Du finder her en oversigt over de tidligere afsnit.

Holdranglisten i 2022: Nr. 11

Sejre i 2022: 13

Bedste af nuværende ryttere på ranglisten i 2022: Veronica Ewers (22.), Krista Doebel-Hickok (41.) & Emma Langley (134.)

Tilgange:

Alison Jackson

Georgia Williams

Zoe Backstedt

Afgange:

Tanja Erath

Emily Newsom

De hev en amerikansk kanin op af hatten

Sidste år tog EF Education-Tibco-SVB skridtet op på WorldTouren, og forventningerne var ikke synderligt store. Holdet er derfor stærkt tilfredse med de 13 sejre og op til flere topplaceringer i diverse europæiske løb, heriblandt på WorldTouren.

Det har primært Veronica Ewers stået for. Den 28-årige amerikaner kørte blot sit andet år som professionel, hvor hun det første år havde stor succes i det amerikanske løb Joe Martin Stage Race med lutter podiepladser og en samlet femteplads i Tour Féminin de l’Ardèche.

Men derfra og så til at bliver nummer seks på kongeetapen i Tour de Romandie sidste år er et enormt spring. Efter at være toneangivende på 1. etape sluttede hun dagen efter på målbjerget langt foran profiler som Cecilie Uttrup, Marta Cavalli og Demi Vollering, og det sikrede hende en samlet femteplads.

Gennem året viste Ewers også gradvist bedre takter. Hun spillede ikke nogen stor rolle i klassikerne, men til Festival Elsy Jacobs stak hun afsted på sidste etape i finalen og holdt hjem til sejr og en samlet andenplads.

Til de spanske endagsløb viste hun så, at det ikke var en tilfældighed. I det hårdt kørte Nafarraoko-løb sad hun med i forfølgergruppen, der jagtede en ustoppelig Sarah Gigante, og det var Ewers, der var bedst i spurten om andenpladsen. Dagen efter i Navarra-løbet kørte hun i udbrud langt udefra, og i finalen knækkede hun Kristen Faulkner og Ane Santesteban på den sidste stigning og kørte solo hjem.

EF-holdet har danske Daniel Foder blandt sportsdirektørerne. Foto: EF Pro Cycling.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Hun sad med i forfølgergrupperne på etaperne i Baskerlandet, og I Durango-Durango-endagsløbet var hun igen med om sejren, da hun kørte væk i en gruppe med blandt andre Cecilie Uttrup. Hun kunne ikke følge Pauline Rooijakkers opad, men til gengæld slog hun Uttrup og Niamh Fisher-Black, en anden meget lovende klatrer. I Burgos havde hun defekt på 3. etape, netop som hun forcerede på den sidste kilometer. Men at Ewers trives på de spanske stignigner er tydeligt at se.

I Women’s Tour holdt hendes udbrud hjem på 4. etape, og hun kom i top 10 på kongeetapen og samlet. Det samme var tilfældet i Tour de France, hvor hun også blev firer på grusetapen, da forfølgergruppen holdt feltet bag sig. I Giro dell’Emilia var hun den første til at angribe på San Luca-stigningen og blev toer lige bag Elisa Longo Borghini, og det samme var tilfældet i Tre Valli Varesine. Det er altsammen store præstationer af en amerikaner, der kun har kørt i to sæsoner.

Holdets force er i det hårde terræn

Krista Doebel-Hickok stod for seks af holdets 13 sejre, hvoraf den ene var en dominerende sejr på holdtidskørslen i i Tour des Pyrénées. Det skal tages med, at der kun var et andet WorldTour-hold til start, men amerikaneren tog en suveræn samlet sejr efter også at holde hjem på 1b etapen, inden hun satte konkurrenterne fra hjul på målbjerget dagen efter. 

I Tour of the Gila satte hun de stærkeste med et angreb på målstigningen på førstedagen og vandt sidenhen enkeltstarten og blev nummer to samlet. Igen var konkurrenterne få, men den rutinerede 33-årige amerikaner gjorde sig også bemærket i de store løb.

I Burgos Rundt blev hun firer sammenlagt efter at komme i mål sammen med Uttrup på kongeetapen, hvor hun også blev nummer fire. I Flèche Wallonne kom hun i top 10 på trods af at have været i udbrud tidligere på dagen. Hun blev syver i førnævnte Nafarroako og gik i angreb i RideLondon Classic og på kongeetapen af Women’s Tour, men styrtede desværre.

Det er gået støt fremad på UCI´s holdrangliste for EF-holdet.

Dobel-Hickok var også i udbrud på sidste etape af Giro Donne, og det samme var tilfældet i Tour de France. Det lykkedes som bekendt ikke, men klatreren har vist sig frem på et højt niveau gentagne gange sidste år, og hun kan igen give holdet succes i bjergene i år.

En nytilkommer er canadiske Alison Jackson, som er udset en lederrolle. I 2021 viste hun stor styrke, da hun tog en etape i Simac Ladies Tour fra et morgenudbrud. Sidste år forsøgte hun at gentage bedriften i finalen af sidste etape, men det bedste resultat i det løb var på 1. etape, hvor hun blev firer i spurten. Hun holdt sig til i hele løbet og blev nummer otte sammenlagt. Derudover holdt Jacksons udbrudsgruppe hjem på 2. etape af Baloise Ladies Tour, hvor hun dog var overmatchet i spurten. Det var med til at sikre en syvendeplads samlet. 

Højdepunktet må være, da hun var et mulehår fra at vinde Drentse Acht Van Westerveld, hvor hun holdt med frontgruppen hjem i en voldsom omgang sidevind. Den 34-årige var ligeledes med fremme dagen efter i Ronde van Drenthe samt til Commonwealth Games. Hun tog pointtrøjen i Tour of Scandinavia, som hun flere gange var i udbrud i, og så agerede hun leadout, da holdkammeraten Rachele Barbieri vandt en etape i Bloeizone Fryslân Tour.

Er det århundredets talent?

Det førnævnte løb i Pyrenæerne var debuten på den professionelle scene for 18-årige Zoe Bäckstedt. Allerede her viste hun sig flot frem på holdtidskørslen og slog det lovende talent Silvia Zanardi i feltets spurt senere samme dag. Hun holdt tingene samlet på kongeetapen i bjergene, mens hun i det pandekageflade løb Kortrijk Koerse spurtede sig til en femteplads. I cross-verdenen kører hun allerede nu store resultater hjem i eliteklassen.

Der er altså her tale om et helt unikt talent, som allerede nu besidder en enorm motor. Det så man også til de to foregående VM for juniorer. I Leuven vandt hun som førsteårsjunior foran Kaia Schmid med næsten et minut til feltet, og i Wollongong satte hun hele feltet på plads allerede på første stigning og kørte solo hjem med to minutter. Næsten lige så meget vandt hun enkeltstarten med på den 14 kilometer lange rute.

Zoe Bäckstedts knuste konkurrenterne fra start af til juniorernes VM. Foto: Sirotti.

Man må håbe, at Elisabeth Banks snart får medvind i sejlene. Briten kæmpede i 2021 med en slem vedvarende hjernerystelse, og sidste år led hun af senfølger af corona. Den 32-årige har ellers lavet store bedrifter i Giro Donne med to etapesejre, hvor hun kørte et udbrud over og holdt feltet stangen på en vanskelig stigning, og hun er blevet nummer to bag Lizzie Deignan i GP Plouay. 

Endelig er der Emma Langley. Den 27-årige har ikke mange cykelår på bagen, men hun har særligt vist sig på den amerikanske scene. Sidste år vandt hun Joe Martin Stage Race, særligt grundet sin sejr på enkeltstarten. Den amerikanske titel blev til, efter at hun kørte tidligt i udbrud og knækkede Decrezensco. Hun var en vigtig spiller for Doebel-Hickoks sejr i Pyrenæerne, hvor hun førte i bjergene, og i Tour de l’Ardeche kørte hun væk på 3. etapes store stigning midtvejs og hentede en tredjeplads.

Der er altså potentiale i de kuperede etapeløb for det amerikanske hold, som med flere relativt nye ryttere kan ende med at trække flere kaniner op af hatten. Det bliver dog ingen overraskelse, når Bäckstedt brillerer på den store scene, men indtil da har holdet andre profiler til at fortsætte de gode takter fra sidste år.