En stærk fascinationskraft ved cykelsporten er naturligvis dens uforudsigelighed. Selvom der er en vis tilfredshed i at ramme rigtigt med sine forudsigelser, er det alligevel lidt sjovere, når vi alle bliver taget på sengen af det uventede. I den sammenhæng har vi bestemt ikke haft en skidt 2019-sæson, for vi har igennem årets første måneder haft relativt få favoritsejre og allerede en hel stribe ganske uventede overraskelser.

I klassikersæsonen er der dog ét løb, der altid er forudsigeligt. Fleche Wallonne har med sin finale på Mur de Huy udviklet sig til et løb for de sande specialister, og det er en almindelig antagelse, at antallet af ryttere, der kan vinde den helt specielle spurt på de stejle procenter i den belgiske ardennerby, kan tælles på en enkelt hånd. Det er ikke noget tilfælde, at Alejandro Valverde har gjort løbet til sit eget med fire sejre i træk, og at vi i årene forinden så sejre til to andre superspecialister, Daniel Moreno og Joaquim Rodriguez. I årene forinden blev løbet vundet af Cadel Evans, Kim Kirchen, Davide Rebellin og Danilo Di Luca, der alle også var kendt for deres punch på korte stigninger, og vi skal helt tilbage til Mario Aerts’ udbrudssejr i 2002 for at finde en udgave, der ikke er vundet af en af feltets få superspecialister.

Forud for årets løb så det da også ud til, at det igen ville være en ganske eksklusiv affære. Efter sidste års sejr fra Julian Alaphilippe naturligvis den soleklare favorit, ikke mindst fordi Valverde med sin præstation i Amstel Gold Race havde vist overraskende svag form, og derudover dristede jeg mig til at påstå, at det kun var Adam Yates, Michael Woods og Dan Martin, der havde det nødvendige punch til måske at kunne slå den franske superspecialist og forsvarende vinder. Listen over mulige top 10-ryttere var relativt lang, men så man alene på ryttere, der kunne true Alaphilippes trone, var det svært at se andre kandidater end de fire ovennævnte.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Men så er der lige ham der Jakob Fuglsang. Efter hans præstation i Amstel - og i øvrigt gennem hele sæsonstarten - stod det klart, at han er i sit livs form, og at han formentlig lige nu er den stærkeste mand i Ardennerne. Problemet er bare, at den danske dieselmotor ikke just er nogen puncheur, og det lignede derfor en umulighed for ham at matche superspecialisten Alaphilippe. Vi har ganske vist set, at formstærke dieselklatrere som Fuglsang sagtens i kraft af god form kan komme i top 5 i en finale, hvor man kommer langt med gode ben - det viste Roman Kreuziger os i 2018 med en flot 4. plads - og jeg fik da også under min liveopdatering fra løbet spået en top 5-placering til den brølstærke dansker. Men afstanden mellem en 1. plads og en top 5 er kolossal, og der er er næppe mange, der havde troet, at Fuglsang reelt ville kunne true Alaphilippe i denne helt specielle finale, der simpelthen bare rimer perfekt på den eksplosive franskmand.

I en vis forstand viste den antagelse sig også at være korrekt. Alaphilippe viste sig jo som løbets bedste afslutter og tog ganske fortjent sin anden sejr på Ardennernes måske mest ikoniske stigning. Alligevel var det overraskelse, der prægede de efterfølgende reaktioner, for Fuglsang var ikke blot blevet nr. 2, han havde også presset den lille franskmand til sit yderste. Faktisk fik danskerens styrke sejren til at smage ekstra sødt for Alaphilippe, der efter at have kastet sig i asfalten af ren udmattelse, indrømmede, at han havde gravet langt dybere, end da han sidste år endelig detroniserede kongen af Muren, Valverde.

Det siger temmelig meget om Fuglsangs nærmest overdrevne niveaufremgang, at han kan tvinge verdens førende puncheur til det yderste af sin ydeevne i en finale, hvor han reelt ikke burde have skyggen af chance. At han kunne køre så flot i Strade Bianche, Tirreno-Adriatico, Baskerlandet Rundt og Amstel Gold Race var mere forventeligt, også selvom flere af de løb heller ikke passede ham optimalt, var mere forventeligt, men at han i et løb, hvor hans store motor nærmest var ubrugelig, kunne køre med om sejren og distancere flere af verdens førende specialister, kom vist bag på de fleste, inkl. Fuglsang, der da også var svært tilfreds med sin præstation, der endnu engang cementerer hans status som en af forårets helt store oplevelser.

Dermed var der også en god forklaring på Astanas lidt mærkværdige kørsel. De fleste havde ventet, at kasakkerne som i Amstel Gold Race ville komme blæsende med alt, hvad de havde, og udnytte deres superhold til måske at undgå den klassiske spurt, hvor de ikke var tilskrevet mange chancer. Fuglsang strutter imidlertid så meget af selvtillid i øjeblikket, at han og holdet havde troen på, at han også i en spurt på Muren kunne køre med om de helt sjove placeringer, og derfor så man ikke meget til kasakkerne undervejs. Gorka Izagirre var med i enkelte fremstød, men ellers fokuserede holdet højst overraskende helt og holdent på at bringe deres danske kaptajn frisk frem til bunden af Muren. Det virkede undervejs lidt som spild af et bredt klassemandskab, men Fuglsangs eminente kørsel viste, at der var alt mulig grund til at vælge den taktik.

Midt i al glæden over den flotte danske kørsel er det imidlertid også på sin plads at huske at rose Alaphilippe. Den lille franskmand blev måske presset til det yderste, men han dokumenterede atter, at han pt. er verdens klart bedste puncheur. Med den eminente styrke han har vist i denne type finaler i de senere år, kan Valverde i hvert fald allerede nu godt begynde at skæve bekymret til sejrslisten, hvor hans flotte rekord på fem sejre allerede nu ser ud til at være truet. Lige nu er det ganske enkelt svært at se, hvem der i de kommende år skal kunne true superspecialisten Alaphilippe på Muren - ikke mindst fordi han i en alder af bare 26 slet ikke er færdig med at udvikle sig. Og sejren kom efter en på alle måder gennemført præstation af Deceuninck-Quick Step, der med Dries Devenyns og Enric Mas lagde løbet i et så stenhårdt jerngreb, at det, der kunne have lignet en mere aggressiv udgave end vanligt, endte som den mest kontrollerede, vi har set i mange år.

Til gengæld ser det ud til, at Valverdes sejrstæller er gået i stå. Jeg har før brændt nallerne ved at sige, at alderen havde indhentet verdensmesteren, og derfor er jeg varsom med at gentage den påstand, men det må altså vække bekymring langt ind i Movistar-ledelsens top, at Valverde har haft et så helt igennem miserabelt forår. Ser man bort fra den flotte debut i Flandern Rundt, et fint Milano-Sanremo samt den eminent gennemførte opvisning på kongeetapen i UAE Tour, kan man vel med nogen ret hævde, at Valverde er skuffet i hvert eneste løb. Det startede allerede på Mallorca i januar, og derefter havde han det usædvanligt svært i februars spanske løb. Der var en kortvarig opblomstring i UAE Tour og Sanremo, inden han kollapsede på spektakulær vis i Catalonien, og efter den fine Flandern-debut er han nu i gang med sin ringeste ardennerkampagne siden den svære comebacksæson i 2012.

Det er svært at finde andre forklaringer end alderen, for man bliver altid bekymret, når en ældre herre pludselig begynder konsekvent at underpræstere. Valverde har naturligvis stadig en resultatliste, der vil vække misundelse hos de fleste, men det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at han er en skygge af det altædende monster fra 2017- og 2018-sæsonerne. Nu kan han naturligvis nå at vende det hele på hovedet med et comeback i Liege på søndag eller en flot Giro i maj, men lige nu ser det ud til, at enten dåbsattesten eller regnbuetrøjens forbandelse begynder at tynge den spanske veteran.

Valverdes yderst tamme præstation på Muren betød også, at det kun var Fuglsangs imponerende kørsel, der gjorde, at det ikke blev en knusende magtdemonstration fra Alaphilippes side. Løbets tre øvrige superpuncheurs forsvandt allerede nemlig inden spurten. Mest ærgerligt var det, at vi ikke fik at se, hvad den yderst formstærke Adam Yates kunne præstere i en finale, der burde passe ham glimrende, men på en helt igennem rådden dag for Mitchelton-mandskabet, der måtte se seks af syv ryttere ende i asfalten, fik briten aldrig chancen. Heldigvis er han sluppet uden skader, og han har allerede nu blikket stift rettet mod Liege, der faktisk er hans helt store mål i en forårssæson, hvor det ellers ikke har skortet på topresultater.

Lige så ærgerligt var det, at Michael Woods blev sat tilbage af en punktering. Efter hans eminente kørsel på Höll-muren ved sidste års VM havde han igen dokumenteret, at det bare må være et spørgsmål om tid, inden han kører med om sejren på Muren i Huy også. Desværre betød defekten, at vi nu må vente yderligere et år, inden vi får chancen for at se, hvor meget han kan true Alaphilippe. Heldigvis kan han så tage sine revanche på søndag i Liege, hvor han har en 2. plads fra 2018 at forsvare.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Mere overraskende var det, at løbets femte og sidste superspecialist, Dan Martin, faldt fra. Ireren kom ellers til løbet med en yderst stærk præstation i Baskerlandet i bagagen, og han plejer at være en relativt stabil herre, der sjældent underpræsterer i Ardennerne. Derfor kom det også som en overraskelse, at rytteren, der ellers blandt nutidens ryttere kun overgås af Valverde på listen over podieplacering i Fleche Wallonne, allerede tidligt måtte resignere, angiveligt med dårlige ben. Det var et uventet og uforklarligt kollaps, der desværre ikke blev bedre af, at hans holdkammerat Tadej Pogacars superform helt er forsvundet, at Rui Costa igen i år har slet ikke har fundet sig selv i Ardennerne, og at Sergio Henao i sin yndlingsklassiker atter måtte sande, at der er meget langt til den rytter, der for år tilbage var den største trussel mod Valverdes dominans på Muren.

Heldigvis blev UAEs løb reddet fra en lidt uventet kant. Diego Ulissi havde måske nok i Baskerlandet Rundt vist beskedne tegn på fremgang efter en meget svær tid, hvor han har lignet en mand på vej mod en mindre deroute, men der var næppe mange, der havde set ham slutte som nr. 3 på Muren. Selv i de år, hvor han vandt det ene italienske endagsløb efter det andet, kunne han nemlig blande sig i front af den belgiske klassiker, hvor hans hidtil bedste placering indtil i onsdags var en 8. plads. Det blev der imidlertid lavet godt og grundigt om på med dagens vel mest overraskende præstation, og dermed indskriver sig han sig med et på den efterhånden ret lange liste af UAE-ryttere, der har leveret varen i det, der tegner til at blive en ganske god sæson for det pengestærke og ambitiøse arabiske storhold.

Derudover fulgte løbet meget præcist det mønster, vi også så i Amstel Gold Race, nemlig at toppen af resultatlisten domineres af ryttere, der allerede har gjort det godt gennem det meste af foråret. Det gælder naturligvis særligt for Bjorg Lambrecht, der med sin klejne puncheurstatur synes at være skabt til Muren, og som med sin 4. plads toppede 5. pladsen fra Brabantse Pijl og 6. pladsen fra Amstel Gold Race. Man kunne ellers have frygtet, at han skulle ende som endnu en belgisk klatrer, der var blevet spået en stor fremtid, men som aldrig helt slog igennem på højeste niveau. Hans 2018-sæson var i hvert fald temmelig skuffende, men ved allerede i sin anden sæson at køre stabilt med om sejren i alle de kuperede klassikere, har han dokumenteret, at Belgien måske har en kommende trussel mod Alaphilippes puncheurdominans på vej. Til gengæld måtte hans holdkammerat Jelle Vanendert sande, at det altså ikke er lykkedes ham at genfinde den form, der sidste år i en besynderlig opblomstring gjorde ham til en af Ardennernes absolut stærkeste, ligesom Tim Wellens atter måtte sande, at Muren altså er en anelse for stejl for ham, selvom han rejste sig hæderligt efter søndagens skuffelse.

På samme vis som Lambrecht lykkedes det Maximilian Schachmann at forsætte sit drømmeforår med en fornem 5. plads i en finale, der ellers er en anelse for stejl for den eksplosive tysker, ligesom Patrick Konrad med sin anden top 10-placering i træk fik dokumenteret, at han har smag for spurten på Muren. Da også Davide Formolo så brølstærk ud i positionskampen frem mod Muren, blev det dermed igen den stadig mere lovende gruppe af Bora-klatrere, der løftede arven efter en falmet Peter Sagan, der nu endegyldigt har indset, at han ikke kan redde sit forår og derfor tager sig en yderst tiltrængt pause. Det er svært at forklare, hvordan i alverden det hele har kunnet gå så galt for den ellers altid så pålidelige slovak, men faktum er i hvert fald, at det har været et forår, der kun kan sammenlignes med katastrofeåret 2015, hvor han efter skiftet til Tinkoff oplevede sin hidtil eneste større formkrise, indtil han genrejstes fra Tour of California og frem.

Løbet blev også endnu en bekræftelse på Bauke Mollemas pludselige forvandling. Hollænderens deroute så ellers ud til at fortsætte, da han fik en rædselsfuld start på Baskerlandet Rundt, men fra 3. etape og frem sagde det pludselig klik. Siden da har det været en forvandlet Mollema, der nu med to top 10-placeringer i de første to ardennerklassikere har givet det stærkt kriseramte Trek-mandskab lidt tiltrængt succes, og dermed er der måske også et lille håb om, at han i Giroen også kan genrejses i etapeløb, hvor han ellers har været en skygge af sig selv siden den fantastiske Tour i 2016. Til gengæld kan man diskutere beslutningen om ikke at udnytte den gode form i det, der tegner til at blive et langt og opslidende Liege lige efter Mollemas smag, ikke mindst fordi Trek uden ham nu igen kan se frem til et løb, hvor de reelt intet har at byde ind med.

Løbet gav også en lille succes for et andet kriseramt mandskab, da Dimension Data fik Enrico Gasparotto i top 10, men med tanke på de store ambitionerne inden klassikerne er foråret stadig endt som en katastrofe for sydafrikanerne, der fortsat oplever en Michael Valgren helt uden form og nu endda også fik sendt Roman Kreuziger til tælling i et styrt. Til gengæld var der ingen opmuntring til Dylan Teuns, der igen i år har mistimet sin ardennerform totalt, og også hans hold, Bahrain-Merida, fik sig en skrækoplevelse, da Domenico Pozzovivo, som ellers lignede en stærk joker til de to belgiske klassikere i denne uge, kortvarigt kunne se sin Giro-deltagelse være i fare efter et styrt, der så ud til at kunne have fået grimme konsekvenser.

Så galt gik det ikke helt for Michal Kwiatkowski, men polakken må alligevel være slemt utilfreds med udkommet af et løb, hvor han tidligere har været på podiet. Selvom han fik god støtte af en Wout Poels, der viste visse tegn på fremgang efter Amstel-fadæsen, gled han stille og roligt tilbage, da han som første mand forsøgte at svare på Fuglsangs forcering. Det betyder imidlertid ikke, at den gode form, han stillede til skue i søndags, er pist borte. Det så snarere ud til at være et udslag af klassisk Fleche-overmod, hvor han satsede stort på at følge de allerbedste og siden eksploderede totalt. Præstationen i Amstel var i hvert fald så overbevisende, at der er god grund til at have tiltro til en god præstation fra polakken i et iskoldt og vådt Liege, der burde passer ham glimrende.

Endelig fortjener Benoit Cosnefroy også en bemærkning. Mens alle de øvrige ryttere i top 20 har en eller anden form for historik i disse løb eller som klatrere, skiller den tidligere U23-verdensmesters navn sig helt ud på en overraskende flot 12. plads. Hans 3. plads i sidste års Paris-Tours havde måske nok vist, at et gennembrud var nært forestående, men der var næppe mange, der havde forventet det i netop dette løb. Sejren i Paris-Camembert havde indikeret, at formen var god, men at se ham blande sig med alle letvægterne på Ardennernes stejleste stigning er alligevel lidt af en præstation.

Og dermed er vi tilbage ved udgangspunktet. Det kan godt være, at Fleche Wallonne er kendt som den klassiker, der mest appellerer til en lille eksklusiv gruppe af specialister, men selv på Muren dukker der overraskelser op nu og da. Cosnefroy leverede en for franskmændene, og Ulissi gjorde det til en god dag for italienerne, men i Danmark er det Fuglsangs imponerende 2. plads, der stjæler alle overraskelser. Og hvad det indebærer for søndagens Liege-Bastogne-Liege kan man kun gisne om, men som det fremgår af min optakt til årets sidste monument, er perspektiverne lovende.

En flyvende Fuglsang i et opslidende, udmarvende og iskoldt Liege-Bastogne-Liege, hvor de store motorer i år synes at kunne have en fordel… Det kunne lugte af noget stort. I Den Gamle Dame skal man nemlig ikke være specialist for at vinde.