EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Forud for årets Giro herskede der almindelig konsensus om, at Caleb Ewan og Mark Cavendish var løbets hurtigste. Faktisk var den opfattelse så udbredt, at gårsdagens sejr til Arnaud Demare mest af alt blev omtalt som dagen, hvor de ”små” sprintere udnyttede de to giganters fravær til at tage den sejr, de næppe ville få i en fuld massespurt. Mange synes at have haft fornemmelsen af, at den eneste vej til at vinde en rigtig spurt gik igennem fejl til begge de to, som var udset til at skulle duellere om status som Giroens hurtigste sprinter.

Det er ikke uden grund, at den opfattelse bredte sig. Ewan har trods alt vundet grand tours med stor regelmæssighed i nu ganske mange år, og han har undervejs slået alle de bedste sprintere. Cavendish var ganske vist nede i en bølgedal, men rejste sig i sportens mest mirakuløse comeback med sidste års suveræne Tour-etapesejre, og hvis der havde bredt sig en opfattelse af, at han efter en lidt haltende sæsonstart måske havde tabt den sidste topfart, fik han bragt sig selv tilbage mod toppen af sprinterhierarkiet med sin vanvittige 300 m lange modvindsspurt i Ungarn i søndags.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Sådan har det ikke været for feltets øvrige sprintere. Giacomo Nizzolo fik endelig sin Giro-etapesejr sidste år, men det var i fravær af de hurtigste. Fernando Gaviria har ikke vundet grand tour-spurter siden 2017, og Sacha Modolos spurtsejre er af endnu ældre dato. Magnus Cort gider end ikke køre de store massespurter længere, og da Jose Joaquin Rojas i sin tid var tæt på at vinde Tour-spurter, havde Cavendish kun lige startet sin karriere. Maximilano Richeze har vundet i Giroen og Michael Mørkøv i Vueltaen, men begge har for længst indstillet sig på en lead-out-karriere. Ingen af feltets øvrige sprintere udover Demare har nogensinde vundet en grand tour-spurt, og kun den hjemrejste Jakub Mareczko har med sine to andenpladser været tæt på.

Lidt anderledes er det med Demare. Han har trods alt vundet spurter i både Giroen og Touren, men det er undtagelser. Franskmanden har i sin lange karriere kørt et hav af massespurter, men det er kun under særlige omstændigheder, at han har kunnet vinde. Da han havde sin drømme-Giro med fire etapesejre i 2020, var alle de bedste sprintere fraværende, og hans to Tour-etapesejre kom hhv. i en stigende spurt i 2017 og i den tredje uge i 2018, hvor en brutal tur gennem Alperne havde sendt næsten alle - og i hvert fald alle de hurtigste - hjem. Kun i Giroen i 2019 tog han for alvor en stor skalp, da han slog Elia Viviani og Ewan, men det var i den sæson, hvor italieneren allerede var begyndt at tabe fart, og i den periode, hvor australieren havde en fartkrise og gang på gang blev slået i de rene massespurter.

Når man tillige husker på, at Demare i 2021 var i stor krise og gennemlevede både en rædselsfuld Tour og Vuelta, hvor han gang på gang blev sat klart til vægs og kom til Giroen som sejrsløs i et 2022, der ikke er gået efter planen, var det ikke mærkeligt, at al opmærksomhed samlede sig om Ewan og Cavendish. Derfor var lettelsen sikkert også ekstra stor, da Demare slog til i går, for han har formentlig også selv haft fornemmelsen af, at det var vigtigt at slå til på den måske eneste chance, hvor de to supersprintere var fraværende, og hvor han stadig selv var inde i billedet.

Nu kan der imidlertid være behov for at justere på den opfattelse. Da franskmanden i dag tog sin anden etapesejr på to dage, var der nemlig ingen undskyldninger for hverken Cavendish eller Ewan. En lang og uendelig kedsommelig etape endte nemlig med et direkte opgør på fart mellem løbets tre på papiret hurtigste - et udfald, som man som regel kun får i disse store boulevardspurter uden tekniske komplikationer - og her var det slet og ret franskmanden, der trak det længste strå.

Det så ellers ud til, at sejren skulle komme i kraft af holdet og ikke Demare selv. Det i Ungarn så overlegne Quick-Step-tog var ellers linet perfekt op med Davide Ballerini foran Bert van Lerberghe, Michael Mørkøv og Cavendish under den røde flamme, hvor det lignede en perfekt iscenesættelse for Cavendish. Det fik Davide Cimolai imidlertid spoleret, da han efter endt lead-out torpederede Van Lerberghe, og derfor tvang Mørkøv til at reagere hurtigt. Den snarrådige dansker sprang kvikt over i vejens modsatte side, hvor Demares engang så suveræne supertog var gjort klar, men bataljen havde kostet så meget momentum, at de nu sad alt for langt tilbage.

Pludselig var spurten vendt på hovedet, og man følte sig næsten hensat til 2020, hvor FDJ dominerede den ene spurt efter den anden. Som i gamle dage satte Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri smukt Demare i scene, og da Ewan i kraft af sit svage tog havde været snu nok til at plante sig på Cavendishs hjul, havde franskmanden kurs mod at kunne køre en spurt helt uden at skulle slås med de to hurtigste.

Det fik Mørkøv imidlertid rettet op på. Med en fuldstændig fabelagtig opvisning i overblik og styrke var danskeren ikke blot snarrådig til at skifte, da Van Lerberghe blev sat ud af spillet, han leverede også et rystende godt lead-out, da han fra en skidt position ikke blot kørte op til, men også forbi Guarnieri, der i sine bedste år ellers aspirerede til titlen som den bedste lead-out man. Det er han ikke længere, for i dag er det Mørkøv, der sidder på tronen, og trods Cimolais behjertede forsøg på at ødelægge showet for Cavendish, blev briten alligevel afleveret lige så smukt, som han gjorde det i Ungarn.

Nu så det pludselig alligevel ud til, at Demare ikke ville vinde på sit hold. Nu skulle han slå både Cavendish og Ewan, og det var endda australieren, der sad i pole position til at slå til, hvis briten manglede farten. Endnu værre blev det endda af, at han nær var blevet blokeret af Mørkøv, da danskeren slog ud. Det så ud til at koste en del momentum, men åbenbart ikke nok. Da Cavendish tabte fart, og Ewan gik forbi, sagde logikken, at det ville blive australsk sejr. Sådan er det nemlig gået i snart sagt alle deres indbyrdes dueller i mange år, men i dag var det anderledes. Trods momentumtab og dårligere position var det i dag Demare, der var hurtigere end de to supersprintere.

Selvfølgelig havde han en fordel inden selve spurten. Grundet omstændighederne var Mørkøv nødt til at starte sit lead-out meget tidligt, og det har kostet kræfter for både Cavendish og Ewan at blive trukket frem til fronten i danskerens meget høje fart. Cavendish blev måske også tvunget til at åbne sin spurt lidt tidligere end ønsket, men i dag var det altså Demare og hverken den ene eller anden supersprinter, der vafr hurtigst.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Det må gøre ondt på dem begge. For Cavendish var det trods spurtens længde bekymrende, at han blev besejret ganske klart i det første opgør mod supersprinterne i år. Allerede tidligere i år lignede han en skygge af 2021-udgaven af sig selv, og selvom hans gode spurt i Ungarn nåede at slette det indtryk, dukkede det hurtigt op igen, da han i dag klart blev sat til vægs. Heldigvis kan han glæde sig over, at hans tog nok engang viste sig i særklasse, men på dagen, hvor Fabio  Jakobsen vandt i Ungarn, var det helt sikkert ikke det ønskede udkomme. Heldigvis kan han trøste sig med, at Tour-rivalen Jakobsen var overraskende lidt overlegen i sin duel med Rudy Barbier.

Han kan også trøste sig med, at han har sin etape. Det kan Ewan endnu ikke, og nu begynder panikken så småt at brede sig. Han gjorde ellers alt rigtigt, når nu det i Ungarn blev klart, at hans tog er for svagt, da han fik sig anbragt bag på manden med det bedste tog i tiltro til, at han kunne slå Cavendish på sin fart. Det kunne han også, og det burde i den normale sprinterverden have været nok til sejr. Det var det bare ikke i dag, og nu må bekymringen melde sig en smule i et år, hvor han kun har taget én relativt stor sprinterskalp i et Tyrkiet Rundt, hvor der dog var flere ned- end opture.

Nedtur blev det også for Giacomo Nizzolo, men det skyldes ikke så meget ham selv. Ligesom i Ungarn manglede han nemlig sin vigtigste mand, Rick Zabel, der efterhånden skylder sin kaptajn et eller andet. Det israelske tog med Matthias Brändle, Jenthe Biermans og Alex Dowsett kom ellers perfekt frem, men i deres ligning er det kun Nizzolo og Zabel, der har fart. Da Zabel skulle have svaret igen på FDJ og Quick-Step, sad han for sig selv midt i feltet, og dermed mistede Nizzolo alt sit momentum. Da han tillige måtte bremse op, da Guarnier faldt tilbage, hjalp det ikke meget, at han egentlig kørte en glimrende spurt.

I den forstand er det mere bekymrende for Biniam Girmay. I dag lykkedes det ham endelig at undgå at blive lukket inde, da han snarrådigt gik med Ewan, da Guarnieri faldt tilbage, men i dag fik vi endegyldigt bevist, at han ikke er rigtig sprinter. Positionen indbragte ham en 4. plads, men der var tre ryttere, der var meget hurtigere end ham - og formentlig andre længere tilbage,

I det mindste fik han lov at spurte. Det gjorde Cees Bol ikke, og det var synd. Nu har DSM kikset det ene lead-out efter det andet i år, men i dag så det yderst lovende ud, da rollerne var byttet om. Alberto Dainese satte sin kaptajn perfekt i scene, indtil der gik panik i Fernando Gaviria, da han fornemmede, at italieneren var ved at blokere hans vej. Colombianeren bragede ind i stakkels Bol, der havde kurs mod et sjældent spurtresultat for DSM, og det eneste formildende ved den episode var vel, at Gaviria også ødelagde det for sig selv. Det er ikke mærkeligt, at han i år har positioneret sig så fint, når man også betænker den vilde manøvre, han lavede, da han greb Sam Bennetts hjul i Frankfurt. Han gør sig næppe mere populær i feltet i disse dage.

Frustrerende er det også for Phil Bauhaus, at han i kraft af sin manglende støtte reelt er prisgivet. Denne gang sad han igen for langt tilbage, og derfor blev han som Nizzolo fanget bag Guarnieri. Det gjorde også Simone Consonni, der ellers igen med hjælp fra Cimolai havde fået anbragt sig ordentligt, men som jo alligevel ikke har farten til at vinde disse boulevardspurter. Det har Edward Theuns heller ikke i dette selskab, og i dag betalte han også for første gang prisen for manglende støtte.

Den støtte havde Mathieu van der Poel, men det blev ikke i dag, vi fik at se ham begå sig i en massespurt. Alpecin valgte slet ikke at deltage i spurten, og dermed meldte hollænderen sig delvist ud af kampen om den pointtrøje, han ellers åbnede døren for i tirsdags. Det er måske heller ikke en dum ide, for færre point vil give ham mere frihed til at jagte den etape, der er hans primære mål med den videre deltagelse.

Måske var han også faldet i søvn. Van der Poel er kendt for at kede sig bravt, og han må derfor have befundet sig i helvede på dagens dødsmarch gennem Syditalien. Det betød til gengæld, at alle var friske, og det var dårligt nyt for Demare, der som regel skal bruge et hårdt løb, hvis han skal have bare den mindste chance for at slå Ewan og Cavendish. Det fik han bestemt ikke på en dag, hvor de to supersprintere endelig fik deres direkte opgør med hinanden. Det viste sig, at Ewan var hurtigst - i hvert fald indtil han alligevel ikke var det længere.

Måske vi skal til at gentænke sprinterhierarkiet.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO