EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Da han gik i seng efter Blockhaus-etapen, havde Richard Carapaz nok lidt hovedpine. Hele dagen var der nemlig blevet lagt i kakkelovnen til, at han med en magtdemonstration én gang for alle skulle vise, hvem der løbets stærkeste rytter, men det gik som bekendt slet ikke. To mand kunne følge ham, og de endte endda med at spurte om sejren i en seksmandsgruppe, men heldigvis havde han noget at lindre smerten med, nemlig at holdet så lige så stærkt ud, som det plejer.

I mange år har det været bredt accepteret, at en af årsagerne til Ineos’ store succes i grand tours har været deres brølstærke hold. Ingen kan betvivle, at Chris Froome i sin storhedstid var den i særklasse stærkeste rytter, når han gang på gang satte alle til vægs med en knusende magtdemonstration - endda i adskillige forskellige terræner - men holdet fik sig også et hav af fjender ved deres overlegne styrke, der gjorde det umuligt at finde blot den mindste sårbarhed ved den i forvejen suveræne kaptajn. En solid pengepung og evne til at overtale et hav af verdensstjerner til at agere hjælperyttere gjorde det britiske mandskab til altdominerende herskere i de fleste grand tours i en periode, der strakte sig over et lille årti.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det er imidlertid ikke kun Froome, der har nydt godt af det. Det er svært at se, at Tao Geogheghan Hart på nogen måde kunne have overvundet Sunweb-overtallet i Giroen i 2020, hvis ikke han havde haft en mageløs Rohan Dennis ved sin side. Da Egan Bernal sidste år pludselig fik sin uventede tredjeugeskrise i Giroen, var det også suverænt arbejde fra Daniel Martinez, der vel næsten lignede stærkeste mand i den tredje uge, og Jonathan Castroviejo, der hjalp med at sikre, at han aldrig for alvor var truet. Også Geraint Thomas og Bernal havde i forbindelse med deres Tour-sejre god hjælp af et hold, der var så stærkt, at de begge fik en holdkammerat med sig på podiet.

For 24 timer siden så det ud til, at det tema ville gå igen i årets Giro. Ineos har i dette løb returneret til deres gamle kontrollerende kørsel. Væk har deltagelsen i udbrud været, og i stedet har holdet investeret alle kræfter i at sætte Richard Carapaz i scene på alle løbets indtil nu få nøgleetaper. Det har de gjort med imponerende effektivitet. På Etna fik de kørt Vincenzo Nibali og Tom Dumoulin effektivt ud af kampen om den samlede sejr, og på Blockhaus var det Richie Portes vilde forcering, der var med til at definitivt at tage Simon Yates og Giulio Ciccone ud af ligningen og skabe de første væsentlige forskelle i løbet.

Derfor var der nok mange - mig selv inklusive - der regnede med, at Ineos ville diktere slagets gang, da klassementskampen efter en lille uges pause endelig skulle genoptages på den korte, intense etape omkring Torino. Det kan godt være, at rytterne skal en tur ind i Alperne på morgendagens etape, men i kraft af en meget blød målstigning var det ikke 15. etape, der lignede ugens klassementsdag. Nej, den kom i dag, hvor de ganske vist korte, men meget stejle stigninger omkring Torino var lagt bedre egnede til at skabe forskelle, og hvis temaet fra den første del af løbet skulle fortsætte, ville det betyde, at Carapaz så e chance for at vinde tid.

Sådan så det også ud til at gå. Efter en vanvittig kamp om at ramme det udbrud, de fleste regnede som adgangsbilletten til en mulig etapesejr, satte briterne sig kortvarigt frem i det, der lignede et forsøg på endda også at gå efter etapesejren. Det viste sig hurtigt blot at være et forsøg på at få lagt en dæmper på løjerne, men det var en klar indikation af, at den britiske drejebog tilsagde, at der skulle lægges det typiske Ineos-pres, som skulle gøre det muligt for Carapaz på den sidste stigning at gøre den forskel, han ikke helt kunne gøre på Blockhaus.

Kort efter briternes signalgivning var løbet imidlertid vendt totalt på hovedet. Med det, der i første omgang lignede et meget mærkeligt fremstød, og som man kortvarigt mere lignede et forsøg på at hjælpe Lennard Kämnas kamp om bjergtrøjen mod den undslupne Diego Rosa, forvandlede Bora-mandskabet med et helt uventet overraskelsesangreb med ét det britiske superhold fra feltets herskere til Carapaz’ helt store svaghed. Ganske vist havde han fortsat selskab af Ben Tulett, Pavel Sivakov og Jhonatan Narvaez, da tyskernes uventede forcering havde sendt de første favoritter til tælling, men de skulle ikke mange meter op ad Superga-stigningen, inden Bora med først Giovanni Aleotti, som i dag endelig rejste sig i et ellers katastrofalt 2022, og siden Ben Zwiehoff og Lennard Kämna og slutteligt en fabelagtig Wilco Kelderman, der fik bevist, at formen slet ikke er så ringe endda, havde sendt alle Ineos-hjælperne - ikke mindst Porte, der allerede i Jesi havde indikeret, at han kunne have kurs mod et af de sammenbrud i grand tours, vi senest så i den seneste Tour - så langt agterud, at det stod klart, at Carapaz skulle klare resten af etapen på egen hånd.

Det kunne måske nok gå, hvis etapen havde udfoldet sig på relativt konventionel maner. Det gjorde den imidlertid ikke, for Boras uventede manøvre havde skabt et blodbad, som selv de allerstørste optimister vel næppe havde forventet af den ellers lovende Torino-etape. Det er i skrivende stund stadig lidt uklart, om feltet splittede på den sidste lille bakke frem mod første målpassage, eller om det som så ofte før var nedkørslen, der fangede de uopmærksomme, men uanset årsagen var resultatet det samme. Porte havde sovet så meget i timen, at han aldrig blev en faktor, og Sivakov og Tulett viste sig slet ikke i stand til at matche Keldermans tempo.

Nu var der brug for brandslukningsudstyr, for flammerne stod meterhøjt op fra Carapaz’ lokum. Én ting var, at han selv var alene. Noget andet var, at han var oppe mod tre hold med to kort at spille i form af Bora, Intermarché og Bahrain. Med et langt, let stykke mellem løbets to nøglestigninger, Superga og Maddalena, var det ikke svært at regne ud, hvad der ville ske, hvis den favoritgruppe, Kelderman sagde farvel til efter sit vanvidsridt i bunden af Superga, ville nå toppen af den første stigning intakt. I det tilfælde ville det ende i en angrebsfest, hvor Carapaz skulle lukke alle huller, og det kunne næsten kun ende med et tidstab, formentlig til folk som Emanuel Buchmann, Pello Bilbao og Jan Hirt, som han nok ville være lidt mindre opmærksomme på end disses holdkammerater Jai Hindley, Mikel Landa og Domenico Pozzovivo.

Som bekendt er det bedste forsvar i den slags situationer ofte et angreb. Så snart Kelderman sagde farvel på Superga, havde Carapaz én mission. Når toppen var nået, skulle gruppen være så lille, at den var til at kontrollere og allerbedst ville det være, hvis han var alene. Det var klart, at det også indebar en stor risiko, som kunne ende med et dyrt tidstab, hvis han brændte al sin energi af på mellemstykket frem mod Maddalena, men i den penible situation var der ikke rigtigt nogen vej uden om betydelig risikotagning.

Som sagt, så gjort. Denne gang kunne Carapaz gøre den forskel, han ikke kunne på Blockhaus, og med et forrygende ryk fik han på ingen tid skabt et forspring på 25 sekunder. Herefter kostede det ham et hav af kræfter at holde forfølgerne stangen, for Bahrain var ikke sene til at ofre Bilbao for Landa, og dermed stod det også klart, at der vitterligt var tale om en stor, men nødvendig risiko. Da vejen pegede næsten lodret fra bunden af Maddalena, var der en reel risiko for, at han havde gravet for dybt.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det havde han også, i hvert fald delvist. Både Hindley og Vincenzo Nibali, der ikke havde kunnet matche ham på Superga, var nu i stand til i to hug at komme tilbage, og senere var der endda også kontakt fra den ellers tidligere så nødlidende Simon Yates. Alligevel klarede Carapaz både det sidste stykke af stigningen og den sidste bakke i Torino uden tidstab til Hindley og Nibali, der var hans to betydningsfulde konkurrenter, og dermed blev krisen ikke blot reddet, men også omsat til en førertrøje og endda væsentlige tidsforskelle til de to ryttere, der inden etapen havde lignet hans største trusler, nemlig Almeida og Landa.

Dermed fik Carapaz også fjernet al den tvivl, han efterlod på Blockhaus, hvor han havde virket uventet sårbar. Noget tyder på, at han igen har kurs mod en stigende formkurve gennem en grand tour, for i dag var der reelt tale om en magtdemonstration. Det kan godt være, at Yates vandt etapen, og at Hindley og Nibali ikke tabte tid, men i dag satte Carapaz en fed streg under, hvem der er løbets stærkeste. Den krævede nemlig overbevisende styrke at redde så kritisk en situation med så risikabel og offensiv en kørsel.

Derfor må Carapaz også ligge med en noget blandet smag i munden, når han går i seng i aften. På den ene side ved han nu, at han er løbets stærkeste - og han bliver næppe ringere herfra - men på den anden må han præcis som i Touren i 2021 og i Vueltaen 2020 sande, at det åbenbart altid er, når han er kaptajn, at et på papiret stjernespækket mandskab skal fejle. Det må i hvert fald vække stof til eftertanke, at Sivakov i dag smed næsten et kvarte, at Tulett tabte mere end en halv time, og at Porte kun lige kom i top 100. Det var næppe det, man havde ventet af hans på papiret så stærke trio af bjerghjælpere.

Paradoksalt nok skal han alligevel takke Bora lidt. Det kan godt være, at det var dem, der bragte holdet i vanskeligheder, men de hjalp ham også med at skabe noget klarhed i løbet. Bora uventede overraskelsesangreb fik nemlig effektivt fjernet det meget tætte klassement, vi havde i morges, og selvom det primært var i udkanten ag top 10, at afstandene for alvor eksploderede, er det nu trods alt kun tre rivaler, der har tabt mindre end et minut. Det gør ham betydeligt mindre sårbar, når/hvis han igen måtte blive isoleret.

Etapen afslørede nemlig uventede svaghedstegn fra hans vigtigste rivaler. Som vi også så det i Catalonien, har Almeida en dum tendens til at sove i timen, og han betalte en dyr pris for at sidde forkert, da Bora tog ham på sengen. Det kostede i hvert fald et hav af kræfter, og selvom han med sin ukuelige og dybt beundringsværdige fight, der blev hans varemærke allerede i Giroen i 2020, og sit jævne, men stabile tempo på alle stigninger igen dokumenterede, at han er en af løbets stærkeste, pådrog han sig et nederlag, der måske med lidt mere opmærksomhed kunne have været mindre - hvis altså ikke bare, han havde lidt svært ved at komme i gang, som vi også så det i Catalonien. Det var ikke just hjælpsomt, når vejrudsigten også melder om omslag til koldere og mere regnfulde betingelser i den tredje uge - altså præcis de betingelser, der plejer at give ham gevaldige problemer. Man må som altid beundre hans fight, men det var bestemt ikke en god dag på kontoret for Almeida.

Den var dog endnu værre hos Bahrain. Landas gode ben fra Blockhaus var med ét forsvundet, og det, der lignede en gunstig overtalssituation, endte nu med at ramme Bahrain i nakken. Holdet valgte helt fornuftigt at ofre Bilbao, hvis klatreevner aldrig rækker til et grand tour-podium, men det gjorde de desværre heller ikke for Landa i dag. Nu er spørgsmålet så blot, om dagens nederlag var et resultat af et aftagende niveau, som vi før har set det i grand tours, eller om det bare var udtryk for, at han i forhold til mere eksplosive folk var lidt på udebane i dette terræn. Det svar får vi, når vi rammer de høje bjerge de kommende dage.

Det kan måske også bringe Landa tilbage i rollen som chefrival til Carapaz - en rolle, han var på vej til at indtage på Blockhaus, hvor han lignede stærkeste mand - men det er han i hvert fald ikke lige nu. Det er derimod Hindley, der ser ud til at fortsætte mønsteret fra Giroen i 2020, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs. Hvor han åbent erkendte, at han på Blockhaus havde været i krise nærmest hele vejen op ad stigningen og i høj grad fik sin etapesejr i kraft af den stærkere Almeida, var han i dag sammen med Nibali den eneste, der kom i nærheden af Carapaz. Han kørte endda og køligt og klogt ved at udnytte Nibalis lidt godtroende arbejde til selv at køre alene op til Carapaz og dermed sætte en fed streg under, at der vitterligt var grund til at tro, at han ville kunne genfinde 2020-niveauet, når nu han endelig var blevet alle sine mange helbredsproblemer kvit.

Han har endda den fordel, at han har en makker. Buchmann måtte igen sande, at han ikke helt er på niveau med de bedste, men med tanke på, at disse eksplosive stigninger passer ham uendeligt dårligt, kom han hæderligt igennem etape, også med henblik på den tredje uge, hvo han plejer at være bedst. Han bliver næppe nogensinde igen den rytter, han var i 2019 og 2020, men hans comeback har været langt bedre, end jeg havde drømt om. Med en Kelderman på vej i form efter sin ringe optakt har Carapaz grund til at bekymre sig over, at det i dette løb åbenbart er muligt både at have en stærk kaptajn og et stærkt hold, som man indtil i dag også troede, at Ineos selv havde.

I det mindste kan han takke sit hold for, at han ikke for alvor skal bekymre sig om Nibali. Hvor Buchmanns genrejsning er overraskende, er Nibalis ditto nærmest chokerende. Det stod ikke i nogen som helst drejebog, at hajen skulle blive blot den mindste faktor i dette løb, og det lignede da også blot en formalitet, at han på Etna blev kørt ud af klassementet og kort efter annoncerede sit planlagte karrierestop, der utvivlsomt er et resultat af det store niveaufald, vi har set fra ham i særligt 2021 og 2022. På Etna lignede han end ikke nogen videre sandsynlig etapevinder, men i dag var han pludselig sammen med Hindley den eneste, der for alvor kunne måle sig lidt med Carapaz. Med tanke på, at han som bekendt altid er bedst i den tredje uge og trives i dårligt vejr, skal Carapaz huske at takke holdkammeraterne, at der i klassementet står +2.58 ud for hajens navn. Det gør nemlig, at det trods alt nok kun er podiet, Nibali kan drømme om, men det ligner også lige nu et muligt og helt sensationelt udkomme af en Giro, der for Astana lignede endnu et søm til ligkisten i 2022-katastrofen, da Miguel Angel Lopez forlod løbet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Så var det straks mere ventet, at Domenico Pozzovivo ville blive en faktor. Han var trods alt svært konkurrencedygtig i Burgos sidste år, og det var formentlig kun styrtet i samme løb, der forhindrede ham i at køre en flot Vuelta. Nu er han endelig undgået uheld, og det har givet ham lejlighed til at vise sit høje niveau, der dog nok også er højere, end han selv havde håbet på. Desværre er han modsat flere af de øvrige topryttere ikke kendt for at toppe i den tredje uge, ligesom han hader dårligt vejr, og det kan derfor fortsat se svært ud for ham at ende på podiet.

I det mindste er det stadig muligt. Det er det ikke længere for Alejandro Valverde, der vel var dagens helt store taber. I skrivende stund er det stadig uklart, hvad der præcis forårsagede tidstabet, men noget tyder på, at han har været helt uopmærksom på nedkørslen, hvad der ellers slet ikke ligner ham. I hvert fald så han ud til at køre imponerende stærkt undervejs, men da hans hold var alt andet end imponerende, og han var uden megen hjælp undervejs, endte det alligevel som den helt store katastrofe. Drømmen om endnu et Giro-podium er i hvert fald helt dødt, og selvom han stadig ligger i den samlede top 10, skal han nu til at overveje, om han mest har lyst til at jagte endnu en etapesejr eller holde fast i de top 10-placeringer, han har så svært ved at slippe.

Hvis det er en trøst, kan han glæde sig over, at han i det mindste ikke var alene om at ende som en gigantisk taber. Det samme gjaldt også for Lucas Hamilton, der ellers så ud til at køre lige så stærkt som Valverde og dermed bekræftede det tårnhøje niveau, som havde gjort ham så spændende, da han var kommet tilbage i klassementet. Det er han ikke længere, men så må han jo på den igen og se, om han kan finde sig endnu et udbrud, der kan rette lidt op på tidstabet.

Det er helt sikkert også strategien for Guillaume Martin, der jo netop har gjort den kunst til sin specialitet, når nu han igen i dag dokumenterede, at begrænsningerne i bjergene stadig er lidt for store. Det var de lidt overraskende også for Thymen Arensman, der også sov i timen, da Bora slog til, men som omvendt heller ikke var på hjemmebane i dette terræn. Desværre blev det endnu et bevis på, at ulykker sjældent kommer alene, for det, der for lidt over 24 timer siden lignede en fantastisk Giro for DSM, har nu fået et helt, helt andet skær. Det er godt, at Alberto Dainese har sikret, at det aldrig bliver en fiasko.

Det gør det helt sikkert heller ikke for Trek. I sidste ende knækkede elastikken, da Superga blev en anelse for lang, men i dag satte Juan Pedro Lopez en fed streg under sit potentiale. Det lå i kortene, at han ville miste trøjen til Carapaz i dag, og selvom det blev med et betydeligt større tidstab end ventet, var hans kamp beundringsværdig. Det var nemlig ikke hans skyld, at tabet skulle tælles i adskillige minutter. Det var udelukkende Boras. Og han klarede det i hvert fald betydeligt bedre end Hugh Carthy, der ellers undervejs så ud til at køre stærkt, men hvis katastrofesæson fortsatte med det, der vel mest lignede en total eksplosion.

Det er jo ellers det, vi kender Simon Yates for. Hvis vi havde glemt det, blev vi mindet om det på Blockhaus, men som vi også ved, er den lille brite i en grand tour så ustabil, at en dårlig dag ofte efterfølges af en god. Det gjorde den således i dag, da han med sin anden etapesejr igen sørgede for, at løbet slet ikke ender som nogen katastrofe, men det var også klart, at det ikke var den dårlige dag, der kostede Yates den samlede sejr. Nok udnyttede han sin taktiske fordel til at sejle væk til sidst efter en hel finale anbragt på bagsmækken, men det gjorde han i det terræn, der passede ham bedst. Dette har hele tiden været løbets Yates-etape, der i natur mindede om de to etaper, han vandt i Asturien, men end ikke her var han blandt de stærkeste. På den eneste længere stigning, som endda kun var 5 km lang, var han i vanskeligheder, og vi vil formentlig se samme mønster, når vi rammer de høje bjerge, hvor han altid har været langt mere på udebane. Det betyder ikke, at han ikke kan vinde endnu en etape fra et udbrud, men nogen Giro-vinder var han aldrig blevet.

Det har nemlig hele tiden været Carapaz, der har været favorit til at blive det, og den status blev blot bestyrket på en dag, hvor han endegyldigt satte en fed streg under, at han er løbets klart stærkeste. Det betød, at han slap for den hovedpine, der må have smertet ham siden Blockhaus, hvor han fandt ud af, at han ikke nødvendigvis ville være den bedste. Til gengæld fik han en ny, da det pludselig stod klart, at det normalt så suveræne Ineos-hold slet ikke er så stærkt endda.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO