I disse for flybranchen så kriseramte tider er enhver ekstra rejsende velkommen. Nu bliver det næppe Michael Matthews, der ene mand sørger for flyselskabernes overlevelse, men der burde være basis for at sælge en enkeltbillet til Australien til den holdbare sprinter.

Matthews må i hvert fald have svært ved at udholde ventetiden frem til 1. januar. Det er datoen, hvor han kan skifte Sunweb-trøjen ud med den hjemlige Mitchelton-trikot, han bar med så stor succes i årene frem til og med 2017, men som blev byttet ud med en tur til Tyskland efter de evige magtkampe med Simon Gerrans, der stræbte efter de præcis samme løb. Med tanke på det 2020, han har oplevet, vil han formentlig være klar til at springe på det første og det bedste fly og drage hjem til Australien og den nye fremtid hos sin gamle arbejdsgiver.

Det har nemlig mildt sagt været svært at forstå Sunweb-ledelsens beslutninger i år. Forud for sæsonen var planen, at Matthews skulle satse på klassikerne og en Tour, der med sine ganske svære sprinteretaper passede godt til en holdbar afslutter som ham. Da corona kastede grus i maskineriet, så det i første omgang ikke ud til at ændre planerne, for det lå jo på den flade at lade Matthews bibeholde det program, der var fastlagt allerede fra start.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Sådan gik det imidlertid ikke. Til sit eget chok og sin egen skuffelse kunne Matthews erfare, at han skulle køre Giro i stedet, mens holdets sprinter i Touren ville blive Cees Bol. Det kunne måske forsvares med, at aflysningen af den hollandske start havde forvandlet en sprintervenlig udgave af den italienske grand tour til en sag, der faktisk også havde mange såkaldte Matthews-etaper - også selvom Sunweb-ledelsen ikke kendte den nye rute, da beslutningen blev truffet - men det var meget svært at forstå, hvordan det kunne forsvares at berøve den alsidige australier chancen for at gøre fælles front med Tiesj Benoot og Søren Kragh i det, der kunne ligne en meget potent trio til brostensklassikerne.

Matthews kom sig imidlertid over skuffelsen, og selvom han og holdet blev enige om, at deres fremtid nok ikke var så fælles alligevel, viste han god moral med en fornem august, hvor han vandt Bretagne Classic og gik på podiet i Sanremo. Da han senere overraskede sig selv stort med et fremragende VM på en for ham for hård rute, lå det i kortene, at han nu skulle belønnes med solid støtte i Giroen.

Men ak! Igen blev han skuffet. Allerede forleden kunne man undre sig over, at Sunweb var helt usynlige på 6. etape, der mere end nogen anden lå til Matthews’ højreben, og havde det ikke været for Bora-mandskabets utrættelige arbejde og nærmest grænseløse tro på Peter Sagan, havde Matthews aldrig fået chancen for at spurte sig til den 2. plads, det i sidste ende blev til. Til gengæld måtte han, da han i går i en flad boulevardspurt overraskede med en for ham sjældent god 3. plads, da kunne regne med, at holdet på dagens for ham nærmest perfekte 8. etape, skulle have mulighed for at fulde sit podiehattrick med den plads, han endnu mangler.

Men ak igen! Bora-mandskabet har utvivlsomt haft tysk morgenmøde med deres kolleger fra Sunweb, men tilsyneladende er Iwan Spekenbrink og co. fuldstændigt urokkelige. At jagte etapesejr for Matthews i et løb, han blev tvunget til at satse på, kan åbenbart slet ikke komme på tale. Wilco Keldermans gode start har tilsyneladende givet holdet en reel tro på, at de som minimum kan gå på podiet, og alle holdets udtalelser peger i retning af, at Kelderman, der ellers også skifter hold - paradoksalt nok til Bora - er eneste prioritet. Da Bora-mandskabet meget forståeligt for sjette gang nægtede at lege nyttige idioter, som de gjorde det på Tourens 7., 14. og 19. etape og igen på 4. og 6. etape her, hvor de i alle tilfælde har ført som gale for i sidste ende at blive snydt af andre, lå det lynhurtigt i kortene, at dagens ellers ikke specielt potente udbrud ville få lov at afgøre etapen.

Det var nemlig indlysende, at kun de to hold for alvor havde en interesse i at jagte sejren. FDJ skulle ikke risikere det samme som sidste år, hvor deres hovedløse føringsarbejde i finalen på 18. etape endte med at servere Demares ellers sikre pointtrøje på et sølvfad til Pascal Ackermann, og med tre etapesejre i banken var der ingen grund til at løbe en risiko for en 25-0-sejr til Sagan på en etape, der meget vel kunne være for svær for franskmanden, der ikke just er kendt som nogen konge udi restitueringskunsten. Og med en flad finale var det heller ikke noget for Diego Ulissi, Andre Vendrame, Enrico Battaglin eller andre puncheurtyper, der i en spurt mod Sagan og Matthews bliver slået 99 ud af 100 gange. Kun Ineos med en formstærk Ben Swift kunne måske overtales, men da Salvatore Puccio fik sneget sig med i udbruddet, og Deceuninck naturligvis kun tænker på at forsvare førertrøjen og ikke jagte etaper med Davide Ballerini, stod den på søndagstur på en lørdag, så snart udbruddet var kørt efter mange kilometers hektisk kamp.

Så blev der i stedet fest i Israel og ikke i Tyskland, Slovakiet og Australien, og det var tiltrængt. De israelske miniputter har nemlig haft svært ved at hævde sig i deres første år på WorldTouren, men i dag kom forløsningen med den første sejr på allerhøjeste niveau. Sådan så det ellers ikke ud ved udbruddets begyndelse, hvor man ikke skulle kende meget til rytterne kropsvægt for at vide, at tonstunge Alex Dowsett og Matthias Brändle var de eneste, der med sikkerhed ikke kunne komme med de bedste over den lille mur i finalen.

Nej, det var terræn for den talentfulde ardennerrytter Matthew Holmes, der chokerede hele cykelverdenen ved i januar at bryde Richie Portes monopol på Willunga Hill-etapen i Tour Down Under. Det var også meget bedre terræn for den klatrestærke udbrudskonge og tempomaskine Joey Rosskopf. Den lovende klatrer Simone Ravanelli, der sidste år overraskede med sin 3. plads i klatreløbet Giro dell’Appennino var vel også svært tilfreds. Og Salvatore Puccio har ofte som utrættelig Ineos-hjælper vist, at han både er langt mere klatrestærk, end resultaterne viser, og at han med sin gode spurt på papiret lignede gruppens hurtigste.

Skulle det blive til israelsk fest denne lørdag i Italien, var der kun én chance: at bruge overtallet. Og det skulle ske ved, at de to tempomaskiner fik slået hullet, inden de skulle over muren første eller anden gang. Hvad der fulgte, var siden en opvisning i cykelsportens ABC, for det lykkedes Dowsett og Brändle at kringle finalen efter den drejebog, der var den eneste, som kunne føre til sejr.

Dowsett var først til at stikke til rivalerne, men den gik ikke, da Puccio som en mis lukkede ham. Og da de senere ramte muren første gang, fik det, som man kunne have spået, da de tunge tempomaskiner drattede af under Puccios og Holmes’ gentagne forceringer.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Heldigvis er der en grund til, at Dowsett og Brändle til sammen har vundet 23 enkeltstarter fordelt over 12 til briten og 11 til østrigeren. Da mur blev til fladland, blev de to holdkammerater forvandlet fra tunge blylod til velsmurte maskiner, der lynhurtigt fik bragt Rosskopf, Puccio og Holmes tilbage. Og derefter gik de direkte til side 2 i cykelsportens ABC og sendte Dowsett i offensiven.

De få sekunders tøven, der herefter fulgte, skulle blive fatale. Man skal ikke give én eneste centimeter til en mand, der har vundet Commonweath Games i enkeltstart, senest blev nr. 5 til VM i 2019, har haft timerekorden og sågar slået Bradley Wiggins, der dengang var regerende Tour-vinder og olympisk mester, på en Giro-enkeltstart. Allerede da var skaden sket, og selvom det elendige samarbejde og gode spoleringsarbejde fra Brändles side ikke gjorde sagen meget bedre, var resten af gruppen chanceløse mod tempomonsteret - også selvom Rosskopf jo faktisk med sin 2. plads på Vuelta-enkeltstarten i 2018 har vist, at også han kører tidskørsler på højeste niveau. End ikke Holmes’ og Puccios aggressive forcering på muren var nok, selvom Dowsett helt forventeligt fik halveret sit forspring, da fladland atter blev til mur.

Sejren kunne ikke komme mere belejligt. Modsat Brändle, der har forlænget kontrakten, er Dowsett nemlig på et marked, der i corona-året 2020 er sjældent ugunstigt for de arbejdsløse ryttere. Selvom sejren næppe har samme vægt, som da han sensationelt slog Wiggins i netop dette løb for syv år siden, er en Giro-skalp opnået på så klog og kraftfuld maner næppe noget, der skader i en forhandlingssituation.

I det lys har Dowsett al mulig grund til at sende et julekort til Sunweb, hvis dagens sejr skulle ende med at kaste en ny kontrakt af sig, men også andre vil sende Sunweb en venlig tanke. Alle klassementsrytterne fik sig efter gårsdagens rekordhurtige sidevindsetape, der sprængte alle hidtidige rammer for fart i Italien, nemlig en halv hviledag, der nok vil være kærkommen 24 timer inden det andet af løbets fem bjergmaratoner.

Og Matthews? Tja, han endte såmænd med at vinde feltets spurt om en nu ligegyldig 7. plads. Mon ikke kufferten er pakket og returbilletten til Australien bestilt?