EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ineos er ofte blevet beskyldt for at køre maskinelt og kedeligt. Det er en beskyldning, der ingenlunde har været rimelig. Ingen kan nemlig anklage hverken Chris Froome eller Egan Bernal for at have taget deres grand tour-sejre med defensiv kørsel. Tværtimod var Froome en fornøjelse at opleve, når han knuste al modstand med offensiv kørsel i bjergene, angreb i sidevinden og på nedkørslerne og leverede nyere grand tour-histories vildeste comeback med sit vanvidsridt på Colle delle Finestre i 2018, og Bernal vandt også begge sine grand tour med storslåede angreb fra distancen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Til gengæld er det rigtigt, at holdet har været i kontrol, og at de har været skræmmende stærke, men det er sådan, man vinder en grand tour. Froome havde for vane at tage førertrøjen på ”Froome Day”, som var et populært navn for løbets første bjergetape, og derfor har holdet tilbragt hovedparten af deres Tour-deltagelser med en førertrøje at forsvare. I den situation er der ikke plads til svinkeærinder og udbrudssejre. Så handler det om at holde fokus på det overordnede mål, nemlig at tage den samlede sejr, og den opgave har holdet - også i kraft af en stor pengepung og en fremragende trup - løst til UG med kryds og slange.

Det er nemlig sådan, man vinder grand tours. De hold, der i moderne cykelsport har vundet de store etapeløb, har ikke haft plads til mange andre mål, uanset om vi taler om sprintersatsninger eller jagt på udbrud. Den mest markante undtagelse er naturligvis Ineos selv, da de i 2020 vandt Giroen samtidig med at de to hele fire etapesejre med andre ryttere end Tao Geoghegan Hart, men det var også en helt speciel situation. Da Geraint Thomas var styrtet ud af løbet, havde de aldrig drømt om, at de var i spil til den samlede sejr, men da først de fandt ud af, at sejren var inden for rækkevidde var de ikke sene til at rette sigtekornet entydigt på klassementet.

Også dette års Giro har været et studium i, hvordan man vinder en grand tour. Richard Carapaz har ikke haft førertrøjen i mere end to dage, men alligevel har holdet ikke spildt kræfter på andet end at beskytte kaptajnen. End ikke i de første 14 dage var der plads til ét eneste udbrud, selvom holdet havde mange kandidater, der havde gode sejrsmuligheder, og de har ikke ladet sig friste til at vende tilbage til modellen fra 2020. Den slags er der ikke plads til, når man har løbets favorit.

Af og til kan man sidde med fornemmelsen af, at de er de eneste, der har troet på sejren. Formentlig havde Astana kørt næsten 100% for Miguel Angel Lopez - naturligvis med frihed til Vincenzo Nibali - hvis han nogensinde havde nået at været med i løbet, men alle andre hold har skudt med spredehagl. Selvom Bahrain og UAE er kommet med nogle af topfavoritterne, har de haft plads til sprintere i truppen, og de har deltaget i et hav af udbrud, endda med deres bedste bjerghjælpere. Kun DSM virkede, så længe det varede, ret fokuserede med Romain Bardet i den forstand, at de næsten ikke deltog i udbrud, men ikke mere end at Nico Denz var i offensiven på 12. etape, og holdet kom med hele to sprintere, for hvem Bardet endda kørte lead-out!

Da det i dag gik løs på kongeetapen, lå det imidlertid i kortene, at det nu måtte være tid til at skifte strategi. Man kan sagtens forstå, at Bora-mandskabet i den indledende fase jagtede udbrud, når de inden løbet var outsidere og ikke favoritter, men efter at holdet i Torino havde så gigantisk en succes på den eneste dag, hvor de kørte som et klassementshold, måtte det have givet blod på tanden. Jai Hindley viste sig den dag som den største trussel mod den ellers forventelige sejr til Carapaz, og der var intet i lørdags, der tilsagde, at det ville være en umulighed for australieren at vinde.

Det lå også i kortene, at det måtte være tid til, at Bahrain rettede fuldt fokus på Mikel Landa. Baskeren havde ganske vist en svær dag i Torino, men det var ikke nogen stor overraskelse i terræn, der passede ham dårligt. Langt mere komfortabel er han i de høje bjerge, der nu endelig melder sig, og faktisk er Landa en af de få, der ikke har været bange for at samle hele sit hold om sig. Sådan plejer de faktisk at køre, når baskeren tror på, at han kan vinde.

Derfor sad jeg også tilbage med åben mund og polypper, da løbets måske vigtigste bjergslag tog sin begyndelse. Da røgen havde lagt sig efter den byge af angreb, der igen skulle til for at etablere dagens udbrud, var der nemlig intet, der havde forandret sig. Bora havde endda givet begge deres vigtigste bjerghjælpere, Lennard Kämna og Wilco Kelderman, lov til at jagte etapesejren, og Bahrain svigtede ikke deres løfte om, at Wout Poels ville få nogen frihed.

Det kunne for så vist være fint nok, hvis ambitionen var, at de skulle agere forposter. Det var bare åbenlyst ikke det, der var planen for Bora. I givet fald havde én mand i et udbrud givet mening, men at berøve Hindley for begge sine to vigtigste hjælpere virkede i hvert fald ikke til en strategi, der havde til formål at sætte Carapaz under pres. Da heller ikke Bahrain på noget tidspunkt begyndte at jagte udbruddet endsige gøre det hårdt før til allersidst, stod det også hurtigt klart, at Poels var foran for at vinde etapen, ikke for at forfølge et større mål.

Endnu mere mærkeligt blev det af, at chancerne for etapesejr var små. Poels har på intet tidspunkt i dette løb givet indtryk af, at han har fundet den form, der gør en triumf realistisk, og selvom Kämna kørte finalen flot og rigtigt ved at få det forspring, han skulle bruge, inden den brutale Santa Cristina-stigning tårnede sig op, sagde al logik, at han på så svært et bjerg ville være overmatchet af bedre klatrere. En satsning på Kelderman kunne til nøds forsvares, men når hollænderen helt åbent har erkendt, at hans ben ikke rækker til at jagte personlig succes i de høje bjerge, var hans kræfter nok bedre brugt i feltet, hvor han kunne have lagt det pres, der måske kunne have gjort det muligt for Hindley at ryste Carapaz.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det pres kom imidlertid aldrig. Kelderman satte igen en streg under, at han ikke løj, når han talte sine chancer ned, og nu endte han med at spille en helt marginal rolle. Kämnas strategi var måske nok rigtig, men resultatet blev det uundgåelige, nemlig at de bedre klatrere slog ham, og han kunne bare se til, da favoritterne passerede ham. Kun Poels viste sig alligevel at blive nyttig, da han faldt tilbage og satte Landas angreb i scene, men hvordan kunne det ikke være gået, hvis han havde startet sin føring i en mere frisk tilstand?

Det er langt fra sikkert, at resultatet var blevet spor anderledes. Carapaz lignede aldrig en mand, der var presset, og det Ineos-mandskab, der havde virket så sårbart i Torino, var tilbage ved fuld styrke. Faktisk spillede de i den grad med musklerne, da de efter Mortirolo sad med fem af deres seks klatrestærke folk - kun den så skuffende Ben Tulett var fraværende - og mens Richie Porte vitterligt synes at lide under det forfald, vi ofte ser fra ham mod slutningen af en grand tour, rejste Sivakov sig som en Fugl Føniks og leverede sin vel nok bedste klatrepræstation nogensinde i en grand tour. Det var ikke just et Ineos-hold, der virkede sårbart, og det gjorde kaptajnen bestemt heller ikke.

Til gengæld var det heller ikke i dag, Carapaz satte sig afgørende igennem. Det kan godt være, at Ineos-mandskabet lod etapesejren sejle, hvad der er helt forståeligt i en uge, der byder på yderligere tre bjergetaper, men kender vi den aggressive ecuadorianer ret, havde han ikke tøvet med at vinde tid, hvis det havde været inden for mulighedernes grænser. I dag var han imidlertid helt tilfreds med at følge med, og det må trods afsløre en lille sårbarhed hos løbets store favorit.

I lørdags kunne man imidlertid sidde med fornemmelsen af, at han havde et gear mere end de andre. Det virkede i hvert fald utroligt overskudsagtigt, at han med så stor autoritet kom ud af den kattepine, Ineos-holdets kollaps havde anbragt ham i. Det kostede nogle ekstra kræfter, men han havde stadig masser af overskud til at håndtere finalen, og han bestod den eksamen, hans hold havde sat ham på ved deres fravær, til absolut topkarakter.

Det gjorde han for så vidt også i dag. Trøjen er stadig hans, men hans forspring blev reduceret til 3 sekunder, da endnu et spurtopgør mellem ham og Hindley atter faldt ud til australierens favør. Det er absolut ikke alarmerende, når man ved, at Carapaz med meget stor sandsynlighed slår sin rival på den sidste enkeltstart, men vi venter stadig på den dag, hvor ecuadorianeren sætter sig igennem med samme autoritet, som han gjorde, da han vandt løbet i 2019.

Han kan i hvert fald ikke vide sig sikker på at kunne slå Hindley. Australieren synes at følge samme mønster som i 2020, hvor han startede lidt halvsløjt og siden blot blev bedre og bedre dag for dag, og i dag lignede han en mand i overskud på sidste stigning, hvor det mod slutningen primært var ham, der forcerede. Der er i hvert fald ingen grund til, at Bora kaster det håndklæde, de egentlig aldrig har haft i hænderne, i ringen endnu, for Hindley er en helt reel vinderkandidat i dette løb - og hvis han vitterligt har Kelderman og Kämna til rådighed i et forsøg på at presse Carapaz, ved man aldrig, hvad der kan ske.

I det mindste er hierarkiet på holdet nu soleklart. Indtil i dag kunne man stadig have en tro på, at Emanuel Buchmann kunne genfinde noget, der mindede om fordums styrke, i den tredje uge, der altid har været hans force, men det håb brast endegyldigt i dag. Nok har hans comeback været flot, når man tænker på hans rædselsfulde forår, men den bedste Buchmann får vi næppe at se igen. Til gengæld betyder hans tilstedeværelse, at Hindley har et hold, der kan måle sig med Ineos, særligt hvis Kämna, der i dag leverede sit livs klatrepræstation, kan fortsætte med de ben, han havde i dag.

Han kan utvivlsomt også finde en allieret. Landas lidt overraskende passivitet kan meget vel skyldes den lille nedtur i Torino, men i dag så vi, at det handlede mere om ruten end niveauet. Da vi ramte de bjerge, hvor baskeren er på hjemmebane, var han akkurat lige så stærk som på Blockhaus, og selvom den nedslidningsstrategi, der er hans eneste vej til succes, mislykkedes, fik han i dag bevist, at der ikke er nogen, der i bjergene er markant stærkere end ham.

Det plejer at betyde, at Landa vil i offensiven, og da Bahrain-mandskabet i dag imponerede med enorm styrke, da de endelig tog initiativet til sidst, er der i hvert fald lagt i kakkelovnen til Carapaz de kommende dage. Poels begynder at finde noget af sin berømte tredjeugesform, den så svingende Domen Novak rammer sit gode niveau langt oftere, end han plejer, Santiago Buitrago fortsætter sin gennembrudssæson på den store scene, og selvom vi igen i dag så, at Pello Bilbao aldrig bliver en topklatrer, er han stadig en formidabel hjælperytter - i hvert fald når hans kaptajn ikke kører ham ned!

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Spørgsmålet er bare, hvor stor en rolle podiet spiller for Landa. Joao Almeida lurer som en konstant trussel, for den ukuelige portugiser er slet og ret umulig at knække. Igen i dag leverede han samme mageløse fight, som er blevet hans varemærke, og modsat 2020, hvor han fightede for at forsvare trøjen, er han i dag så god en klatrer, at han stort set ikke taber tid. I dag blev der da også tilsyneladende indgået i hvert fald en form for overenskomst om, at det nok ikke var dumt, hvis de tre klatrere samarbejdede lidt om endegyldigt at køre den tempostærke portugiser ud af ligningen.

Det lykkedes ikke, men Almeidas sejrschancer ser stadig små ud. Nok ved vi, at han topper i den tredje uge og næppe bliver ringere, men meget taler stadig for, at han vil fortsætte med at dryppe sekunder her og der. Allerede nu er han så langt efter Carapaz, at det formentlig er lidt for meget at indhente på den ecuadorianer, der har forbedret sig markant, siden han i 2019 faktisk kørte temmelig svagt på den Verona-enkeltstart, der venter til sidst. Der er i hvert fald ikke råd til at tabe meget mere, når man også husker på, at Almeidas enkeltstarter i år har været mindre imponerende, end de plejer, og han vil formentlig meget hurtigt begynde at indstille sig på podiet. Det kan også hurtigt blive Landas mission, hvis baskeren fornemmer, at sejren er uden for rækkevidde, for han har ikke lagt skjul på, at det vigtigste for ham er endelig at ende i top 3 for blot anden gang i sin lange karriere.

Til gengæld skal de næppe bekymre sig om Vincenzo Nibali i podiekampen. I lørdags kunne italienerne ellers drømme om, at der ville være en utrolig top 3 inden for rækkevidde for deres store helt, men så god er verden næppe. I dag var Hajen igen lidt mere tandløs end i Torino, og han leverede i stedet på et niveau, der svarede mere til det, vi så på Blockhaus. Med tanke på det, vi har set fra ham i de senere år, er det svært at tro, at det vil ændre sig markant, selvom han er bedst i den tredje uge, og selvom han har leveret et comeback, ingen havde kunnet turde drømme om.

Bahrain og Bora skylder ham i hvert fald en tak. Modsat Bora og Bahrain kørte Astana nemlig som et hold, der troede på deres kaptajn. Selvom deres trup ikke er imponerende, var det dem, der endelig to et initiativ og med fremragende arbejde af Joe Dombrowski og Vadim Pronskiy fik gjort løbet så vanskeligt, at det formentlig har været medvirkende til, at Almeida tabte i hvert fald nogle sekunder. Man skulle ellers have troet, at den tid, hvor Nibali ville være animatoren på en bjergetape, var ovre, men i dag var det Astana, der tog ansvaret, da Bahrain og Bora svigtede.

Det gjorde Alejandro Valverde også. Hans tidstab i Torino var ærgerligt, men måske var det slet ikke så dumt endda. I dag stod det nemlig helt klart, at hans niveau i bjergene trods alt ikke rækker til den podieplads, han fik i 2016, og derfor er hans eneste klassementsambition nu at ende i top 10. Om han ender som nr. 6, 7, 8, 9 eller 10, gør næppe nogen stor forskel, men nu har han med sit tidstab sikret sig den frihed til at få både i pose og sæk i form af både top 10 og etapesejr. Den frihed udnyttede han fornemt, og selvom vi igen måtte sande, at han i sin karrieres efterår har begrænsninger i bjergene, som aldrig har været hans naturlige domæne, virker det bestemt ikke usandsynligt, at sejren kan komme en af de kommende dage.

Han fik også taget et stort skridt mod endegyldigt at sikre sig sin top 10. Juan Pedro Lopez må nemlig sande, at de mange dage i lyserødt nok har kostet lidt for mange kræfter, og for en gangs skyld tabte Guillaume Martin på det udbrudsspil, han ellers mestrer som ingen anden. Han plejer ellers altid at vinde tid med sine offensiver, men i dag var etapen for voldsom for en mand, der ikke har klatret overbevisende i de seneste to sæsoner. Nu endte det hele i så stort et kollaps, at end ikke det bedste udbrud bør kunne bringe ham tilbage i spillet.

Det er til gengæld lykkedes for Thymen Arensman. Varmen slog ham ud i weekenden, men i dag var han atter den formidable motor, han har været gennem hele sæsonen. Vi vidste i forvejen, at han altid er fremragende i den tredje uge, og det satte han en fed streg under med et ridt, hvor han gennem det meste af dagen vel lignede stærkeste mand i et udbrud, hvor Chris Hamilton med sit vilde arbejde gjorde sig fortjent til dagens MVP-kåring. I sidste ende rakte det ikke til en etapesejr, men ligesom Valverde har han nu stadig noget frihed til at få revanche, ligesom han også kan lugte det klassement, han ellers havde sagt farvel til.

Etapesejren fik han dog ikke. Den gik nemlig til en Arensman-kopi. Både han og Jan Hirt er kendt som sande dieselklatrere med en helt forrygende restitution, der har givet dem en bemærkelsesværdig evne til at toppe i den tredje uge. Derfor har det længe synes gudgivet, at Hirt måtte vinde en stor kongeetape mod slutningen af en grand tour, for han var jo allerede så tæt på, da han i 2019 på en etape, der også talte Mortirolo, kun måtte se sig slået af Giulio Ciccone.

I dag var der imidlertid ingen, der var over eller ved siden af tjekken. Han havde ellers begået en gigantisk brøler ved at misse splittet, da udbruddet knækkede i dalen, men selvom han modsat Valverde og Arensman havde brugt et hav af kræfter på en opkørsel, var han alligevel stærkeste mand til sidst. Dermed fortsatte han ikke blot Intermarchés vilde sæson med deres anden etapesejr, han satte også en fed streg under den enorme fremgang, han har oplevet i 2022 efter en tid, hvor han var i klar tilbagegang. Allerede da han vandt i februar, hvor han plejer at sidde i gruppettoen, var der nye boller på suppen, og i dag smagte selvsamme suppe så godt, at det i det mindste kan lindre smerten for kaptajnen, Domenico Pozzovivo. Den evigt uheldige - og lidt klodsede - italiener led nemlig et unødvendigt stort tidstab som følge af sit styrt på en nedkørsel, og selvom det ikke kostede en top 10-placering, var det et hårdt slag i kampen om den sidste plads i top 5.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er også derfor, at det er godt at have flere strategier, når man ikke har en rytter, der kan vinde løbet. Ingen havde nogensinde regnet Pozzovivo som reel podiekandidat, og derfor er det helt naturligt, at Intermarché har jagtet udbrud og et gået efter spurter med Biniam Girmay. Helt anderledes forholder det sig imidlertid med de hold, der faktisk har en sejrskandidat. Hvis man vil vinde en grand tour, kræver det som regel, at man spiller på én hest. Det har Ineos forstået, og det har givet dem et hav af sejre i de store etapeløb. Til gengæld er de ret alene om at nå til den erkendelse, og så længe Bora og Bahrain skyder med spredehagl bliver arbejdet i hvert fald lidt lettere for Richard Carapaz.

Som Hamlet sikkert ville have formuleret det, hvis han havde siddet i sportsdirektørbilen hos Bora eller Bahrain: ”At være eller ikke at være klassementshold. Det er spørgsmålet.” Det bliver spændende at se, om de i morgen er nået til en anden konklusion, end de var i dag.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO