STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

For to dage siden skrev jeg en analyse af Nico Denz’ første sejr i denne Giro, hvor jeg gav den titlen ”Den kroniske overraskelse”. Det kom nemlig som en stor overraskelse for de fleste, hvordan den ganske tunge tysker kunne vinde en etape, der med en stigning i finalen burde være for svær.

At overraskelsen var kronisk, skyldes, at den store tysker har en imponerende evne til at vinde, når ingen venter. Hvis overraskelsen var stor i torsdags, er det for intet at regne med den sensation, han skabte, da han sidste år vandt en stor bjergetape i Tour de Suisse. Og allerede på 12. etape af sidste års løb fik mig til at falde ned af stolen af benovelse, da han på en tilsvarende svær stigning længe hang på nogle af feltets bedste klatrere.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Men overraskelser kan ikke blive ved med at være kroniske. Før eller siden vænner man sig til, at Denz kan mere, end hans rolle som anonym hjælper umiddelbart tilsiger. Det bedste eksempel er vel, at jeg for første gang i min lange tid som optaktsskribent i dag efter min bedste hukommelse gjorde ham til en af favoritterne - og selvom han endte med tre stjerner, var den eneste grund til, at rangeringen ikke var højere, at jeg var usikker på, om hans rolle som bodyguard for Lennard Kämna i en eventuel massespurt vil betyde, at han ikke havde den nødvendige frihed.

Denne gang var det nu også indlysende, at en sejr ikke ville være overraskende. Denne gang var etapen nemlig nærmest skræddersyet til en rytter med Denz’ kvaliteter. Nok bød etapen på en endnu vanskeligere stigninger, end 12. etape gjorde, men denne gang kom det mægtige Simplonpass så langt fra stregen, at det ikke burde få så afgørende en indflydelse, at Denz, der jo har en skræmmende evne til at æde sig selv på den slags opkørsler, ikke burde kunne overleve og derefter bringe sin stadig mere dødelige spurt i spurt.

Nej, det var på alle måder en oplagt Denz-etape. Med sin placering dagen inden en af de mest oplagte udbrudsetaper for de klatrestærke typer, var der grænser for, hvor mange af de bedst klatrende der havde sat kryds ud for denne dag som dagen, hvor den forløsende sejr skulle sikres. I stedet var det terræn for ryttere, der ikke var alt for tunge, og som mestrede kunsten at gøre det færdigt i en flad finale, hvor held, råstyrke og taktik samt ofte en god spurt er de afgørende komponenter.

Det rimer jo i den grad på den Denz, vi så i forgårs, men det rimede også på et hav af andre gode udbrudskandidater. Og så var tyskerne oppe mod sprinterne, der med 100 km fladt terræn på Po-sletten utvivlsomt havde sat kryds ved denne lørdag som deres tredje chance i en anden uge, der på én gang var sprinterfjendtlig- og -venlig. Halvdelen af etaperne var nemlig så flade, at de kunne ende i en massespurt, men de var også så kuperede, at det langt fra var givet.

Sådan er det jo i denne Giro, hvor stort set alle etaper med flade finaler har et hav af højdemeter, og i sidste ende viste det sig, at den anden uge var mere sprinterfjendtlig end -venlig. Det gik som bekendt galt, da Magnus Cort snød dem i tirsdagens regnvejr, og i dag måtte de sande, at de ikke fik deres revanche i det regnvejr, som det ubønhørlige italienske klima også nedkastede over rytterne denne lørdag.

Det stod nu klart fra start, at det ville gå sådan. Mads Pedersens og Kaden Groves’ ærgerlige exits betød nemlig, at de to vigtigste sprinterhold var transformeret til angrebshold, og de sprintere, der med tidligere sejre vel havde den største chance for at vinde, nemlig Jonathan Milan og Pascal Ackermann, kører for hold, for hvem podiepladser i klassementet er det største mål - særligt da nu, når deres sprintere allerede har vundet. For Milans vedkommende var det endda meget belejligt, hvis et udbrud kunne fjerne de 50 point og dermed bringe ham endnu tættere på en sejr i pointkonkurrencen, som kun uheld nu synes at kunne frarøve ham.

Der gik da heller ikke lang tid, inden Fernando Gaviria og Movistar indså, at det var en tabt kamp. Da selv Mark Cavendish, deres vigtigste allierede, aktivt begyndte at deltage i angrebene, og det samme gjaldt for sprintere som Marius Mayrhofer, Stefano Oldani, Niccolo Bonifazio, Michael Matthews, som Milan dog ikke gav nogen frihed, og Davide Ballerini, måtte det spanske mandskab indse, at det ikke skulle være via en massespurt, de skulle vinde. Derfor skiftede de taktik, da de i stedet slog pjalterne sammen med de angribende sprintere, og da elastikken endelig knækkede, var situationen slet ikke så dum, da Gaviria befandt sig i et udbrud med hele to hjælpere i form af Will Barta og Carlos Verona.

Der var imidlertid fortsat to snublesten i vejen for den første udbrudssejr i Gavirias flotte karriere. For det første var det stensikkert, at han ville blive sendt til tælling, hvis gruppens overraskende mange gode klatrere ville udnytte Simplonpasset til at rydde gevaldigt ud i den enorme gruppe på 29 mand. Skulle han alligevel overleve, var næste opgave at holde det hele samlet i et fladland, hvor alle mand ville af med netop ham. Her forslog to hjælpere desværre som en skrædder i Helvede, for som vi så i torsdags, er der intet, der er vanskeligere at kontrollere end gigantiske udbrud i fladt terræn.

Nej, selvom Gaviria havde gjort alt rigtigt i sit forsøg på at vinde en etape, der ikke længere kunne vindes i en massespurt, var chancen ganske lille, selvom Verona og Barta gjorde deres bedste. De fik endda en overraskende foræring, da den måske størst snublesten blev fjernet. Simplonpasset, der var den store chance for at komme af med gruppens mange hurtige folk, blev nemlig slet ikke udnyttet, og dermed var det samfulde 29 mand, der stadig var samlet, da de nåede toppen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det var mildt sagt en mærkværdig prioritering. Enhver, der overværede torsdagens etape, havde jo i frisk erindring, hvor umuligt det kan være at vinde fra et udbrud i fladt terræn, hvor det ofte kan være det rene lotteri, og hvor det især er en ulempe at være i undertal. Derfor var det mildt sagt overraskende, at ryttere som Alberto Bettiol, Bauke Mollema, Warren Barguil, Toms Skujins, Derek Gee og Luis Leon Sanchez slet ikke forsøgte at gøre brug af deres bedste våben i jagten på etapesejren - akkurat som det var overraskende, at Bruno Armirail slet og ret forærede Thibaut Pinots bjergtrøje til tunge Davide Bais, som han med lethed kunne have forhindret i at score point. På den anden side er italieneren alligevel ikke nogen reel trussel i den konkurrence.

Nej, snarere var det chancen for etapesejr, klatrerne forspildte ved at smide deres bedste våben fra sig uden kamp. Sol, måne og stjerner skulle stå helt rigtigt, hvis ryttere som Mollema og Barguil skulle vinde i denne helt flade finale, og det gjorde de forventeligt slet ikke. I disse bitre timer, hvor endnu et nederlag skal fordøjes, ærgrer Skujins, Gee og Bettiol sig utvivlsomt også over, at den mand, der kostede dem sejren, slet ikke blev testet på et bjerg, hvor han i hvert fald var tungere end dem.

Nu blev det i stedet det ventede lotteri, og her var det i første omgang Davide Ballerini, Oldani, Laurenz Rex og Skujins, der trak det heldige nummer. Allerede her må Skujins have indsat, at han havde brændt nallerne ved at gøre Simplonpasset til en parentes i denne Giro-fortælling, for nu skulle han pludselig vinde i en gruppe, hvor han var den på papiret langsomst. Gee og Bettiol måtte også sande, at de havde gjort gruppen så stor, at den blev akkurat så svær at kontrollere som ventet.

I sidste ende blev de reddet af, at kombinationen af regn og bakker alligevel gjorde finalen mindre tilfældig. Det var i hvert fald gruppens stærkeste, der endte med at køre om sejren, men desværre for dem talte den gruppe også Denz. I den slags terræn er han nemlig svær at sætte, og som vi så i torsdags, også svær at slå i en spurt. Til gengæld havde han nok været til at rysten på det store bjergpas.

Det skal dog ikke tage noget fra Denz, at hans rivaler smed deres bedste våben i skraldespanden. Tyskeren endte nemlig alligevel med at være en kronisk overraskelse. Da han selv på egen hånd tog ansvar for at lukke hullet til Skujins, Oldani og Ballerini, da deres taktiske spil til slut blev indledt - overraskende sent, når Skujins på papiret var langsomst - så det nemlig ud til, at han dermed også smed sejren direkte i favnen på rivalerne. Det burde nemlig være en smal sag for eksempelvis hurtige Bettiol at overspurte en mand, der havde trukket ham hele vejen til fronten.

Noget kunne imidlertid tyde på, at Denz har gået i skole hos Mathieu van der Poel. Nu åbnede han som hollænderen ganske vist ikke spurten fra spids, men der var alligevel lidt Amstel Gold Race 2019 over det vanvid, tyskeren leverede, da han trods sit slid og slæb i jagten på at hente de forreste alligevel viste sig som hurtigste mand i en spurt, der endda endte med at blive mere en stærkmandsspurt på let stigende vej i modvind end et spørgsmål om fart. Vinderen af en stærkmandsspurt er til gengæld næsten altid den stærkeste, og med et Van der Poelsk vanvid satte Denz en fed streg under, at han altså fremover skal være meget mere end den anonyme hjælper, han indtil nu har tilbragt karrieren som - og så kan nu i endnu højere grad prale af at være noget nær den eneste succes på det kriseramte Bora-mandskab.

Lige så kriseramt er Israel-PT, der skulle frem til forrige weekend, inden Giacomo Nizzolo i Tro-Bro Leon fik deres første sejr. Også her er lyspunkterne få, men der er ét, der til gengæld er så stort, at det kan redde nærmest en hel sæson. Skal man pege på den største åbenbaring i dette løb, må det være Derek Gee, der inden løbet var et relativt anonymt talent, der ikke havde gjort alt for meget opmærksom på sig selv, men i dette løb har været her, der og alle vegne. I går blev han nr. 4 på en bjergetape, i tirsdags blev han nr. 2 bag Magnus Cort i en flad finale, sidste lørdag blev han nr. 2 bag Ben Healy på murene, og i dag blev han så nr. 2 bag Denz i en let stigende spurt - og det endda med det yderste af neglene. På én gang synes stakkels Gee at være ramt af en andenpladsernes forbandelse, og på samme tid må han være i den syvende himmel over, at han kan så meget mere, end han troede for et par uger siden.

For Bettiol er skuffelsen sikker lige så stor, for han synes at have fundet en fornuftig form, akkurat som hans muligheder er ved at være udtømte. Han kører imidlertid for et hold, der allerede har haft masser af succes, og derfor er det nok den personlige skuffelse, der er den største. Sådan er det også for Ballerini, der ellers var pokkers tæt på at rejse sig efter en generelt svær tid, for Soudal har jo allerede vundet to gange, og sådan er det også for Oldani, der ligeledes missede en gigantisk mulighed, men altså for et hold, som har fået sin sejr.

Det har FDJ ikke, men de har til gengæld fået noget andet. Nok mistede Pinot sin bjergtrøje og sin top 10 - Eddie Dunbar havde nemlig defekt og sluttede på Campbell Stewarts cykel, hvorfor det tidstab han i første omgang noteredes for, ikke var reelt - men det lever han nok med, når hans mest skattede hjælper nu kan iføre sig en trøje, der er langt, langt vigtigere. Ineos havde ellers indikeret, at de ikke havde til sinds at låne trøjen ud, hvad de da heller ikke har for vane at gøre, men man har jo et standpunkt, indtil man har et nyt. I de seneste dage har Geraint Thomas flere gange brokket sig over den reducerede restitutionstid, førertrøjen indebærer, og da man i går fornemmede, at Primoz Roglics passivitet i nogen grad skyldtes, at han er svært tilpas med det forhold, var den slovenske provokation og ønsket om mere hvile alligevel så udtalt, at briterne brød deres tradition om at forblive i kontrol.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Hvor meget de får ud af det, vil tiden vise. Thomas får ekstra hvile i dag og med nogen sandsynlighed også i morgen, hvor det bliver FDJ og ikke Ineos, der skal kontrollere, men på tirsdag vil Monte Bondone flå trøjen af Armirail. Til den tid er det dog også sandsynligt, at våbenhvilen stopper, og her vil Roglic meget vel kunne overtage - hvis altså han kan. I mellemtiden kan FDJ så knibe sig i armen over deres held og evne til at få førertrøjer foræret, som Rudy Molard også to gange har fået det i Vueltaen, og Attila Valter fik det i dette løb for to år siden.

Jo, måske var det overraskende, at Ineos udlånte trøjen, men når nu FDJ gang på gang har vist sig som eksperter i at få den slags gaver, er overraskelsen vel alligevel knap så stor. I hvert fald må det være slut med at betragte en sejr til Nico Denz som den kroniske overraskelse, det ellers var indtil for bare to dage siden. Når man kan opnå den sjældne bedrift at vinde to Giro-etaper på bare tre dage, er man i hvert fald andet og mere end en anonym hjælper - og i hvert fald ikke længere nogen overraskelse.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE