allerede har fået langt mere med hjem, end han havde drømt om. Efter dagens første alpeetape kan han nu tage en skål sammen med Ciccone, der rejste sig på den smukkest tænkelige måde ved at knuse al modstand, da rytterne efter endnu en hurtig og varm dag nåede målet på toppen af den bløde stigning til Cogne.

Det kan måske i sig selv ikke lyde så imponerende. Havner man i det rette udbrud, kan man i en grand tour godt sikre sig en lidt halvbillig etapesejr, hvad særligt Angel Madrazo kan skrive under på. Denne gang var han imidlertid ikke som Madrazo havnet i et tremandsudbrud med lutter smånavne, hvoraf den ene endda var en holdkammerat. Nej, da røgen havde lagt sig efter endnu en vanvittig start og ca. 70 km med uafbrudte angreb kunne han kigge sig rundt i det næsten 30 mand store udbrud og se det ene topnavn efter det andet.

Der var Hugh Carthy, der var kommet til løbet med akkurat lige så store ambitioner som ham selv, og som i går lignede en mand på vej mod en lille genrejsning, indtil han eksploderede til sidst. Der var Thymen Arensman, der aspirerer til titlen som årets etapeløbsgennembrud. Der var kometen Santiago Buitrago, der har imponeret stort gennem hele sæsonen og senest kørte i top 20 på gårsdagens vanvidsetape. Der var Koen Bouwman, der jo allerede én gang havde stillet sin superform til skue, og han var endda sekunderet af Sam Oomen, der i dette løb stadig har været en af løbets bedre klatrere, selvom klassementet endegyldigt gik fløjten i går. Der var den ustabile Ivan Ramiro Sosa, der på sine få gode dage kan være helt uhyggelig, og han var endda ledsaget af Antonio Pedrero, der altid kører brølstærkt i Giroens sidste halvdel. Der var Davide Formolo, som altid er livsfarlig i denne slags udbrud og var tæt på at slå Bouwman i Potenza, i selskab med en tidligere verdensmester i form af Rui Costa. Og så var der endda også en brølstærk holdkammerat i Bauke Mollema, som ganske vist også var en allieret, men stadig var en rytter, han skulle slå.

Nej, det var nærmest til at blive helt stakåndet af alt det potentiale, der var i et udbrud, hvor langt hovedparten af etapens forhåndsfavoritter var at finde. På en etape, der nok så skræmmende ud på profilen, men hvor kraftig modvind på de to svære bjerge og en meget blød opkørsel til mål kunne skabe en meget taktisk finale, når løbet skulle afgøres af en gruppe med på papiret så stor jævnbyrdighed, var der meget, som skulle flaske sig, hvis det skulle blive i dag, Ciccone tog den tredje Giro-etapesejr og kom tilbage på det lovende spor, han for alvor ramte med sin seneste etapesejr i 2019.

Det skulle imidlertid vise sig slet ikke at blive så spændende endda. Det så ellers lidt halvkritisk, da Ciccone mistede sin allierede i det taktiske spil tidligt på etapen. Som vi så det et hav af gange i 2021 fejlede Mollema igen slemt i et udbrud, hvor han på papiret var en af favoritterne, og dermed satte han igen en fed streg under, at han er et stykke fra det niveau, han havde, da han var bedst, og som han ikke har haft i nu mange sæsoner. Nu var han den taktiske overhånd pludselig væk, og nu skulle Ciccone klare sig på egen hånd.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Heldigvis var Mollema ikke den eneste, der faldt igen. Lottokuponen Sosa må nok engang sande, at han altid falder helt sammen i den anden del af en grand tour, og højst overraskende var Arensman, der ellers så sent som i går havde virket meget overbevisende i sit forsøg på at komme tilbage fra en tissepause, indtil han af egen fri vilje gav op og smed tid, ramt af en dårlig dag. Formolo, som allerede på de seneste etaper har virket mærkeligt fraværende, beviste endegyldigt, at han bare slet ikke er i form længere - hvad der senere blev helt tydeligt, da han forsøgte at føre for Joao Almeida, indtil Ineos nærmest demonstrativt kørte forbi ham, mens han skar tænder så højt, at de kunne høres i Danmark - og den træthed, man kunne fornemme hos Koen Bouwman, da han i går lod Diego Rosa køre i udbrud helt uden hollandsk ledsager, blev stillet fuldt til skue, da han eksploderede med et brag efter - formentlig i erkendelse af de knap så gode ben - at have satset mere på bjergpoint end etapesejr med en tidlig offensiv. Oomen måtte også igen sande, at han ikke er på niveau med de bedste, og selvom han kørte en flot etape, vidste vi jo godt, at Costa ikke længere kan begå sig i bjergene.

Pludselig var billedet meget klarere. Man kunne ellers have frygtet, at den i bjergene usædvanligt kraftige modvind på løbets anden stigning, ville gøre det svært at gøre forskelle, men det var intet problem for Ciccone. Med en overbevisende forcering viste han med det samme, at han formentlig var gruppens klart stærkeste, og det tog ham nærmest ingen tid at indhente de tre undslupne hollændere, Bouwman, Martijn Tusveld og Mathieu van der Poel, der igen i dag måtte sande, at han altså ikke er på toppen, når han - ganske vist i uvant terræn - bliver sat klart til vægs af en rytter som Tusveld. Problemet var bare, at Buitrago ikke gav ham en eneste meter, og selvom Ciccone med sit meget generøse arbejde lignede manden med overskud, var intet givet. Den sidste stigning var ganske vist den eneste uden modvind, men den var også så let, at det ikke var nogen given ting, at Ciccone kunne køre alene, og i en spurt kunne det blive ganske tæt mellem de to rivaler, der begge er ganske hurtige i stigende finaler.

Heller ikke den colombianske nød viste sig dog svær at knække. Selv denne relativt bløde stigning var nok til, at udbruddets i særklasse stærkeste kunne sætter sig igennem, og selvom han skulle forcere et par gange, varede det ikke længe, inden han med overlegen kørsel totalt tog spændingen ud af etapen og finalen, der nu bare blev en lang kroning af udbruddets suveræne hersker. I dag var der ingen hverken over eller ved siden af Ciccone, og for første gang siden det ærgerlige styrt i sidste års Giro sad man med fornemmelsen af, at Super-Ciccone fra 2021 måske stadig findes. Der var i hvert fald nok kvalitet i udbruddet til, at hans magtdemonstration må tilskrives nogen vægt, men det endelige svar får vi først i den tredje uge. Her han nemlig utvivlsomt sat næsen op efter flere sejre - og hvorfor ikke på en kongeetape med Mortirolo, hvor han jo allerede én gang har vundet? - ligesom han i den grad har sat kurs mod at vinde sin anden bjergtrøje, når nu Bouwman og den i dag svært lidende Diego Rosa åbenlyst har brugt de fleste af deres kræfter. Modsat synes pilen for Ciccone kun at pege én vej, nemlig opad.

Det gør den også for Buitrago, selvom han i dag blev den lille i det, der hurtigt viste sig at være en italiensk-colombiansk duel. Ganske vist kom han til kort på det, der måske var hans eneste chance for at vinde en etape, inden han skal agere nøglehjælper for Mikel Landa i den tredje uge, men hans kørsel i dette klasseudbrud sætter blot en fed streg under det fornemme niveau, han har nået siden det første lille gennembrud i Getxo og Burgos sidste år. Etapesejren kom ikke i dag, men der er al mulig grund til at tro, at han blot skal have lidt tålmodighed.

Så er der straks mere grund til bekymring hos Carthy. Den langlemmede brite fik ellers for anden dag i træk godt gang i dieselmotoren efter en skidt indledning, men - også for anden dag i træk - eksploderede han med et brag, der kunne være blevet hørt i Danmark, hvis ikke det var blevet overdøvet af Formolos skæren-tænder. Det er et bekymrende mønster, som følger helt i tråd med det, vi så i sidste års Giro, og igen i dag må vi konstatere, at pilen kun har peget én vej for den i Vueltaen i 2020 så lovende brite, nemlig nedad. Det kan efterhånden være svært at tro på, at han vitterligt kan genfinde fordums styrke, når han bare synes langsomt at komme længere og længere ned ad slisken.

Pedrero kan være langt mere tilfreds. Han var trods alt i et selskab, hvor han på papiret var overmatchet, men med dagens ridt viste han os igen, at vi kan bruge hans kørsel som kalender. Når vi når den anden halvdel af Giroen og maj begynder spanieren, der ellers i det meste af sæsonen er helt ude af form, altid at finde benene, og i dag var første gang i år, vi for alvor fik et glimt af den rytter, der sidste år kørte så fornemt op med favoritterne i den tredje uge, inden han tog den gode form med sig til Route d’Occitanie, som han vandt i suveræn stil. Man kan nu håbe, at den gode form denne gang omsættes i etapesejr, for Movistar har brug for lidt opmuntring efter gårsdagens så frygtelige uheld, der via en defekt kostede den ellers meget velkørende Alejandro Valverde det absolutte topresultat i Giroen og måske endda en etapesejr på en etape, der passede ham som fod i hose.

Heldigvis fik Valverde som resten af gårsdagens mange faldne favoritter lejlighed til at slikke sårene. Dagens etape endte nemlig helt så passiv, som man kunne have ventet, da Ineos bare fik lov at slæbe alle rivalerne med til Cogne. Selv med en anderledes vind var etapen med sit meget bløde målbjerg ikke rigtigt skabt til offensiv kørsel og da slet ikke på et tidspunkt, hvor det er alt for tidligt for Bahrain og Bora at sætte alt på ét bræt med en offensiv fra distancen. Det eneste kloge valg i dag var, at de værste rivaler til Richard Carapaz sparede på kræfterne til den brutale tredje uge, hvor finalerne er langt mere egnede til at skabe forskelle, og sådan blev det derfor også.

Det er Carapaz næppe utilfreds med, men hans tilfredshed bør snarere handle om noget andet. For det første sørgede den altid så snarrådige og aggressive ecuadorianer at spurte sig til to sekunder på målstregen på et tidspunkt, hvor alle rivalerne allerede havde tankerne under den kolde bruser, og for det andet kunne han ånde lettet op over, at holdet tilsyneladende bare havde en offday i går. Jonathan Castroviejo synes kommet sig efter sit styrt og var igen i dag den maskine, han plejer at være i grand tours, og Richie Porte viste, at gårsdagens katastrofe formentlig skyldtes, at han med sin nonchalante positionering blev sat, da Bora tog alle på sengen på nedkørslen. Ben Tulett skuffer fortsat fælt, men Carapaz har formentlig i dag ikke helt så meget hovedpine, som han havde i går. Det kan Joao Almeida til gengæld have, for UAE var det eneste hold, som forsøgte at gå til stålet, men det forsøg løb helt ud i sandet, da det arabiske mandskab viste sig chokerende svagt og nærmest blev ydmyget, da Tulett og resten af Ineos-toget på nærmest hånende vis gik forbi den lidende Formolo.

Alligevel kom der en lille ændring i top 10. Guillaume Martin var nemlig vågen og kunne godt regne ud, at der var lagt op til våbenhvile og langgaber. Han vidste også, at der ventede en hviledag i morgen, og at han derfor uden den store risiko kunne forsøge at melde sig tilbage i top 10-kampen ved at gøre det, han er allerbedst til, nemlig at vinde tid via udbrud. Movistars svage mandskab kunne ikke reagere, da franskmanden helt uden blot den mindste reaktion fra Ineos kunne køre væk og stjæle Valverdes 10. plads. Det var ganske kløgtigt tænkt på en dag, hvor terrænet var så let, at det næppe var gået galt, hvis han var blevet hentet, og hvor der i hvert fald ikke bliver en pris at betale i morgen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det gør der heldigvis heller ikke for Ciccone, der nok gravede lidt dybere end de fleste i dag, men så langt tænker han formentlig slet ikke. Nye etapesejre og endnu en bjergtrøje er formentlig først noget, han bekymrer sig om i morgen, når de værste tømmermænd har lagt sig efter dagens champagnegilde i Trek-lejren. Denne gang skal der nemlig nok blive rigtig fest på amerikanernes hotel, når der ikke længere er skuffede kaptajner, der sidder i det ene hjørne og surmuler.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO