EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Forud for årets løb blev Giroen af mange betegnet som en af de mest åbne. Ræsonnementet var, at de seneste års tre dominerende grand tour-skikkelser, Primoz Roglic, Tadej Pogacar og Egan Bernal, alle er fraværende, og derfor var døren åben for en hel serie ryttere, der altid havde været niveauet lige under de bedste.

Den analyse forstod jeg imidlertid aldrig. I mine øjne skilte Richard Carapaz sig ud som tårnhøj for favorit, for selvom han måske ikke har vundet grand tours med samme regelmæssighed som de tre ovennævnte, har han en nyere grand tour-historik, der placerer ham som en klar nr. 4 i det globale hierarki. Således er han endt på podiet i de seneste tre grand tours, hvor han har forberedt sig målrettet på at køre klassement, og det er en regularitet og et topniveau, som ingen af feltets øvrige ryttere kommer blot i nærheden af at kunne matche.

Læs også

Vingegaard udskrevet fra spansk hospital

Men måske var der en anden årsag til ideen om en pivåben Giro. Måske skyldtes antagelsen snarere, at der var så uendeligt mange spørgsmålstegn ved snart sagt alle de potentielle favoritter. Listen talte nemlig en endeløs serie af ryttere, der i mindst én sæson ikke har været i nærheden af at være med helt i front i en grand tour, og som derfor skulle levere et gedigent comeback, hvis de skulle begå sig i kampen om sejren.

Vi kan jo tage dem én for én. Kunne Romain Bardet efter nogle sløje år virkelig igen være med helt i front i en grand tour, hvad han ikke har været siden podiepladsen i Touren i 2017? Kunne Mikel Landa rejse sig fra noget, der sidste efterår lignede en regulær deroute og være med i front i et langt løb for første gang siden 2020? Kunne gode, gamle Alejandro Valverde virkelig fortsat være med i klassementet i en grand tour, hvad vi senest så i Vueltaen i 2019? Kunne Richie Porte stadig gøre sig gældende i sin sidste grand tour, når han nu slet ikke spillede en rolle i Touren sidste år? Var Tom Dumoulin vitterligt stadig en grand tour-rytter efter sin frivillige pause? Kunne Domenico Pozzovivo rejse sig fra endnu et af sine utallige styrt og lave en genrejsning som den, vi så i Giroen i 2020? Kunne Hugh Carthy genfinde 2020-niveauet efter et 2021, der mildt sagt ikke var værd at skrive hjem om? Havde Emanuel Buchmann endegyldigt sat kursen mod total anonymitet efter et forår, der nærmede sig det tragiske? Kunne Jai Hindley genfinde takterne fra 2020 efter et 2021, hvor han var helt usynlig? Og kunne det virkelig lade sig gøre for Vincenzo Nibali at hive et sidste stort resultat ud af benene, når han nu i mere end et år havde været en tam skygge af en ellers generationsdefinerende rytter?

Det var måske i virkeligheden alle disse potentielle comebacks, der gjorde Giroen åben. På listen over kandidater manglede jo ikke ryttere, der havde været med helt i front i en grand tour? Nej, den var såmænd alenlang. Problemet var bare, at det for de fleste var relativt lang tid siden, og når man rensede listen for ryttere, hvis succes ville afhænge af et bemærkelsesværdigt comeback, var den pludselig slet ikke så lang endda. Og så stod Carapaz’ navn pludselig lysende klart og blinkede meget kraftigere end alle andre.

Da Giroen i dag efter otte dage, der kun havde givet det svar, at det i hvert fald ikke blev i år, at Dumoulin genstartede sin grand tour-karriere, bød på den eneste reelt svargivende etape blandt de første 15 dage, var der derfor to mulige udfald. Enten kunne de mange potentielle comebacks falde sammen med et stort rabalder, og Carapaz kunne med en magtdemonstration sætte en endnu federe streg under sin favoritstatus. Eller også kunne mindst ét af disse comebacks falde positivt ud og med ét give os det åbne løs, mange talte om i Budapest for en god uge siden.

Da røgen havde lagt sig på den brutale Blockhaus-stigning, som ved andet besøg fra den stejle side igen dokumenterede, at det er et bjerg, man skal besøge lidt oftere end med fem års mellemrum, var døren til Giro-sejren heldigvis ikke blevet smækket i af en ecuadoriansk magtdemonstration fra Ineos-lejren. I stedet kunne der sættes flueben ud for flertallet blandt de mange mulige comebacks, og den Blockhaus-etape, der kunne have kvalt spændingen på samme måde, som Egan Bernal gjorde det på 9. etape sidste år, og Tadej Pogacar gjorde det på Tourens 8. etape, åbnede nu Giroen så markant op, at Carapaz pludselig fik markant flere ryttere at holde øje med, end han havde fra morgenstunden.

Det skal dog også med det samme siges, at Carapaz stadig skiller sig ud som favorit, selvom den stort anlagte Ineos-offensiv løb ud i sandet. Der var ellers lagt op til netop den omtalte magtdemonstration, da det britiske storhold hurtigt gik frem i front for at ledsage Trek-mandskabet i jagten på udbruddet i den flade fase frem mod de to ture op ad Blockhaus-massivet. Ved at parkere den forslåede Jonathan Castroviejo forrest i feltet, fortalte Carapaz hele cykelverdenen, at han ikke bare ville vinde tid, men også vinde etapen og dermed gøre præcis, som holdkammeraten Bernal gjorde på 9. etape for et år siden.

Den gik bare ikke. Carapaz måtte sande, at han ikke havde den overlegenhed, han havde ønsket, selvom en forrygende Porte, der loyalt parkerede drømmen om en superafslutning på grand tour-karrieren, igen beviste, at han stadig er blandt verdens allerbedste med et forarbejde, som skabte de bedste betingelser for en ecuadoriansk offensiv. Den kom da også, men desværre for Ineos viste Carapaz sig at være stort set helt jævnbyrdig med både Landa og Bardet, og faktisk lignede han mod slutningen gruppens svageste.

Det er nu ikke sikkert, at han var det. Vi ved fra sidste års Tour, at Carapaz er en lige så god skuespiller, som han er cykelrytter, og det vidnede om et vist overskud, at han havde tid til at lyne lynlåsen, så sponsorerne stod rigtigt frem, når han nu om lidt ville vinde etapen. Det gjorde han som bekendt ikke i en spurt, der ikke er hans spidskompetence, men der var næppe mange svaghedstegn at spore hos ecuadorianeren.

Den individuelle styrke var måske ikke helt som håbet, men det var den kollektive. Med Porte ved sin side har Carapaz den i særklasse bedste løjtnant, men vigtigst af alt er vi kun i uge 1. Vueltaen i 2020 og Touren i 2021 dokumenterer tydeligt, at det er i den tredje uge, at ecuadorianeren for alvor excellerer, og han efterlod i dag et betydeligt bedre indtryk, end han gjorde i Alperne i sidste års Tour. Da vi nåede Pyrenæerne, fulgte han til gengæld Pogacar til dørs. En grand tour bliver vundet på restitution, og det er særligt den evne, der stadig får Carapaz’ navn til at stråle klarere end alle andres.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Det stråler bare ikke helt så klart, som det gjorde i morges. Han er i hvert fald nødt til at tage både Landa og Bardet yderst seriøst. De tre kombattanter var så jævnbyrdige, at det var svært at få et figenblad ind mellem dem, og begge de to rivaler må efter i dag for alvor tro på, at de har den første grand tour-sejr inden for rækkevidde.

Det gælder måske særligt Landa. Var der én rytter, der så ud til at have et ekstra gear, var det baskeren. Nok har han ikke det punch, der er en vigtig evne i jævnbyrdige finaler, men med lange føringer i opskruet tempo lignede han en mand i totalt overskud. Dermed satte han det første flueben på listen over comebacks med en understregning af, at han er mindst lige så god, som han var, inden hans Giro i 2021 så brat endte, netop som han så allerbedst ud.

Det allerbedste ved det hele er, at han denne gang ikke skal bekymre sig alt for meget om enkeltstarter, og at han har en forrygende løjtnant. Den forslåede Pello Bilbao gjorde nemlig det, han gør bedst, nemlig at køre enhver stigning som en enkeltstart, og selvom han som altid blev sat ganske tidligt, endte det også som altid med et meget mindre tab end frygtet. Da Wout Poels også viste begyndende takter på de tredjeugesben, han er kendt for, ligner Bahrain også fortsat et kollektiv, der kan true Ineos, nu hvor Bilbaos styrt tilsyneladende ikke var så grimt endda. Han leverede nemlig en præstation, der er nogenlunde i overensstemmelse med det forventede, og eneste malurt i bægeret var en uventet sløj indsats af Santiago Buitrago.

Helt så overbevisende virkede Bardet måske ikke, men han har til gengæld et våben, som Landa måske ikke har i samme grad. Franskmanden har altid været bedst sent i en grand tour - akkurat som det gælder for Carapaz - og med denne lovende åbning kan han reelt drømme om at blive den grand tour-vinder, jeg aldrig troede, han ville blive. Jeg vil stadig gerne se ham sætte Carapaz og Landa til vægs, men i første omgang beviste han, at det comeback, han indledte med etapesejren i Burgos sidste sommer, og som fortsatte med den samlede sejr i Alperne, vitterligt er reelt. Han lider til gengæld under et langt svagere hold end rivalerne - DSMs halvhjertede sprintersatsning har hele tiden synes at være på grænsen til det meningsløse - men han bakkes til gengæld op af Thymen Arensman, der igen satte en fed streg under, at han står for en af de mest stejle udviklingskurver over bare én vinter. Når man ved fra tidligere, at hans dieselmotor faktisk kun plejer at være god i den tredje uge, er perspektiverne pludselig aldeles lovende.

Det er de også for Joao Almeida. Han hører ganske vist ikke til på comebacklisten, men han satte en streg under, at han vitterligt er en reel vinderkandidat i løbet. Måske troede nogle af rivalerne, at de tidligt havde fået ham kørt ud af ligningen, men så kender de ikke Almeida. På samme måde som Bilbao kører han enhver stigning som en enkeltstart, og det gør ham til comebackenes mester. Antallet af gange, hvor han med sit jævne tempo er forsvundet tidligt for siden at dukke op i finalen, skal man bruge mindst tre hænder for at tælle, og sådan gik det da også denne gang, hvor portugiseren så ud til at befinde sig i sin helt egen verden, helt uden af ænse at der var folk omkring ham. I dag manglede han en anelse i forhold til de bedste, men når man så, hvor markant hans niveau steg i hans første to grand tours, kan han blive livsfarlig i den tredje uge, hvor også han er bedst.

Et af de mest markante comebacks stod Jai Hindley dog for, men det kom slet ikke ud af det blå. Det var let at afskrive hans vilde Giro i 2020 som et udtryk for bare én mirakelperiode, fordi han var så anonym i hele 2021. Det var der imidlertid en god forklaring på, da siddesår og slutteligt et styrt stod i vejen, men når man så de takter, han viste i foråret i både Tirreno og Catalonien, fornemmede man et muligt comeback. Faktisk var han denne gang betydeligt mere overbevisende, end han var i optakten til Giroen i 2020, og derfor var alle lamper grønne, da han ankom til Budapest. En rytter, der kun har leveret nævneværdigt i én grand tour, skal dog stadig bevise det igen, inden man for alvor kan tro på det, men det gjorde den lille australier i den grad. At han så også brugte hovedet - og kan sende en kærlig tak til langsomme Domenico Pozzovivo for at tage sit hjul - til i en kringlet finale at overspurte på papiret hurtigere folk ved at ramme sidste sving forrest og derved sikre sig karrierens anden Giro-etapesejr gjorde blot comebacket endnu mere fuldendt. Når man husker på, at han var ret anonym frem mod den tredje uge for to år siden, er der al mulig grund til at begejstre sig over, hvad det kan blive til mod slutningen af dette løb.

Det var i det hele taget en god dag for Bora. Buchmann bekræftede nemlig også den genrejsning, man fornemmede i den første uge, og selvom intet tyder på, at han når samme tårnhøje niveau som inden styrter i Dauphiné i 2020, er han ikke færdig som grand tour-rytter. Mere end de fleste er han nemlig en dieselmotor, der først for alvor topper, når alle andre er trætte. At tredjeviolinen, Wilco Kelderman, så faldt igennem er en omkostning, man nok lever med. Hans elendige forberedelse gjorde ham nemlig til en ganske tvivlsom kandidat, hvis kollaps allerede lå i kortene på Etna, og da han modsat Hindley alligevel ikke har podiepotentiale i dette felt, er det for tyskerne meget sjovere at have australieren med i spillet. Og så blev festen jo endda fuldendt med en fornem klatrepræstation fra Lennard Kämna, selvom han logisk nok var overmatchet i kampen om lyserødt mod den helt rene klatrer Juan Pedro Lopez.

Fortællingen om Pozzovivo er næsten den samme, som den er for Hindley. Det var nok trods alt overraskende at se ham helt fremme, men hans trængsler i 2021 var så velbegrundede, at hans comeback også var ganske sandsynligt. Hans voldsomme styrt i 2019 hæmmede ham i store dele af 2020 og 2021, og alligevel var han en af de allerbedste i den første halvdel af Giroen i 2020. I Burgos sidste sommer kom han endelig ud af styrtets skygge, og her så han uhyre overbevisende ud på Picon Blanco, indtil endnu et styrt truede med at stoppe hans karriere. Det sørgede Intermarché heldigvis for, at det ikke gjorde, og i dag beviste han, hvad vi så i Burgos, nemlig at Pozzovivos topniveau fortsat er tårnhøjt, når endelig han en sjælden gang ikke er sat tilbage af sine mange styrt. Man kan nu kun ærgre sig over de sekunder, sidevinden på toppen af Etna kostede ham. Med en Jan Hirt, der fortsætter det comeback, han indledte fra sæsonstart i Oman, og nu har lært at køre stærkt i andet end den tredje uge, er det pludselig rigtig sjovt at være i Intermarché-bilen, hvor man i år har fejret den ene succes efter den anden.

Det har man ikke hos Movistar - tværtimod - men i dag oplevede man en af slagsen. Det kan imidlertid ikke komme som noget chok, at Valverdes comeback som grand tour-rytter også fik et flueben. Det kan godt være, at hans sidste gode klassement kom i Vueltaen i 2019, men der er en god forklaring på trængslerne. Hans mellemliggende grand tours kom nemlig - med Touren i 2021, hvor han ikke kørte klassement, som en undtagelse - nemlig alle i den periode, hvor han så pensionsmoden ud. Det har han som bekendt ikke gjort siden Catalonien i 2021, og når man husker på, hvor svært imponerende han så hjælper var på den første bjergetape i Vueltaen sidste år, lå det i kortene, at han trods insisteren på det modsatte, formentlig ville ende som seriøs klassementsrytter i dette løb. Det gjorde han heldigvis også, og selvom han ikke længere har et podium i benene, vil han sørge for, at Movistar får en fin Giro, når nu Ivan Ramiro Sosa endte som den nitte, han med størst sandsynlighed ville vise sig at være.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Valverdes, Hindleys, Pozzovivos, Bardets, Buchmanns og Landas comebacks var altså alle varslet - enten tidligere i løbet eller i optakten - men at Nibali også skulle få et flueben, var dagens største chok. Med tanke på det niveau, han har vist i hele 2021 og begyndelsen af 2022 var der næppe nogen i denne verden - heller ikke ham selv - der havde set ham ende som nr. 8 på Blockhaus. Tværtimod var hans kollaps på Etna så forudsigeligt, at det ikke var mange andre end italienerne, der noterede det, og derfor er det ret uforståeligt, hvor dagens præstation kom fra. Med tanke på Nibalis historik i den tredje uge bliver Astanas Giro måske ikke helt så tragisk, som den så ud, da Miguel Angel Lopez satte sig i bilen, nærmest inden vi var kommet i gang.

Det var dog ikke alle comebacks, der fik et flueben. Carthy måtte sande, at det triste 2021 fortsætter ind i 2022, og at troen på, at sygdom i foråret var forklaringen på de svage resultater, viste sig ubegrundet. Også han plejer at blive bedre undervejs, men listen over skuffelser er nu så lang, at det bliver sværere og sværere at bevare optimismen på britens vegne.

Han var imidlertid ikke den største taber. Det var naturligvis Simon Yates, men det kommer ikke som nogen stor overraskelse. Som jeg allerede skrev i optakten i går, tegnede der sig nemlig konturerne af et flop. Det så vi på Etna, hvor han kæmpede sig til toppen som sidste mand blandt favoritterne, selvom den kringlede finale havde gjort et tidstab fra den position meget sandsynlig. Med tanke på, at han i denne sæson har været god i det eksplosive terræn, han altid har mestret, men været langt mindre overbevisende i bjergene, både i Paris-Nice og Asturien, var det bestemt ikke ulogisk, at der ventede et klassisk Yates-kollaps forude. Han forsøgte sig efterfølgende delvist at gemme sig bag det forslåede knæ, men var også ærlig nok til at indrømme, at det var det mindste af de problemer, han havde haft i dag. Nu er spørgsmålet, om han kan redde æren som i 2021, hvor han også kom skidt - men dog betydeligt bedre - fra start, eller om vi går mod det tragiske løb, vi oplevede i 2019, hvor han også satte en streg under, at han altså er alt andet end en født grand tour-rytter, selvom han kan så meget andet.

Den anden store taber var Giulio Ciccone, men heller ikke det kom helt ud af det blå. Han har nemlig haft et ganske katastrofalt forår, og derfor var der vel mere håb end forventning i troen på, at han ville kunne spille en rolle. Vi så i de første to uger af sidste års løb, at hans topniveau er uhyggeligt højt, men det har han bare ikke været i nærheden af at finde i år, og derfor er han nok heller ikke selv svært overrasket. Trek kan heldigvis glæde sig over, at Juan Pedro Lopez klarede den vanskelige, men ikke umulige mission at forsvare trøjen, og han bør nu køre i lyserødt frem til Torino-etapen, og hvis alt går vel også til kongeetapen til Aprica på næste tirsdag. Her vil festen dog også slutte, for selvom han er en spændende klatrer viste dagens etape også hans begrænsninger.

Det gjorde den også for Jumbo, men når man har set på Sam Oomens og Tobias Foss’ evner i bjergene, lå det ikke i kortene, at de ville være langt fremme i et løb, der afgøres nærmest alene af evnerne på meget stejle stigninger. Så var det straks mere opløftende at være fra Cofidis, hvor man kunne glæde sig over, at Guillaume Martin ikke betalte en alt for dyr pris for gårsdagens udbrud, selvom det også står klart, at han er udkantstop-10-rytter og næppe nogensinde bliver podiekandidat. Det gør Lorenzo Fortunato heller ikke, men han fik nok engang bevist, at han er en ganske talentfuld klatrer, og hvis han igen topper i den tredje uge, kan der sagtens være en Eolo-etapesejr at hente senere i løbet.

Han var imidlertid én blandt mange vindere. Min analyse af Etna-etapen hed ”2 vindere, mange tabere”, men i dag var forholdet lige omvendt. Her var listen over tabere betydeligt kortere end listen over vindere, for det var heldigvis den grønne tusch, der skulle frem for at sætte flueben ved langt hovedparten af de mange potentielle comebacks, der kunne gøre en ellers ret lukket Giro pivåben. Det er der helt sikkert mange cykelfans, der jubler over. Carapaz er næppe én af den - heller ikke selvom han stadig er manden, der skal slås.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO