Når man live-opdaterer fra en grand tour, fornemmer man i den første uge ofte en vis frustration fra de mange cykelfans. Der skal ikke være megen passivitet på en tidlig bjergetape, før de første irriterede vredesudbrud dukker op blandt kommentarerne. Hvis ikke terrænet udnyttes fra første fløjt, bliver løbet hurtigt beskrevet som kedeligt og rytterne som dovendyr, der ikke er deres løn værd.

Der er imidlertid en grund til, at særligt de første etaper af et langt etapeløb ofte er temmelig afventende. Der er nemlig en grund til, at det er en grand tour og ikke et ugelangt løb, der som bekendt kan vindes af nogle andre ryttertyper end dem, der også begår sig, når der køres tre uger. Nu hvor vi er ovre EPO-epoken, hvor der altid bare kunne blive tanket op til næste etape, er det blevet endnu mere indlysende end tidligere, at en grand tour vindes i uge 3, når de knap så holdbare rivaler er slidt ned, og hvor de vanskeligste udfordringer af gode grunde ofte er koncentreret.

Skal man være frisk i den tredje uge, skal man mere end noget andet sted sørge for at vælge sine kampe med omhu. I nyere tid er det nok Simon Yates, der mest har grund til at skrive under på den lære, efter at han i Giroen i 2018 skød på alt, hvad der rørte sig, gik efter punceuretaper og kastede sig ud i vilde soloridt på tidlige stigninger, inden han eksploderede med et sådant brag, at det angiveligt stadig runger i Ekkodalen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Egentlig skulle man mene, at Domenico Pozzovivo efter syv top 10-placeringer i 19 grand tours samt hans erfarne manager Bjarne Riis var pinligt bevidste om netop det. I det lys kan det undre, at deres NTT-mandskab på dagens 12. etape af Giroen iværksatte en stort anlagt og på mange måder flot offensiv, hvor de fra første stigning på den kuperede rute i Appenninerne tog ansvar og lagde et pres, der med ét forvandlede en stille udbrudsdag til en knaldhård affære, hvor der hurtigt var spredt ryttere ud over hele den italienske støvle.

Det var nemlig lige så naivt, som det var underholdende. Som cykelfan kan man kun glæde sig over, at de sydafrikanske tropper forvandlede en langgaber til et ganske begivenhedsrigt cykelløb, hvor selv den etapesejr, der tidligt på etapen for længst var blevet solgt til det forventede udbrud, endda kortvarigt kom i spil. Som strateg kan man til gengæld kun undre sig over, om de virkelig troede, at det kunne lade sig gøre at få noget ud af offensiven.

Finalen var nemlig ikke til det. Ikke blot var de sidste 30 km faldende eller flade, der var også relativt langt mellem de sidste to svære stigninger. Med tanke på den styrke særligt Deceuninck og Sunweb har vist i finalerne var det svært at forestille sig, at en offensiv kunne iværksættes, så den også kunne vare hele vejen til målet i Cesenatico uden at blive neutraliseret.

Desværre blev alle bange anelser til virkelighed. Selvom NTT kørte et på alle måder flot løb, hvor særligt talentfulde Matteo Sobrero imponerede ved at sprænge feltet til atomer, og hvor Ben O’Connor fortsatte sin lille genfødsel, var missionen dødfødt. Det blev bestemt ikke lettere af, at holdet heller ikke havde styrken til at holde presset hele vejen, for gassen gik lidt af ballonen, da man undervejs måtte lade den indhentede Victor Campenaerts give O’Connor en puster, hvilket blot førte til, at tempoet faldt så markant, at udbruddet igen sejlede langt væk. Og sidste stignings to små ramper viste sig ikke uventet at være så lette, at Pozzovivo end ikke kunne sætte hjælperytterne hos Sunweb og Deceuninck af - og så er der altså langt til at sikre sig et forspring, der kan holde over 30 flade kilometer til sidst.

Nej, det eneste, man reelt kunne have opnået, var eventuelt at køre en rytter, der måtte have haft en dårlig dag, definitivt ud af klassementet. Det lykkedes for så vidt også, da det hurtigt stod klart, at det heller ikke bliver i denne Giro, at Ilnur Zakarin genfødes som klassementsrytter, ligesom uheldige Hermann Pernsteiner, der i forvejen havde vist overraskende svaghedstegn undervejs, mistede tid som følge af en yderst dårligt timet punktering. I lyset af de vanskeligheder særligt Zakarin har haft de seneste dage, var det dog nok en eksplosion, der var kommet før eller siden alligevel, og det er derfor slet ikke et udkomme, der står mål med en hel dags arbejde forrest i feltet. Særligt når man betænker, at O’Connor og Louis Meintjes, der er de vigtigste hjælpere for den velkørende Pozzovivo, ikke just har været kendt for deres stabilitet de senere år, var det måske ikke den klogeste beslutning at brænde dem af allerede nu.

Da det næppe er underholdningsværdien, der har været motivationen, er det lidt svært at forstå, hvad der forårsagede initiativet. Det er nærliggende at tro, at den truende aflysning som følge af en corona-situation, der ser mere og mere dyster ud, har ført til en eller anden form for corona-panik. Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at rytterne kører med følelsen af, at hver dag kan være den sidste, og i det lys skal man jo gribe mulighederne, mens de er der. Men man kan heller ikke lade være med at sidde fornemmelsen af, at Riis lidt har det som en gammel cirkushest, der endelig er i manegen igen, og som derfor måske lidt tabte overblikket i sin iver for endelig igen at køre klassement i en grand tour.

Selvom det ikke fik den store indvirkning på klassementet andet end at give Zakarin og Pernsteiner et nyrestød, var det lige ved, at det havde forvandlet løbets mest sikre udbrudsetape til noget helt andet. Gruppen var nemlig kommet fri på det flade og derfor alt andet end klatrestærk, og da 13 forskellige hold endda var repræsenteret blandt de 14, hvorfor samarbejdet og offerviljen kunne ligge på et meget lille sted, smeltede det gigantiske forspring som dug for solen, da NTT satte sig frem. Heldigvis for udbruddet løb sydafrikanerne tør for kræfter i tide, ligesom det favoritkollaps, der kunne have ført til høj fart også i den flade finale udeblev, og derfor blev det alligevel en udbryder, der løb med sejren.

Det blev helt forventeligt Jhonatan Narvaez. Allerede fra start fremstod han som storfavorit, når nu Simon Clarke igen i dag viste, at han er en skygge af den rytter, der sidste år blev nr. 2 i Amstel Gold Race. Som den hurtigste af de holdbare var hans udfordring dels at overleve stigningerne, der var en anelse for lange efter hans smag, og dels forhindre, at en rytter smuttede væk på det flade. Og begge dele lykkedes til UG med kryds og slange via en overbevisende klatreindsats ledsaget af lidt held, da både Mark Padun og Clarke var blandt de mange uheldige på en dag, hvor det regnede lige så meget med punkteringer som med vand.

Dermed fortsætter Narvarez den genrejsning, det ellers hensygnende talent indledte, da han i Vallonien var stærkeste mand på stigninger og dansede væk fra Greg van Avermaet og co., og som han fortsatte, da han senere sejrede samlet i Coppi e Bartali. Samtidig fortsatte han revanchen for et Ineos-hold, der nu er på tre sejre, og som i lyset af rivalernes mange punkteringer for en gangs skyld ikke var ramt af den Giro-forbandelse, der ellers har hvilet som en tung skygge over dem siden Bradley Wiggins’ kollaps i 2013. Og minsandten om han ikke sørgede for femte etapesejr på tre år til et Ecuador, der forud for 2018-udgavem ikke havde vundet én eneste gang, men altså nu både har vundet samlet og taget sejre med tre forskellige ryttere i bare tre udgaver.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Bahrain må til gengæld føle, at forbandelsen var røget til Arabien - måske fordi de nu har fået britisk indflydelse fra McLaren. I hvert fald regnede det med uheld for araberne, der dels fik Pernsteiners klassement ødelagt af en punktering, dels så Paduns chancer gå i vasken af samme årsag. Heldigvis er det en trøst, at det så umuligt ud for den langsommere Padun i en duel at få skovlen under Narvaez, og at Pernsteiner forinden havde lignet en mand, der kunne få problemer uanset hvad, og i hvertfald kan de glæde sig over, at det ukrainske stortalent, der som nyprofessionel slog alle stjernerne med en etapesejr i Tour of the Alps, men som siden har været kørt helt ud på et sidespor af alle sine skader, endelig igen viste det enorme potentiale, som vi også kortvarigt så sidste sommer, hvor han vandt Adriatica Ionica Race på ganske overbevisende maner.

Det kunne lugte af, at vi får mere at se til Padun i de kommende uger, hvis coronavirus giver ham lov. Alle krydser nemlig fingre for, at både vejr og virus tillader os at afvikle programmet helt som planlagt. Lykkes det, må man så for NTT og Pozzovivo håbe, at de ikke kommer til at mangle de kræfter, der blev brændt af på en uskyldig dag i Appenninerne, da corona-panikken bredte sig.