STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Når en cykelkarriere er slut, og resultaterne skal opgøres, drømmer alle om at have vundet en grand tour-etape. De tre grand tours er vel cykelsportens største løb, og en karriere kan udødeliggøres af en sejr på den store scene, akkurat som det naturligvis gælder, hvis man vinder en stor klassiker.

De store sejre i grand tours er normalt heller ikke gratis eller billigt til salg. Dertil er de alt, alt for eftertragtede, og samtidig er de de eneste, det store flertal af ryttere kan gå efter. Det er trods alt et beskedent mindretal, der kan drømme om at vinde en klassiker, men i det store etapeløb er der trods alt dage, hvor de store stjerner tager sig en fridag. Det åbner døren for et hav af ryttere, der pludselig har chancen for at udødeliggøre sig selv.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er også derfor, der som regel er en rasende kamp om at ramme udbruddene. Så snart man blot kan lugte en beskeden chance for, at et udbrud kan snyde de store navne, har dagen fået et kryds i kalenderen hos et stort antal ryttere. Det er jo blevet glimrende eksemplificeret i denne Giro, hvor den hidtil eneste oplagte udbrudsetape førte til en kamp over mere end 80 km, mens alle de øvrige etaper, der ventedes at være et anliggende for topnavnene, fik en relativt rolig og ganske udramatisk start.

Derfor var der også lagt op til angrebsfest, da Giroen i dag efter et par dage for sprinterne endelig ramte en etape, hvor chancen for en udbrudssejr var stor. Nok betød afslutningen i mere end 2000 m højde på den gigantiske, men meget bløde Gran Sasso-stigning, at det ikke var hvem som helst, der kunne vinde, men det var i hvert fald en etape, hvor chancen for en karrieredefinerende udbrudssejr var god. De store hold har jo prædiket, at den brutale tredje uge nødvendiggør, at de sparer på kræfterne de første to uger, og derfor var der en ganske god chance for, at de også ville lade denne etape sejle.

Sikre kunne ingen imidlertid være. Jo, det kunne man måske inden 5. etape, men efter Remco Evenepoels styrt var det ganske oplagt for Jumbo og Ineos at teste, om det belgiske vidunderbarn måske skulle vise sig at være en smule svækket. Kroppe har det jo som bekendt med at hele - vidunderbørns gør det endda sikkert hurtigere, end normalt dødelige kroppe gør det - og derfor var der jo i princippet ingen tid at spilde, hvis en eventuel svaghed skulle udnyttes.

Den spillede vejrguderne nu ikke helt med på. De valgte nemlig desværre at sende en strid modvind ind over den ganske vist lange, men også meget bløde målstigning, og derfor skulle svækkelsen nok være ganske voldsom, hvis det skulle føre til et belgisk tidstab. Til gengæld var det en ganske oplagt chance for Primoz Roglic og Tao Geoghegan Hart, der begge er kendt som sublime puncheurs, til at få sat en etapesejr på kontoen tidligt i løbet. Ingen ved, om Evenepoel viser sig ganske suveræn senere i løbet, og om han vil overlade noget til rivalerne, når vi når de etaper, der handler mere om klatrestyrke end om punch og spurtstyrke, som var de afgørende forudsætninger i dagens modvindsfinale.

Problemet var bare, at et udbrud jo stod i vejen for den sejr. Med den angrebsfest, der måtte være en stensikker konsekvens af muligheden for at tage noget så stort som en Giro-etapesejr, skulle Jumbo og Ineos i den grad være på stikkerne, hvis de skulle forhindre et stort og stærkt udbrud, som det ville være for krævende at kontrollere over det 218 km lange bjergmaraton. Megen hjælp fra DSM skulle de nemlig ikke vente sig, for det hollandske hold drømte mere end noget andet om en udbrudssejr, der ville sende bonussekunder i alle andre retninger end Evenepoels og dermed styrke Andreas Leknessunds chance for endnu en dag i lyserødt.

For store sejre er som bekendt ikke billigt til salg. Derfor var forbløffelsen også så stor over, at man knap kunne nå at sætte sig til rette i sofaen for at følge den stort opslåede bjergetape, inden dagens udbrud var etableret. Det var endda et lille og meget svagt et af slagsen, hvor tre af de fire repræsentanter udgjordes af de små italienske wildcardhold. Det er jo den slags, man normalt kun ser på en sprinteretape, hvor de går under navnet tv-udbrud, og da feltet lod dem sejle væk - og DSM måtte være begyndt at bekymre sig en anelse om de forbandede bonussekunder - lugtede det i den grad af tv-udbrud.

Der måtte nemlig være en årsag til, at alle de andre potentielle etapevindere lagde sig ned med det samme. Det kunne vel kun handle om, at Ineos eller Jumbo fra start med al tydelighed havde signaleret, at Roglic eller Geoghegan Hart ville gå efter sejren. Ellers skulle man mene, at en Giro-etapesejr var for stor til at forære gratis væk - for store sejre er som bekendt ikke billigt til salg.

Derfor var det jo bare at vente på, at Ineos eller Jumbo satte sig frem. DSM lod klogelig afstanden vokse sig så stor, at bonussekunderne kom så langt væk, som de kunne tillade sig uden at risikere, at deres klatresvage hold ville være ude af stand til at forhindre Simone Petilli i at tage trøjen, og imens kunne de så bare lade tiden gå, indtil de store hold ville gå efter den sejr, som den passive kørsel signalerede.

Tiden gik, og den lange eftermiddag blev længere og længere - og så lang, at man må glæde sig over, at etapen mest af alt havde medvind, for ellers var det nok blevet en midnatsforestilling - men intet skete. Efterhånden stod det mere og mere klart, at Jumbo og Ineos slet ikke havde tænkt sig at gå efter etapen, og at de i stedet levede op til deres mantra om, at de første to uger handler om at spare kræfter.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det giver jo god mening. Det er i den tredje uge - og på enkeltstarterne - at dette løb vindes, og derfor er der al muligt rationale i at spare både på hold og kaptajn til den del, der virkelig betyder noget. Her betød den passive start og det betydningsløse tv-udbrud imidlertid, at etapesejren var så gratis at gå efter, at man kunne have givet sig chancen for at sikre sig, at løbet ikke kan blive en total fiasko, uden at det kostede spor. De kunne endda tillade sig at vente til finalestigningen, for DSMs nødtvungne snor, modvinden og udbruddets begrænsede klatrekvalitet betød jo, at udbruddet mod slutningen tabte tid helt af sig selv, selvom ingen tog skyggen af initiativ. Et ganske minimalt føringsarbejde havde givet Roglic og Geoghegan Hart mulighed for at spurte om den sejr, der ville sikre, at løbet under alle omstændigheder ville blive en eller anden form for succes.

Det skete imidlertid aldrig, og det efterlader os tilbage med to hovedbrud. For det første var det en spøjs prioritering fra de to superhold, at de ikke i det mindste gav sig selv chancen for at gå efter en sejr, der bliver så tæt på gratis for holdets hjælpere, som den kan komme. Nok gav det mening, at de ikke satte himmel og jord i bevægelse for at teste Evenepoel, for det umuliggjorde modvinden jo nok, men den forspildte chance er svær at forklare.

For det andet er det svært at forstå, hvorfor i alverden billetterne til udbruddet praktisk talt også var gratis. Hvorfor i alverden skulle de slås i 80 km i tirsdags for at få en chance, der tre dage senere blev foræret til dem, der bare overvejede at gøre forsøget? Det er svært at give nogen god begrundelse, når det altså ikke var noget klart signal fra storholdene om, at det var lukket land for udbrydere. Faktisk er den eneste oplagte forklaring vel, at frygten for de store holds jagt var så stor, at ingen turde brænde krudtet af inden lørdagens etape, der - hvis Jayco vil det - kunne ligne en stensikker udbrudsetape.

Vi har imidlertid været der før. Hvem husker ikke Vueltaen i 2019, hvor vi fik vel nok nyere histories billigste grand tour-etapesejr på en bjergetape? Det var den dag Jetse Bol, Angel Madrazo og Jose Herrada fik lov at køre med det samme i det, der akkurat som i dag lignede et stensikkert tv-udbrud, der udelukkende bestod af wildcardryttere, men hvor feltet med den passive kørsel, der næsten altid kendetegner den første dag i bjergene, lod udbruddet få et gigantisk forspring, der endda næsten forsvandt helt af sig selv til slut, hvorefter Madrazo og Bol kunne sikre nyere grand tour-histories mest absurde dobbeltsejr til løbets svageste hold.

Der var imidlertid én afgørende forskel. Dengang fik vi nemlig underholdning som tak for den lange søvndyssende ventetid foran skærmen. I 2019 var målbjerget Javalambre nemlig svært, og der var ikke nogen ødelæggende modvind. Vi blev endda vidner til noget, der i den sæson var lidt af et særsyn, da Miguel Angel Lopez lykkedes med at sætte den dengang så uovervindelige Roglic til vægs.

En sådan tak for tålmodigheden fik vi ikke på denne gabende kedsommelige fredag. Det er dog nu næppe erindringen om Lopez’ lussing, der fik Roglic til at holde sig i skindet, for her var betingelserne ikke til et stort klassementsslag. Det fik den hårde modvind i det åbne landskab langt over trægrænsen effektivt forpurret, og derfor var den passive kørsel i finalen ganske logisk, når nu etapesejren var væk. Det svært forklarlige var alene, at man ikke greb ud efter en etapesejr, som måske ikke var gratis, men hvor chancen for at køre om den næsten var det. Nu blev eneste svar, vi fik, at Soudal heldigvis ikke er så svage, som de så ud i tirsdags, at Evenepoel i hvert fald ikke er så svækket, at han skal sendes hjem i ambulance, og at vi vist godt kan afskrive en sen genfødsel af Rigoberto Uran. Man må så håbe, at Roglic og Geoghegan Hart om to uger ikke står tilbage med hverken etapesejr eller samlet triumf…

Det er Davide Bais til gengæld ikke ked af. Man skulle mene, at det var svært at finde en mindre sandsynlig vinder af en grand tour-bjergetape end Madrazo, der i 2019 var en skygge af den ret stærke rytter, han var i sin tid hos Movistar, men det lykkedes i dag. Madrazo havde trods alt tidligere i sin karriere klatret ganske fint, men det har Bais bestemt ikke. Jo, han kan sagtens køre opad, hvad han gjorde overraskende godt sidste efterår, hvor han nåede et helt nyt niveau, men en stor italiener på 185 cm, der mest af alt er hjælperytter, vinder altså ikke en af Giroens største bjergetaper.

Medmindre da at omstændighederne er de rette, og sol, måne og stjerner står helt rigtigt. Det gjorde de denne fredag, hvor modstanden var ganske begrænset, og hvor den enorme modvind gjorde det umuligt for gruppens eneste klatrestærke rytter, Petilli, der endda har vist sig meget formstærk, at gøre forskellen. Samtidig gjorde det store forspring og feltets passivitet det muligt for Bais at spille spillet fuldt ud og ikke tage én eneste føring i finalen. Og når man skal trække hele vejen i så kraftig en modvind, bliver selv en rytter, der på klatrestyrke er ganske overlegen, så træt, at han efterlades helt uden spurt til sidst.

Det var på alle måder en kopi af Vuelta-etapen i 2019. Dengang var det bare Herrada, der gjorde sit bedste mod to Burgos-ryttere, der havde fordel af deres overtal, og som lod den stakkels spanier tage slæbet, fordi de begge var ham klart overlegne i spurten. Det vidste den ganske spurtstærke Bais nemlig, at han ville være, og derfor kunne han tillade sig at bruge samme taktik som Madrazo og Bol, nemlig at slide gruppens stærkeste ned for derefter at knuse ham i spurten.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det er næppe noget, Petilli kommer sig over. Den engang så lovende italiener, der aldrig er blevet den samme efter det voldsomme styrt i Lombardiet for nogle år siden, henslæber i dag en tilværelse som anonym hjælper, og det virker helt usandsynligt, at han igen får chancen for at sikre sig en chance, der ved første øjekast lignede et straffespark uden målmand, indtil modvindens grusomme væsen altså viste sig at være endnu mere grusomt end først antaget. Nu gik sejren i stedet til Eolo-mandskabet, der i kraft af Lorenzo Fortunato og Vincenzo Albanese lignede det eneste af wildcard-holdene med en reel chance for at vinde en etape, men som nu altså fik deres anden store Giro-gevinst med en helt anden og ganske usandsynlig rytter.

Der er nemlig en grund til, at Bais indtil i dag aldrig havde vundet et professionelt cykelløb, for det gør man sjældent når man er den uopslidelige hjælpertype, der kan meget, men er uden spidskompetence. Den slags ryttere kan stadig godt vinde sine cykelløb, men de gør det ikke på store bjergetaper i grand tours. I hvert fald medmindre de store sejre pludselig bliver billigt til salg i et mærkeligt sammenfald af omstændigheder - og det gjorde de på denne dødkedelige og langsommelige modvindsfredag, hvor Madrazo endelig fik selskab i klubben af helt usandsynlige tv-udbrudsvindere af en bjergetape i en grand tour.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE