\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagsløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til ardennertrioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.
På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens nogle ryttere er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagsløbene, er der folk, som kun er til start med det ene formål at tage den samlede sejr.
I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Itzulia Basque Country og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid var længe usikker.
Derudover mistede de baskiske fans muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt det hjemlige etapeløb, men som bekendt forsvandt storholdet midt i forrige årti. Heldigvis opstod det mindre Murias-hold som Euskaltels efterfølger med deltagelse i både 2018 og 2019, og mens det hold nu er forsvundet, deltog Euskaltels efterfølger, der nu er vokset til ProTeam-niveau, i 2021 for første gang med klassiske orange trøjer. De er med igen i år, hvillket blot nærer passionen yderligere, og da coronarestriktioner hører fortiden til, kan vi igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.
Løbet er typisk et af de hårdeste ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og derfor er der som regel begrænsede muligheder for sprinterne. Således holder de hurtigste folk sig altid langt væk, og de holder sig i stedet til de nordlige klassikere. For klatrestærke sprintere som Michael Matthews er der i løb som Itzulia, Volta a Catalunya og Tour de Romandie dog typisk adskillige muligheder. Derudover er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af medium længde, og det er de vanskelige bakker, den ofte kuperede enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.
De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet er traditionelt sluttet med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen i årene mellem 2010 og 2017 skiftede ejermand på sidste etape hver eneste gang bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring, og i 2017, hvor Alejandro Valverde leverede samme bedrift. Siden dengang er enkeltstarten dog ikke blevet afviklet på sidstedagen, og nu er dens længde også kraftigt reduceret.
Sådan var det også sidste år, hvor enkeltstarten fik lov at åbne et løb, der var uhyre imødeset som det eneste møde i et etapeløb mellem Primoz Roglic og Tadej Pogacar inden Tour de France. Roglic tog det første stik, da han knuste sin landsmand på den indledende enkeltstart, og selvom Pogacar akkurat slog sin rival på løbets muretape, havde Roglic kurs mod den samlede sejr frem mod den afsluttende kongeetape. Forinden begik Jumbo en taktisk genistreg ved i en ukontrollerbar finale på løbets 4. etape at lade Pogacars holdkammerat, Brandon McNulty, overtage førertrøjen, og det skulle vise sig at blive helt afgørende. På den afsluttende kongeetape tog Roglic sammen med blandt andre David Gaudu hele UAE-mandskabet på sengen, og mens Pogacar ofrede sig for holdkammerat, der hurtigt blev sat, kunne Gaudu og Roglic med en forrygende bedrift køre sammen til stregen, hvor det blev fransk etapesejr og samlet slovensk triumf. Bag dem sikrede Jonas Vingegaard endda en dobbeltsejr til Jumbo, da han gennem hele eftermiddagen kunne sidde på hjul af den kæmpende Pogacar, og således endte det med suveræn Roglic-sejr med hele 52 sekunder ned til sin holdkammerat og 1.07 ned til den forsvarende Tour-vinder, der reddede æren med sin 3. plads. Roglic og Vingegaard gør igen i år fælles front på de baskiske landeveje, men de slipper denne gang for konkurrence fra Pogacar, der er travlt optaget med sit brostenseksperiment længere mod nord.
Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser
Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt
Ruten
Ruten til Itzulia Basque Country varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har altid et ret ensartet format. Normalt er der et par etaper til hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover er der typisk 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne kan dyste om sejren, og disse er ofte kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet er den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde eller femte etape. Endelig har det været en fast tradition, at løbet er sluttet med en ofte meget kuperet og teknisk enkeltstart, der har været den i særklasse vigtigste etape.
I 2017 fik arrangørerne en del kritik for at sammensætte en alt for nem rute, hvor fire relativt lette etaper blev afsluttet med kongeetapen og den afsluttende enkeltstart, der fuldstændigt bestemte løbets udfald. Tilsyneladende tog man den kritik til sig, og i 2018 gik man den helt modsatte vej. Den udgave var nemlig den hårdeste i umindelige tider og bød på masser af godbidder til klatrerne og meget lidt at komme efter for de hårdføre sprintere. Samtidig gjorde løbet atter brug af de korte, ekstremt stejle mure, der stort set var helt fraværende i 2017-udgaven, og dermed var det en rute, der passede langt bedre til løbets rygte som et af de hårdeste på WorldTouren og var langt bedre i overensstemmelse med løbets natur. Sådan var det til gengæld ikke i 2019, for her var der udover den klassiske enkeltstart og Arrate-etapen kun yderligere én relativt svær etape, men ikke meget af den klassiske murkørsel. I stedet var der hele tre relativt lette etaper, hvilket gjorde det til et paradis for puncheurs som Maximilian Schachmann og Julian Alaphilippe.
Sidste år skruede man op for sværhedsgraden igen på en rute med kun én potentiel sprinteretape, en murfinale, Arrate-etapen, enkeltstarten og ikke mindst to meget interessante etaper, hvor man havde brutale stigninger i finalen, men derefter lette afslutninger, hvor det var helt umuligt at kontrollere. Det gav meget taktiske løb, hvor Brandon McNulty fik kørt sig i førertrøjen, og de to slovenske favoritter, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, måtte spille deres løjtnanter ud. Tilsyneladende var dette ukontrollerbare og taktiske koncept noget, arrangørerne var begejstrede, for på årets rute er der hele tre af den slags etaper. Den ene af disse erstatter til gengæld den store murfinale, og derfor er Arrate-etapen den eneste ”rigtige” bjergetape, som ligesom sidste år kommer på sidstedagen, mens sprinterne igen må leve med blot én chance. Til gengæld bliver tempospecialisterne skuffede, da enkeltstarten, som traditionelt har været den allervigtigste etape, denne gang er reduceret til en bare 7,5 km lang åbningsetape.
Derfor skal de tempostærke folk slå til fra start, når der mandag åbnes med en kort enkeltstart, der som altid i Baskerlandet er både teknisk og kuperet med nogle korte og stejle bakker. Sprinterne får deres eneste chance allerede om tirsdagen, men også her lever løbet op til traditionen, da man skal klatre mere end 2500 højdemeter, hvis man vil have en chance for at være med i kampen om sejren.
Nu indledes som en serie på hele tre etaper, der alle har svære stigninger mod slutningen, men derefter relativt lette afslutninger. Onsdagens 3. etape byder således på to passager af to stejle mure, hvor der det hele kan eksplodere, men derefter også mere end 20 km, hvor der kan køres taktisk og ske en regruppering. Konceptet gentages torsdag, hvor det er den velkendte og meget stejle Vivero-stigning, som kan bruges til et lille klassementsslag, inden alt kan ske over de sidste ca. 20 lette kilometer.
Den vanskeligste af de tre etaper kommer om fredagen, hvor en svær dag afsluttes med den stejle Karabieta-stigning, og da denne har top blot 13 km fra mål, er der denne gang større chancer for at gøre reelle forskelle på fysisk styrke, også fordi etapen slutter på en dog bare 500 m lang mur. Det hele kulminerer med den klassiske kongeetape til Arrate, der sidste år gav et af årets bedst cykelløb, hvo Primoz Roglic tog UAE og Tadej Pogacar på sengen på en nedkørsel, og derfor kan det ikke undre, at arrangørerne har designet en kort, intens etape, der over den anden halvdel er stort set en tro kopi af den rute, der gave så stort et drama sidste år. Som vi har set i både 2019 og 2021, kan alt vendes på hovedet på disse korte, intense bjergetaper i Baskerlandet, og med den vanskeligste etape placeret til allersidst er det først i allersidste øjeblik, at vi ved, hvem der kan iføre sig den ikoniske hat, der altid gives til vinderen af den baskiske cykelfest.
1. etape
Indtil 2018 var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape. Den kutyme blev der imidlertid lavet om på for fire år siden, hvor man helt usædvanligt flyttede tidskørslen til 4. etape, så den dermed kom inden de to helt afgørende etaper i regionen omkring Eibar. I 2019 fortsætter man den nyskabende trend og tog det endda til et nyt niveau, da enkeltstarten blev afviklet allerede på den allerførste dag, og den model var åbenbart et hit. I hvert fald blev den gentaget i 2021, og også i 2022 skal temporytterne sikre sig deres tidsgevinst allerede på allerførste etape. Deres muligheder er endda meget ringere, end de har været i mange, mange år, da der denne gang bydes på en historisk kort enkeltstart på bare 7,5 km. Samtidig er der helt i overensstemmelse med løbets tradition designet en ganske kuperet rute, og selvom den slet ikke er så klatretung, som vi så det i 2021, vil de lette klatrere kunne se frem til en chance for at begrænse deres tab på de små bakker, årets korte distance byder på.
I alt skal der altså tilbagelægges den historisk korte distance på bare 7,5 km, der har både start og mål i Hondarribia. Der er tale om en havneby, der ligger lige op ad grænsen til Frankrig, og man starter helt ude ved vandet bare få meter fra det franske fastland. Herfra køre man ad en helt flad kystvej uden sving mod nordvest og nordøst frem til etapens nordligste punkt. Her kører man direkte ind på kategori 3-stigningen San Telmo (1,45 km, 3,9%, max. 12%), der er en meget ujævn sag. Således stiger de første 500 m med hele 9,2% i snit, men derfra stiger den blot med 1-2%. Efter den første del af bakken tager man et venstresving efter 2,25, inden den sidste del af stigningen går mod sydvest ad en lige vej frem til toppen, som rundes efter 3,15 km.
Efter bjergspurten følger man en småsnoet og faldende vej mod sydvest, syd og sydøst, inden man mod slutningen skal igennem en rundkørsel. Med 2,8 km igen dreje man skarpt til højre ind på en bakke (400 m, 5,2%), hvorefter det igen begynder at falde let i en teknisk fase, hvor man i rap drejer først til højre og siden til venstre i to rundkørsler med hhv. 2,4 og 2,2 km igen. Dernæst følger endnu en rundkørsel med 1,9 km igen og et højresving i en rundkørsel med 1,4 km igen, inden man med 1,1 km igen drejer skarpt til venstre, ind på en lille bakke, der byder på et maksimum på 10%. På toppen drejer man med 800 m igen skarpt til venstre, og derefter falder det let mod mål ad en meget snoet vej, der derudover byder på et skarpt højresving med 600 m igen og en rundkørsel bare 300 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 95 højdemeter mod 231 højdemeter over 13,9 km i 2021 og 268 højdemeter på den 11,2 km lange rute i 2019.
Efter den helt flade enkeltstart i 2018 er man gået tilbage til den slags enkeltstarter, vi kender løbet for. Denne gang er ruten dog slet ikke så klatretung som i 2019 og 2021, hvor der var nogle meget svære stigninger på programmet. Det er der ikke denne gang, hvor der kun er tale om et par korte og visse steder stejle bakker, men det er rigeligt til at bryde rytmen og sikre, at det ikke er en klassisk enkeltstart. Da ruten samtidig er uhyre teknisk med et hav af rundkørsler og sving, er der tale om lige så tricky sag, som vi oftest ser det i Baskerlandet. Her stilles der nok engang krav til tekniske evner, klatreben, punch og accelerationsstyrke, og det er derfor nogle alsidige og eksplosive ryttere mere end klassiske specialister, der ventes at skulle slås om den første førertrøje på den uhørt korte rute.
Hondarribia har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb for et år siden, hvor det efter en ukontrollerbar finale lykkedes en lille gruppe at køre væk fra en decimeret favoritgruppe, og herefter kunne Ion Izagirre spurte sig til sejr foran Pello Bilbao og Brandon McNulty, der til gengæld overtog førertrøjen fra Primoz Roglic.
2. etape
Baskerlandet Rundt har aldrig været noget for sprinterne, men er man en hårdfør sprintertype, er der som regel mindst én og gerne to etaper at gå efter. En sådan mulighed kunne meget vel komme allerede på løbets andendag, hvor der som på enhver baskisk etape skal klatres meget - denne gang 2600 højdemeter - og hvor der også er både en længere stigning og nogle små ramper i finalen. Intet af det er dog alt for vanskeligt, og der burde derfor være en god chance for, at en reduceret massespurt skal afgøre løbets første linjeløbsetape, hvis ikke en stærk puncheur har held til at køre væk på én af småbakkerne ind mod mål.
Med en distance på hele 207,6 km er der tale om en for løbet usædvanligt lang etape, der fører feltet fra Leitza til Viana. Startbyen ligger et stykke inde i landet syd for storbyen San Sebastian i et ganske kuperet område, og det får rytterne med det samme at mærke. Her kører de nemlig mod syd op ad kategori 3-stigningen Uitzi (3,7 km, 6,9%, max.10%), der er en ganske jævn stigning med top efter 3,9 km. Herfra leder en lidt kringlet nedkørsel mod sydøst ned til Lekunberri, der nås efter 11,0 km, hvorefter man fortsætter mod sydøst op ad en stigning (7,0 km, 3,5%), der har top efter 19,4 km. Herfra leder en periodevist svær nedkørsel mod syd og sydøst ned til udkanten af byen Irurtzun, der passeres efter 26,7 km.
Nu bliver det meget lettere, idet man kører mod vest og sydvest ad en let stigende dalvej, som går langs floden Arakil Ibaia. Den leder fem til byen Etxarri Aranitz, hvor etapen tager fat igen. Det sker, når man drejer væk fra dalen og kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Lizarraga (9,5 km, 5,2%, max. 7%), der er en helt jævn stigning med top efter 59,5 km. Herefter går det ad en relativt let nedkørsel, der undervejs byder på et fladt plateau og en lille bakke, mod syd ned til Estella-Lizarra, som nås efter 84,5 km.
Byen ligger på kanten mellem stigningerne og en flad del af Baskelandet, og derfor bliver det nu meget lettere. Ganske vist er det stadig en anelse småkuperet, mens man kører mod syd og sydvest ned til Lodosa, hvor dagens første spurt kommer efter 123,9 km, men der er ingen længere stigninger. Herefter bliver det stort set helt fladt, når man drejer mod nordvest for at køre ad en lige vej ind til storbyen Logroño, som passeres efter 155,7 km. Her drejer man mod nordøst for at køre ad en let stigende vej det korte stykke frem til målbyen, hvor dagens anden spurt kommer efter 164,8 km.
Denne gang krydser man dog ikke målstregen. I stedet kører man mod nord op ad kategori 3-stigningen Aguilar Gaina (12,6 km, 3,1%, max. 7%), der er en lang og jævn opkørsel, der aldrig bliver stejl, hovedsageligt stiger med 2-4% og har sit sværeste stykke med 1 km med knap 6% omkring 6,5 km fra toppen. Den rundes efter 178,6 km, hvorefter de sidste 29,6 km indledes med en relativt lige og let faldende vej, der leder mod sydøst ned til Torres del Rio. Her drejer man med 11,2 km igen mod sydvest for at køre op ad en bakke (4,7 km, 2,3%), der kort inden toppen byder på 900 m med 5,9%. Toppen rundes med 6 km igen, hvorefter en lidt tricky nedkørsel leder videre mod sydvest ned til endnu en bakke (900 m, 5,3%), der har top kort inden 3 km-mærket. Slutteligt falder det let ned mod den røde flamme, hvorefter det flader ud over 500 m og slutteligt stiger med 3,5% over de sidste 500 m, herunder med et maksimum på 6%. Det er i starten teknisk ukompliceret, idet man kører ad en helt lige vej, indtil man med 700 m igen skal igennem en rundkørsel, og derefter venter på de sidste 300 m hele tre sving i rap, indtil man rammer den bare 100 m lange opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2625 højdemeter.
Den sidste stigning er alenlang, men slet ikke svær og kommer alt for langt fra mål til at kunne bruges til det store. Etapen ligger så tidligt i løbet, at udbrud også får det svært, og derfor taler meget for, at det vil ende i en reduceret massespurt. De to lidt stejlere småbakker ind mod mål kan både skabe lidt udskilning og bruges til et overraskelsesangreb, der måske kan snyde sprinterne, men mest taler for en spurtafgørelse i en uhyre teknisk og stigende finale, hvor positionering vil være absolut altafgørende.
Viana var senest mål for et stort cykelløb under Vueltaen i 2012, hvor John Degenkolb vandt løbets første linjeløbsetape i en spurt foran Allan Davis og Ben Swift. Dette løb var senest forbi i 2010, hvor Oscar Freire vandt en massespurt foran Francesco Gavazzi og Michael Albasini, og i 2008, hvor David Herrero Llorente var hurtigere end Luis Leon Sanchez og Paolo Bettini i en massespurt. Tidligere var byen et hyppigt mål i det lille Vuelta a Navarra, hvor en ung Matthew Goss tog en spurtsejr i 2006, Enrique Mata var den hurtigste sprinter i 2005, Davide Frattini akkurat snød sprinterne i 2001, Marius Sabaliauaskas kørte alene hjem i 2000, og Björn Leukemans tog en spurtsejr i 1999.
3. etape
Sidste år havde Baskerlandet Rundt flere etaper med en meget svær stigning i finalen efterfulgt af et længere fladt stykke. Tilsyneladende er det en ide, de er blevet stadig mere begejstrede for, da man i år har hele tre af den slags etape. Den første af disse kommer om onsdagen, hvor der skal der køres omgange på en meget kuperet rundstrækning, der byder på de to første af de korte og stejle mure, løbet og regionen er så kendt for, og undervejs skal der klatres mere end 3200 højdemeter. Til gengæld er de sidste godt 20 km relativt lette - dog med endnu en stejl lille rampe 5 km fra stregen - og dermed burde der være en chance for at skabe en regruppering. Terrænet er dog også så kuperet, at det kan blive en aggressiv og ukontrollerbar finale, hvis de to mure udnyttes til at køre cykelløb, og derfor synes alt at kunne ske på en uforudsigelig onsdagsetape.
I alt skal der tilbagelægges 181, 7 km, der fører feltet fa Laudio til Amurrio. De to byer ligger bare få kilometer fra hinanden i bakkerne nordøst for storbyen Vitoria-Gasteiz, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i det kuperede terræn. Fra start følger man en let stigende vej mod syd, indtil man drejer mod sydøst for at køre mod op ad kategori 3-stigningen Altube (4,5 km, 5,7%, max. 11%), der kan deles i to. De første 2 km er således lette med bare 3,8% i snit, men derefter stiger den relativt jævnt med 7,3% frem mod toppen, som rundes efter 22,5 km.
Stigningen leder op på det relativt flade plateau, hvorpå Vitoria-Gasteiz ligger. Her kører man sydøst ad en flad vej frem til byen Murgia, som passeres efter 26,7 km, og hvor man tager hul på en omgang på en 32,2 km lang rundstrækning i området sydøst for byen. Den starter ganske hårdt med to bakker med top efter hhv. 30 km (1,6 km, 7,3%) og 34,4 km (1,6 km, 4,9%), men derefter er det kun ganske let kuperet, indtil man efter 58,9 km er tilbage i Murgia. Herfra kører man mod nordvest ned ad Altube-stigningen, som tidligere blev besteget, inden man fortsætter mod nordvest op ad den lille Alto de la Chozas (1,8 km, 5,5%), der har top efter 73 km, hvorfra det falder let mod nordvest ind til målbyen Amurrio, som nås efter 80,2 km. Man passerer dog ikke stregen, men forsætter mod nord og nordøst ad en let faldende vej langs Nerbioi-floden, indtil man kommer tilbage til startbyen Laudio, hvor dagens første spurt køres efter 91,7 km.
Nu er det snart slut med den lette del af etapen. Herfra kører man med det samme mod nordvest op ad en bakke (3,6 km, 4,0%), som leder frem til det nordligste punkt, som nås efter 96 km. En lille nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod sydvest ad en let stigende vej langs Irzalde-floden ned til en 36,3 km lang rundstrækning, hvor man skal køre næsten to hele omgange, og hvor dagens vanskeligste udfordringer er samlet.
Den indledes med, at man kører mod nordvest op ad en bakke (2,7 km, 4,0%), inden en kort og kringlet nedkørsel leder ned til bunden af kategori 3-stigningen Opellora (1,1 km, 13,0%, max. 18%), der er en klassisk baskisk mur med hele 14,4% over de sidste 600 m, og som bestiges fra øst. Toppen rundes efter hhv. 114,2 km og 150,5 km og efterfølges af en ikke alt for svær nedkørsel, der går mod syd, inden det gå mod sydvest op ad en bakke (600 m, 6,1%), inden man drejer mod øst for at passere kategori 2-stigningen Ozeka (3,5 km, 7,4%, max. 17%). Der er tale om en irregulær stigning, der efter de første 1600 m har en kilometer med 11-13%, inden den stiger med 6-9% frem til toppen, som rundes efter hhv. 121,4 km og 157,7 km - dvs. for sidste gang med 24,0 igen.
Rundstrækningen afsluttes med en relativt let nedkørsel, der leder mod syd og nordøst, inden det går fladt mod nordøst frem til byen Arespalditza, hvor der på første omgang er en spurt efter 128,4 km. Herfra kører man mod sydøst op ad en bakke (1,2 km, 5,0%), der i finalen har top med 12 km igen, inden det falder ind til målbyen, hvor man foretager sig to forskellige ting. På første omgang krydser man ikke stregen, men kører fladt tilbage mod nordvest til Arespalditza, idet stykket afsluttes med en bakke (1,4 km, 5,7%), inden det falder mod nord ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvor anden omgang indledes.
På anden omgang krydser man heller ikke målstregen. I stedet kører ma mod sydøst op ad et let stigende stykke, som slutter med en bakke (500 m, 9,8%), som har top bare 5 km fra stregen. Her vender man rundt for at køre mod nordvest tilbage til Amurrio ad en let faldende vej, der flader ud ved 2 km-mærket, inden det sidste kilometer stiger let med 2,1% i snit og med 6% med ca. 500 m igen. Over de sidste 3 km gå det ad en lige vej frem til en rundkørsel, der passeres med 1,3 km igen, inden der er et sidste skarpt sving i en rundkørsel med bare 300 m igen, hvorefter vejen bugter sig og retter sig ud over de sidste 200 m.
Etapen byder på i alt 3278 højdemeter.
Der er tale om en ganske tricky sag, hvor det vil være ret uklart, hvem der skal kontrollere. De to mure kunne benyttes til at få løbet til at eksplodere, og man kan sagtens forestille sig, at et klassementshold vil forsøge at skabe en ukontrollerbar situation, hvor der kan angribes på skift efter murene i stil med det, vi så på to etaper sidste år. Det er dog også muligt, at det ender i en spurt, men størrelsen af feltet vil afhænge helt af, om der tages initiativ på murene. Til gengæld kommer etapen nok for tidligt til, at en udbrudssejr kommer i spil.
Amurrio har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2010, hvor Francesco Gavazzi vandt en reduceret massespurt foran Oscar Freire og Peter Velits.
4. etape
Konceptet med svære stigninger efterfulgt af flade finaler er åbenbart blevet et hit hos arrangørerne. En sådan havde vi nemlig allerede på 3. etape, og også på 4. etape venter et tilsvarende format. Denne gang er hovedudfordringen den klassiske og meget stejle Vivero-stigning, der i de senere år er blevet benyttet flere gang i Vueltaen, men denne gang efterfølges af næsten 20 lette kilometer. Dermed er scenen sat for, at feltet kan eksplodere, hvorefter alt kan ske i en ukontrollerbar finale med sene angreb i fladlandet eller måske en spurt i en decimeret favoritgruppe som afslutning på en uforudsigelig dag, som også kan give et udbrud en chance.
Med en distance på 185,6 km er der tale om endnu en relativt lang etape, der fører feltet fra den baskiske hovedstad Vitoria-Gasteiz til Ingeteam Parke i Zamudio, der er en forstad til Bilbao. Som bekendt ligger startbyen på det flade plateau i den sydlige del af Baskerlandet, og derfor er starten meget let, når man af en kun ganske let stigende vej kører mod nordøst og derefter nordvest med retning mod kysten. Efter knap 40 km rammer med en let nedkørsel, der leder ned fra plateauet, men det er stadig let faldende, mens man fortsætter videre mod nordvest frem til byen Usansolo, der nås efter 62,3 ganske lette kilometer.
Det lette terræn får imidlertid hurtigt en ende, når man kører mod nordøst og nordvest op ad Vivero, denne gang fra den anden side end den, der vil blive benyttet i finalen. Herfra er den i kategori 3 og stiger ganske jævnt med 7,2% over 4,4 km med et maksimum på 14% lige i bunden. Toppen rundes efter 70,1 km, hvorefter det stiger let mod nordvest frem til det punkt, hvor toppen på den anden opkørsel kommer op, og derefter falder det let videre mod nordvest tilbage til dalen. Her drejer man med det samme mod nordøst for at køre op ad en bakke (4,4 km, 4,5%), som har top efter 91,0 km, inden det falder let mod nordøst og nordvest ned til kystbyen Sopela, hvor dagens først spurt kommer på toppen af en lille bakke efter 101,4 km.
Ved kysten kører man mod nordøst hen langs vandet ad en ganske kuperet kystvej, der går op og ned det meste af vejen. I byen Armintza drejer man mod øst for at køre hen langs vandet og ad kategori 3-stignigen Jata (9,1 km, 3,0%, max. 11%), der først består af to små bakker på omkring 1 km med efterfølgende nedkørsler, inden de sidste 4,1 km stiger med 5,5%, herunder 7,3% over de første 1,8 km, frem mod toppen, som rundes efter 124,6 km.
Nu forlader man igen vandet, når man kører mod syd og nordøst ad en ikke så svær nedkørsel, inden det får mod syd ind i landet via en bakke (1,6 km, 7,5%), der har top efter 133 km, hvorefter man fortsætter mod syd ad en vej, der først er let faldende og siden flad. I udkanten af målbyen kører man mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Urruztimendi (1,9 km, 11,0%, max. 18%), der er en klassisk baskisk mur, som efter en lidt blød start med 2,4% over 500 m stiger med 14-15% over en kilometer og dernæst 10,1% frem til toppen, som rundes efter 147,2 km. En i starten teknisk og siden let nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod nordvest ind til målbyen, hvor stregen krydses efter 155,3 km i forbindelse med dagens anden spurt.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 30,3 km lang rundstrækning. Den indledes med en flad tur rundt i byen, inden man kører mod sydvest og sydøst op ad kategori 2-stigningen Vivero, denne gang fra den svære side. Her stiger den med 6,3% over 6,0 km med et maksimum på 19%, men den skal deles i to. De første 1,9 km stiger således med hele 11,7% - herunder med 17,3% over 700 m - men derefter stiger de sidste 4,1 km bare jævnt med 3-5% frem til toppen, som rundes efter 166,0 km.
Herfra resterer 19,6 km, som indledes med et let faldende plateau, der leder mod sydøst, inden en meget teknisk nedkørsel fører mod sydøst og sydvest tilbage til dalen. Her rammer man en næsten flad vej, der fører mod først nordøst og siden nordvest ind til målbyen, idet den sidste del af vejen er ganske let faldende med ca. 1% fem mod de sidste 500 m, som stiger med 2,1% med et maksimum på 6%. Over de sidste 3 km er eneste forhindring en rundkørsel med 2,3 km igen, hvorefter vejen dog ugter sig en del, herunder med en kurve bare 100 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 2703 højdemeter.
Etapen er akkurat lige så svær at forudsige som den foregående. Forskellene kan nu være så store, at et udbrud kan have en chance, men der er en vis risiko for, at trøjen vil være så truet, at det alligevel bliver samlet. Alt afhænger af, om Vivero køres aggressivt fra klassementsholdene, som dermed igen kan skabe en situation, hvor der kan angribes på skift i den flade finale. Det er dog også muligt, at det holdes samlet, og at en decimeret favoritgruppe skal afgøre det i et spurtopgør.
Zamudio har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
5. etape
Baskerlandet er først og fremmest kendt for sine mure, men det er relativt sjældent, at løbet har en afslutning på en af de stejle sataner. I år har vi heller ikke en klassisk murafslutning i stil med den, vi havde i 2021, men på løbets næstsidste etape får man dog fornemmelsen af at skulle spurte op ad en mur. Her afsluttes en benhård dag med næsten 3500 højdemeter og en meget svær stigning i finalen nemlig med en bakke op mod målet, hvor de sidste 500 m stiger med hele 12,8%. Forinden ventes klassementsrytterne at have udkæmpet et slag på stigningen, og selvom der vil være tid til regruppering inden spurten op ad muren, kan det meget vel være fredag, at vi får det første fuldtonede opgør mellem favoritterne, men med et lettere stykke efter toppen af stigningen kan der også være lagt op til mere af det ukontrollerbare kaos, som også både 3. og 4. etape lægger op til.
Med en distance på 163,8 km er der tale om en kort etape, der fører fra Ingeteam Park i Zamudio til Mallabia. Fra start kører man et kort, fladt stykke mod sydøst, inden han drejer mod nordøst for at skære ind gennem bakkerne. Det sker via først en ikke-kategoriseret stigning (4,1 km, 5,7%), der har top efter 11,2 km, inden man kører mod nord ad en tekniske nedkørsel og op og ned ad en bakke (1,3 km, 8,7%). Herfra går det med det samme mod nordvest og nordøst op ad kategori 2-stigningen Paresi (9,0 km, 3,4%, max. 12%), der e en todelt stigning med først 1 km med 9,8% og siden et fladt plateau og en nedkørsel, inden de sidste 6,4 km stiger relativt jævnt med 6-7%, dog afbrudt af et plateau nær toppen, som kommer efter 27,1 km.
Derfra leder en let nedkørsel mod øst ned til vandet, som følges fladt mod syd ned til Gernika-Lumo, hvor man vender rundt for at køre mod nord op langs vandet. Senere drejer man mod sydvest for at følge den flade kystvej, der dog hurtigt bliver mere kuperet. Først skal man over en bakke (3,2 km, 3,6%) med top efter 60,8 km, inden der venter en nedkørsel efterfulgt af kategori 3-stigningen Bedarona (2,1 km, 7,1%, max. 9%), der er en meget jævn stigning med top efter 65,8 km. Herfra følger man et plateau mod sydøst, inden en kort nedkørsel leder mod nordøst tilbage til vandet.
Nu forlader man havet, når man kører mod sydvest ind i landet, men det sker gennem terræn, der først er fladt og siden kun let stigende. Det ændrer dig imidlertid, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Gontzagariagana (2,6 km, 6,5%, max. 10%), der er en relativt jævn stigning med top efter 93,8 km. En lidt småteknisk nedkørsel leder mod øst, inden man med det samme kører mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der starter blødt med 4-6% over den første kilometer, men siden stiger med 7.9% frem mod toppen, som rundes efter 104,5 km. En kringlet nedkørsel leder nu mod sydøst ned til byen Ermua, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad første del af målstigningen frem til dagens første spurt, som kommer i målbyen Mallabia efter 113,5 km.
Denne gang kører man dog ikke hele vejen op til stregen. I stedet fortsætter man videre mod nordvest ad en stigning (3,0 km, 5,6%), inden det falder mod sydvest tilbage til dalen. Den forlader man med det samme, nå man kører mod nord og nordvest op ad endnu en bakke (5,2 km, 4,9%), der har top efter 127 km, inden en småteknisk nedkørsel leder mod syd tilbage til dalen og den store by Durango. Her rammer man en let stigende vej som følges mod sydøst og forbi dagens anden spurt, som kommer efter 136,0 km.
Bare 7,6 km efter spurten indledes finalen, når man kører mod nordøst, øst og igen nordøst op ad kategori 2-stigningen Karabieta (6,7 km, 5,6%, max. 15%). Tallene snyder da de første 3 km stiger med 9,4%, herunder med 12,0% over de første 500 m, inden der venter 2 næsten flade kilometer og slutteligt 1700 m, som stiger jævnt med 6,0% frem mod toppen, der rundes efter 150,7 km.
Herefter indledes de sidste 13,1 km med en småkringlet nedkørsel, der leder mod nordøst og nordvest ned til lørdagens målby Eibar, hvor man ramme en let stigende vej, der leder mod sydvest og nordvest ind til målbyen Mallabia. Den stiger hovedsageligt med ca. 2%, indtil den ved den røde flamme bliver en anelse stejlere med 500 m med 5,4% og snor sig let med en rundkørsel 2,5 km fra stregen. Med 500 m igen drejer man skarpt til højre ind på finalemuren, der stiger med 12,8& i snit og går ad en snoet vej med et hurtigt dobbeltsving 250 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 3423 højdemeter.
Det ligner det første rigtige slag på klatreevner mellem favoritterne. Karabieta er svær nok til, at favoritterne kan angribe hinanden, og det vil formentlig være en relativt lille gruppe, der runder toppen. Herefter er der tid til en regruppering, og så kan vi få endnu en taktisk og ukontrollerbar finale, der er åben for angreb allerede inden muren. Det er dog også sandsynligt, at det ikke lykkes nogen at snige væk, og så vil der kunne vindes sekunder i en afslutning, der får de virkelige murspecialister til at slikke sig om munden.
Mallabia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
6. etape
Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den fjerde udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, og i år er det igen den klassiske kongeetape, der lukker ballet, som det også skete i 2018 og 2021. Afslutningen på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være en af løbets væsentligste klatreudfordringer i 2022.
Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål et fast element af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Baskerlandet Rundt om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men i 2017 og 2018 gav man finalen et nyt twist ved at køre opad Arrate-stigningen fra en langt stejlere side. Den ide droppede man dog i 2019, og også i år er det den klassiske og lettere opkørsel, der er på programmet.
Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side, som i alt væsentligt blot er Arrate-stigningen fra sin stejle side. Det gjorde man igen i 2019, men ikke sidste år, hvor man i stedet brugte en ny og meget svær stigning, Krabelin, der blot er en lidt anden opkørsel af Ixua. Det gav en fabelagtig og højdramatisk afslutning, hvo alt blev vendt på hovedet, og selvom man denne gang har forlænget ruten med ca. 25 km, har man valgt noget, der på etapens anden halvdel er tæt på et totalt genbrug af den etape, som afsluttede løbet med et brag for et år siden.
Trods forlængelsen er etapen med en distance på bare 136,3 km stadig en kort og intens sag, der fører feltet fra Eibar til toppen af Arrate-stigningen, som ligger i byens udkant. Derfor består hovedparten af etapen også af en kringlet tur ud i de omkringliggende bakker, inden man kører tilbage til Eibar for slutteligt at køre op ad den ikoniske målstigning. Starten er dog fredsommeligt, da man følger en let stigende dalvej mod nordøst, men hurtigt tager etapen fat, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,5%, max. 13%), der er en relativt jævn stigning med top efter 13,4 km.
På toppen vente kun en ultrakort nedkørsel, der leder mod sydøst, inden man fortsætter mod sydøst op ad en bakke (5,6 km, 3,6%) med top efter 22 km, inden det begynder at falde, når man drejer mod nord og senere øst. Man når næsten helt ud til vandet, men i stedet drejer man mod syd for at køre ad et kort, fladt stykke. Hurtigt man drejer mod vest for at passere kategori 2-stigningen Endoia (5,3 km, 6,8%, max. 13%), der er en ujævn sag med først 3,2 km med hele 9,8%, inden en kort nedkørsel leder frem til en lille kilometer med 6,3%. Toppen rundes efter 42,7 km, men der følger kun en ultrakort nedkørsel, som leder mod nordvest og syd, inden det går mod sydøst og sydvest op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,1 km, 7,4%, max. 15%), der også er en ujævn sag med 10,0% over de første 3 km, inden den bare stiger med 2,9% frem mod toppen, som rundes efter 52,4 km, hvor man rammer sidste års rute. Herfra er den resterende del i store træk som i 2021.
Der bliver ikke megen tid til at komme sig. En nedkørsel, der kun i starten er teknisk, leder mod sydvest og sydøst ned til byen Azkoitia, hvor man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Gorla (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der indledes med 3 km med 7,9%, men derefter er ganske let med kun én stejl kilometer på 7,3% på resten af stykket frem mod toppen, der kommer efter 72,3 km. En svær nedkørsel fører nu feltet mod sydvest og vest tilbage til dalen, hvor etapen endelig bliver lidt lettere. Her følger man nemlig en flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, idet man undervejs kører dagens første spurt på toppen af en bakke (600 m, 6,4%) efter 88,0 km.
Etapen tager fat igen, når man inden centrum drejer mod nord for at passere kategori 1-stigningen Krabelin (5,1 km, 10,5%, max. 17%), der faktisk bare er en anden opkørsel af Arrate, hvorfor bjergspurten kommer ved en passage af målstregen fra den forkerte. Der er tale om en brutal opkørsel, hvor de første 1400 m stiger med 7,3%, inden der venter 2,7 km med hele 12,2% og slutteligt 5,2% over de sidste 1000 m frem mod toppen, der passeres efter 95,7 km. Herefter stiger det kortvarigt let mod nordvest og sydvest via den nedkørsel, der findes i finalen, inden det falder let mod sydvest. I stedet for at køre hele vejen ned ad målstigningen drejer man hurtigt mod nordvest og siden nord og nordøst ad en let og lige nedkørsel, idet man nu kortvarigt afviger fra sidste års rute.
Efter 109,2 km ender nedkørslen, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der bare er en helt jævn og relativt let opkørsel med top efter 114,3 km. De sidste 22,1 km indledes nu med en teknisk nedkørsel, som leder videre mod sydvest ned til dalen og byen Elgoibar, som nås med 15,2 km igen. Nu følger man en let stigende dalvej mod sydvest ind til centrum af Eibar, hvor dagens sidste spurt kommer efter præcis 127,0 km.
Umiddelbart efter spurten vender man rundt for at køre op ad en bakke (500 m, 9,4%, hvorefter man med det samme drejer mod nord for at tage hul på den klassiske kategori 1-stigning Arrate - eller Usartza, som den også kaldes. Fra denne sidste stiger den med 8,8% i snit over 4,5 km. Der er tale om en meget regulær stigning med stigningsprocenter på 9-10 efter de første 500 m med 5,4%, inden de sidste 500 m stiger med 6,3%. Toppen rundes med efter 133,8 km med bare 2,6 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let med 1,2% frem til kort efter den røde flamme, hvorefter det falder med 5,2% over de sidste 900 m. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.
Etapen byder over den korte distance på i alt 3547 højdemeter.
Denne etape har traditionelt været dagen, hvor klatrerne kan gøre en forskel, og da det i år er den eneste etape, der kan siges at have en reel bjergfinale, er det i år i særlig grad her, det store slag skal slås. Sidste år så vi, at løbet eksploderede til atomer fra distancen, da Tadej Pogacar og UAE blev fanget på en tidlig nedkørsel, og den slags tidligt drama kan altid gentages - også fordi passagen af Krabelin lægger op til, at man ikke behøver at vente til finalen. Meget vil afhænge af klassementet efter de første fem etaper, men sandsynligheden taler trods alt for et knap så vanvittigt løb som sidst, og at en decimeret favoritgruppe skal afgøre det på sidste stigning. Historien viser dog også, at bedste mand sjældent kører alene væk på den relativt korte stigning, og ofte er det en lille gruppe, der skal spurte om det i den kringlede og faldende finale. Forskelle bliver der dog altid gjort, og da det er løbets sidste dag, er der ingen grund til at holde noget igen, når det endelige klatreslag om den samlede sejr skal slås lørdag eftermiddag på en rute, der gav os et af årets bedste cykelløb i 2021.
Som sagt udviklede sidste års etape sig til et vildt drama, da UAE blev fanget på en nedkørsel af Primoz Roglic og Jumbo. Sloveneren kom stille og roligt af med alle sine følgesvende, men ikke David Gaudu, der fik lov at vinde etapen, mens Roglic med en 2. plads tog den samlede sejr. Bag dem arbejdede Tadej Pogacar som besat for at redde fadæsen, men han kom 35 sekunder for sent, og det var Alejandro Valverde, der var hurtigst blandt de fire, der spurtede om 3. pladsen. I 2019 blev etapen også helt ustyrlig fra distancen, og mens Astana sov i timen, kørte Emanuel Buchmann alene væk fra et udbrud og sejrede med 1.08 ned til Ion Izagirre, Adam Yates og Jakob Fuglsang, der kørte 16 sekunder fra Tadej Pogacar og Dan Martin, 42 sekunder fra Mikel Landa og mere end et minut fra alle andre.
I 2018 besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favoritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.
Etapen med den klassiske finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men efter det var det længe Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.
Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2020, hvor Primoz Roglic vandt en meget speciel åbningsetape ved at køre væk fra Richard Carapaz, Dan Martin, Esteban Chaves, Felix Grossschartner, Enric Mas, High Carthy og Sepp Kuss på den sidste nedkørsel. Også i 2012 blev afslutningen benyttet, og her nåede Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome mål sammen, men Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.
Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser
Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt
Favoritterne
Grundet en ærgerlig forhindring, der har fået min tidsplan til at skride, bliver favoritvurderingen først klar til søndag aften. Da et stort løb som dette fortjener tid til, at man kan sætte sig ordentligt ind i ruten, lægger jeg således rutebeskrivelsen og min indledende analyse af løbets karakter, op nu. Søndag aften vil der følge en endelig favoritvurdering med stjernetildeling samt naturligvis en optakt til mandagens 1. etape.
Sammen med Volta a Catalunya er Vuelta al Pais Vasco som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel, byder løbet i Baskerlandet altid på en enkeltstart, der traditionelt har været den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er stigningerne i Catalonien typisk lange, høje og relativt bløde, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.
Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne, voldsomt kuperede natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet i baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ofte ikke kun har handlet om traditionelle enkeltstartsevner, men at Baskerlandet Rundt på mange måder er sit helt eget etapeløb.
Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerer, når det bliver rigtigt stejl, nu tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.
I de seneste år har løbet dog stille og roligt ændret karakter. Enkeltstarten, der traditionelt har været nøgleetapen, er blevet kortere og kortere, men i år når vi et helt nyt niveau. Denne gang er den bare 7,5 km lang, og med den uhørt korte distance er det slut med at betegne den som løbets vigtigste etape. Det er klart, at den i et tæt løb stadig kan være afgørende, og tempoevner kan således ingenlunde negligeres, men hvor man tidligere ikke kunne vinde løbet uden at køre en god enkeltstart, vil det ikke være tilfældet i år. Derudover er ruten klassisk baskisk i den forstand, at den er både meget teknisk og relativt kuperet, og selvom den slet ikke byder på så megen klatring, som vi så i 2019 og 2021, hvor der var lange og svære stigninger på programmet, er det bestemt ikke en rute for klassiske tempospecialister, men for eksplosive og teknisk dygtige specialister.
Selvom tempoevner kan spille en rolle, når de bedste skal adskilles, ligner det et løb, der først og fremmest skal afgøres af klatreevner, et stærkt hold og ikke mindst taktik, der meget vel kan komme til at spille en nøglerolle. Det har det i forvejen gjort i de seneste to udgaver. I 2019 sov Astana gevaldigt i timen på kongeetapen, hvor Emanuel Buchmann med et langt soloridt kørte sig i førertrøjen, og selvom det lykkedes kasakkerne at vende det på hovedet igen på sidste etape, kunne det meget let have været et taktisk fremstød og ikke gode ben, der gjorde forskellen. Sidste år så vi det samme mønster, da de slovenske favoritter blev fanget i det taktiske spil efter den svære stigning på 4. etape og lod de to løjtnanter, Brandon McNulty og Jonas Vingegaard, stikke af i en ukontrollerbar finale, som sendte McNulty i førertrøjen. Dagen efter fangede Primoz Roglic hele UAE og Tadej Pogacar på en nedkørsel, og derefter udviklede kongeetapen sig til et vildt drama, men hele det forløb viser, at disse baskiske etaper er så svære at kontrollere, at taktik og derfor også et stærkt hold er helt afgørende komponenter. Er man uden megen støtte, har man formentlig ikke en reel chance for at vinde løbet - i hvert fald ikke, hvis ikke man er så heldig eller dygtig først at erobre trøjen på Arrate på kongeetapen.
I år ser taktik og kollektiv styrke ud til at blive om muligt endnu vigtigere. Hele tre af de seks etaper er designet efter det mønster, der sidste år var anledning til løjtnantkuppet. Konceptet er enkelt. Man indlægger en så svær stigning i finalen, at klassementsrytterne formentlig vil angribe hinanden, og derefter vil der være så få hjælpere blandt isolerede favoritter, at hvem som helst kan snige sig væk i et taktisk spil. Den slags kørsel er nemlig mulig på både 3., 4. og 5. etape, og det er derfor langt fra sikkert, at bedste mand nødvendigvis vinder. Sidste år havde McNulty ikke benene til at forsvare trøjen, men er det en stærkere mand, der får et sådant forspring, kan taktik være en vej til sejr på denne rute.
Det er dog langt fra sikkert, at de tre etaper bliver afgørende. Køres de ikke aggressivt, eller er der et stærkt hold til at kontrollere finalerne, kan de - hvis ikke et udbrud har taget sejren - blive afgjort i spurter i små grupper. To af disse er flade, mens den ene er en rigtigt murfinale i den knaldhårde afslutning på 5. etape. Da bonussekunder blev indført for nogle år siden, betyder det, at spurt- og puncheurevner sagtens kan blive en komponent. Der er således 30 bonussekunder på spil, hvis små grupper skal spurte om sejren alle dage.
Klatreevnerne er dog helt afgørende, hvis man skal spille en rolle på de tre etaper, og de er særligt vigtige på kongeetapen. Den er ligesom de seneste år designet sådan, at den kan eksplodere fra distancen, men historien viser også, at et stærkt hold kan holde styr på tingene. I det tilfælde bliver det et opgør mellem klatrerne på Arrate, Selve stigningen er fra den klassiske side ikke verdens sværeste, og historien viser, at de 3-4 bedste mand ofte spurter mod hinanden på nedkørslen til sidst, som vi senest så i 2019, hvor Emanuel Buchmann dog var kørt væk forinden, og på 1. etape af Vueltaen i 2020, hvor Primoz Roglic sejrede. Med andre ord kunne meget tale for, at de allerbedste vil vinde tid på de fleste, men måske ikke på hinanden, medmindre løbet er eksploderet tidligt. Også her er en god spurt således en komponent i den kringlede afkørsel, der dog mere handler om power og timing end klassisk spurtstyrke.
Jeg regner ikke med 2. etape kommer i spil, for selvom der af gode grunde nærmest ikke er én eneste sprinter i år, må man formode, at førertrøjens hold vil sørge for, at det bliver en spurtafgørelse, hvis ikke en puncheur kan angribe på en af de sidste stigninger. Jeg regner således, at det bliver et løb, der vil blive afgjort i en skøn blanding af klatreevner, evner på en teknisk, eksplosiv enkeltstart, spurtstyrke og punch, taktik og ikke mindst et stærkt hold. Etapernes design gør dem så svære at kontrollere, at de kan udvikle sig på 117 forskellige måder, og derfor er det svært at sige, præcis hvor meget de enkelte elementer vil betyde. Én ting er dog sikkert: man vinder ikke løbet, hvis ikke man er en fremragende klatrer på den slags relativt korte og stejle stigninger, som kendetegner Baskerlandet!
Noget andet, der kendetegner regionen, er regn, og som vi så i GP Miguel Indurain, har området i de seneste dage været ramt af både snefald og isnende kulde. De kuldskære klatrere kan dog ånde lettet op. Temperaturen vil bare stige og stige gennem hele ugen, og efter en kølig enkeltstart om mandagen med bare 10 grader, vil de sidste to etaper finde sted i knap 20 grader. Det ser også ud til, at det kun er onsdagens etape, hvor der vil være en relativt begrænset risiko for en byge, og der bliver derfor ikke megen baskisk regn i år. Vind vil der heller ikke være meget af, selvom de sidste to dage bliver en anelse mere blæsende. Her er det måske være at notere sig, at der ventes medvind på finalestigningerne både torsdag, fredag og lørdag, og det taler for, at etaperne kan blive mere selektive, hvilket klatrerne vil være glade for - ikke mindst på Arrate på lørdag.
Med udsigt til et løb afgjort på så alsidigt et spektrum af egenskaber peger jeg på Primoz Roglic som favorit. Sloveneren har som bekendt en uhyggelig historik i ugelange etapeløb. Når man renser hans statistik for sidste års Paris-Nice og 2020-udgaven af Dauphiné - to løb, han reelt allerede havde vundet, inden han styrtede - er han, siden han startede sin stime i Baskerlandet i 2018, kun blevet besejret i ét ugelangt etapeløb, og det tæller endda ikke rigtigt med. Det var nemlig 2018-udgaven af Tour of Britain, som han alene kørte i formsvag tilstand som VM-forberedelse, og man kan med nogen ret hævde, at Roglic reelt ikke er blevet slået i et ugelangt etapeløb i næsten fire år. Den statistik blev heller ikke brudt, da han tidligere i år vandt Paris-Nice.
På listen står allerede to sejre i dette løb, og det er ikke tilfældigt. Det passer ham nemlig fremragende. Roglic er uhyggeligt stærk på de korte, eksplosive stigninger, der kendetegner løbet, og som sagt har enkeltstarten traditionelt været uhyggeligt afgørende - en enkeltstart, han i øvrigt allerede har vundet tre gange. De tempoevner får han ikke på samme måde glæde af i år, for selvom han sammen med Evenepoel ligner den store favorit til den korte og eksplosive åbningsetape, vil hans tidsgevinst denne gang være begrænset. På denne rute skal han først og fremmest vinde løbet i bjergene.
Det er heldigvis også muligt, men det er sjældent, at jeg ikke føler mig helt overbevist, om at Roglic vil vinde. Der er nemlig flere spørgsmålstegn. Hans nedtur i Paris-Nice gav en indikation af, at han måske ikke længere er ved fordums styrke, og det indtryk blev kun bekræftet i Milano-Sanremo, hvor det var ret usædvanligt at se ham sidde så langt tilbage på toppen af Poggio. Med tanke på hans alder er det svært ikke at blive lidt bekymret for, om han har toppet.
Når det er sagt, vandt han stadig Paris-Nice. Det gjorde han ved at vinde kongeetapen og ved på enkeltstarten kun med det yderste af neglene at blive slået af Wout van Aert. Selv på sin dårlige dag, der muligvis også var delvist forårsaget af kulden, som før har voldt lidt problemer, var han trods alt stadig løbets tredje- eller fjerdestærkeste mand (Daniel Martinez punkterede som bekendt ud af frontgruppen). I det lys vil selv den Roglic, vi så i Paris-Nice efter alt at dømme være bedste mand her.
Jeg er dog bekymret for hans hold. Som sagt kan dette løb blive afgjort på taktik, og hvis den ustabile Sepp Kuss ikke er bedre end i Tirreno, får Jumbo et gevaldigt problem, når Ineos kommer blæsende med deres alenlange serie af kaptajner. Allerede sidste år så vi en taktisk finale, hvor han måtte lade Vingegaard spille Jumbos kort, og med udsigt til lignende taktiske afslutninger på 3., 4. og måske også 5. og 6. etape, er det langt fra sikkert, at stærkeste mand vinder. Jumbo kan enten misse helt ud, eller han kan være tvunget til igen at spille Vingegaard-kortet, og selvom han formentlig er stærkest, er det denne gang langt fra sikkert, at han vinder - slet ikke hvis Kuss stadig er skuffende.
Alligevel må han være manden, der skal slås. Med sin spurtstyrke kan han score et hav af bonussekunder, hvis det lykkes at kontrollere finalerne over de sidste fire dage, han er den bedste temporytter, og han er formentlig den bedste på stigningerne. Jumbo har trods alt også den luksus, at de måske har løbets to stærkeste ryttere, og derfor er der altid plads til at ofre den ene, hvis Kuss igen er fraværende. Det ligner en sværere opgave end normalt, men jeg tror, at Roglic fuldender sit hattrick.
Netop udsigten til et taktisk løb gør, at Jonas Vingegaard kan ende som Jumbos kaptajn. Holdet har meldt ud, at de begge er beskyttede, og vi så sidste år, at de taktiske finaler netop førte til, at Vingegaard blev spillet ud. Med dette års rutedesign kan den situation sagtens opstå igen, og selvom Roglic skulle vise sig som Jumbos stærkeste, er dette mere end normalt ruten, hvor næststærkeste mand kan ende med at køre sin chance.
Vingegaard kan meget vel vise sig at være næststærkest - ikke bare på holdet, men i hele løbet. Hans kørsel i Tirreno bekræftede i hvert fald klart, at vi skal regne ham som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere, og hvis han har samme niveau nu, er der ikke mange i dette felt, der vil være stærkere. De eksplosive stigninger burde også passe ham storartet, og vi så sidste år, hvor fremragende en temporytter, han er blevet. Ganske vist kørte han en skuffende enkeltstart i Tirreno, men denne rute er helt anderledes og passer ham meget bedre. Desværre har vi ofte set - senest i Tirreno - at han har det svært på den første dag efter en pause, men skulle det ske igen her, vil tidstabet på en kort enkeltstart trods alt være begrænset. Samtidig er ruten perfekt designet for Vingegaard, når etaperne bare bliver sværere og sværere, og derfor har han tid til at få sin rust banket af.
Det vil undre mig, hvis han er løbets stærkeste, men lige netop på denne rute behøver han heller ikke at være det. Det kunne meget vel ligne et taktisk løb, hvor det er en fordel at have mere end ét kort at spille. Lykkes det ham igen at have i en situation, hvor han i en af de flade finaler kan komme væk og vinde noget tid på Roglic, er jeg ikke så meget i tvivl om, at sloveneren gerne ofrer sig for sin danske holdkammerat. Chancen var allerede tæt på sidste år, og denne gang ser det ud til, at muligheden for en sådan taktisk afgørelse blot er endnu større.
Udsigten til et løb, hvor taktik og overtal kan blive altafgørende, gør, at Ineos står uhyggeligt stærkt. Briterne har et hav af kandidater, og af disse ligner Daniel Martinez stærkeste mand. Colombianeren lignede allerede i sidste års Giro en mand, der kunne være blevet meget mere end nr. 5, hvis ikke han havde været hjælper, og det har han i den grad bekræftet i år. I Algarve gjorde han det fremragende på stigninger, der ikke passede ham, og i Paris-Nice fulgte han Roglic til dørs på kongeetapen, og var han ikke punkteret på sidste etape, kunne han meget vel sammen med Simon Yates have stjålet sejren fra sloveneren.
Stigningerne her er ikke ideelle for Martinez, men da han vandt en Tour-etape, skete det netop på en stejl mur fra et udbrud. Han har også vist godt punch i sine spurter på Malhao i Algarve og på kongeetapen i Paris-Nice, og det er derfor bestemt ikke terræn, hvor han er svag. Enkeltstartens tekniske karakter gør, at den næppe er ideel for ham, men han er stadig en af de klart bedste temporyttere i løbet. Først og fremmest er han dog en del af det suverænt stærkeste hold, og i et løb, der kan udvikle sig taktik, står Ineos først for til at udnytte den svaghed, Jumbo måtte vise. Martinez’ problem kan være, at han vil være den mest overvågede på holdet, men da han formentlig er stærkeste mand, må han tilskrives den største chance for i kraft af holdets styrke at vinde, også selvom Roglic skulle vise sig stærkere.
Et andet meget stærkt hold er Bora, der ligesom Ineos har flere vinderkandidater. En af disse er Sergio Higuita, der med den samlede sejr i Catalonien satte en fed streg under, hvor store fremskridt han har gjort efter skiftet til det tyske hold. Dette løb med sine eksplosive stigninger passer ham endda langt bedre, for vi så senest i Barcelona, hvor han lignede stærkeste mand, at han er fremragende på korte, stejle stigninger. Modstanden her er skrappere, end den var i Catalonien, og derfor har han lidt at bevise, men hans kometagtige opstigen i denne sæson gør det sandsynligt, at han også kan være med her. Formen burde være god, selvom han udgik lørdag i et løb, hvor Bora åbenbart havde bestemt sig for at køre for Vlasov.
Enkeltstarten skuffede i Algarve, men dengang havde han tabt tid grundet et styrt, og holdet valgte derfor at holde ham lidt tilbage for at spare ham til sidste etape, som han vandt. Denne tekniske, kuperede enkeltstart burde passe ham godt, og han gjorde allerede fremskridt på det område. Med en Specialized-cykel under sig tror jeg faktisk, at han lægger stærkt ud mandag, og så står han stærkt. Som den måske hurtigste af klassementsrytterne kan han score et hav af bonussekunder, hvis det lykkes at kontrollere finalerne over de sidste fire dage, og hans hold er brølstærkt med gode muligheder for at forsvare og deltage i det taktiske spil. Det er bestemt ikke umuligt, at Higuita kan vinde igen, selvom han skal bevise sig i dette selskab også.
Ineos’ andet kort er Adam Yates. I både 2019 og 2021 kom briten til dette løb efter en forrygende sæsonstart, hvor han i førstnævnte år kun var blevet slået på de alleryderste marginaler af Roglic i Tirreno, og i sidstnævnte år havde vundet i Catalonien. Gassen var dog gået en smule af ballonen, og selvom han vandt en etape i 2019 og endte i top 5 i begge udgaver, virkede han ikke helt så stærk, som han havde gjot tidligere på året.
Denne gang er der større spørgsmålstegn. Efter endnu en uhyggeligt overbevisende start i UAE Tour faldt han igennem i Paris-Nice, og da vi i forvejen ved, at hans form ikke altid er til at spå om, kan han sagtens falde igennem igen - i hvert fald hvis trenden holder, og han atter er svagere i dette løb end i de foregående. Hvis til gengæld han har rejst sig, passer løbet ham sublimt. Han er fremragende på korte, stejle stigninger, og han burde elske den eksplosive og korte enkeltstart, særligt med den enorme fremgang han antydede i UAE Tour. Vigtigst af alt er han dog en del af det skræmmende Ineos-kollektiv, og hvis bare han er god nok til at holde sig til i klassementet, kan det sagtens blive ham, der vinder i det taktisk lotteri, som på denne rute kan udfolde sig.
Dette er endnu en stor test for Remco Evenepoel , der fik sig lidt af lussing, da han skulle op mod Tadej Pogacar i Tirreno. Det blev andet løb i år, hvor det stod klart, at han lige nu har sine begrænsninger i bjergene, og det er efterhånden ganske bekymrende. Heldigvis er dette løb formentlig bedre for ham. Ganske vist har han talt om vanskeligheder på stejle procenter, men hidtil har hans største problem været længere stigninger, og dem er der ikke mange af her. Et bud vil være, at risikoen for endnu et kollaps vil være mindre her, selvom han fortsat har en del af bevise efter skuffelserne i Valencia og Tirreno.
Desværre får han grundet den korte enkeltstart slet ikke fuld valuta af sine tempoevner, og den gevinst bliver endnu mindre af, at den tekniske og eksplosive rute passer ham relativt dårligt. Han vil dog stadig formentlig ende i top 2 på åbningsetapen, og derefter venter faktisk nogle etaper, der kan passe ham ganske perfekt. I de taktiske finaler efter stigningerne har han som bekendt en helt utrolig evne til at snige sig væk, selvom han burde være overvåget, og med sin enorme power bliver han uhyggeligt svær at hente, hvis først hullet er slået. Denne rute lægger mere end de fleste op til, at Evenepoel kan gøre det, han er bedst til, nemlig at køre alene i de flade finaler. Jeg kan være bekymret, om holdet kan forsvare en trøje, men Julian Alaphilippe er trods alt ikke en ringe hjælper, som Mauri Vansevenant heller ikke er det. Min største frygt er nok snarere, at sidste etape alligevel bliver for svær, men formen er i hvert fald fremragende, når han angiveligt har slået alle Wout van Aerts Strava-rekorder på sin nylige højdetræningslejr. Ruten gør det med udsigt til taktik i hvert fald ikke umuligt for Evenepoel at få sin revanche.
Boras andet kort er Aleksandr Vlasov , men jeg frygter endnu en nedtur. Han startede så stærkt i Valencia, men fejlede fælt i både Paris-Nice og UAE Tour, og når man betænker, hvor skuffende han var i 2021, er det svært ikke at blive temmelig bekymret. Heldigvis så han ganske overbevisende i lørdagens GP Miguel Indurain, der på den modificerede rute passede ham temmelig elendigt, men hvor han alligevel endte som nr. 2 - endda efter at have været i et udbrud, der blev hentet i bunden af den sidste mur, hvor han endda var tredjebedst i kamp med nogle af de bedste puncheurs.
De eksplosive stigninger passer ham relativt dårligt, men han viste jo netop lørdag, at han sagtens kan håndtere dem. Stejle procenter er han i hvert fald glad for, og vi har på begge hans enkeltstarter i år fået bekræftet, at han har forbedret tempoevnerne enormt. Vigtigst af alt er holdet dog et af de allerstærkeste, både til det taktiske spil og til at kontrollere. Skal han vinde kræver det dog, at han genfinder benene fra Valencia, og at hans senest løb ikke er udtryk for det niveau, vi skal til at vænne os til.
Ineos kan også satse på Tao Geoghegan Hart . Sådan har det ellers ikke været længe, men det synes nu igen at være en option. I hvert fald så han genfødt ud i starten af Tirreno, hvor han var meget overbevisende på enkeltstarten, og da han kørte den ellers velkørende Mikel Landa ud af hjulet og op til Pogacar på 3. etape. Desværre blev han efterfølgende syg, men det kunne være en indikation af, at trængslerne endelig er slut, og at Geoghegan Hart kan bekræfte de forrygende evner, der har gjort ham til Giro-vinder.
Ruten passer ham heller ikke dumt. Han er i hvert fald en temmelig eksplosiv herre med en god spurt, der gør det muligt at jagte bonussekunder. Hans enkeltstart er svingende, men var fremragende i Tirreno, og det lover i hvert fald godt. Først og fremmest er han dog del af det uhyggeligt stærke Ineos-hold som i et måske taktisk løb betyder, at han kan tage den samlede sejr uden nødvendigvis at være stærkeste mand.
Vi fortsætter Ineos-stimen. Hvor god er Geraint Thomas ? Han fik ødelagt sin vinter af sygdom, og derfor var han så formsvag, at han droppede Tirreno og i stedet kørte det mindre Coppi e Bartali. Her valgte han at være ren hjælper for Eddie Dunbar og Ben Tulett, men skal man tro meldingerne fra Italien, var han ganske overbevisende, når han på egen hånd kontrollerede finalerne. Niveauet her er dog også et helt andet, og meget kunne fortsat tyde på, at han har haft sin bedste tid. Allerede inden sit styrt i Touren havde han nemlig tabt tid, og han er bare blevet gradvist svagere de seneste år. Omvendt var han ikke ringere, end at han vandt Romandiet og var på podiet i Catalonien og Dauphiné, hvor han kørte for holdkammerater, og har han samme niveau nu - hvad jeg tvivler på - kan han også vinde her. Han vil vinde tid på enkeltstarten, og jeg vil tro, at dette er det første løb, hvor han kommer for at lave et resultat, nu hvor Coppi e Bartali viste, at formen er ved at være der. Hans hold er fremragende, og i de flade og taktiske finaler gør hans power ham til et ideelt kort at spille.
Vi tager lige endnu en Ineos-rytter. Carlos Rodriguez har i år gjort enorme fremskridt og sat en streg under, at han er en af fremtidens store etapeløbsryttere. Vi har ganske vist i Laigueglia og Andalusien set, at han stadig mangler lidt for at matche de bedste, men hans Catalonien var ganske fornemt, når man betænker, at han endte langt fremme på kongeetapen, selvom han havde taget en stor føring for Richard Carapaz i modvinden. Disse korte, eksplosive stigninger passer ham desværre ret dårligt, som vi så i Andalusien og Barcelona, og da han i forvejen synes at mangle lidt for at være i den absolutte elite, bliver det nok svært at vinde. Hvis omvendt han får vundet lidt tid i en af de taktiske finaler for det stærke Ineos-hold, er han også så god, at det bestemt ikke er helt umuligt.
En af de løbets stærkeste vil formentlig være Enric Mas. Den normalt ellers så langsomt startende spanier har været helt anderledes i år, hvor han imponerede stort i både Valencia og Tirreno, inden han styrtede. Efter en pause skal han altid bevise, om han har samme form, men det så fornuftigt i går, hvor han på den nye rute i GP Miguel Indurain, der nu slet ikke passede ham, testede sine ben tidligt i løbet og derefter sad op. Desværre er hans enkeltstart stadig langt fra det, vi kendte fra tidligere, men denne gang er den heldigvis kort, og han viste i Vueltaen, at han har fået helt ny smag for korte, stejle mure, ikke mindst i Valdenpeñas de Jaen. Løbet passer ham derfor ikke specielt dårligt, men desværre er Movistar ikke stærke. De er bestemt ikke det ringeste hold, men i det taktiske spil kan han meget vel være alene, og det kan blive kompliceret for Movistar at forsvare trøjen, hvis han skulle erobre den.
Bahrain satser hele butikken på Pello Bilbao, der har været flyvende i år. I hvert fald ser han ud til at have nået et helt nyt niveau med den klatring, han viste i Valencia og ikke mindst UAE Tour. Til gengæld så vi i Tirreno, at træerne ikke vokser ind i himlen, og han ser fortsat ud til at være lidt under de bedste, når det fo alvor går løs i bjergene. Spørgsmålet er også, om dette løb passer ham. Han synes at have tabt alt sit punch, og nu kører han bare alle stigninger som en enkeltstart. Det kan være en god strategi på lange, stejle stigninger, men er ikke nødvendigvis det bedste på de kortere mure. Hans enkeltstart er heller ikke kommet tilbage, og han vil næppe have mange muligheder for at deltage i det taktiske spil, da Bahrain ikke har det allerstærkeste hold. Det er dog et af de mandskaber, der vil have en reel chance for faktisk at forsvare en trøje, og derfor må han tilskrives en vinderchance, hvis han klatrer, som han gjorde i starten af året. Desværre imponerede han ikke lørdag, hvor Vlasov, der kørte et ensartet løb, slog ham klart, men med den nye rute passede løbet heller ikke til den nye dieseludgave af Bilbao.
Sidste år tog David Gaudu en forrygende sejr, da han var Roglics ledsager i deres kup mod UAE og Pogacar på kongeetapen. Desværre ved vi ikke, om han har samme form nu. Hans styrt i Paris-Nice viste sig værre end frygtet, og han måtte derfor tage en pause. Heldigvis var det alligevel planen at holde fri i resten af marts, men det må alligevel have kostet noget træning. Hvis han allerede er på toppen, burde han dog være ganske stærk. Vi har både her og i Ardennerne set, hvor fremragende han er i dette terræn, og indtil sit styrt kom han også lovende i gang med sæsonen, selvom han skuffede lidt på sidste etape i Algarve. Ardennerne er et stort mål, og derfor skal hans form meget gerne være god. Han vil tabe tid på enkeltstarten, men hans kørsel i Algarve giver i den grad grund til optimisme. Desværre vil han ikke have så mange muligheder for at deltage i det taktiske spil, da FDJ ikke er de stærkeste, men de har dog et af de mandskaber, som måske også kan forsvare en trøje.
Der er intet etapeløb, der passer så godt til Michael Woods som dette. Canadieren elsker stejle mure, og derfor er dette løb helt ideelt for ham. Nu er enkeltstarten endda reduceret til næsten ingenting, selvom den fortsat vil koste ham en bondegård, og dermed er det et løb, han nu reelt kan vinde. Spørgsmålet er bare, om det er på denne rute. Han vil være helt alene i de taktiske finaler, og derfor skal han i hvert fald have heldet med sig, hvis en gruppe sniger sig væk. Det er dog ikke hans største problemer. Alle sole, måner, stjerner, og hvad man ellers kan opdrive af himmellegemer, skal stå rigtigt, hvis Israel-PT skal forsvare en førertrøje i dette løb. Heldigvis er løbet også designet på en facon, hvor den sværeste etape kommer til sidst. Blandt andre Tadej Pogacar har jo vist, at man godt kan vinde et stort etapeløb uden at kontrollere på noget som helst tidspunkt, og den model skal Woods også bruge, hvis han skal vinde. Målet må være at holde sig til, måske have en heldig hånd i det taktiske spil midt på ugen og så håbe på, at han kan vinde hele baduljen med en stor kongeetape, der burde passe ham fint. Udfordringen er imidlertid også, at han trods den storform, han viste i Galicien, efter nu flere sygdomsperioder skuffede fælt i Catalonien, og derfor skal han første bevise, at formen er tilbage.
Ineos kan også satse på Ben Tulett. Briten har længe lignet en af de mest lovende etapeløbsryttere, og det har han blot bekræftet med sin nylige sejr på kongeetapen i Coppi e Bartali. Niveauet der var dog et helt andet, og selvom han imponerede i Ardennerne sidste år, har vi stadig til gode at se ham helt fremme i et så stort og svært løb som dette. Omvendt har han åbenlyst forbedret sig enormt, og som vi senest så i Catalonien, kan disse supertalenter sagtens brage ind på scenen og køre med om sejren på WorldTouren. Når han alligevel ender lidt nede på min liste, skyldes det, at Ineos er så stærke. Nogle ryttere skal være hjælpere, og her må man trods alt formode, at Tulett fortsat er en af de små fisk. Jeg regner derfor med, at han ofres, men får han chancen - måske i en af de taktiske finaler - er jeg ret spændt på at se, hvor langt hans niveau rækker.
Julian Alaphilippe skal naturligvis også nævnes, men det vil undre mig meget, hvis han kører klassement. Det plejer han aldrig at gøre i dette løb, og med den svære kongeetape skal han være temmelig skarp for at kunne gøre det færdigt. Alligevel er man nødt til at åbne døren. Dette er med korte, stejle mure trods alt det etapeløb, der passer ham bedst, og med sin forrygende spurt kan han vinde et hav af bonussekunder undervejs. Den tekniske enkeltstart burde også passe ham som fod i hose, men det er spørgsmålet, om ikke kongeetapen bliver for stram. Han havde i forvejen meget at indhente, da vi senest så ham i aktion, hvorefter han endda blev syg, og selvom han utvivlsomt er bedre nu med Ardennerne forude, ligner dette nok først og fremmest et skridt mod den topform, han synes at få sværere og sværere ved at finde, og som først og fremmest synes at komme til hans vigtigste løb.
Ligesom Woods får Clement Champoussin meget svært ved at vinde løbet, hvis han skal forsvare en trøje, og derfor må hans opskrift være den samme, nemlig at erobre den på sidste etape. Lykkes den strategi, er han dog heller ikke uden chance. Franskmanden er uhyre svingende og utilregnelig, og derfor ved man aldrig, hvilken udgave man får. Han startede dog meget stærkt, inden han fik covid, og han kom stærkt tilbage med lovende kørsel i Ardeche og begyndelsen af Paris-Nice, inden han blev syg igen. Heldigvis så det lovende ud lørdag, hvor han endte langt fremme på en ny rute, der slet ikke passede ham. Til gengæld vil han tabe tid på enkeltstarten, han vil være alene i de taktiske finaler, og hans hold er svagt, ligesom han fortsat skal bevise, at han har taget det næste skridt, vi savnede i et 2021, hvor han efter en lovende start skuffede. Potentialet er dog enormt, og har han som underdog en heldig hånd i det taktiske spil, kan meget lade sig gøre.
Jeg nævner også Emanuel Buchmann, men det er med begrænset entusiasme. Tyskeren synes bare at falde mere og mere af på den for hvert løb, han kører, og i år har det været decideret bekymrende. Han skal i hvert fald have forbedret sig markant, hvis han skal være med fremme, og det beviste han i hvert fald ikke lørdag, hvor Bora dog som sagt også valgte at køre for Vlasov. Med tanke på hans svage 2021 er optimismen begrænset, men tvivlen skal komme ham til gode, når han har haft en løbspause til at forbedre Giro-formen yderligere. Løbet passer ham uhyggeligt dårligt med de korte, eksplosive stigninger, men han har fordel af det stærke hold i de taktiske finaler, hvor Bora kan spille flere kort. Den strategi fungerede for ham, da han i 2019 kom meget tæt på at vinde løbet samlet, og det skal også være hans vej til sejr, hvis han vitterligt har forbedret sig.
Ion Izagirre opnåede vel karrierens højdepunkt, da han i 2019 vandt sit store hjemmebaneløb, men det var også sidste gang, vi så den bedste Izagirre. Siden dengang har han aldrig været på samme niveau, og selvom han kørte et hæderligt Paris-Nice med en samlet top 10, synes han bestemt ikke at være blevet bedre siden sidste år, hvor han endte på podiet i det franske løb. Heldigvis må man formode, at han har forbedret sig frem mod dette løb, der altid er hans store forårsmål, og han så også godt lørdag, hvor den nye rute ikke var ideel for ham. Hans engang så gode enkeltstart er en skygge af sig selv, men skal han igen køre en god enkeltstart, skal det være på en rute som denne. Det er derfor bestemt ikke umuligt at se ham ende i top 10, men med sit nuværende niveau og et svagt hold får han meget svært ved at vinde. Det vil som minimum kræve en heldig hånd i det taktiske spil, men den havde han også sidste år, hvor det netop var ham, der vandt den taktiske etape.
Man må også nævne Pierre Latour, men vi skal nok dæmpe forventningerne lidt. Franskmanden er kommet tilbage på sporet i år, hvor han har imponeret stort siden sæsonstart, men det er det i det eksplosive terræn, at det er sket. I bjergene kom han klart til kort i både Paris-Nice og Provence, og det vil formentlig ske igen på lørdag. Omvendt er disse korte, eksplosive stigninger betydeligt bedre for ham end de lange bjerge, der slog ham ud to gange i Frankrig, og skal han være med fremme i et stort etapeløb, er chancen nok størst her. Han viste, at han er tilbage i form med fremragende kørsel lørdag, hvor han sammen med Marc Hirschi var stærkeste mand på muren, og her beviste han også igen, at han har et fremragende punch. Hurtig er han også, hvorfor han kan jagte bonussekunder, og Total har også et ganske fint hold til måske at have flere kort i de taktiske finaler. Netop taktiske finaler synes Latour at mestre bedre end de fleste, for han synes altid at have held til at snige sig alene væk til sidst, og hans enkeltstarten er med en Specialized-cykel igen blevet fremragende. Spørgsmålet er stadig primært, om han kan klare kongeetapen.
Endelig vil jeg nævne Davide Formolo og George Bennett. UAE er kraftigt svækket af sygdom, og det betyder, at der kan blive plads til sjældne kaptajnroller. Formolo har virket ganske formstærk med den massakre, han leverede på Cipressa i Sanremo, og også lørdag så han godt ud med sin forcering på næstsidste tur på ad muren, inden han ofrede sig for Hirschi. Dette løb med eksplosive stigninger passer ham også fornuftigt, men spørgsmålet er, om ikke kongeetapen er for svær med de evner, vi har set fra ham på lange stigninger på det sidste. Større usikkerhed er der om Bennett. Stigningerne passer ham dårligt, men når han er i form, klarer han eksplosivt terræn fint. Han var svær at læse i Catalonien, for med sit lange angreb i modvinden på kongeetapen, var han formentlig meget bedre, end hans resultat tilsagde. Til gengæld døde han nok engang i kulden, inden han skuffede i Barcelona, og han synes ikke helt flyvende. I forvejen var hans 2021 uhyre skuffende, og derfor har han lidt at bevise. Til gengæld kan UAE måske udnytte, at de har flere kort at spille, når de også har Marc Soler, og det er vigtigt i det taktiske spil.
BEMÆRK: Lad mig understrege, at det er en rangering af vinderpotentiale og ikke styrkeforhold. I dette løb ser det som sagt ud til, at taktik og et stærkt hold kan blive helt afgørende, og det afspejler sig i min rangering. Det bliver meget svært at vinde løbet uden et stærkt hold. Uddybning gives ovenfor.
***** Primoz Roglic
**** Jonas Vingegaard, Daniel Martinez
*** Sergio Higuita, Adam Yates, Remco Evenepoel, Aleksandr Vlasov, Tao Geoghegan Hart
** Geraint Thomas, Carlos Rodriguez, Enric Mas, David Gaudu, Pello Bilbao, Michael Woods, Ben Tulett, Julian Alaphilippe, Clement Champoussin, Emanuel Buchmann, Ion Izagirre, Pierre Latour, George Bennett, Davide Formolo
* Rigoberto Uran, Rafal Majka, Gino Mäder, Mark Padun, Lennard Kämna, Marc Soler, Mauri Vansevenant, Victor Lafay, Sebastien Reichenbach, Sepp Kuss, Oscar Rodriguez, Aurelien Paret-Peintre, Maxim van Gils, Andreas Leknessund, Alexis Vuillermoz, Cristian Rodriguez, Jefferson Cepeda, Ruben Guerriero, Steff Cras, Kenny Elissonde, Juan Pedro Lopez, Hermann Pernsteiner, Kobe Goossens, Diego Ulissi, Jan Polanc, Lucas Hamilton, Gregor Mühlberger, Antonio Pedrero
Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser
Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt
Danskerne
Hos Jumbo er Jonas Vingegaard blandt favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Intermarché skal Julius Johansen støtte Kobe Goossens i klassementet og Quinten Hermans og Hugo Page i jagt på etapesejre, ligesom han måske kan prøve sig af på enkeltstarten. Endelig skal Frederik Wandahl på Bora støtte holdets mange klassementsryttere.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.
Jumbo-Visma: Holdet har to erklærede kaptajner i Roglic og Vingegaard. Dermed må Sepp Kuss, der vil være helt afgørende for holdets kollektive styrke, formentlig være hjælper, som det også gælder for Milan Vader og Chris Harper.
Bahrain-Victorious: Holdet satser hele butikken på Bilbao. Holdet har ellers også Gino Mäder, men da han meldes i en støtterolle, har været langt fra niveauet i år og ikke så alt for overbevisende ud lørdag, skal vi næppe have alt for store forventninger. Unge Edoardo Zambanini bekræftede potentialet lørdag og bliver spændende at følge.
UAE-Team Emirates: Formolo og Bennett ligner bedste bud. Egentlig burde det være Rafal Majka, der var flyvende fra start, men han er på vej tilbage fra sygdom og var lørdag ren hjælper. Marc Soler startede meget stærkt, men har skuffet mig i de seneste løb, og stigningerne er lidt for svære for Diego Ulissi og Alessandro Covi, mens en ellers formstærk Jan Polanc ikke kan være med helt i front.
Astana Qazaqstan Team: Javier Romo gjorde det pænt i Catalonien, men han er overmatchet her, som det også gælder for Sebastian Henao. Stefan de Bod viste hæderlig form i går, men kan ikke være med her, og det kan erfarne Andrey Zeits næppe heller længere.
Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det handler om Evenepoel og måske Alaphilippe jf. ovenstående. Mauri Vansevenant kan også komme i spil, men hans begrænsninger så vi igen i Paris-Nice. James Knox er først lige kommet i gang efter helbredsproblemer.
Movistar Team: Det handler 100% om Mas, men Oscar Rodriguez er en sandsynlig plan B, hvis han har fundet sine bedste ben. De meget svingende Gregor Mühlberger og Antonio Pedrero kan gøre det pænt, men de imponerede ikke lørdag. Løbet er i dag for svært for Gorka Izagirre.
INEOS Grenadiers: Jeg har vist allerede nævnt helt holdet - og Omar Fraile vinder trods alt ikke!
Cofidis: Izagirre er bedste bud, men Victor Lafay bliver ved med at imponere, senest lørdag. Kongeetapen bliver dog nok lidt for svær. Ruben Fernandez og Davide Villella har ikke imponeret i marts.
BORA-hansgrohe: Holdet har tre kaptajner i Higuita, Vlasov og Buchmann. Lennard Kämna lagde ud som lyn og torden, men terrænet er formentlig for svært til, at han kan køre med i toppen af klassementet. Felix Grossschartner er på vej tilbage efter sin skade.
Team BikeExchange-Jayco: Holdet har på papiret gode bud i Lucas Hamilton og Nick Schultz, men de var uhyre formsvage i Paris-Nice. Da holdet ikke kommer for at køre klassement, og Schultz ikke melder sig på toppen, skal vi næppe forvente noget. Tanel Kangert var langt efter i Coppi e Bartali, og det er for tidligt at tro på Jesus David Peña, der gør sæsondebut i et af de allerhårdeste løb på WorldTouren.
TotalEnergies: Latour ligner bedste bud. Alexis Vuillermoz var god lørdag, men stigningerne her er lidt for svære. Cristian Rodriguez imponerede i Andalusien, men kom ned på jorden i Tirreno, hvor niveauet var højere.
Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Kobe Goossens started sæsonen som lyn og torden, men selvom han har forberedt sig i højderne, må niveauet her regnes som værende lidt for højt, som det også er det for Laurens Huys.
Team DSM: Det må handle om Andreas Leknessund, men vi så senest i Paris-Nice, at han har sine begrænsninger på stigningerne. Mark Donovan har ikke vist megen form, og efter en lovende start er Florian Stork på vej tilbage fra en skade.
Caja Rural-Seguros RGA: Jefferson Cepeda har forbedret sig enormt og så godt ud igen lørdag, men niveauet er for højt, som vi senest så i Galicien. Jonathan Lastra er bedre nu, men stadig ikke i flyvende form, og Mikel Nieve og Julen Amezqueta synes begge formsvage. Stigningerne er for lange for ellers formstærke Fernando Barcelo.
AG2R Citroën Team: Champoussin er bedste bud. Alternativet er Aurelien Paret-Peintre, men vi så igen i Paris-Nice, at han mangler lidt på stigningerne. Felix Gall er efter et styrt ikke i form.
Israel-Premier Tech: De får rigeligt at gøre med at støtte Woods. Sebastian Berwick så ellers lovende ud i UAE Tour, men var væk igen lørdag, løbet er for svært for Alessandro de Marchi, og ustabile James Piccoli har hidtil intet vist.
Groupama-FDJ: Det handler om Gaudu. Sebastien Reichenbach er ellers i god form, som vi så i Catalonien, men top 10 er for vanskeligt. Rudy Molard leder stadig efter formen grundet en sen sæsonstart.
Burgos-BH: Daniel Navarro gjorde det hæderligt i Catalonien, men han kan ikke være med helt i front. Oscar Cabedo viste igen i Catalonien, hvor svingende han er, og han synes ikke på toppen. Pelayo Sanchez har et vist potentiale, men niveauet er for højt.
Trek-Segafredo: Gianluca Brambilla har endelig fundet noget form, men niveauet her bør være for højt - også efter en skuffende lørdag. Kenny Elissonde har holdt en lang pause, men viste ikke storform i går, og Juan Pedro Lopez manglede fortsat meget i Catalonien. Antwan Tolhoek synes stadig meget formsvag.
Euskaltel-Euskadi: Holdets bedste klatrer er Mikel Bizkarra, men han manglede en del i Catalonien. Alternativerne Mikel Iturria og Ibai Azurmendi er overmatchede.
Equipo Kern Pharma: Roger Adria ser bedre ud nu, men han synes stadig et stykke fra sit bedste, og Hector Carretero synes stadig meget formsvag. Mest interessant bliver Igor Arrieta, der imponerede i Galicien, men vil være overmatchet her. Daniel Mendez, der imponerede i Besseges, viste slet ingen form lørdag.
EF Education-EasyPost: Rigoberto Uran manglede fortsat meget i Tirreno, og selvom han formentlig er bedre nu, vil det overraske mig, hvis han med sit nuværende niveau er med helt fremme. Mark Padun er altid en ubekendt, men han klatrede ikke overbevisende i Galicien og blev syg under Tirreno. Ruben Guerreiro er også en ubekendt, men kongeetapen er nok for svær, og hverken James Shaw eller Diego Camargo har vist den store form i deres seneste løb.
Lotto Soudal: Maxim van Gils er fortsat lovende, men det er nok for tidligt at være med helt fremme i dette løb. Steff Cras gør det godt i år, senest lørdag, men han er en anelse overmatchet. Sylvain Moniquet gør det også godt, senest i Catalonien, men også han er overmatchet.
Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser
Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt