Der er vist noget med, at vi i Danmark har et udtryk, der hedder ”Højt at flyve, dybt at falde”. Det har for Cykeldanmark sjældent været mere velvalgt end denne tirsdag, hvor den danske fugl, der i søndags fløj så højt sammen med alle de danske Pedersen’er, men som i dag drattede så dybt, at den Giro-triumf, de mest optimistisk anlagte kunne vejre for to dage siden, nu ser endnu fjernere ud, end den gjorde ved løbets begyndelse for halvanden uge siden på Sicilien.

Nu er det måske lidt voldsomt at sammenligne med et børskrak, der sendte hele verden ud i en årelang recession, men efter vores Super Sunday blev det med reference til den 29. oktober 1929 i dag til et dansk Black Tuesday, da luften sivede ud af det lille stykke skrøbelig gummi, der jo på helt urimelig vis har ansvaret for at kunne omsætte måneders ensom træning på golde vulkaner eller isolerede bjerge til realisering af en livsdrøm. Med ét blev den dag, der lignede en af Jakob Fuglsangs bedste chancer for at vinde tid på særligt Vincenzo Nibali, til et mareridt, der nu får den forjættede Giro-sejr til at virke meget langt væk.

Det var ellers gået helt perfekt. En vanvittig start, hvor kampen om pointtrøjen pludselig havde gjort løbet knaldhårdt, blev ledsaget af den regn, som Fuglsang elsker. Det skete netop som de ramte de stejle mure, som ardennerrytteren Fuglsang efterhånden har gjort til sit speciale. Og som vi så i søndags har han en eksplosivitet, der i den slags terræn kan sætte dieselmotoren Nibali til vægs.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Det var da også lagt op til, da Fabio Felline satte sig frem i finalen. Da stod det klart, at Fuglsang naturligvis havde tænkt sig at gribe chancen og udnytte det momentum, søndagens tidsgevinst havde givet - og et angreb var kun blevet endnu mere aktuelt af morgenens corona-drama, der truer med at trække hele Giro-stikket hvert øjeblik, det skal være - og på det tidspunkt begyndte selv den iskolde haj nok at koldsvede en anelse.

Desværre sivede luften ud af ballonen, og det gjorde den i virkeligheden også, inden den sivede ud af dækket. Da det endelige slag skulle slås på muren i udkanten af Tortoreto, var der nemlig langt til den Fuglsang, der dansede væk fra rivalerne i søndags. Nej, det blev hurtigt til et spørgsmål om overlevelse, da selvsamme Fuglsang ikke kunne holde hjul på Tao Geoghegan Hart og kortvarigt måtte lade Domenico Pozzovivo, Joao Almeida, Rafal Majka, Wilco Kelderman og briten køre væk.

Heldigvis fik Fuglsang reddet krisen, og han sad fint med, da 11 mand samledes efter toppen - altså lige indtil punkteringen satte ham ud af spillet. Og selvom Felline fortsatte sin flotte kørsel og relativt hurtigt var klar med en cykel, var det en dag som denne, at Fuglsang for alvor må have følt sig som en ulykkesfugl, da en hånd fra Miguel Angel Lopez og måske Aleksandr Vlasov (hvis han var blevet bedt vente) havde været nyttig.

Men måske er tidstabet slet ikke så væsentligt. Jeg er i virkeligheden langt mere bekymret for det, der skete på stigningen forinden. Det er ingen hemmelighed, at Fuglsangs problem i grand tours altid har været hans holdbarhed, og derfor er jeg næppe den eneste, der sidder og venter på, hvornår det typiske niveaufald sætter ind. I det lys var dagens svaghedstegn i for Fuglsang gunstigt terræn bestemt ikke lovende - slet ikke når vi kun er i den anden uge, og den tredje uge er spækket med Nibali-terræn, om vejrguderne og coronavirus vil det.

På den måde bekræftede etapen de antagelser, man kunne gøre sig på forhånd: at tiden arbejder imod Fuglsang, men for Nibali. Der var i hvert fald betydeligt mere vid i hajen i dag, end der var i søndags, og det endda på en etape, der bestemt ikke var skræddersyet til hans ryttertype - heller ikke selvom han jo faktisk i 2013 vandt Tirreno-Adriatico ved netop i regnvejr på Midtitaliens mure at få skovlen under en sjældent vakkelvorn Chris Froome.

Det har lunet hos Nibali at få skovlen under sin ene tidligere holdkammerat, men til gengæld skal han for alvor til at frygte en anden. Jeg skrev efter 7. etape, at man for favoritterne måtte håbe, at de ikke greb chancen til at køre Domenico Pozzovivo ud af klassementet, da han undervejs var sat i sidevinden, men tilsyneladende var det kun Fuglsang, de frygtede. Da danskeren var tilbage i spillet, blev foden lettet fra gaspedalen, og Pozzovivos krise blev hurtigt afblæst.

Det kan meget hurtigt blive til en bitter fejl, præcis som det var, da samme Nibali for et år siden undervurderede Richard Carapaz for siden at finde ud af, at ecuadorianeren var løbets bedste klatrer. Måske gentager historien sig igen denne gang, for den rytter, der sidste år bare var Nibalis slave, var i år i sin helt egen liga.

Det var intet mindre end beundringsværdigt, at lille Pozzovivo, der ellers kunne se det stort anlagte forarbejde fra de delvist genfødte Ben O’Connor og Louis Meintjes på et helt igennem forvandlet NTT-mandskab gå til spilde, da også han blev ramt af defekt på de regnvåde veje, ikke blot på i alt væsentligt egen hånd kom tilbage til de forreste, men også kortvarigt kørte fra alt og alle på den sidste stigning. Det så ellers kortvarigt ud til, at Pozzovivo var på vej i tilbagegang efter svaghedstegnene i søndags, men i dag lignede han atter den rytter, der på 3. og 5. etape sammen med Fuglsang efterlod det stærkeste indtryk.

Nibali har dog heldigvis stadig noget at have sin optimisme i. Selvom han ligner en klatrer, har Pozzovivo faktisk ofte gjort det en anelse bedre på lidt kortere stigninger end i de virkelige bjerge - det er ikke noget tilfælde, at han flere år i træk var en hovedaktør i Liege - og det var derfor snarere nedturen i søndags end dagens optur, der var overraskende. Holder sædvanen, vil Nibali stadig have overhånden i bjergene i den tredje og også på de to tilbageværende enkeltstarter.

Læs også

Vingegaard udskrevet fra spansk hospital

Det kan han også i bjergene regne med i forhold til Kelderman. Hollænderen var i dag mindst lige så overbevisende som hidtil, men da han med årene har udviklet sig mere til puncheur end klatrer, er det også for ham på de lange stigninger, at den virkelige test kommer. Det gør den til gengæld ikke for Rafal Majka, der er ganske komfortabel i de høje bjerge, og som i dag efterlod endnu et overbevisende og positivt indtryk. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at modsvare handicappet på enkeltstarterne.

Det var dog ikke alt sammen som forventet. Joao Almeida lignede på både 5. og 9. etape end mand, der kunne knække, hvornår det skulle være, og i dag kunne man sågar have frygtet for hans trøje. Det var der imidlertid slet ingen grund til, for den lille portugiser var en af de absolut stærkeste og havde endda overskud til med en bragende flot spurt at styrke sin position yderligere ved at indsamle fire bonussekunder. Samtidig fik han endda cementeret sin position i hierarkiet, for selvom det holdt hårdt, blev Fausto Masnada langt om længe sendt i aktion som hjælper, da Pello Bilbao truede med at sende den lyserøde trikot over grænsen fra Portugal til Spanien.

Netop Bilbao, der jo ellers også skuffede i søndags, stod for en anden lille genfødsel, men hans virkelige niveau er svært at vurdere, når han stak af på en nedkørsel inden favoritternes kamp. Og uanset hvad er dette terræn også for ham mere gunstigt end det, der venter senere, hvis vejret spiller med.

En anden positiv overraskelse var Tao Geoghegan Hart, der jo ellers i starten ikke lignede den plan B, han burde være. Desværre har der oftest været nitte på den britiske lottokupon, men i dag efterlod han så positivt et indtryk, at det britiske storhold måske alligevel skal spille en rolle i klassementet - præcis om Hermann Pernsteiner skal det, da han modsat Ilnur Zakarin kom sikkert igennem en etape, der passede ham så dårligt, som man vel kan tænke sig det.

Til gengæld var der ingen Diego Ulissi, som ellers efter at have misset udbruddet satte hele UAE i aktion for at sikre italieneren den anden etapesejr, men som kun har sig selv at takke for, at de ikke fik skabt samling, da de på alle måder gjorde det svært for sig selv ved først at undlade at hjælpe FDJ og siden ved at lade forspringet vokse til fem minutter, inden de trådte i karakter. Alligevel viste det ikke at være spildt, for holdets kaptajn, Brandon McNulty, gjorde præcis som i Giro di Sicilia for et år siden, nemlig udnytte lidt stilstand til at snige sig væk på en regnvejrsdag. I det hele taget har han efter nedturen på 5. etape virket meget overbevisende de seneste dage, og husker man på, at han i Ruta del Sol også bare blev bedre og bedre undervejs, kunne han ligne en mand med den motor, der skaber en stor grand tour-rytter - især fordi hans enkeltstart som bekendt er glimrende.

Etapesejr og dermed 10 bonussekunder blev det dog ikke til, for i dag var der én rytter, der var i særklasse. I det hele taget burde hele denne analyse kun handle om Peter Sagan og ikke meget andet, for det, der mest af alt står tilbage er, at den Sagan, der betog os alle for år tilbage stadig lever et eller andet sted. I hvert fald følte man sig lidt hensat til svundne tider, da Sagan dominerede etapen fra det øjeblik, tv-billederne startede, og indtil han kørte alene over stregen, brød 15 måneders tørke og skrev sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle tre grand tours.

Sagan lignede nemlig en mand med en mission. Knap var det, der lignede dagens udbrud, kørt, før Bora gik i aktion. Først jagtede Cesare Benedetti, inden det tyske hold begyndte at angribe i ét væk med først Pawel Poljanski og Matteo Fabbro. Og Sagan, der godt vidste, at han kun kunne komme væk på Chieti-stigningen, da FDJ ville have for let ved at kontrollere ham i fladlandet, udnyttede sin eneste chance til at køre væk netop der.

Alligevel så det ud til at være skønne spildte kræfter. Jeg havde i min optakt skrevet, at Sagan ikke kunne vinde fra udbrud, for det ville franskmændene aldrig acceptere, og med et stort set helt fladt midterstykke ville det være for let at bringe ham tilbage igen. Den analyse var for så bidt rigtig - bortset fra at Sagan og resten af udbruddet kørte så stærkt, at de slet og ret måtte give op - og siden kunne han så lukrere på, at UAE havde bestemt sig for at give sig så svær en opgave som overhovedet muligt.

Alligevel betød en kombination af UAEs og NTTs arbejde samt Bilbaos angreb og den deraf følgende jagtfra Deceuninck, at udbruddet stort set var hentet undervejs. Heldigvis for Sagan kom Pozzovivos punktering på det helt rette tidspunkt, og derefter viste han den klasse, som tidligere har indbragt ham hele tre etapesejre netop på Tirrenos mur-etaper - blandt andet i Chieti, hvor han altså kørte væk i dag, og på ovennævnte etape, hvor Froome i regnvejr kollapsede - ved først at sætte den ellers stadig mere imponerende Ben Swift og siden holde hele favoritfeltet stangen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Det var den Sagan, vi troede, vi havde mistet. Spørgsmålet er så bare, om det også er nok til pointtrøjen. Det ligner trods alt fortsat en svær kamp med et efterslæb på 20 point til Demare, der stadig har to sprinteretaper i baghånden. Men kan han lave en 50-0 på fredag, hvor etapen lidt overraskende giver det store antal point, er slovakken i den grad tilbage i kampen om den cyclamenfarvede trøje, der meget fint matcher den grønne, han jo allerede har gjort til sin ejendom.

Nej, for Sagan var det den Super Tuesday, vi kender fra de amerikanske primærvalg. Det var kun danskerne, der følte sig sendt tilbage til Black Tuesday for 91 år siden.