STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Efter to lange uger er vi her endelig. Da ruten blev præsenteret for et halvt år siden, var der mange grunde til at blive begejstret. Den sværeste bjergenkelstart i mands minde sprang naturligvis i øjnene, men det gjorde også de mange gigantiske bjergetaper i den tredje uge. Nogle ærgrede sig, men flere satte os pris på, at der var et stort pensum af enkeltstartskilometer.

Nøgleetaperne manglede ikke, men ruten indebar imidlertid også en frygt. Selv Touren, der jo ellers har for vane at skubbe sine første bjergetaper til et relativt sent tidspunkt i løbet, har meget sjældent bud på så bagtung en rute som denne. Det er mildt sagt usædvanligt for Giroen, og at de første 15 dage blot skulle byde på én stor bjergetape, kunne godt give en bekymring for, at de første to uger ville blive ét langt ventespil, hvor Remco Evenepoel udnyttede de to enkeltstarter til at sikre sig et stort forspring, mens alle sparede og sparede på kræfterne til et første bjergslag på 13. etape og først og fremmest modbydelighederne over løbets sidste seks dage.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Efter to uger og 15 etaper er vi igennem denne indledende fase, og vi må konstatere, at frygten var velbegrundet. Faktisk endte det med at blive endnu værre, end selv den største pessimist havde varslet, for der blev heller ikke kørt cykelløb på 13. etape. Det lå også i kortene, at man i hvert fald skulle teste hinanden lidt i den eksplosive finale mod slutningen af Gran Sasso-stigningen, men heller ikke det skete. Et lyspunkt var naturligvis Primoz Roglics måske lidt uventede offensiv på murene - en offensiv, der imidlertid også er den eneste reelle efter 15 dage.

At det gik endnu værre end ventet, skyldes naturligvis vinden. Havde betingelserne været anderledes, er der i hvert fald en betydelig sandsynlighed, at vi havde set mere action på 7. og 13. etape. Vejrguderne er ingen imidlertid herrer over - hvis rytterne var det, havde vejret nok været lidt anderledes i løbet af de første plaskvåde 15 dage - og derfor er det svært at bebrejde dem, at de ikke spildte kræfter på offensiver, der alene kun få den konsekvens, at de ville mangle dem i den tredje uge, hvor det afgørende slag skulle slås.

På mange måder var dagens 15. etape et glimrende eksempel på, hvorfor årets rute indebar så stor en risiko for langvarig våbenhvile. På etapen, der med rette blev beskrevet som en miniudgave af Il Lombardia, manglede der nemlig ikke udfordringer. Tværtimod kunne ruten have været særdeles velegnet til den form for underholdning, vi altid får i efterårets store monument, men det var også en etape, der som resten af rutens første del næsten kaldte på at blive en fuser. Denne gang var det ikke vejret, der stod i vejen, men derimod en alenlang tur ind til Bergamo, hvor der var god tid til at skabe samling. Sådan er det naturligvis altid, når Il Lombardia slutter i selvsamme by, men i et endagsløb er man jo tvunget til at udnytte terrænet, mens det er der. Det er man ikke i en grand tour, hvor der kommer langt bedre muligheder senere, og hvor enhver offensiv næsten er skabt til at være det rene spild af kræfter.

Sådan behøver det ikke nødvendigvis få. Mange vil huske, hvordan en tilsvarende etape til Torino for et år siden endte som løbets allerbedste, da Bora tog alle på sengen med et uventet angreb. Denne rute havde imidlertid så meget fladland, så lang en distance og så let et midterstykke, at den slags overraskelser ikke rigtigt lod sig gøre. Man kunne måske have håbet på en eksplosion på den første meget svære stigningen, men forinden havde arrangørerne placeret så langt et fladt stykke, at udbruddet med nogen sandsynlighed ville være kørt forinden - hvad det da også gjorde, hvorfor den svære opkørsel blev endnu en ligegyldig parentes i løbet.

Nej, man skulle være meget optimistisk, hvis man havde en tro på, at denne ellers smukke etape ville ende i et Lombardiet-agtigt drama. Det var endnu en dag, der blot skulle overstås, når der om bare to dage venter en af løbets vigtigste etaper, og når man i løbet af de næste seks dage skal have afviklet det klimaks, vi alle har ventet på.

En lille test fik vi heldigvis. Primoz Roglic og Joao Almeida trykkede lidt til på den velkendte lille brostensbakke i Bergamo, og den viste sig at skabe større forskelle end ventet. I sidste ende var der imidlertid ingen, der for alvor turde blotte sig i den flade finale for at vinde nogle ekstra sekunder, og derfor endte det i et lidt ligegyldigt tidstab på to sølle sekunder til Thibaut Pinot, Lennard Kämna, Hugh Carthy, Thymen Arensman og Laurens De Plus.

Det sagde heller ikke meget om styrkeforholdet. Denne beskedne brostensstigning handlede mest af alt om punch og god position. At type som Carthy og Arensman ville komme til kort her, lå næsten i kortene, og De Plus havde ikke mange chancer efter igen at have ageret hjælper med et føringsarbejde på sidste stigning. Bekymringen er større for Kämna og Pinot, der sad glimrende placeret i fronten, da Almeida for alvor åbnede ballet, men nogen puncheur er Kämna jo ikke just, og Pinot har ikke den eksplosivitet, han havde engang. Krisetegnet var klart størst hos franskmanden, men konklusionerne ved denne beskedne test var begrænsede - akkurat som de generelt har været det gennem de første 15 dage, der har efterladt et næsten helt ukendt klatrehierarki.

Det betyder imidlertid slet ikke, at de første to uger har været ligegyldige. Det vil Bahrain i hvert fald benægte, nu hvor de har sikret sig etapesejr og reelt også pointtrøje. Det vil Soudal i hvert fald også benægte, for de har både mistet deres kaptajn og reddet deres løb med to etapesejre. DSM og FDJ glemmer heller ikke, at de har båret eller bærer den lyserøde trøje, og Nico Denz vil i hvert fald protestere voldsomt, hvis man skulle hævde, at de seneste dage blot har været en parentes i cykelhistorien, ligesom EF næppe er helt utilfredse med allerede at have vundet to gange.

UAE vil bestemt også opponere mod at kalde de første 15 dage ligegyldige. Det var en streg i regningen, at Jay Vine ikke blev den joker, han kunne have været, men ellers er det svært at sætte en finger på forløbet af de første to uger. Jo, man kunne have ønsket sig, at Joao Almeida havde kørt en bedre sidste enkeltstart, men det skyldtes alene, at han havde været så god på den første. Ser man på de enkeltstarter, han kørte sidste år, er de første to uger en bragende succes. Dagens lille initiativ i en eksplosiv finale, som i dag slet ikke passer ham længere, var også så opløftende, at han til stadighed er den mand, der ligner en potentiel trussel mod Roglic og Geraint Thomas.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

De fik også skabt det, der vel nærmest var en mindre sensation, ved at få udbytte af den ellers på papiret lidt overflødige tilstedeværelse af den desværre fallerede Pascal Ackermann. Og i dag lykkedes det så at få tilfredsstillet Brandon McNulty, der ikke har lagt skjul på, at hans ambitioner i dette løb rakte til mere end bare at være hjælper, så han nu kan gå ind til den tredje uge med et 100% dedikeret fokus på at hjælpe Almeida mod den sejr, de drømmer om.

Det har ellers været lidt svært at blive klog på den altid beregnelige og svingende amerikaner. Han startede flyvende med en suveræn enkeltstart og så overbevisende ud i sine angreb på 4. etape, men derefter efterlod han et meget skuffende indtryk, der gav en vis frygt for, at den amerikanske lottokupon ville være en total nitte for Almeida. Portugiseren havde ellers helt sikkert håbet på at se den McNulty, der på sidste års Peyragudes-etape under Touren kørte så stærkt, at kun Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard kunne følge med, men ham har man skullet spejde langt efter i løbets indledende fase.

Det skulle man også i dag, for selvom det lykkedes amerikaneren at tage karrierens største sejr i denne miniudgave af et monument, var det trods alt ikke med den skræmmende klasse, han vist den julidag for et år siden. Mindre kan imidlertid også gøre det, og efter at han i fredags havde vist lidt livstegn, bekræftede han, at han er klar til at være en nøglerytter for kaptajnen i den kommende uge.

Til dels fik han nu også sejren foræret. Det var i hvert fald højst overraskende at se, hvordan man på en af løbets mest oplagte udbrudsetaper nærmest kunne booke en plads, hvis man ville, og at langt de fleste af de bedste vinderbud tilsyneladende slet ikke havde den interesse. På nul komma fem blev der etableret en gruppe, der mest af alt bestod af sprintere, og hvor McNulty må have knebet sig selv lidt i armen over, hvor få reelle konkurrenter han skulle slås mod.

Selvfølgelig ville Bauke Mollema i gamle dage have været en frygtindgydende modstander, men det gælder jo desværre ikke for den Mollema, vi har set gennem det meste af de seneste to sæsoner. Selvfølgelig har Simone Velasco klatret bedre end nogensinde, men disse lange stigninger var trods alt for hård kost. Og selvfølgelig har Vincenzo Albanese i denne sæson klatret, så man tror det er løgn, men det var, inden han i dette løb grundet sygdom blev forvandlet fra løve til lam.

Nej, der var reelt kun to mand, der skulle slås, hvis McNulty skulle indfri sin drøm om at blive grand tour-etapevinder, men det var til gengæld heller ikke hvem som helst. Nok har Einer Rubio ikke imponeret med sin klatring i år, men for bare to dage siden viste han trods alt, at han kunne sætte Pinot til vægs. Og værst af alt var han oppe mod kometen Ben Healy, hvis potentiale jo fortsat er så uudforsket, at ingen vidste, om han også på disse lidt længere stigninger ville være et lige så stort uhyre, som han har været det i ardenneragtigt terræn.

Det viste han sig for McNulty heldigvis ikke at være. Det lignede ellers endnu en magtdemonstration i stil med den, han leverede på murene, da han på stigningens stejleste del med en effektiv forcering sendt McNulty så meget til tælling, at han må have følt sig temmelig groggy. I sidste ende viste ireren sig dog alligevel at være et menneske, selvom dagens flotte præstation blot nok engang understreger, hvor vildt et gennembrud han har fået. Han fik i hvert bevist, at han bestemt ikke er ringe, bare fordi stigningerne bliver lidt længere - og det heller ikke selvom han må være træt efter at have kørt som en motorcykel igennem stort set hele foråret.

Til gengæld står det også klart, at der er plads til forbedringer. McNultys lynhurtige opkørsel viste i hvert fald igen, at hans nedkørsel bestemt kan blive bedre, men det kan mest af alt hans taktiske sans. Det var ganske indlysende, at McNulty ville være den hurtigste af de to, og da først det indledende angreb var neutraliseret, handlede det derfor for ireren om at slå amerikaneren enten på fysik eller taktik.

På fysikken lykkedes det ikke. Healy gjorde det eneste rigtige ved at forsøge at henrette sin rival på brostensbakken, men her viste McNulty, der bestemt ikke er uden punch, sig for stærk. Fra det øjeblik var hans eneste chance at lade overraskelsen Marco Frigo komme op, satse på, at italieneren ville blæse forbi i et overraskelsesangreb og herefter at overlade al ansvaret for at kontrollere den taktiske finale til McNulty.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Det lykkedes da også at få Frigo op, og italieneren reagerede akkurat, som Healy kunne have håbet, nemlig med et resolut overraskelsesangreb. Desværre var det Healy, der manglede køligheden, og i stedet for at lægge ansvaret over på McNultys brede skuldre valgte han i stedet af agere nyttig lead-out man og forære sejren på et sølvfad. Herfra var det straffespark uden målmand for hurtige McNulty at tage imod den gave, Healy havde fået serveret.

Dermed fik vi heller ikke at se, hvor kølig McNulty havde været. Havde han tøvet blot en anelse for længe, kunne vi have fået en ganske overraskende sejr til Frigo. Italieneren har ganske vist i dette løb vist sig at køre bedre opad, end han havde indikeret hidtil i sin ellers korte karriere, men det var alligevel svært overraskende, at han skulle ende som et tredje element i det, der ellers lignede en duel. Den fight havde næsten fortjent en bedre skæbne end endnu en af de mange sekundære placeringer til Israel-PT, men det israelske hold kan nu alligevel rejse hjem med tilfredshed. Holdet, der er kendt som cykelsportens plejehjem, har nemlig leveret to af løbets åbenbaringer i form af Frigo og Gee, der tilsammen kan prale af tre 2. pladser, en 3. plads, en 4. plads og en 5. plads - ikke noget dårligt udbytte for to nyprofessionelle grand tour-debutanter.

Sejren er imidlertid endnu ikke kommet. Det er den til gengæld for Rubio, der i dag slet ikke leverede samme overbevisende præstation som i fredags. Om det skyldtes dårlige ben eller en pris for den hårde opkørsel, da han for sent tog imod feltets tilbud om en fribillet til dagens udbrud, kan være svært at sige, men heldigvis var anstrengelserne ikke helt uden resultat. Endnu en tidsgevinst bragte ham nemlig tættere på den top 10, han ellers smed væk i tirsdagens kulde, og selvom intet tyder på, at han klatrer godt nok til at nå det mål, ved man aldrig, hvad der kan ske, når corona har været igennem feltet, og når han måske har ramt yderligere et udbrud eller to.

Måske kan han endda med denne offensive kørsel blive den næste rytter i den lyserøde trøje. Det vil imidlertid kræve, at han flår den af Bruno Armirail, der fik det helt perfekte etapeforløb på en dag, hvor hans meget tunge hold i den grad var kommet i problemer, hvis der var udbrudt ragnarok. Det gjorde der heldigvis ikke, og dermed fortsætter den loyale hjælpers lyserøde eventyr præcis 48 timer endnu.

Der var næppe mange, der havde ventet at se Armirail i førertrøjen på sidste hviledag. Nok er det muligt, at man kan se en rytter udnytte udbrud til at føre en grand tour også på dette sene tidspunkt, som Odd Christian Eiking gjorde det i Vueltaen for to år siden. Det er imidlertid ganske uhørt at se så tung en rytter i front efter 15 dage, for med al respekt for Armirail ender han altså ikke som nr. 11 om en uge på samme måde, som Eiking gjorde det i Spanien for to år siden.

Det fortæller imidlertid meget godt, hvad vi har oplevet de første 15 dage. De har primært handlet om to lange enkeltstarter og en to uger lang våbenhvile, og det rimer jo meget godt på en tempostærk fyr som Armirail, der næppe brokker sig over noget som helst. Det er der til gengæld nok en cykelfan eller to, der gør, men heldigvis er ventetiden nu ovre. Våbenhvilen må slutte på Monte Bondone på tirsdag, hvor den tredje uges skygge endelig bør slippe sit greb om løbet - og indtil da kan Armirail, Bahrain, Denz, DSM og ikke mindst UAE glæde sig over, at de første to uger alligevel ikke har været den rene spildtid.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE