Tour de France er og bliver verdens største cykelløb, og det begynder i dag - hurra! Blandt de 184 startende er der, som en ven så fint udtrykte det, ”mange gode med”, mens jeg selv godt tør risikere at udvande det danske sprog ved at kaste et ord som ”stjernespækket” efter årets felt.

Så jeg glæder mig, ganske som jeg har gjort hvert eneste år siden min allertidligste barndom. Jeg elsker Touren, som jeg prioriterer over strandture og grillmad, og hvad folk ellers finder på, bare fordi solen skinner lidt udenfor.

Det betyder også, at jeg ikke er bange for at få for meget Tour-indhold i min tydeligvis mangfoldige sommertilværelse. Derfor satte jeg mig også til at gense en dokumentarfilm om løbet: Overcoming fra 2005, som er instrueret af danske Tómas Gislason.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Carlos Sastre. Ivan Basso. Jakob Piil. Michele Bartoli. Bobby Julich. Andrea Peron. Jens Voigt. Kurt-Asle Arvesen. Nicki Sørensen. Bjarne Riis. Disse mænd indtager hovedrollerne i Overcoming, og hvis du kommer i det nostalgiske hjørne bare af at læse de navne, så er du ikke den eneste.

Alligevel må jeg indrømme, at filmen ikke var en lige så stor oplevelse, som da jeg i mit første teenageår tog ind til Aarhus for at se Team CSC på biograflærredet. I denne artikel vil jeg derfor sætte ord på, hvorfor jeg som filmnørd må tage mere kritiske briller på end som rendyrket cykelfan. Dette er anden del af ”Gensyn med en klassiker”, en artikelserie om cykling på film.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER

Ivrig åbning

De første billeder i Overcoming er af en cykel, der spules af en mekaniker en mørk aftenstund. Dette vækker minder om åbningen af Jørgen Leths En forårsdag i helvede, som ligeledes indledes med en scene, hvor en mekaniker forbereder en cykel med stor omhu. Tómas Gislason debuterede da også som instruktør med filmen Fra hjertet til hånden (1994) om netop Jørgen Leth og hans mange virker, så man kan ikke fortænke Gislason i at ville sende Leth en lille hyldest.

Kun få øjeblikke senere lister der sig endnu en Leth-reference ind, da en tekst hen over billedet beretter, at Team CSC uden brug af ”stjerner” og ”vandbærere” har haft stor succes i 2004. Det er dog også her, at filmen begynder at vise, at den ikke er en ren Leth-kopi. For mens lyden af Leths egen stemme fylder meget i hans dokumentarer, har Gislason valgt tekster som denne som ”fortælleren” i Overcoming og på denne måde informere seeren om, hvad der foregår.

Generelt er det en meget informationstung åbning på filmen, som med sine mange klip og tekster på en underlig måde lidt føles som en forfilm for resten af Overcoming. I filmens første tre minutter får man en tætpakket lynpræsentation af Tour de France, Team CSC og Bjarne Riis, og det er jo alt dét, som resten af filmen handler om.

Kort efter følger så en regulær eksplosion af ultrakorte klip, der som højhastighedsmontage af halvandet minuts varighed føles som endnu en præsentation af selve filmens indhold, og en stor del af klippene går da også igen på andre tidspunkter i filmen. Bagefter sad jeg tilbage med fornemmelsen af at have set en slags showreel med højdepunkter eller måske introsekvensen til en TV-serie, hvor man lige skal mindes om, at der altså er masser af action, hvis man ikke skifter kanal.

På mig føltes denne indledning overivrig og nærmest desperat, som om at Gislason ikke helt har stolet på, at hans film nu også er spændende nok - en ærgerlig fornemmelse efter blot seks et halvt minut af en film på en time og tre kvarter. (For det ikke skal være løgn, så kommer der også en separat titelsekvens, hvor de ni Tour-ryttere præsenteres med bombastisk action-musik.)

Ivan Basso.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Ørnen breder vingerne

Efterfølgende falder tempoet i filmen, og som seer får man lejlighed til at tage luft ind, hvilket jo er rart. For nu begynder Overcoming at dedikere sig til sit indhold og sine karakterer, først og fremmest Bjarne Riis der får mulighed for at sætte ord på sin filosofi bag Team CSC. Man kan endda tale om egentlige scener i filmen i stedet for intense sammenklip uden megen handling.

I første scene med Riis ser han tilbage på, hvordan han som rytter gik meget op i sit udstyr, men at det også kunne blive for meget af det gode. ”Hvis du ikke skruer en skrue over ti gange, så finder du aldrig ud af, hvor langt den kan skrues,” konstaterer han. Som chef for et cykelhold, der gør tingene på en anden måde, kan citatet overføres til Riis’ ledelsesstil, hvor han også prøver grænser af, og det giver scenen ekstra vægt.

Dermed får filmen en mere lovende åbning end det utal af dramatiske klip, den hidtil har vist, for nu giver den løfter om, at seeren kan komme tættere på en mand som Bjarne Riis, der jo ikke var kendt for at sprudle i de interviews, han gav i sin tid som rytter. Men i Overcoming er Ørnen fra Herning åbenhjertig (sådan da), og man får mange sider at se af den ellers så lukkede herningenser, som ligefrem er morsom flere gange!

Og det er filmens store force: Gislason og hans kamerafolk har haft imponerende adgang til hverdagen for et professionelt cykelhold, og det er fascinerende i sig selv at træde ind i denne verden. Derfor tilbyder Overcoming stærke personportrætter af stjernerne Michele Bartoli, Ivan Basso, Carlos Sastre og Bjarne Riis - og hvordan især Sastre og Riis ikke er helt på bølgelængde.

Tag en dyb indånding

Disse portrætter kommer i en film, der afveksler mellem action-mættede løbssekvenser og så mere rolige scener, hvor man kommer tæt på de forskellige personer. For mig fremstår de rolige scener som de bedste i filmen, for det er her, man lærer noget, man ikke kan se i cykelløbene.

Af samme grund vil jeg gerne udråbe Body SDS-terapeuten Ole Kåre Føli som uventet stjerne i filmen. På hans massagebriks er der i sagens natur ro omkring rytterne, og de blotter sig, bogstaveligt talt, når de ligger der, udmattede og forslåede.

Det giver en længere sekvens halvvejs inde i filmen, hvor Føli først fanger jernmanden Riis til en ærlig snak, inden Sastre ankommer for at få sin daglige behandling. Her får den spanske klatrer givet en opdatering på familien derhjemme og, med sin uimodståelige charme, kaldt Føli for ”smuk og dejlig” på dansk.

Senere er Sastre igen at finde på Følis briks, denne gang efter Bassos store sejr foran Armstrong på bjergetapen til La Mongie. Her spillede Sastre en rolle med et tidligt angreb, og på briksen omfavnes han af en stolt og taknemmelig Riis. Det er et forfriskende intimt øjeblik i et hektisk Tour de France, men det er samtidigt en smuk forsoning i et til tider betændt forhold mellem rytter og sportsdirektør, og hvor der fornemmes et behov for en far/søn-lignende anerkendelse.

Carlos Sastre.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Overskruet

Måske disse scener står stærkere for mig, fordi de er åndehuller i en film, der er kendetegnet af korte og intense scener. Men med fare for at lyde gammel og gnaven, så mener jeg godt, at der kunne være skruet lidt ned for dramaet i mange af disse, da de, helt ligesom åbningen, prøver lidt for hårdt på at demonstrere, at de er værd at se på.

Dette kommer blandt andet til udtryk i filmens brug af tekster. Som nævnt har Gislason valgt at skrive information hen over billederne frem for at bruge en fortællerstemme, og det skal han da have lov til. Men Overcoming må næsten være den film, jeg har set (jeg har set mange), der indeholder flest titler, da der vitterligt er hundredvis af dem strøet ud over filmen.

Bevares, flere af dem er så absolut nødvendige for at forstå konteksten i en scene. Mange andre er dog overflødige, som når en tekst lige melder ”Friends” hen over Jens Voigt, der hjælper vennen Bobby Julich med at spise, eller når der skal stå ”In shock” hen over uheldige Kurt-Asle Arvesen, der har været i asfalten. Her kunne man i begge tilfælde med fordel have ladet de glimrende billeder tale.

Derudover bliver der også skruet unødvendigt meget op for virkemidlerne igennem hele filmen. Blandt andet skal man se netop Arvesens styrt i en massespurt fire gange i træk og fra en allerhelvedes masse vinkler, bare for lige at understrege at et styrt altså er dramatisk. Dette giver dog sig selv, når man senere ser nordmanden pleje sine mange knubs.

Filmen har også en uheldig tendens til først at interessere sig for rytterne, hvis der sker dem noget. Arvesen er ikke meget mere end en statist, indtil han har sit første styrt, og også Bobby Julich får pludseligt masser af taletid, efter han brækker håndleddet. Dette føles som forcerede introduktioner, bare fordi disse ryttere nu byder på lidt drama.

På samme måde optræder Andrea Peron heller ikke meget mere end i en scene, hvor Riis informerer ham om nogle dopinganklager. Derimod har Nicki Sørensen, som den eneste af de ni Tour-udvalgte, den tvivlsomme ære af ikke at få så meget som et sekunds opmærksomhed i filmen (måske fordi han ikke styrtede eller lignende?).

Dermed ikke sagt, at man ikke må vise styrtede ryttere i en dokumentar om cykling, for styrt er jo en del af disse menneskers liv. Men som seer ville man da også have haft lettere ved at føle med rytterne - og dermed få øget indlevelse i filmen - hvis man nu havde lært dem lidt at kende, inden der skete dem noget.

Kill your darlings

Dette er også sigende for et problem, filmen lider af som helhed: Den formår sjældent at begrænse sig. Derfor giver den overfladisk plads til Arvesen, Julich og Peron i stedet for at klippe en eller to af dem ud og så tilføje nogle flere scener med den mest interessante af dem - ganske som portrætterne af Bartoli, Basso, Sastre og Riis netop er stærke, fordi de udfoldes over mange scener, og man derfor føler deres nederlag.

Men selv om jeg nu flere gange har fremhævet Bartoli som et betagende bekendtskab i filmen, skal det siges, at han er det på en mærkværdig måde. Han er nemlig stort set ikke med i filmen, indtil han får lov til at være i centrum med ti minutter tilbage af filmen, der ellers lige har haft sit dramatiske klimaks med Bassos duel med Armstrong på Alpe d’Huez.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Her er der så indlagt en sekvens med fokus på Bartolis overvejelser om at stoppe karrieren. Et spændende indblik i en svær beslutning for en stor rytter i nedadgående form, men dramaturgisk er det et yderst besynderligt indslag i filmen, der jo er ved at runde af.

Filmen har selvindsigt nok til selv at fremhæve, at sekvensen skiller sig ud - den får titlen ”Epilog: En rytters farvel” - men det ændrer ikke ved, at den er malplaceret, især når filmen efterfølgende vender tilbage til Tour de France ved at slutte af på Champs-Élysées. Med denne struktur føles Bartolis epilog som et gevaldigt og irrelevant sidespring midt i filmens slutning.

Dermed er den endnu et eksempel på filmens manglende evne eller vilje til at begrænse sig. Alene det at der kører en slags ”fraklip” samtidigt med rulleteksterne siger alt om, at Gislason og hans i øvrigt mange klippere har ønsket at inkludere så meget som muligt.

Og med alt det sagt kan jeg jo ikke bebrejde dem. Det må selvsagt være vanskeligt at følge et hvilket som helst cykelhold i et helt år og så skulle klippe de mange, mange optagelser ned til en film på under to timer, især når holdet er velsignet med så interessante karakterer.

Det er da også disse karakterer, der redder Overcoming for mig som film. Den er derfor stadig et fascinerende indblik ind i cykelsporten, især hvis man husker CSCs velmagtsdage, men som filmisk værk har den dog en række skønhedsfejl.

Læs også første del af ”Gensyn med en klassiker”, som omhandler Jørgen Leths Stjernerne og vandbærerne.

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER