Slår man Flandern Rundt op i cykelsportens ABC, vil der stå noget i retning af følgende: ”Stort cykelløb, det typisk kræver mange års erfaring at lære at forstå, inden en sejr er indenfor rækkevidde.” Kaster man et blik ned over løbets historie, vil man nemlig se, at det typisk er veteraner, der gør det godt, og at topresultater til unge ryttere hører til sjældenhederne. Dels er ruten så sindrigt konstrueret, at et godt kendskab til de smalle veje som regel er en afgørende forudsætning, dels kræver det typisk mange år at opbygge den nødvendige motor til at være konkurrencedygtig over 270 km, og dels kræver det en vis rutine at lære at forstå, hvordan man optimalt udnytter kræfterne i et næsten syv timer langt maraton, hvor der typisk er en regning at betale for hver en lille kraftanstrengelse.

Det var denne historik, der gjorde, at cykelverdenen spærrede øjnene gevaldigt op, da en ung Tiesj Benoot i 2015 i sit allerførste Flandern Rundt blev nr. 5. Og det var samme logik, der fik mange til at ryste vantro på hovedet, da Mads Pedersen som debutant sidste år kørte sig til en højst overraskende og på mange måde helt vanvittig 2. plads.

Men måske var disse to vilde resultater ikke bare nogen tilfældighed. Dagens 103. udgave af det flamske cykelmonument udviklede sig nemlig til en sand legeplads for ryttere, der knap havde stiftet bekendtskab med belgiernes cykelhøjdepunkt nr. 1, og det kan næsten være svært at vælge, hvilken af de mange opkomlinge der leverede den største overraskelse. Faktum er nemlig, at top 10 indeholdt ikke færre end fire debutanter - nogle mere erfarne end andre - vinderen havde blot gennemført én gang tidligere, nr. 5 deltog blot for 4. gang, og blandt de 10 fandt man kun to, der tidligere havde været på podiet i løbet.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Størst fokus er der naturligvis på Alberto Bettiol, der i denne sæson har fået et gennembrud, som ingen havde kunnet spå om, da man så en kramperamt italiener stå helt stille, netop som han havde klaret den første udskilning i Strade Bianche. Ganske vist var vi mange, der så et stort lys i den alsidige og eksplosive italiener i årene 2016 og 2017, hvor han i de canadiske klassikere, Clasica San Sebatian og Polen Rundt samt på en puncheuretape i Touren gav prøver på sit talent, men de fleste glemte næsten hans eksistens, da han efter et skademareridt på BMC i 2018 søgte hjem til E3 i et forsøg på at genrejse karrieren. Det nu polske mandskab oplevede som bekendt lidt af åreladning, hvor de sagde farvel til stort set alle stjerner, med med tanke på det, han leverede i sit ene år på holdet, var det nok ikke Bettiols farvel, der blev begrædt mest.

Det er det måske nu. I hvert fald har italieneren været som forvandlet, da han endelig kom over sine mange skader. Efter det ærgerlige Strade Bianche leverede han det, der måske stadig kan kaldes sæsonens sensation, da han blev nr. 2 på WorldTourens specialistenkeltstart nr. 1 i Tirreno-Adriatico, hvor han slog stort set hele verdens tempoelite i en disciplin, han aldrig tidligere havde leveret resultater i. I Milano-Sanremo var det ham, der åbnede ballet på Poggio - desværre i et angreb, der kom en anelse for tidligt - og i E3 var han helt entydigt en af de stærkeste, og det var kun en ødslen med kræfterne, der forhindrede ham i at ende på podiet.

Selvom han i den traditionelle generalprøve havde været i hopla, var det alligevel lykkedes Bettiol at glide langt under radaren. Det skyldes formentlig et par temmelig tamme præstationer i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaandern, hvor man blev efterladt med det indtryk, at formen var toppet en anelse for tidligt. Den hypotese fik han imidlertid effektivt gjort til skamme med en sejr i årets andet monument, som der ikke kunne pilles en finger ved. Bettiol kom nemlig med sin offensiv på Kwaremont på et tidspunkt, hvor Greg Van Avermaet havde bragt de fleste ud på deres yderste grænse, og det var tilsyneladende kun italieneren, der havde overskuddet til at køre væk på en nøglestigning, som stort set alle ville have ønsket, at de kunne have brugt offensivt. Herefter var sejren aldrig rigtigt i spil igen, for da først Paterberg heller ikke havde gjort en stor forskel, var det indlysende, at den store samling af isolerede favoritter i et usædvanligt lidt selektivt Flandern Rundt aldrig ville kunne iværksætte et samarbejde, der vil kunne bringe Bettiols triumf i fare.

Sejren markerer ikke blot en kovending i Bettiols egen karriere, det er også et højdepunkt for EF-mandskabet. I de senere år har det ellers været ganske almindeligt i cykelkredse at gøre grin med det amerikanske mandskab, der stort set intet vandt og havde en bemærkelsesværdig evne til intet at få ud af de største talenter. Det har imidlertid ændret sig i et 2019, hvor de er gået fra succes til succes lige siden de vandt tre løb på tre dage i januar og februar. Siden Da er det blandt andet blevet til sejr på kongeetapen i Paris-Nice, inden Bettiol i dag satte kronen på værket efter en holdpræstation, der vel var løbets smukkeste. Ikke blot var Bettiol en af dagens absolut stærkeste, holdets forslåede kaptajn Sep Vanmarcke viste også fantastisk moral og holdånd ved trods egne skavanker at yde en jætteindsats for at holde Bettiol inde i kampen frem mod Kwaremont. Og endelig var en genfødt Sebastian Langeveld en effektiv stopklods, der forhindrede skabelsen af den lille forfølgergruppe, der måske kunne have samarbejdet om at bringe Bettiol tilbage.

Bettiols resultater i specielt E3 gjorde imidlertid, at hans sejr ikke kom helt ud af det blå. Derfor er det heller ikke ham, der er løbets sensation. Det er derimod Kasper Asgreen, der blev den anden danske debutant på to år til at sikre sig en vild 2. plads i sit første møde med et af de monumenter, der aspirerer til at være det største. Og resultatet bliver ikke mindre imponerende af, at det blev opnået i et løb, han først sikrede sig billet til efter onsdagens Dwars door Vlaanderen, og hvor han arbejdede som en hest i en loyal hjælperrolle lige fra det øjeblik i bunden af Muren med 100 km igen, hvor han overtog opgaverne fra Tim Declercq og Iljo Keisse, der havde stået for det tidlige arbejde for det brølstærke Deceuninck-mandskab.

I virkeligheden var der mange ligheder mellem Asgreens og Pedersens to andenpladser. Begge blev de nemlig opnået mod alle odds i situationer, hvor man blot ventede på, at de sagde tak for i dag efter knaldhårdt føringsarbejde gennem det mest af finalen. Særligt da Asgreen sammen med Dylan Van Baarle måtte se sig hentet på vej op ad Kwaremont, så festen ud til at være slut for den bundsolide dansker, men sådan var det slet ikke. Minsandten om han ikke holdt sig til også på Paterberg og endda som den eneste havde held med at bryde væk ud af Langevelds effektive kontrol med de angreb, der blev iværksat i det flade indløb mod Oudenaarde.

Præstation bliver ikke mindre vild af, at det i torsdags blot var et år siden, at Asgreen kørte sit første løb som professionel, da han efter en lidt pludselig kontraktunderskrivelse gjorde debut i Scheldeprijs. Siden da har han imidlertid gang på gang imponeret cykelverdenen, og jeg har også i både optakter, analyser og liveopdateringer gang på gang påpeget, hvor overraskende godt den unge dansker gjorde det. Og måske burde vi allerede efter sidste års VM have indset, at han har en motor, der allerede nu gør ham særdeles konkurrencedygtig over lange distancer, da han leverede et fabelagtigt ridt i det lange udbrud på en bjergrig rute, der ellers ikke var hans kop te. At Asgreens dieselmotor var skabt til opslidende løb, har hele tiden været klart, men at den allerede nu skulle være så moden, at han kunne levere en nærmest overmenneskelig jætteindsats i et løb, hvor den ene verdensstjerne efter den anden løb tør for energi, må alligevel komme bag på de fleste - især fordi hans eneste opgave var at servicere de fire kaptajner.

Faktisk skal manager Patrick Lefevere prise sig lykkeligt for, at han i sidste øjeblik gav Florian Senechals plads til sin unge danske guldfugl. Det stærke firkløver leverede nemlig en katastrofal indsats, der uden tvivl for harske ord med på vejen fra den meget bramfri, ligefremme og krævende holdmanager. Holdets stærkeste kort, Zdenek Stybar, måtte højst overraskende sande, at hans superform var forsvundet som dug for solen, og Bob Jungels’ eller så verdensberømte dieselmotor løb overraskende tør for brændstof længe inden mange andre. Philippe Gilbert var desværre ikke kommet sig over sin sygdom, og Yves Lampaert måtte endnu engang sande, at han fortsat kun hænger med som det tynde øl i de hårdeste af de flamske klassikere. Havde det ikke været for Asgreen, var årets vigtigste løb derfor endt som en regulær katastrofe for et mandskab, der aldrig rigtigt var i spil til sejren, og som trods Asgreens vanvidsridt må se tilbage på løbet med betydelige panderynker.

I deres fravær var der andre, der tog over. Faktisk kunne det meget vel være endt med hele to debutanter på podiet. Vi er nemlig helt sikkert mange, der stadig ærgrer os over, at Mathieu van der Poel igen var ramt af uheld, der betød, at han måtte bruge stort set hele finalen på blot at komme tilbage i spillet. Det er derfor udtryk for en vanvittig præstation, at det var den hollandske mester, der viste sig som favoritgruppens stærkeste på Paterberg, og man kan derfor kun gisne om, hvordan det var forløbet, hvis fænomenet havde kunnet deltage i kampen på lige vilkår med de andre favoritter. Det virker i hvert fald sandsynligt, at han som den eneste kunne have fulgt Bettiol på Kwaremont, og i givet fald kunne han meget vel være endt som en meget sjælden debutantvinder af det flamske monument.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Derfor er det utvivlsomt også en meget bitter Van der Poel, der ser tilbage på sin debut, men når den værste skuffelse har lagt sig, kan han til gengæld glæde sig over, at han én gang for alle fik begravet tvivlen om, hvorvidt han også kunne gøre sig efter 270 km. Derfor er det også helt sikkert blot et spørgsmål om tid, inden den første monumentsejr kommer i hus, og han kan allerede glemme skuffelsen, hvis han om to uger iført den hollandske mesterskabstrøje ender sin første klassikersæson ved i Amstel Gold Race at vinde sit hjemlands største løb. Efter i dag ligner det i hvert fald et meget sandsynligt scenarium.

Kigger man længere ned i resultatlisten efter debutanter, finder man Michael Matthews. Sidste års sejr på Muren i BinckBank Tour fik den alsidige australier til for første gang at satse fuldt på de flamske klassikere i et ambitiøst forsøg på at kombinere dem med hans faste mål i Ardennerne. Den plan blev som bekendt ødelagt af det ærgerlige styrt i Paris-Nice, men efter dagens flotte 6. plads må han alligevel være dybt begejstret for, at han fulgte Sunweb-ledelsens råd om at brede sit fokus ud. Med tanke på den alt andet end ideelle forberedelse kan han nemlig være svært tilfreds med et så flot resultat i debuten, og der er således ingen tvivl om, at der bliver tale om en tilbagevenden i 2020 også. Og med tanke på den stærkt stigende formkurve ligner Matthews også en mand, der vil gøre Van der Poel rangen stridig i kampen om Amstel-sejren om to uger.

Her vil de også atter skulle holde øje med endnu en Flandern-debutant. I en alder af 38 år gjorde Alejandro Valverde den debut, en hel cykelverden i årevis har sukket efter, og det endda med stil. Selvom han kom til løbet efter en sæsonstart, der bestemt ikke har været som ønsket, viste Valverde sin tårnhøje klasse ved i et selskab af folk, der alle var betydeligt tungere end ham at udmærke sig som en af de absolut stærkeste på løbets to afsluttende stigninger. Ikke uventet kunne han på de toppede brosten ikke bruge sit legendariske punch til at gøre en forskel, men han var til gengæld også umulig at sætte af. I sidste ende blev det kun til en 8. plads, men Valverde fik som i Sanremo vist, at han har i sinde at gøre regnbuetrøjen ære. Vi kommer til at savne ham i Paris-Roubaix, som han dog af helt forståelige årsager skippet, men i dag fik han endegyldigt bevist, at vi også vil se sportens smukkeste trøje helt i front i Ardennerne trods de spørgsmålstegn, det knap så prangende forår har rejst.

Der var ganske få Flandern-veteraner med helt i front, men det lykkedes en af dem at komme på podiet. Forud for løbet havde det utvivlsomt været et stærkt tilfredsstillende resultat for Alexander Kristoff, der ikke har været i nærheden af sejren siden sit drømmeforår i 2015. I dag havde han imidlertid sit livs chance for at endelig at skulle spurte om sejren i en lille gruppe, hvor han efter 270 km igen viste sig helt umulig at slå. Desværre var hans svage hold ude af stand til at yde ham den nødvendige støtte til at holde det samlet, og derfor endte det blot med en lidt uforløst 3. plads.

Præstationen markerer imidlertid lidt af en kolbøtte for Kristoff, der i de seneste sæsoner har lignet en mand på vej ud af klassikereliten. Bedre blev det ikke, da han på UAE måtte se sig henvist til en rolle som lead-out man for Fernando Gaviria, men i de seneste uger har han i den grad taget sin revanche i forhold til en ledelse, der ikke altid har behandlet ham lige pænt. Først tog han en knusende overlegen sejr i Gent-Wevelgem, og i dag kom han meget tæt på at vinde det flamske monument for anden gang. Måske er det et signal til Kristoff om, at han og UAE ikke er det perfekte match. Han har i hvert fald vist, at han stadig kan vide selv de største klassikere, så måske er det på tide at finde et hold, der faktisk kan give ham den støtte, der gør det muligt, og hvor han ikke skal spille rollen som andenviolin.

En anden rytter, der må have en vis frustration, er Greg Van Avermaet. Den bundsolide belgier fik til fulde bekræftet, at han har lagt det svage 2018 bag sig, og at han igen er nær samme niveau som i jubelsæsonen 2017. Det var således ham, der tog initiativet på både Kwaremont og Paterberg, men han manglede de få procent, der gjorde det muligt for ham at gøre den forskel, han delvist kunne gøre i Omloop og E3. Da han samtidig for tredje klassiker i træk totalt kiksede sin spurt, endte det med en temmelig tam 10. plads, der slet ikke viser, hvor stærk CCC-kaptajnen egentlig var. Til gengæld kan han dog rejse til Frankrig med fast tro på, at han vil køre med om sejren i Paris-Roubaix om en uge.

Den slags sikkerhed har Peter Sagan til gengæld ikke. Vi var helt sikkert mange, der havde en vis forventning om, at slovakken ligesom sidste år nok skulle finde benene, når det virkelig gjaldt. I 2018 kom han nemlig også til løbet med et skidt E3 i bagagen, og alligevel var han ikke langt fra at vinde løbet. Sådan var det imidlertid slet ikke denne gang, hvor den trefoldige verdensmester i bedste fald kan betegnes som en anonym birolle, som ellers ikke ligger til en mand, der altid er en hovedaktør. Dermed står det også helt klart, at de fem dages sygdom har kostet mere, end man kunne have troet, og det er svært at tro på de helt store mirakler inden næste søndags Helvede i Nord. Til gengæld kan Sagan så glæde sig over, at han netop i år har forlænget sin klassikersæson helt til Liege, og der er derfor tid til at rette op på det, der lige nu har kurs mod at blive en dundrende fiasko.

Helt så galt fik det ikke for Wout van Aert, men han er helt sikkert ikke tilfreds med sin egen præstation. Hidtil havde man ellers siddet med fornemmelsen af, at han aldrig for alvor havde vist, hvor stærk han egentlig var, og da han selvtillidsfuldt sendte Pascal Eeenkhoorn frem for at kontrollere løbet med Deceuninck tydede meget da også på, at han følte sig i stand til at slå de mere erfarne rivaler. I dag fik vi imidlertid tydeligt at se, at han stadig har en grænse, for selvom han vitterligt var en af de bedste på både Kwaremont og Paterberg, måtte han også indse, at der var et par mand, der var stærkere end ham. Heldigvis var det blot karrierens fjerde monument for den blot 24-årige belgier, så der er stadig masser af tid til at tage den store klassikersejr, han i dette forår er kommet meget tættere på. Og første mulighed melder sig allerede om blot en uge på Roubaix’ ubarmhjertige brosten.

Større tilfredshed er der helt sikkert hos Oliver Naesen. Den stærke belgier, der med sin forrygende kørsel i Paris-Nice og Milano-Sanremo pludselig var på alles læber som en af de helt tunge favoritter til Flandern Rundt, lignede ellers en mand, der igen i år måtte skyde en hvid pind efter alle drømme som følge af det uheld, der har redet ham som en mare igennem de seneste år. Naesen blev nemlig i tiden op til løbet slået ud af en grum bronkitis, og gennem det meste af løbet følte han sig heller ikke velkørende overhovedet. Alligevel var han en af de fire stærkeste på Paterberg og endte med igen at køre en hæderlig spurt, der indbragte en flot 7. plads. Det udfald havde han utvivlsomt ikke været tilfreds med for et par uger siden, men i lyset af de seneste vanskeligheder er det faktisk en lille sejr. Mandag slipper han endda for sin antibiotikakur, og dermed bør han være 100% frisk til et Paris-Roubaix, hvor hans enorme motor igen kommer til sin ret. Med tanke på den styrke, en svækket Naesen viste på de flamske hellingen, er han lige pludselig igen et brandvarmt navn til årets tredje monument, i hvert fald hvis ikke lykkes gudinde igen vender ham ryggen, som hun desværre har haft det for vane.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Lidt held for Tiesj Benoot nok også brug for. Den stærke belgier havde ellers set bedre ud i Dwars door Vlaanderen, men i det vigtigste løb måtte han sande, at han altså ikke har de superben, han havde sidste år. I hvert fald var han aldrig en faktor, og han kunne ikke gøre mere end blot at hænge på. Da ustabile Tim Wellens heller ikke fandt den drømmedag, som ellers kan gøre ham ganske skræmmende, og en ellers velkørende Jens Keukeleire stadig ikke er god nok til at vinde disse løb, blev det derfor et skuffende løb for Lotto-mandskabet, selvom de var et af få hold med flere kort i finalen. Nu må Benoot så se, om han kan redde sit forår i Roubaix, som han ellers har for vane at skippe, men som han i år giver sig i kast med, selvom han foretrækker mere kuperede løb.

Løbet blev også superholdenes fiasko. Forud for sæsonen så Sky med Gianni Moscon, Dylan Van Baarle og Luke Rowe samt Trek med Jasper Stuyven, John Degenkolb, Mads Pedersen og Edward Theuns ellers ud til med deres store bredde at kunne blive lidt af en magtfaktor i de flamske klassikere. Sådan er det imidletrid ikke gået. Moscon kæmper med efterveerne af et styrt i Emiraterne, og selvom han kørte sin altid aggressive finale, er også Van Baarle stadig mærket af det brud, han pådrog sig i Omloop. Rowe havde desværre en regulær offday, som han også havde det i E3, og de mange Trek-kaptajner måtte desværre endnu engang sande, at de alle har mistimet formen til årets store løb. Degenkolbs 2. plads i Gent-Wevelgem har givet Trek et plaster på såret, men grundlæggende har foråret udsigt til at blive en mindre katastrofe for de ambitiøse hold, også selvom Degenkolb er langt, langt bedre på de flade Roubaix-pavéer, end han er på Flanderns stejle hellingen.

Heller ikke italienerne havde en god dag. De havde ellers i formstærke Matteo Trentin og Sonny Colbrelli to fremragende bud, men ingen af dem figurerede i finalen. Mens det nok var forventeligt, at det hele kunne blive lidt for hårdt for Colbrelli, der endnu mangler det sidste på de flamske bakker, var det en mindre sensation, at forårets mest stabile skikkelse, Trentin, faldt fra allerede på Kruisberg. Måske blev det alligevel for meget at være i topform fra slutningen af januar og frem til nu. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, at manden, der tog sin første sejr i sit allerførste linjeløb for mere end to måneder siden, måske har været lidt for ivrig igennem vinteren for at rette op på et fejlslagent 2017 og derfor tabte de sidste procent, inden det for alvor gjaldt.

Endelig er det umuligt ikke at nævne Dries Van Gestel. Den unge belgier har ganske vist tidligere gjort det hæderligt i de flamske løb, og særligt i sidste uges Gent-Wevelgem viste han, at han måske kunne levere en lille overraskelse i Flandern Rundt. Alligevel var det nok de færreste, der havde spået ham til en 13. plads i et løb, hvor han fulgte alle favoritterne til dørs. Det var også tiltrængt for et Sport Vlaanderen-hold, der efter tidligere at have produceret talenter som Victor Campenaerts, Edward Theuns og Tom Van Asbroeck i de senere år har haft svært ved at udfylde sin rolle som den førende flamske talentskole.

Og måske er det meget passende at runde af med netop Van Gestel. Han var nemlig én af blot mange opkomlinge, der endte med at spille en hovedrolle i et løb, der ellers traditionelt har været en sag for feltets erfarne veteraner. Sådan har det bare ikke været i de senere år, og den 103. udgave af Flanders smukkeste cykelløb tog det endda til helt nye højder.

Nu er spørgsmålet blot, om vi vil se lignende sensationer om en uge, når brostenssæsonen rundes af med det store brag på Roubaix’ toppede pavéer. I disse tider synes intet umuligt - spørg blot Silvan Dillier, der for 12 måneder siden blev nr. 2 i den første udgave, han gennemførte. Cykelsportens klassikerlogik synes ikke længere at eksistere, så hvorfor skulle vi ikke blive vidner til endnu en overraskelse på søndag?