\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Få dage før i Ciudad de Eibar var Santesteban en af de stærkeste opad og kun overmatchet i den kringlede spurt af Olivia Baril. Dermed var der lagt op til store ting i Baskerlandet, men efter femtepladsen på 1. etape måtte spanieren trække sig fra løbet.Til gengæld var Santesteban den eneste, der kunne følge Mavi Garcia ved de spanske mesterskaber, inden hun fik en defekt og måtte falde tilbage.
I den anden halvdel af sæsonen holdt hun akkurat hjem til tredjepladsen i et hårdt kørt Tre Valli Varesine. Inden da havde hun kørt en sjetteplads hjem i Vuelta Challenge, primært takket være holdtidskørslen, hvor hun sammen med Faulkner og kompagni blot var seks sekunder fra sejren. Man kan forvente at se de to meget mere i denne sæson, så snart terrænet bliver kuperet, forhåbentlig med den første internationale sejr til Santesteban gennem sin 15 år lange karriere.
Foto: Team BikeExchange Jayco.
På det fladere terræn kan holdet satse på sin hårdføre sprinter Alexandra Manly. Australieren kunne boltre sig i Thüringen Rundfahrt, hvor hun fuldstændig dominerede de opadgående spurter, også når afslutningerne blev kringlet. Nuvel, BikeExchange-Jayco var det eneste WorldTour-hold til start, men Manly formåede at være der gang efter gang, i hvad der blev et tysk eventyr, hvor kun en forvirrende afslutning på 2. etape samt et vellykket udbrud på 5. etape holdt hende fra at rydde bordet fuldstændig.
I Women’s Tour var hun på 3. etape nummer to efter ustoppelige Lorena Wiebes, og på kongeetapen formåede hun at sidde med klassementsrytterne i kampen om etapesejren. I Tour of Scandinavia var det australieren, der på 4. etape så sit snit til at forme et udbrud i finalen, som akkurat holdt hjem. Takket være Manly blev Marianne Vos’ sejrsstime brudt, da Manly spurtede sin første WorldTour-sejr hjem.
Endnu mere imponerende var det dog, at hun blev femmer på kongeetapen og sikrede sig en samlet tredjeplads. Gennem løbet sluttede hun kun udenfor top fem på åbningsetapen i Danmark samt den afsluttende etape, hvor hun blev nummer otte. Det hele bliver ikke mindre imponerende af, at Manly ikke har kørt UCI-løb under coronaårene og inden da ikke havde leveret noget internationalt resultat.
Det har kostet dyrt for australierne at miste Annemiek van Vleuten.
Den australske sprintertrio
Manly skulle til sidste års australske mesterskaber køre leadout for Ruby Roseman-Gannon, en anden af holdets sprintere. Den 24-årige viste sin hurtighed på 1. etape af Setmana Valencia, hvor hun blev toer bag Elisa Balsamo, foran blandt andre Manly. Hun var med i finalen i Dwars Door Vlaanderen, hvor hun dog åbnede sin spurt for tidligt og faldt ned i rækkerne. Kort efter fik hun corona lige op til Scheldeprijs, så der var ikke mulighed for at vise sig frem det sprintervenlige brostensløb.
Roseman-Gannon var med til at levere Manly til de mange sejre i Thüringen, og hun var en vigtig faktor for Australien i at vinde linjeløbet i Commonwealth Games. Hun viste sig offensivt frem i blandt andet Tour of Scandinavia og tog selv en sejr i Santos Festival of Cycling, et placebo-løb for Tour Down Under i corona-nedlukningen. Australieren er altså et andet hurtigt kort, som holdet kan satse på sammen med Manly.
Hvis hun skal spørge nogen til råds, kan hun tage fat i Nina Kessler. Hollænderen har siden 2010 kørt på den store scene. Sejre er der ikke mange af, men den 34-årige har i glimt vist sig frem. I Tour de Romandie blev hun firer i spurten på sidste etape, og til de hollandske mesterskaber kørte hun lige op med Vos om fjerdepladsen. Kessler viste sig også frem i Ronde van Drenthe, hvor hun sad med i frontgruppen gennem de mange splittelser.
Slutteligt er der Georgia Baker, endnu en hurtig australier. Hun skulle i virkeligheden have leveret Manly til sejr på 2. etape af Thüringen Rundfahrt, men forvirring i finalen betød, at Bakers leadout blev en meget lang spurt med sejr til følge. Senere kunne australieren sikre nationen hæder i Commonwealth Games efter en spurt, hvor hun blev leveret af Manly og vandt overbevisende. Hun blev nummer fire i Scheldeprijs og viste sig også frem på enkeltstarten i Schweiz og prologen i Giro Donne, da hun blev toer. Sammen med Roseman-Gannon og Manly udgør Baker en trio, der sammen danner et fremragende tog til spurterne.
Allerede i morgen tidlig har den australske trio mulighed for at levere holdets første store sejr til de australske mesterskaber, mens Tour Down Under venter lige om hjørnet. Sammen med særligt Faulkner skal de hjælpe holdet tilbage helt op i toppen af ranglisten.