EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Med både en far og en bedstefar, der hører til blandt sportens bedste ryttere gennem tiderne, er det svært at argumentere imod, at Mathieu van der Poel har fået ganske meget foræret fra naturens hånd. Derfor kan man måske godt hævde, at der ikke var grund til at gøre hans cykelliv endnu nemmere, end det allerede er.

Ikke desto mindre synes alverdens grand tour-løbsdirektører tilsyneladende, at han har fortjent et par gaver. Det er meget sjældent, at en grand tour ikke åbnes med enten en sprinteretape, en enkeltstart eller et holdløb, og det er i hvert fald ikke tit, at de eksplosive puncheurs som Van der Poel får mulighed for at iføre sig løbets første førertrøje. Faktisk er det i nyere tid kun sket i Touren i 2008, hvor Alejandro Valverde sejrede, og i Touren i 2011, hvor Philippe Gilbert var bedst, og dengang var Van der Poel stadig bare en knægt i Holland.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Fra det øjeblik, Van der Poel i en relativt høj alder tog hul på sin grand tour-karriere, har der imidlertid været dømt puncheurfest. Da hollænderen for knap et år siden tog hul på sit første lange etapeløb i Touren, var det nemlig en sand lækkerbisken, der ventede på ham, da den første gule trøje ville blive uddelt på toppen af en Van der Poel-bakke i Bretagne. Og minsandten om ikke billedet var det samme, da Van der Poel i dag tog hul på et langt løb for anden gang, da årets Giro åbnede med en spurt på en lille bakke i udkanten af den ungarske by Visegrad.

Nu er ingen af etaperne designet med Van der Poel i tankerne, men det er alligevel et sandt lykketræf, at en ryttertype som ham to gange har kunnet starte en grand tour som favorit til at tage den første førertrøje. Desværre for ham var han bare ikke i stand til at gribe muligheden, da han sidste sommer fik sin gyldne chance, for da Julian Alaphilippe dansede væk fra alle andre, var der intet svar fra den rytter, de fleste anså som favorit til at iføre sig sportens vigtigste førertrøje.

Det var der siden megen snak om. Dagen efter viste Van der Poel nemlig, at der intet var galt med formen. Tværtimod var han skræmmende stærk, da den revanchelystne hollænder satte alle rivaler grundigt på plads på Mur-de-Bretagne og med en dags forsinkelse alligevel fik fat i den trøje, der ellers var blevet serveret på et sølvfad for ham 24 timer forinden. Hvordan i alverden kunne det så være, at han var så tam dagen forinden?

Svaret fulgte formentlig i det vinderinterview, Van der Poel gav efter sin sejr på 2. etape. Her kunne den grådkvalte vinder ikke skjule, hvor vigtigt det havde været for ham at sikre sig den gule trøje, som hans nyligt afdøde bedstefar, Raymond Poulidor, trods en endeløs serie af samlede podieplaceringer aldrig bar bare én enkelt dag. Senere har han også erkendt, at det formentlig var netop det brændende ønske om at gøre sin bedstefar ære, der havde gjort ham så nervøs, at det bare ikke fungerede, da slaget skulle slås.

Det er ikke første gang. Van der Poel kan sagtens håndtere pres, som hans endeløse serie af topresultater viser, men han er mere sårbar over for det end andre. Det var eksempelvis bemærkelsesværdigt, hvordan han i flere år gang på gang kom til kort mod Wout van Aert, når det virkelig gjaldt til cross-VM, selvom han i månederne forinden havde været sin belgiske ærkerival overlegen. Når det blev alvor i årets vigtigste løb, fejlede han imidlertid flere gange i træk.

Derfor kunne man også frygte, at det ville gå galt, da Van der Poel fik sit andet førertrøjestraffespark på den spektakulære ungarske bakke i dag. Hollænderen havde trods alt forinden erklæret, at netop den gyldne chance for at komme i lyserødt var én af hans to hovedbegrundelser for med relativt kort varsel at kaste sig ud i sin anden grand tour. På forhånd var han også udpeget som manden, der skulle slås, og presset på hans skuldre var derfor ikke uvæsentligt.

Denne gang knækkede han imidlertid ikke. Da røgen havde lagt sig efter en højdramatisk afslutning i det østeuropæiske land, som måtte vente to år ekstra på deres cykelfest, var der ingen over eller ved siden af løbets måske største superstjerne. Med en forcering, der måske ikke var i samme overlegne klasse som i Bretagne sidste sommer, men stadig den i særklasse mest kraftfulde, satte han effektfuldt alle favoritterne så eftertrykkeligt til vægs, at udfaldet aldrig var tvivlsomt, da først han havde trådt an.

Denne gang var det svært at spore mange nerver, men det var der måske også en grund til. Allerede i onsdags havde Van der Poel nemlig indrømmet, at selvom etapen var vigtig, havde den ikke samme betydning, som den havde i Touren. Denne gang var der nemlig ingen afdøde bedstefædre eller emotionelle forhindringer, der stod i vejen. Nu handlede det alene om at indfri en sportslig ambition, og så var Van der Poel pludselig lige så kølig, som han var, da han med stor autoritet afgjorde en temmelig kaotisk og nervepirrende finale i Flandern Rundt til sin fordel.

Med magtdemonstrationen satte han en fed streg under, at han måske er verdens bedste puncheur. Det er naturligvis et vidt begreb, for Van der Poel havde ikke vundet, hvis han skulle spurte mod Alaphilippe, Primoz Roglic eller Tadej Pogacar på Mur de Huy, men på en blødere bakke som denne er det svært at se, hvem der kan matche hollænderen forrygende antrit. Allerede i sidste års Tirreno viste han sig stærkere end Alaphilippe og Wout van Aert, og det billede fuldendte han på Mur-de-Bretagne sidste år, selvom stigningen her var vanskeligere end den ungarske bakke, der i dag sørgede for, at Van der Poel nu har kørt to grand tours og allerede sikret sig førertrøjen i to af de tre løb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Når man ved, hvor uimodståelig Van der Poel er i denne slags finaler, har Biniam Girmay al mulig grund til at være tilfreds. Det kan godt være, at han ikke lykkedes med at skrive cykelhistorie ved at blive den første mørke afrikanske grand tour-etapevinder - endda på sin allerførste grand tour-etape overhovedet - men det er absolut ingen skam at blive slået af verdens nok bedste afslutter i denne type finale. Tværtimod var det imponerende, at han kunne være så godt med i det, der udviklede sig til en ren duel mellem de to forhåndsfavoritter.

Det var nemlig langt fra givet. Nok kørte Girmay nogle flotte klassikere i Sanremo, E3 og Gent-Wevelem, men i ingen af de tre løb var han tæt på at være løbets bedste. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at hans kørsel i alle tre løb snarere indikerede, at han fortsat havde lidt for store mangler til at være med helt fremme på dagens åbningsetape. I forvejen anede vi ikke, om han overhovedet var en god puncheur, for selvom han åbenlyst har de rette karakteristika, havde vi indtil for en times tid siden stadig aldrig set ham køre en sådan afslutning på dette niveau.

Det har vi til gengæld nu, og resultatet var uhyre opløftende. Det kan godt være, at han vandt Gent-Wevelgem, men i mine øjne var dagens præstation hans hidtil største. Klassikeren vandt han med snu kørsel i et taktisk spil og en god spurt, men i dag tog han kampen op på ren fysisk styrke mod et af sportens førende fænomener, og selvom han blev den lille - og det gør de fleste mod Van der Poel - var det første gang, Girmay for alvor meldte sig ind i verdenseliten. Det kan godt være, at det ikke blev i dag, men der kan næppe gå lang tid, inden en mørk afrikaner har vundet en grand tour-etape - og jeg tror godt, at jeg ved, hvem det bliver.

I det hele taget var det fascinerende at se, at etapen endte i et direkte opgør mellem de tre favoritter. Skal man være ærlig, var der vel reelt kun tre, som reelt kunne vinde etapen. Van der Poel er så suveræn i denne slags afslutning, at det ville kræve noget helt særligt at slå ham. Det særlige kunne Girmay måske have, fordi han stadig er så ubeskrevet et blad, og det kunne Ewan, fordi han må regnes som verdens hurtigste i spurter på kortere bakker.

Spørgsmålet var bare, om ikke denne var lidt for lang. Australieren har i hvert fald før sagt, at disse længder er lidt for voldsomme, og det var også hans udmelding inden etapen, hvorfor hans hold da heller ikke deltog i føringsarbejdet. Alligevel fik han sat en fed streg under, hvor meget han har forbedret sin klatring siden vanvidsridtet i Sanremo sidste forår, for denne gang var han med hele vejen til stregen. Ganske vist måtte han sande, at Van der Poel og Girmay var synligt stærkere, men uden det ærgerlige styrt var han utvivlsomt endt som nr. 3, hvilket vel er lidt af et gennembrud på så lange bakker som denne.

Kortvarigt kunne man også frygte et deja-vu fra sidste års Tour, hvor det bare blev til en halv spurt, inden han var ude af løbet. Heldigvis er meldingerne, at han kun har pådraget sig overfladiske skrammer, og at han denne gang ikke rejser hjem før tid - i hvert fald ikke endnu. Hvis det australske vindergen kan holdes nede, bør han lindre sine smerter med bevidstheden om, at han leverede et ridt i absolut verdensklasse i en finale, der var på hans grænse.

Han fik dog også et par gaver foræret. Stigningen blev kørt i et så lavt tempo, at den tunge Lawrence Naesen uden problemer kunne holde et forspring på 10 sekunder over det meste af bakken. Det kunne man imidlertid forvente. Kun Alpecin havde en soleklar interesse i at gøre løbet hårdt, men de manglede holdet til at gøre det. Naturligvis kunne det have været en plan for klassementsholdene, men for dem var det trods alt en etape, der først og fremmest skulle overleves uden væsentlige tidstab. Der er trods alt ikke grund til at slide ekstra på holdet, når Verona stadig er meget, meget langt væk.

Derfor blev det en passiv affære, som Naesen og evigt aggressive Lennard Kämna forsøgte at udnytte til egen fordel, indtil Aimé de Gendt, indtil en meget stærk Lorenzo Rota nok engang bekræftede sit store potentiale ved effektivt at køre det hele ind. Først derefter blev løbet for alvor gjort hårdt, da Davide Formolo lagde det pres, som skulle gøre det muligt for Diego Ulissi at tage karrierens 9. etapesejr eller for en velplaceret Alessandro Covi at vinde, men desværre endte italieneren blot med at tage livet af sine kaptajner. Covi eksploderede, og Ulissi måtte nok engang sande, at han ikke er som i 2020, hvor han ellers åbnede løbet ved at vinde 2. etape i en tilsvarende finale.

Det blev dog ikke Formolo, der gjorde den virkelige forskel. Det blev dagens positive overraskelse, Emanuel Buchmann, der efter mere end et år på direkte kurs mod en regulær deroute, pludselig kom med så kraftfuldt et angreb, at han splittede feltet og fangede de fleste klassementsryttere på den forkerte side af hullet. Når man ser på tyskerens kørsel igennem dette forår, var han nok den sidste, man havde ventet at se fremme i en finale, der slet ikke passede ham, men måske er der alligevel håb for, at en af sportens frem til 2020 allermest spændende navne alligevel kan genfødes i disse tre uger.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Desværre tog hans forcering livet af Magnus Cort. Ligesom Ewan havde danskeren ellers haft glæde af det lave tempo, og han så trods sin lange pause overraskende velkørende ud, da han som den første svarede på den tyske forcering. I sidste ende rakte formen ikke hele vejen, men med tanke på at Corts dieselmotor som regel skal bruge nogle løb, inden den er varm, er det svært ikke at kalde dagens debut uhyre lovende - også fordi han faktisk har en ret begrænset historik i denne slags finaler, selvom de passer ham udmærket.

Mere opløftende blev det af, at finalen faktisk endte med at blive ganske hård alligevel. Det var i hvert fald primært de lettere folk, der dominerede toppen. Det blev ikke blot for hårdt for Covi, men også for den ellers så formstærke Vincenzo Albanese. Også Jhonatan Narvaez, der ellers fik en chance af et Ineos-hold, som holder fast i at give hjælperne mere plads end tidligere, kom til kort, og heller ikke den lokale helt, Attila Valter, havde benene til at køre den spurt, han har drømt om i et halvt år. Overraskelsen var Andrea Vendrame som af de nævnte ellers har været den mindst overbevisende i denne slags finaler på det sidste, men noget kunne tyde på, at formen måske er som i 2021, hvor han endte med at slå klatrerne på en halv bjergetape. Den anden overraskelse var Bauke Mollema, der altid har været en god puncheur, men som slet ikke har vist livstegn siden sidste sommer, og som egentlig bare skulle tabe tid, så han kunne få frihed til at gå i udbrud.

Når de lettere folk dominerede, var det ikke overraskende, at nogle af dem også kunne vinde lidt tid. Pello Bilbao fik nok engang bevist, at han på en måneds tid har genfundet alle de sprinterevner, han ellers have lagt på hylden, og med sine bonussekunder blev han dagens store klassementsvinder. Richard Carapaz fik også med det samme sendt et klart signal med en meget overbevisende præstation i en finale, der bestemt ikke var ideel for ham. Det var den til gengæld for Wilco Kelderman, der blev den sidste vinder i klassementet, og med endnu en top 5, der føjer sig til dem, han tog på 1. og 2. etape i Touren sidste år, fik han igen bevist, at han er en af feltets allerbedste puncheurs. Det er i bjergene, at det kan knibe mere.

For de øvrige klassementsryttere handlede det mest om at undgå dumme tidstab, og det lykkedes i alt væsentligt. Man kunne have ventet at se Joao Almeida længere fremme, men han har hele året synes at være mindre eksplosiv, end han var det sidste efterår - måske som pris for den klatring, der synes klart forbedret. Mattias Skjelmose bekræftede det, vi så i Catalonien, nemlig at han er blevet glimrende i puncheurfinaler, og derudover holdt de vigtigste fok sig til. Måske kunne man have ventet at se Giulio Ciccone længere fremme, ligesom Alejandro Valverde igen betalte en dyr pris for den positionering, der i hans efterår slet ikke synes at fungere længere, og det var måske lidt urovækkende at se Miguel Angel Lopez komme over stregen i favoritgruppens hale. Han har dog før været ret sløv i den første uge og plejer først for alvor at toppe, når det bliver alvor til sidst.

Enkelte tidstab blev det dog til. Mest overraskende var det med Thymen Arensman, men denne slags højhastighedsfinaler har aldrig været noget for den hollandske dieselmotor. Pavel Sivakov virkede også elt uinteresseret i klassement ved at sidde langt tilbage i gruppen, og det blev også til et beskeden tidstab til den spændene Juan Pedro Lopez, der heller ikke er vild med denne slags finaler, og som angiveligt heller ikke kører klassement. Det gør til gengæld Guillaume Martin, og for en fyr som ham var dagens lille tidstab en anelse bekymrende.

Det er dog også stensikkert, at dagens resultat er glemt, når vi når til Verona. Man kan så let forfalde til at overreagere på de mindste tegn på dette tidlige stadium i løbet, og det gælder måske særligt i år, hvor der frem til og med 15. etape kun er 9. etape som en klar nøgleetape. For klassementsrytterne er vi gået i den langsomme nedslidningsfase, og det er først benene i den tredje uge, der afgør slaget om løbets vigtigste trøje.

Sådan er det til gengæld ikke for Van der Poe. For ham kom løbets allervigtigste dag allerede med det samme, men det øger også kun presset. For Carapaz og co. handler det trods alt om at være god over tre uger, men skulle Van der Poels løb for alvor være en succes, skulle han være knivskarp i de få sekunder, det tog at spurte op ad den sidste del af denne lille ungarske bakke. Det var det pres, han ikke helt kunne modstå, da der var en gul trøje på spil sidste sommer, men det gik heldigvis fint, da det ”kun” var en lyserød præmie, der lå foran. Denne gang var der nemlig heller ikke en bedstefar, der stod i vejen.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO