EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Nu er der stadig lang tid til jul, men hvis Giro-feltets sprintere alligevel havde fået lov at ønske sig en tidlige julegave, er det et godt bud, at de ville sende deres ønske til Mathieu van der Poel. Det begynder nemlig at tørre ud med muligheder for de hurtige folk i årets udgave af den første grand tour. Faktisk var der her til morgen bare to tilbage, og arrangørerne havde endda på dagens korte etape mellem Sanremo og Cuneo indlagt så grim en stigning, at det kunne ende i et regulært blodbad og sætte samtlige feltets hurtige folk til vægs tidligt på etapen, hvis terrænet blev udnyttet.

Det var derfor et lille juleønske til Van der Poel var på sin plads. Når hollænderen kigger løbsbogen igennem, har han nemlig grund til at blive lidt smådeprimeret. Fra i morgen står den nemlig stort set kun på bjerge, og hvis ikke han deltager i et udbrud, der måske kan snyde sprintere på 18. etape, eller kører en fremragende enkeltstart i Verona, var dagens etape hans sidste mulighed for at tage endnu en sejr. Det var bare ikke på nogen måde oplagt på en dag, hvor de sidste små 100 km var meget flade, og derfor var han tvunget til at skabe løbet allerede på stigningen. Det kunne han gøre både ved at ramme udbruddet, enten før eller på stigningen, eller bede sit Alpecin-hold skabe den massakre, de forsøgte sig med i Messina, desværre uden at få det store ud af det.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Van der Poel er som bekendt en herre med en kort vej til kedsomhed, og derfor må sprinterne have bidt lidt negle, da de satte sig på cyklen først på eftermiddagen. Drømmescenariet var, at etapen bare blev en klassisk sprinteretape, hvor de med det samme kunne lirke et svagt og kontrollerbart udbrud afsted, og at Van der Poel ville holde sig i ro hele dagen. Problemet er bare, at hollænderen sjældent kører to lette kilometer uden at kede sig bravt, og når det nu endda var hans bedste chance for at vinde endnu en etape, var det udtryk for en vis optimisme at tro, at han ville holde sig i ro hele dagen.

Strategien for at nå det mål var imidlertid den klassiske. Sprinterholdene FDJ, Israel-PT og Quick-Step er her stort set alene for at køre massespurter, og derfor vidste alle, at de ville forsøge at kontrollere etapen. De indgik derfor den oplagte alliance om at være så intimiderende fra etapestart, at de forhåbentlig kunne få alle til at give op på forhånd og derved få sendt det svage og lille udbrud afsted, som ville være det første skridt mod en massespurt.

Den mission lykkedes til UG med kryds og slange. De fik endda hjælp af UAE, der jo ellers ikke bruger mange kræfter på at køre for Fernando Gaviria i et løb, hvor målene er større end spurtsejre, men i dag ville de godt brænde Rui Oliveira, hvis værdi i bjergene alligevel er begrænset, af på en mulig etapetriumf. Dermed var der fire hold, der lammede løbet med et jerngreb og sørgede for, at afstanden til udbruddet blev holdt så lille, at de kunne tillade sig at snegle sig op - hvis altså Van der Poel gav dem lov.

Den intimiderende kørsel lykkedes bedre, end de kunne have drømt om. I dag var Van der Poel vitterligt den hollandske udgave af julemanden, Sinterklaas, da han med det samme strakte våben og foretrak en dag i kedsomhed frem for at sætte fut i løbet. Da klatrerne naturligvis heller intet skulle, når der venter for dem bedre muligheder de kommende to dage, betød Van der Poels sjældne resignation og opgivenhed, at Attila Valter fik lov til at sætte så lavt et tempo, at alle feltets sprintere, der vidste, at de ville blive sat, hvis løbet eksploderede på en stigning, som på papiret var for svær for dem alle, kunne få lov at nå toppen i så komfortabelt et tempo, at de formentlig svedte mere på grund af varmen end på grund af anstrengelsen.

Problemet var bare, at det gik lidt for langsomt. Enten skulle de have holdt elastikken endnu strammere inden stigningen, eller også skulle de have ladet frygten for stigningen være bare en anelse mindre og derfor skruet farten lidt op. På toppen var forspringet pludselig vokset til næsten 7 minutter, men det var de næppe alt for bekymrede for. Så stærkt var udbruddet jo ikke, og da DSM og Cofidis også hurtigt meldte sig i jagten, var de hele seks hold til at jagte fire mand. Det burde nok kunne lade sig gøre, særligt fordi de knap havde rundet toppen, inden de satte en rasende høj fart.

Desværre for dem var ikke alle hollændere i julegavehumør. Sprinterne havde kollektivt undervurderet Pascal Eenkhoorn, og det skulle vise sig at være en stor brøler. Måske forstår man dem godt, når man ser på hans trods alt beskedne resultatliste, men efter en Giro, hvor han har været fabelagtigt kørende og klatret som en drøm - efter hans standard naturligvis - var han måske en mand, man skulle have haft lidt mere respekt for.

Hos sig havde han endda en anden hollænder, der har erfaring med at snyde sprinterne. På sidste etape i Polen Rundt i 2021 lykkedes det nemlig den ellers lidt profilløse at choksejre foran sprinterne, og han vidste derfor, at det kunne lade sig gøre. Betingelserne var nemlig også med udbruddet på de to væsentligste parametre.

For det første er vi langt inde i en grand tour. Bare den nyeste grand tour-historie er fyldt med eksempler på, hvordan et på papiret lille og svagt udbrud har snydt sprinterne sent i løbet. Således har vi inden for de seneste år set blandt andre Jelle Wallays, Damiano Cima, Iljo Keisse og Nicola Boem vinde grand tour-etaper fra ellers på papiret meget svage og let kontrollerbare udbrud på dage, hvor trætheden sent i løbet havde mærket sprinterholdene.

I langt de fleste tilfælde er det sket i medvind, og også den faktor spillede ind på dagens etape. Ganske vist var der sidemodvind på første del af stykket efter stigningen, men da først udbruddet havde ramt den afsluttende del i sidemedvind, fornemmede sprinterholdene for alvor, at de kunne være ved at begå en gigantisk brøler.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Så blev der trykket på alle panikknapper. Både Israel-PT, Quick-Step og FDJ begyndte at gøre brug af deres tog ved at investere Matthias Brändle, Alex Dowsett, Rick Zabel, Mauro Schmid og Ignatas Konovalovas, da de normale arbejdsheste var brugt op. Til gengæld tillod de to sidstnævnte sig også den luksus at spare hele deres reelle tog - for Quick-Steps vedkommende Davide Ballerini og Bert van Lerberghe og for FDJs vedkommende endda hele trioen med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri - og det var måske en luksus, der var lidt for voldsom, særligt når israelerne nu brændte hele deres tog af. I hvert fald hentede de længe kun langsomt ind på udbruddet, og UAE, der jo har store klassementsambitioner, og - mere uforståeligt også Cofidis og det nu kaptajnløse DSM havde åbenbart bestemt sig for, at man ikke kunne ofre mere end én mand.

Afstanden faldt endda så langsomt, at det kortvarigt nåede at ligne en tabt kamp, men så meldte dagens helt sig på banen. Det så nemlig ud til, at der skete noget helt mærkbart, da Pieter Serry, Mauri Vansevenant og James Knox var brændt af, og Quick-Step sendte Schmid til fronten. Den uhyre formstærke og i dette løb så ekstremt imponerende schweizer så ud til at gøre hele forskellen, for det var i det øjeblik, han blev sendt frem, at balancen skiftede. Fra det øjeblik faldt farten pludselig lynhurtigt, og da vi ramte de sidste 10 km, pegede vinderpilen pludselig igen på sprinterne.

Udbruddets forspring var ellers fortsat relativt stort, men de sidste 2 km steg så kraftigt, at det formentlig alligevel var for lille. Det skyldtes også, at Eenkhoorn i finalen var stort set alene om at lave arbejdet, og minsandten om ikke han så skulle have Van den Berg i nakken, netop som havde taget en hård føring på den stejleste del af målbakken. Det angreb kunne han let lukke ned for, og selvom han igen tog fronten i en gruppe, hvor det begrænsede samarbejde nu var helt væk, var det et tabt slag. Med bare én ekstra stærk mand var udbruddet formentlig holdt hjem - og her havde den meget spurtstærke Eenkhoorn, der i sin karriere har vundet to reducerede massespurter, stået uhyre godt - og så havde en hollænder alligevel forpurret den gave, en anden hollænder ellers havde givet sprinterne.

Det gjorde han imidlertid ikke, og med god hjælp fra Quick-Step og Schmid fik FDJ nu fuld valuta for at have sparet hele deres tog. I finalen skød supertoget med Scotson, Sinkeldam og Guarnieri nemlig frem og leverede et lead-out, som kortvarigt sendte os tilbage til jubelåret 2020, hvor de dominerede alle Giroens massespurter, og selvom det var et stort sats, som uden Schmid sikkert var gået galt, var det også formentlig det, der gav Demare sit hattrick.

Franskmanden vandt nemlig spurten, men det var bestemt ikke så overbevisende, som det var i den første uge, hvor han var chokerende hurtig. Som vi så det i forgårs, virker Demare ikke til at have den spurtstyrke, han havde i uge 1, men det er ikke uventet. Vi ved, at han altid har restitueret dårligt, og selvom han har forbedret sig så meget, at han nu faktisk kan gennemføre sine grand tours, er han sjældent så stærk i uge 2 og 3, som han var i uge 1. Det var han heller ikke i dag, for selvom han tog en flot sejr, var det ikke med samme overbevisende kraft som tidligere, når man husker på, at denne form for stigende powerspurter i medvind er dem, der passer ham allerbedst.

I dag så han i hvert fald ud til høj grad at vinde på sin position. Der er nemlig ikke skyggen af tvivl om, at Phil Bauhaus var dagens hurtigste. Det har ellers været et trist løb for tyskeren, der har lidt under sit svage hold, men som også har skuffet fælt med sin fart. I dag så vi imidlertid endelig den tårnhøje klasse, han viste i 2021 og tidligere i år, da han kørte en af sine mest imponerende spurter - en spurt, der også i lyset af den manglende støtte havde fortjent at give en sejr. Det lærer os vel, at Bauhaus faktisk er bedre i disse stigende powerspurter end på fladbanen, for den anden meget imponerende spurt, han har kørt, kom på en endnu hårdere bakke i Polen sidste år, hvor han slet og ret kørte feltet midt over, mens han havde det langt sværere i de flade spurter.

Helt omvendt er det imidlertid med Fernando Gaviria. Trods hans karakteristika har det altid været et mysterium, hvorfor han har været så ”dårlig” til at spurte op ad bakke, hvilket på papiret ellers burde væe noget, han mestrer. Den svaghed kom imidlertid fuldt til skue igen i dag, hvor han ellers nok engang havde understreget sin status som denne Giros positioneringskonge ved at sidde på hjul af sprinteren med det bedste lead-out, men da slaget skulle slås, var han helt uden fart. Nu havde han jo ellers i Messina og i forgårs kørt spurter, der var betydeligt bedre end i de seneste sæsoner, men i dag lignede han igen den rytter, vi har kendt de seneste år, og det handler vel om, at disse stigende finaler bare ikke er ham.

Dem kan Mark Cavendish til gengæld godt køre. Hans klejne størrelse har altid givet ham visse muligheder, selvom det stiger, og det beviste han igen i dag. Desværre var det bare ikke alle, der fik fuldt udbytte af at spare på deres lead-out, for selvom vi i forgårs så, at Bert van Lerberghe og Davide Ballerini, der begge var sparet, sagtens kunne hamle op med FDJ, kiksede de fælt. Nu skulle Cavendish starte alt for langt tilbage, og selvom han fik bevist, at han stadig synes at have farten til at kunne på den sidste sprinteretape, blev den alligevel en anelse for lang, også fordi han var oppe mod folk, der nok havde en større fordel af den stigende karakter.

Det havde Alberto Dainese til gengæld ikke. Den lille italiener fik DSM til at bryde deres principper og frarøve noget, der efter deres normale drejebog havde været en spurt for Cees Bol, men i dag havde han slet ikke samme fart som i forgårs. Selvfølgelig sad han for langt tilbage, som han plejer, selvom DSM havde tilladt sig den luksus at spare alle andre end Chris Hamilton, men selvom han kunne spurte helt frit, havde han slet, slet ikke den overlegne, han havde forleden, og som Bauhaus i dag stod for. Bedre var det ikke for Simone Consonni, der for en sjælden gangs skyld var en taber i positionskampen, men som nok engang fik stillet fuldt til skue, at der er mange, der er hurtigere end ham, endda selv når det stiger så pænt, som det gjorde i Cuneo.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Den fart plejer Giacomo Nizzolo ellers at have, men medmindre han skaber et mirakel og vender alt på hovedet efter nogle dage i bjergene, ender han sammen med Caleb Ewan som taberne blandt feltets supersprintere. Det så ellers ganske lovende ud i uge 1, hvor han mere tabte på position end fart, men i de seneste to spurter, hvor han ellers burde have draget fordel af sin større holdbarhed, har han været en skygge af sig selv. I dag sad han ellers for en sjælden gangs skyld fornuftigt, men fart var han blottet for. Dermed fortsætter den israelske katastrofesæson i en Giro, hvor alt var bygget op om at vinde de massespurter, som der nu bare er én tilbage af. Det var i hvert fald en helt anden Nizzolo, vi så i dag end på netop 13. etape sidste år, hvor han endelig tog den forløsende sejr, han havde været så tæt på i mere end et halvt årti.

I det mindste er han dog stadig med i løbet, hvorfor han stadig kan drømme om at vende tingene på hovedet på torsdag. Det er desværre mere, end man kan sige om stakkels Romain Bardet, der grundet sygdom nu kan rejse og græde snot sammen med Thibaut Pinot. De to franskmænd, der på mange måder har haft en stærkt sammenfiltret karriere, hvor de har kæmpet mod hinanden om at være det bedste franske Tour-håb, ødelagt mulige etapesejre for hinanden i Mende og senest taget forløsende genrejsningssejre på samme dag i Tour of the Alps, deler nu også den skæbne, at de har fået ødelagt deres livs chance for at vinde en grand tour.

Det skete som bekendt for Pinot i Touren i 2019, hvor et grusomt trælår kom i vejen, og nu skete det også for Bardet. Nok vil jeg mene, at nedturen var størst for Pinot, fordi han i den Tour lignede stærkeste mand, hvad Bardet i mine øjne ikke gjorde i årets Giro, men det ændrer ikke på, at også Bardet i dette løb havde sit livs chance for at vinde en grand tour - og i hvert fald at tage sit første Giro-podium. Den chance får han nu ikke, og det er svært at sætte sig ind i den enorme skuffelse, den stakkels franskmand må føles i disse minutter. Lad os håbe, at Thymen Arensman i den kommende uge atter viser os, at han er den fødte dieselmotor til den tredje uge af et grand tour og fortsætter sin store gennembrudssæson på smukkeste vis, selvom de meget stejle stigninger i den sidste uge er alt andet end perfekt for ham.

For de øvrige klassementsfolk blev det en stille dag - i hvert fald så stille, som det kan blive, når man for tredje etape i træk har sprængt alle tidsplaner - men nu er det også slut med ”badeferien”. Fra i morgen byttes der roller, når klassementskampen indledes, og Demare går i overlevelsesmode. Det efterlader næppe meget overskud, men skulle han alligevel have lidt ekstra energi på hotellet en af aftenerne den kommende uge, må han lige huske at sende en tak til den hollandske julemand, Van der Poel. Og når han er i gang kan han passende sende en kopi til Eenkhoorn som tak for, at han ikke forpurrede den gave, den anden hollænder ellers havde foræret ham.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO