STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da løbsdirektør Mauro Vegni sidste år begyndte at lægge planer for, hvordan han kunne gøre den næste udgave af Giro d’Italia interessant i den evige kamp mod overmagten fra Tour de France, varede det næppe længe, inden han lagde sin plan. Tidens mest interessante grand tour-ryttere er Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, der udgør deres helt egen liga, og Vegni vidste desværre godt, at Vingegaard og Pogacar var helt uopnåelige. Danskeren gav allerede tidligt udtryk for, at han ville forsvare sin sejr i Touren, og det krævede ikke megen omtanke at indse, at Pogacar naturligvis ville være meget opsat på revanche.

Heldigvis var så to andre giganter at gå efter, og Vegni vidste også godt, hvad der skulle til for at friste dem. Der skulle naturligvis sikres en god dosis enkeltstart, der ville favorisere dem begge, og så skadede det vel næppe heller at lade løbet blive afgjort med en etape på grænsen til Slovenien, hvor en eventuel Roglic-sejr kunne fejres af en hær af hans landsmænd. Rygterne om usædvanligt mange enkeltstartskilometer og en bjergenkeltstart på kanten til Roglics hjemland begyndte hurtigt at løbe, og da Vegni i oktober præsenterede sin rute, blev alle spekulationer til fulde bekræftet.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X’s Tour de France-bruttotrup

Missionen lykkedes. Det varede ikke længe, inden Evenepoel meldte sin ankomst, og lige op til jul indløb så også en tilmelding fra Roglic. Lige siden dengang har alverdens cykelfans slikket sig om munden med udsigten til en helt forrygende grand tour-sæson, hvor årets to største løb begge vil byde på store og meget uforudsigelige dueller mellem to af sportens fire giganter.

Siden da har spekulationerne været heftige. Er Roglic ”over the hill”? Er Evenepoel holdbar over tre uger, når den sidste uge må betegnes som decideret voldsom? Og har det belgiske vidunderbarn lagt yderligere til sit niveau efter at have fået sin første fulde grand tour i benene? Hypen blev kun endnu større efter den særdeles vellykkede generalprøve i Catalonien, hvor Roglic viste, at der er liv i de gamle ben, og siden da har de to lejre vel været nogenlunde lige store.

Spørgsmålet er nu, om vi i virkeligheden har haft den helt forkerte fortælling om årets Giro. Måske er det slet ikke historien om ”Roglic vs Remco”, men måske snarere fortællingen om ”Roglic vs Ineos”? Baserer man alene fortællingen på det scenarium, vi blev vidner til, da løbet efter en uges passivitet endelig eksploderede - uventet meget - på løbets altid fascinerende muretape, er det i hvert fald den oplagte konklusion.

Det er naturligvis alt, alt for tidligt at konkludere. Som jeg påpegede efter Evenepoels magtdemonstration på enkeltstarten, viser historien tydeligt, at det billede, der tegner sig i uge 1, sjældent er det, man står tilbage med, når den sidste førertrøje skal uddeles. Alligevel er der betydeligt større grund til bekymring i Evenepoel-lejren denne aften, end der var det i Roglic-lejren for præcis en uge siden.

Dengang var det nemlig ikke svært overraskende, at vidunderbarnet ville levere en magtdemonstration. Den slags har han for vane, og med tanke på hvor skræmmende han indledte sidste års Vuelta, kunne det ikke komme som et chok, at det var en reel risiko. Roglic har imidlertid også hele tiden vidst, at han ikke skulle slå Evenepoel på de to flade enkeltstarter. Nej, han vinder kun løbet, hvis belgieren har mangler på sin holdbarhed og i de store bjerge sidst i løbet. I lyset af det, vi så i den næstsidste weekend i Vueltaen, har det været en rimelig antagelse for Roglic, at vi vil se noget lignende denne gang, selvom vi jo i Spanien var efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt krisen skyldtes et styrt eller mere af den manglende holdbarhed, som det meste af 2022 gav indtryk af.

Nej, Roglics nederlag på enkeltstarten var ingen katastrofe i forhold til hans overordnede kurs mod sejren. Manglende holdbarhed vil koste minutter i den tredje uge, og derfor var et ekstra stort tidstab i lørdags ikke noget stort problem. Det er de 14 sekunder, Evenepoel i dag ganske overraskende smed på Tirreno-Adriaticos herlige mure heller ikke i sig selv, men det er de langsigtede perspektiver, der gør dem urovækkende.

Der er nemlig næppe nogen, der forventer, at Evenepoel bliver bedre undervejs. Det gjorde han i hvert fald ikke i Vueltaen, heller ikke inden styrtet, hvor han allerede viste sig mere menneskelig end i indledningen, og det gjorde han heller ikke i den dog lidt bløde tredje uge, hvor han havde haft god tid til at komme sig over det ublide møde med asfalten. Hvis dagens nedtur er et udtryk for, at silken allerede er slidt af superformen, kan man i den grad frygte, at det i den tredje uge mere ligner et af de kollapser, vi jo har set ganske mange af fra belgierens side, når vi er kommet lidt ind i et etapeløb.

Bedre bliver det ikke, at Evenepoel hidtil har vist sig bedst i denne slags eksplosivt terræn. Det er de store bjerge, han har vist sig mest sårbar. Man kan sagtens argumentere for, at murterræn er mere Roglic- end Evenepoel-terræn, men sloveneren har trods alt en betydeligt mere overbevisende bjerghistorik end belgieren, ikke mindst da han satte en vis Tadej Pogacar til vægs på Col de la Loze i Touren i 2020. Den slags har Evenepoel til gode at opleve, særligt da fordi han aldrig rigtigt er blevet testet på den slags gigantiske bjergetaper, som denne tredje uge domineres af, for den slags fandt man slet ikke i sidste års Vuelta, hvor Sierra Nevada-etapen er den, der kommer tættest på - og her var Evenepoel bestemt ikke overbevisende.

Så entydigt er det ikke nødvendigvis. Da de to duellanter stod over for hinanden i Catalonien, var Evenepoel kun i stand til at slå Roglic på den store dag med de mange højdemeter. I de to mere eksplosive finaler var det sloveneren, der havde overhånden, og det så belgieren selv dengang i hvert fald som opløftende i forhold til Giroen. Spørgsmålet er bare, om det skyldtes, at Roglic efter sin skade fortsat ikke havde den tilstrækkelige base, og om det samme ville gælde i den tredje uge af en grand tour, som vi så det efter tre dage i et ugelangt etapeløb, hvor Evenepoel notorisk er stærk.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det kan i hvert fald give Evenepoel håb, men allermest håb har han naturligvis grund til at have i onsdagens styrt. Det er næsten svært at tro, at det ikke er hovedforklaringen på dagens nedtur, for Evenepoel lignede jo i lørdags en mand, der startede endnu stærkere end i sidste års Vuelta. Dengang kørte han som bekendt feltet midt over på 9. etape, og med tanke på at denne Giro ikke er startet specielt voldsomt, vil det være overraskende, hvis belgieren allerede er ved at være mærket. Hvis det vitterligt ”bare” er styrtene, der er koen på isen, er der jo håb forude. Man må stadig forvente, at Evenepoel øger sit forspring på morgendagens enkeltstart, når han trods alt ikke skal køres ud i kørestol, og dernæst venter næste alvorlige test først om næsten en uge, nemlig på Crans Montana på fredag. Og derefter har han endda yderligere nogle dage til at komme sig, inden den tredje uge indledes med frygtede Monte Bondone om halvanden uge. I Vueltaen varede krisen jo ikke længe, og der heledes hans vidunderbarnskrop jo hurtigt.

Vi aner det bare ikke. Vi er efterladt med præcis samme usikkerhed, som vi var efter den første nedtur i Vueltaen, og formentlig skal vi vente indtil på fredag, inden vi bliver meget klogere. Og så alligevel ikke. Hvis vidunderbarnet underpræsterer eklatant i morgen, er det i hvert fald svært at tro, at skurken i det belgiske show må være den regnvåde italienske asfalt mere end Evenepoels manglende holdbarhed.

Uanset hvad forklaringen viser sig at være, må alverdens cykelfans i hvert fald kortvarigt blive lidt bekymrede. Hvis Evenepoel ikke er den modstander, han var forventet at være, vil alt jo tilsige, at vi får en ren magtdemonstration fra Roglic i møde. Inden løbet var fortællingen jo så stort opslået, at man næsten skulle mentaltjekkes, hvis man foreslog, at vinderen af årets Giro - uheld fraregnet - ikke skulle blive en af de to giganter.

Så entydigt er det imidlertid ikke nødvendigvis. I dag genopstod Ineos nemlig fra de døde som en gigant i grand tour-sammenhæng, da briterne bragte sig selv akkurat i den position, de havde drømt om. Én ting var, at den ene af deres to kaptajner viste sig konkurrencedygtig i kampen mod Roglic. Noget andet er, at de begge gjorde det.

Det må give ideer hos holdchef Dave Brailsford. Måske kan de ikke mand mod mand slå Roglic, men selvom taktik sjældent bliver afgørende i en grand tour, hvor forskellene som regel oftest automatisk bliver alt for store, åbner det nogle taktiske perspektiver, hvis jævnbyrdigheden mellem dem er lige så stor, som den var det i dag. Jumbo har bestemt ikke virket skræmmende i et løb, hvor Sam Oomen og Thomas Gloag er helt fra snøvsen, og hvor Sepp Kuss endnu har til gode at imponere. Nok kører Koen Bouwman og Michel Hessmann måske bedre end ventet, men mod et Ineos-hold, hos hvem Pavel Sivakov endda er en hæderlig plan C, og hvor Laurens De Plus og en ganske vist stadig skuffende Thymen Arensman ikke er helt væk, er det i hvert fald ikke svært at se, hvilket kollektiv der er stærkest.

I det hele taget må Ineos have svært ved at få armene ned. For det første bekræftede Geoghegan Hart den genfødsel, han har vist hele året, og som gjorde ham til min førsteudfordrer til de to giganter inden løbet. Det var svært overbevisende at se ham effektivt lukke til Roglic på en Roglic-stigning, og selvom det ikke siger meget om de store bjerge, er det opløftende, at en mand, der er notorisk god i den tredje uge, er så overbevisende i uge 1.

Det var dog ikke voldsomt uventet. Langt mere uventet var det, at Thomas allerede nu er i stand til at køre fra Evenepoel. Det havde den i foråret svært sygdomsramte waliser næppe selv troet på, og mon ikke han kniber sig selv en ekstra gang i armen i aften? Hvis man kan bruge konventionel logik, vil en dårligt forberedt Thomas bare blive bedre og bedre, og vi ved, at han er solid over store bjergdage i den tredje uge.

En eller anden fortælling skal vi nok få, uanset om det fortsætter med at være ”Roglic vs Remco”, eller det i stedet bliver ”Roglic vs Ineos”, men det er også for tidligt at bortdømme de andre. UAE lurer nemlig også som en farlig trussel. Joao Almeida kunne ikke følge de bedste, men det var helt forventet. Da han som ung - og det er han jo egentlig stadig - bragede ind på scenen, var det i vidt omfang via sine eksplosive egenskaber, men de er i dag helt forsvundet. Nu om dage er han jo den sejlivede dieselmotor, der kører enhver stigning som en enkeltstart, og det er ikke let, når man på så kort og eksplosiv en mur skal forsøge at følge med superpuncheurs som Roglic og Geoghegan Hart. Med tanke på hans evner i den tredje uge meldte Almeida sig i dag også i den grad ind i kampen, mere end han allerede gjorde med den sublime enkeltstart.

Holdet har endda også Jay Vine i spil som den joker, han hele tiden har været. Han er ikke det uhyre, man kunne have frygtet med tanke på hans rystende start i Vueltaen sidste år, men når man husker på hans dårlige forberedelse, kan man håbe på, at også han har pil opad. Det er klart, at der for ham gælder en masse spørgsmål om holdbarhed og stabilitet, som indtil nu har givet alvorlige hovedbrud for ham, men det virker ikke helt umuligt, at Roglic i den tredje uge skal holde øje med mere end én duo.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Tre skal han nok ikke holde øje med, for det er trods alt lidt svært at se Bahrain vinde løbet, men også det arabiske mandskab må være svært tilfredse med starten. For det første var Caruso eneste mand, derpå muren kunne følge Evenepoel og Almeida, hvilket i lyset af hans med alderen stærkt tiltagende dieselegenskaber og veldokumenterede evner i den tredje uge kan ligne en for mig uventet genfødsel. For det andet var Jack Haig måske nok i problemer undervejs, men det var forventeligt i en finale, der passede ham dårligt. Nej, han har lige så stor grund til optimisme, som han havde efter den meget flotte stigning, han kørte på enkeltstarten. At Santiago Buitrago så ikke kunne være med i Buitrago-terræn, lever de nok med, for han har alligevel aldrig været en trussel i de høje bjerge.

Det er Hugh Carthy til gengæld. Den langlemmede brite kom ganske fint fra en finale, der passede ham ringere end de fleste, og han har i hvert fald i første omgang bekræftet den genfødsel, han indledte allerede på Mallorca i januar. Han må til gengæld klare sig på egen hånd, for vi må nok sande, at det glimt af liv, vi så fra Rigoberto Uran i Catalonien, viste sig at være så kortvarigt, at det knap kunne registreres, for han blev da overgået ganske klart af blandt andre Eddie Dunbar, der mere og mere fremstår som et spændende bekendtskab efter et forår, der jo grundet skader ellers gik helt i vasken.

Uran og Dunbar var imidlertid også en undtagelse i den forstand, at hans kørsel ikke helt bekræfter det, vi har set i foråret, der ellers viser sig at være et ganske godt pejlemærke på det, vi så i dag. Blandt andet fik vi bekræftet, at Bora og ikke mindst Aleksandr Vlasov fortsat er helt ved siden af sig selv. Det så vi allerede, da han gik helt i stå på stigningen sidste lørdag, og det blev i den grad bekræftet i dag. Som jeg skrev i analysen af russeren inden løbet, tyder meget på, at han måske mere er ardennerrytter og rytter til ugelange løb end grand tours, hvor han mangler noget stabilitet, og i det lys er det jo dybt bekymrende, at en mand, der er blevet nr. 3 i Fleche Wallonne, bliver sat af dieselmotorer som Carthy og Haig på en Mur de Huy-agtig stigning. At Lennard Kämna ikke kunne være med, var til gengæld ganske forventeligt. Det ville nemlig have været helt nyt, hvis tyskeren pludselig kunne klatre med de bedste, hvorfor hans grand tour-ambitioner hele tiden har virket ganske højtflyvende.

Han kan imidlertid nå at skifte spor endnu og vende tilbage til det, han gør bedre end de fleste, nemlig jagte etaper. Et sporskifte er også stadig en mulighed for Thibaut Pinot, der jo allerede har gjort det helt oplagt ved at sætte bjergpoint i banken. Naturligvis er det alt for tidligt at skifte retning for franskmanden, for med alderen er også han blevet en dieselmotor, for hvem denne slags finaler ikke er nogen stor fornøjelse, men det er svært for alvor at tro på en stor klassementssatsning, når han mislykkes med at følge betydeligt mindre eksplosive ryttere. Det samme kan siges om Domenico Pozzovivo, men i lyset af hans heftige styrt og hans ganske problematiske optakt kom han vel meget fint fra land, ikke mindst i lyset af hans ganske fremskredne alder.

Fremskreden alder har Andreas Leknessund ikke. Han har derimod masser af ungdommeligt talent, og han var vel dagens allerstørste positive overraskelse. Det lignede ellers det klassiske scenarium, hvor en overmodig ungersvend forsøger at følge overmagten, da han blandede sig med Roglic og Evenepoel i starten, men det kollaps, man frygtede, da han gled agterud, udeblev. Nu fik han trods en for ham alt andet en gunstig udvikling på etapen, der blev kørt hårdere end ønsket, en ekstra dag i trøjen, som han naturligvis mister i morgen, hvorefter han så kan rette blikket mod etapesejre igen. Det har han i hvert fald signaleret, men måske han alligevel nu vil give klassementet et skud. En sådan satsning vil jeg dog stadig fraråde ham, for selvom han viste gode tredjeugesevner under Touren, burde den sidste uge være alt for voldsom til den klatring, han har vist hidtil.

Det vil den nok også være for Ben Healy, men det ved vi dybest set ikke. Ireren fortsætter nemlig med at erobre verden med stormskridt efter et vanvidsforår, der har forvandlet ham fra relativt uinteressant udbrudsspecialist til en af tidens allermest spændende ryttere. Naturligvis var han ikke uheldig med at have i et udbrud, hvor de på papiret eneste reelle trusler mod ham på stigningerne var de formsvage Warren Barguil og Carlos Verona, men det er svært ikke at blive imponerede over den måde, han kronede sit vilde forår med at vinde en etape i sin første grand tour. Han skulle i hvert fald ikke risikere at blive fanget i det taktiske spil, og derfor kunne han jo lige så godt køre rivalerne midt over, så snart lejligheden bød sig. Det kræver ikke blot enorm fysik, men også enorm selvtillid og tro på egne evner, men hele foråret har to tydeligt bevist, at han besidder begge dele til overflod. Nu bliver det så spændende at se, hvordan han håndterer de høje bjerge og den tredje uge, så vi kan se, om potentialet også rækker til mere end klassikere og etapesejre.

Det gør det i hvert fald for Roglic, Evenepoel, Thomas og Geoghegan Hart, der jo som de eneste fire i dette løb allerede har bevist, at de faktisk kan vinde en grand tour. Det har da også hele tiden set ud til, at det ville være svært at udvide den liste i Rom om 14 dage, for det har hele tiden lignet de fire mest sandsynlige vindere af dette løb. Indtil nu har der bare kun været to reelle vinderkandidater i et løb, hvor hele hovedfortællingen i månedsvis har været, at det var ”Roglic vs Remco”. Nu er spørgsmålet så, om den fortælling hele tiden har været den forkerte.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE