STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Giro-arrangørerne designede årets rute, løb de flere risici. Én af de åbenlyse var, at det bagtunge design ville føre til et to uger langt kedsommeligt ventespil, hvor alle ventede på den brutale tredje uge. Den risiko viste sig desværre at være ganske reel, for som bekendt har årets løb fået megen kritik for, at de første to uger kun bød på meget få højdepunkter i kampen om den samlede sejr.

En anden risiko var, at løbet ville blive berøvet for spænding inden den sidste afgørende etape. Det er jo altid det, enhver arrangør frygter, for uden spænding om den samlede sejr er løbet berøvet dens vigtigste nerve. Med de to sværeste etaper til sidst - ikke mindst en bjergenkeltstart, der udgør den etapetype, som skaber de største forskelle - kan man selvfølgelig hævde, at den risiko var meget lille, men sådan var det ikke nødvendigvis. Et styrkehierarki udvikler sig ofte gennem tre uger, og ved at samle alle de vigtige etaper på få dage risikerede man, at vi ville opleve et fastlåst hierarki, hvor én mand var entydigt bedst.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I går sad jeg med frygten for, at det scenarium kunne blive til virkelighed. Nok har afstandene i top 3 været prisværdig små, men Geraint Thomas har lignet en mand i så total en kontrol, at han ville blive meget svær at slå. Når Primoz Roglic var ude af stand til at sætte ham i gårsdagens eksplosive finale, og når Joao Almeida ikke kunne slide ham ned på tirsdagens lange stigning, lignede han en usårlig jernmand, der med nogen sandsynlighed kunne udnytte dagens kongeetape til at sikre sig så stort et forspring, at selv ikke den værste bjergenkeltstart i mands minde ville kunne true ham.

Det skete imidlertid ikke. Det var nu heller ikke nødvendigt for at lukke al spænding, for endnu et overbevisende ridt, hvor det ville være umuligt at finde en sprække i hans panser, ville formentlig blot være en indikation på, at hans afgørende dødsstød blot ville blive uanset til lørdagens store slag på Monte Lussari. Havde han stillet sig tilfreds med blot at følge rivalerne, som han gjorde det i går, men bibeholdt det stålansigt, han altid har, når han er i kontrol, ville panseret være så ubrudt, at det ville være svært at læse som andet end et ønske om at spare sig til løbets vigtigste etape, når nu forspringet allerede var ganske solidt.

Men panseret blev brudt. Nej, det var ikke meget, men for første gang siden muren i Fossombrone for to uger siden var den walisiske jernmand ikke i kontrol. Nederlaget blev kun 3 sekunder, men det dødsstød, han forsøgte at levere, da han mod slutningen må have følt det overskud, han har haft gennem hele løbet, blev ikke blot afpareret, men også omsat til et ganske beskedent tidstab.

Det var akkurat det, løbsdirektør Mauro Vegni havde ønsket. Nu har vi nemlig en kamp om den samlede sejr. Det er ellers langt fra hver gang, det har været tilfældet, når løbet i de seneste år har haft sin afgørende enkeltstart. Vi havde den ikke i 2022, hvor Jai Hindley allerede havde vundet, vi havde den ikke i 2021, hvor Egan Bernal havde lukket løbet, og vi havde den ikke i 2019, hvor Richard Carapaz var ”home safe”. Faktisk havde vi den heller ikke i 2020, for selvom Tao Geoghegan Hart og Jai Hindley startede enkeltstarten i samme tid, var der ikke skyggen af tvivl om, i hvilken retning trofæet skulle sendes.

Det er der imidlertid i år. Nok leverede Primoz Roglic ikke det uppercut, han havde drømt om, men han fik bragt langt mere spænding ind i løbet, end der var i går aftes. 26 sekunder er ikke meget på en bjergenkeltstart - slet ikke når den er så brutal, at man næsten ikke kan forstå det - og Roglic ved jo selv, hvor galt det kan gå på en sådan etape. Jeg vil ikke kalde Tourens 20. etape i 2020 for en bjergenkeltstart, fordi de brugte mere tid på at køre fladt end på selve stigningen La Planche des Belles Filles, men etaperne er ikke helt usammenlignelige - og vi behøver næppe minde Roglic om, hvordan det gik den lørdag eftermiddag i september.

Nu kan han drømme om, at det denne lørdag eftermiddag i maj i stedet er ham, der er i Tadej Pogacars sko. Det kan godt være, at det indtil nu er Thomas, der har virket mest overbevisende, men skulle man på forhånd sige, hvem der passer bedst til løbets 20. etape, ville alle pile pege på Roglic. Nok er Thomas også skabt til denne slags etape, men det er svært at komme med et design, der passer sloveneren bedre.

Her er ikke mange højdemeter og mange bjergpas. Nej, her skal man bare køre stærkt op ad én stigning, og det mestrer Roglic bedre end de fleste. Det er i hvert fald svært at glemme hans magtdemonstration på San Luca-stigningen på 1. etape i 2019, og selvom den meget eksplosive stigning dengang passede ham endnu bedre, understreger det igen, at Roglic er eminent til denne slags kortere kraftpræstationer. Denne gang sker det endda på nogle procenter, der passer ham bedre, end de passer Thomas. Hvis man var i tvivl om det, blev det understreget i dag.

Ja, vi har vitterligt en kamp. Hvordan jeg ser styrkeforholdet, vil jeg gemme til optakten, som først skrives efter denne analyse, men Roglic lykkedes med at genåbne et løb, han for bare tre døgn siden så ud til at have meldt sig ud af. Og det kan han takke sig selv for. Han kørte nemlig løbet akkurat, som han skulle, og lod sig ikke falde for fristelsen til at ville vise kamp- og fightervilje efter gårsdagens delvise comeback.

Man kunne nemlig godt have frygtet, at Roglic fra start ville sende et signal om, at han ikke havde lagt sig uden kamp. At han havde genfundet selvtilliden og var helt tilbage som den frygtindgydende modstander, han var indtil i tirsdags. Og at han ville cementere sit comeback ved gå efter at tage den etapesejr, han endnu mangler, og tillige sikre sig de 10 bonussekunder, der ville bringe ham endnu tættere på den samlede sejre.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det behov havde han heldigvis ikke. Han brændte nemlig nallerne ganske gevaldigt i tirsdags, hvor han skød sig selv i foden ved at skabe det hårde og opslidende løb, der passede Thomas og Almeida langt bedre, end det passede ham. I sidste ende var den eneste effekt af det pres, Jumbo lagde gennem en hel dag, nemlig, at Roglic blev så udkørt, at den walisiske og portugisiske dieselmotor kunne sætte ham til vægs.

Derfor ville et forsøg på at jagte etapesejren være en dødssynd fra Roglics side. Nok ville det koste bonussekunderne, men det bedste scenarium for sloveneren ville være, hvis et samlet felt trillede hen til bunden af den sidste mur. Hvis alle nåede frem til så eksplosiv en finale i frisk tilstand, ville der nemlig ikke være mange i denne verden, der kunne matche Roglic - heller ikke i den forfatning, han er i nu.

Så heldig var han ikke. Ineos lurede vel til sidst, hvad Jumbo havde gang i, når de forblev så passive gennem hele dagen, og derfor brugte de deres supervåben, Laurens De Plus, hvis genfødsel må erklæres total, og Thymen Arensman, der igen i dag bekræftede, at hans tredjegesmotor gør ham til den ideelle grand tour-rytter, til alligevel at gøre finalen hård. Det var bare en anelse sent, for selvom de kørte stærkt mod slutningen, ændrer det ikke på, at man spildte alt det terræn, der kunne have slidt Roglic ned, ikke mindst Passo Giau.

Man kan måske heller ikke bebrejde dem alt for meget. De er trods alt kun fem mand, og der var også et behov for ikke at risikere, at Thomas blev isoleret for tidligt. Alligevel havde De Plus utvivlsomt været bedre brugt, hvis han allerede havde lagt et pres på Giau, hvor man nu nærmest trillede hele vejen op, indtil belgieren alligevel trykkede en anelse til nær toppen.

Ineos var imidlertid ikke alene om passiviteten. Almeida havde mindst lige så meget glæde af et opslidende løb som Thomas, og han havde endda langt flere ressourcer at spille med. Nu hjalp det selvfølgelig ikke, at Jay Vine fik sat en streg under, at han stadig har lang vej igen, hvis han nogensinde skal være grand tour-rytter, for stabilitet synes for ham fortsat at være en by i den fjerneste del af Rusland, men Davide Formolo, Diego Ulissi og ikke mindst en fint kørende Brandon McNulty kunne utvivlsomt have skabt et løb, der havde givet den i dag meget lidt eksplosive Almeida en chance for at køre finalen offensivt og ikke defensivt.

Han forsøgte jo ellers. Den nedslidningstaktik, der er hans eneste våben, når det jævne tempo er hans eneste ven, blev bragt i anvendelse, og det vidner om, at han modsat i går må have følt ganske gode ben. Problemet var bare, at det alligevel blev for eksplosivt til, at han havde mange chancer, og nu endte han i stedet med et nederlag, der - medmindre han har tænkt sig at leve Pogacar anno 2020 - efter alt at dømme tager ham ud af kampen om den samlede sejr.

Men det var i går, han tabte løbet. Vi så jo i tirsdags, at den normalt så selvtillidsfulde Almeida ikke var bange for at bruge sit sublime hold til at skabe det blodbad, han skulle bruge. Det mod havde han imidlertid ikke i dag, og det er meget svært at se det som andet end et udtryk for, at gårsdagens nederlag berøvede ham for den selvtillid, han plejer at have. Og hvorfor fik han det nederlag i går? Formentlig fordi han heller ikke der brugte sit hold, men lod Roglic og Jumbo skabe den eksplosive finale, han ønskede.

Selvfølgelig er det nemt at sidde ved en aarhusiansk computer og spille klog. Almeida fortalte i går, at han allerede fra start havde mærket dårlige ben, og når det er tilfældet, skal man alligevel have megen tro på egne evner, hvis man beder sit hold om at gøre det hårdt, ikke blot for rivalerne, men også for kaptajnen selv. En sådan beslutning risikerer jo at ramme én i nakken med dobbelt styrke, men det er alligevel lidt svært ikke at tro, at Almeida tabte løbet med sin passivitet særligt i går, men også i dag - særligt når nu han endda havde holdet til at gøre det anderledes. Nu blev de to dage i stedet kørt næsten udelukkende efter Roglics hoved, selvom Ineos begge dage mod slutningen lurede, at det var det, der var ved at ske.

Hvis den antagelse er korrekt, har vi i virkeligheden været vidner til en lidt absurd forestilling, der mest af alt har handlet om at skyde sig selv i foden. Det gjorde Jumbo i den grad i tirsdags, og det gjorde UAE i dag og i går. Forskellen var vel bare, at Jumbo lærte af fejlen og derfor kun har et skudsår i den ene fod. Derimod får UAE svært ved at gå de kommende dage, for i dag føjede de et sår i den anden fod til det ene, de påførte sig selv i går.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I det lys er det vel også meget fortjent ud fra et taktisk perspektiv, at det er Thomas, der fører. Selvfølgelig kunne de have gjort dagens etape endnu hårdere, men med en decimeret femmandstrup har passiviteten sin forklaring. Roglic skal derfor nok ikke været hel ked af styrtet på 11. etape - heller ikke selvom han selv slog sig - for med Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart i løbet havde meget været anderledes. Det havde det, fordi jeg tror, at Geoghegan Hart havde vundet løbet - måske endda ganske klart - men også fordi Ineos ville have haft nogle helt anderledes muskler til at slide sloveneren ned til sokkeholderne.

Sådan gik det imidlertid ikke, og det er Vegni nok glad for. Nu har vi nemlig en kamp om den samlede sejr, akkurat som han ønskede. Til gengæld er kampen om podiet helt lukket land. Dertil har de tre bedste været for overlegne, men kampen om de sekundære placeringer har til gengæld været meget varierende. Damiano Caruso er nu tilbage som ”best of the rest”, og det skyldes i høj grad den evne, han altid har haft, nemlig stabiliteten. Modsat de andre bag top 3 har han nemlig været der hver eneste dag, og helt efter bogen kørte han også sin bedste etape til allersidst.

Til gengæld dumpede Eddie Dunbar. Nej, det gjorde han naturligvis ikke i en Giro, hvor han har overgået alle mine forventninger, men han må sande, at han i hvert fald i første forsøg manglede den stabilitet, der skal til. Det kan han heldigvis nå at lære, særligt fordi han denne gang heller ikke var hjulpet af, at tredje uge var uhørt brutalt, men det, der i går så så lovende ud, har fået en ganske betydelig sprække.

Det er imidlertid netop den manglende stabilitet, der har kendetegnet alle, og som har været medvirkende til, at Caruso har kurs mod 4. pladsen. I dag viste Thibaut Pinot eksempelvis, at hans gamle ben i den grad stadig kan, da han tre dage efter sin store nedtur pludselig blandede sig med de allerbedste. Mere stabil har Einer Rubio været, men han havde jo en knap så god dag i går. Det skal dog ikke slette indtrykket af, at han i dette løb har været en positiv overraskelse med et klatreniveau, der har været hidtil uset - og det endda kun i den tredje uge, hvilket er særligt lovende for fremtiden.

Anderledes har det været med de andre. Som jeg hele tiden har frygtet, ville Lennard Kämna betale en pris for sin manglende stabilitet og begrænsninger i bjergene, og den pris kom i dag på en stigning, der heller ikke var ham venligt stemt. Også Ilan Van Wilder har de seneste dage været mindre overbevisende, end han var det i tirsdags, og han må sande, at der fortsat er et stykke vej til andet end en hjælperrolle for Remco Evenepol i grand tours. Langt mere stabil har Andreas Leknessund været, men selvom nordmanden har klatret langt over forventning, har han måttet sande, at der nok er en grænse for potentialet i bjergene.

Men i det mindste har han holdt sit niveau. Det er mere, end man kan sige om Santiago Buitrago, men sådan har det jo altid været. Det så vi så sent som for en måned siden, hvor han to dage efter afslutningen på et pauvert Tour of the Alps, kørte på podiet i Liege. I dag gentog han så ”kunststykket”, da han dagen efter en nedtur tog endnu en etapesejr til samlingen efter sidste års flotte triumf.

Nu er det måske dog nok lidt svært at se den som nogen stor genrejsning. Han fik nemlig fuldt udbytte af den flade start, der efterlod ham med et tungt udbrud, hvor hans eneste reelle rivaler alle var formsvage. Derfor havde det næsten været en fiasko, hvis sejren var glippet, når nu de fik lov at holde hjem, men det skal naturligvis ikke tage noget fra Buitragos bedrift. Man kan jo kun så den modstand, man får givet.

Den modstand stod særligt Derek Gee for. Når historien om denne Giro skal skrives, skal der være et helt særligt kapitel om ham - og det bliver et langt et. Det må være løbets største urimelighed, at han står tilbage med fire 2. pladser og to 4. pladser, for han har mere end nogen anden fortjent at vinde en etape. Det mest utrolige er, at resultaterne er kommet i alle slags terræner, og selvom også han var hjulpet af den tunge gruppe, lå det ikke i kortene, at han skulle ende som nr. 2 på kongeetapen. Vi skal vel tilbage til Vueltaen i 2019 for at finde en lige så konsistent udbrudspræstation. Dengang var det Dylan Teuns, der kørte om sejren igen og igen, men han gjorde det trods alt kun fem gange. Den overgår Gee med en enkelt - og hans resultater var endda endnu bedre.

Samme konsistens har Magnus Cort ikke haft, men man må alligevel bukke sig i støvet over danskeren. Da Hugh Carthy stod af her til morgen, så det faktisk ret meningsløst ud for ham at fortsætte i løbet, men det viste sig slet ikke at være tilfældet. Tværtimod endte det, der lignede et formålsløst udbrud med at blive en af hans smukkeste præstationer, også selvom han var i klatresvagt selskab og ikke vandt etapen. Hans berømte tredjeugesmotor er varm nu - og det lover godt for Touren, når vi ved, at han altid er bedst i sin anden grand tour.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Der var jo også lidt deja-vu over det. Det var svært ikke at tænke på Cullera-etapen i Vueltaen i 2021, da han i en vild finale akkurat holdt en spurtende Roglic bag sig. Dengang havde hans kraftanstrengelse til gengæld et større formål, for dengang betød det jo faktisk, at han vandt etapen. I dag var det trods alt en smule ligegyldigt, om han blev nr. 3 eller 4.

I hvert fald for ham selv. Med sin spurt snød han nemlig Roglic for 4 bonussekunder, og derfor skal Cort nok ikke befinde sig i nærheden af målområdet, når Roglic omkring kl. 18.30 i morgen når i mål. For to år siden var det trods alt ”bare” en etapesejr, han snød sloveneren for. I morgen kan det ende med, at han med sine fire bonussekunder snød Roglic for en samlet sejr i Giroen. Sådan kan det nemlig ende med at gå. Det troede jeg ellers ikke for 24 timer siden, hvor løbet for mig lignede en lukket affære. Det gør den imidlertid ikke efter en dag, hvor det slovenske monster i den grad åbnede det på ny.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE