Da UCI lancerede Women’s WorldTour i 2020, var målsætningen, at der skulle være 15 kvindelige hold i den øverste liga. Et led i en strategi, som skulle fremme cykelsporten for kvinder og eksponere sporten mere for cykelfans verden over.

Den målsætning er næsten lykkedes, idet der i år er 14 hold holdt op mod de ni fra seneste sæson.

Dermed er der mange flere hold og ryttere at stifte bekendtskab med. Samtidig er et generationsskifte i gang, eftersom 2022 bliver første år uden den dominerende Anna van der Breggen, mens også den tidligere verdensmester Chantal van den Broeck-Blaak hænger cyklen op efter klassikerne. Samtidig stormer profiler som Marlen Reusser og Grace Brown frem - og der er flere på vej.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ligesom sidste år vil Feltet.dk være behjælpelig med at belyse de danske og vigtigste profiler på hvert hold, så du er klædt bedre på, når sæsonen om lidt går i gang.

Canyon-SRAM

Canyon-SRAM er et af de hold, som har stolte traditioner i sporten, siden de kom til i 2002 som T-Mobile. Da VM i holdtidskørsel stadig var en ting, var det Canyon-SRAM, der var den dominerende skikkelse med hele fem ud af syv guldmedaljer. Og i år har holdet en ganske solid og sammentømret trup med adskillige profiler.

Gennem de sidste fem år har holdet altid kunnet regne med Katarzyna Niewiadoma, en af verdens førende puncheurs. Den polske stjerne har en både samlet og etapesejr i Women’s Tour samt sejr i Amstel Gold Race og Trofeo Alfredo Binda på CV’et og blev i 2020 nummer to i Giro Donne. Lige nu ligger hun blandt verdens 10 bedste ryttere på ranglisten efter en utrolig stabil sæson.

‘Kasia’ var en hovedaktør fra start til slut af sidste sæson, og i stort set alle løb hev hun en top 10-placering hjem. Præstationen til OL i Tokyo var anonym, men til gengæld hev hun en bronzemedalje hjem til verdensmesterskaberne efter at have lavet sit velkendte slangehug utallige gange, senest på den sidste stigning to kilometer fra mål. Det blev dog aldrig til nogen forløsende sejr, som hun særligt i klassikerne var så tæt på at få.

I Amstel Gold Race var det Niewiadoma, der splittede feltet på Cauberg for dernæst at få sine sejrsmuligheder spoleret af en uarbejdsvillig Elisa Longo Borghini. I Flèche Wallonne var hun tættest på den udødelige Anna van der Breggen, da hollænderen sikrede sig sin syvende sejr i træk på Mur de Huy. I Liège-Bastogne-Liège var hun med frontgruppen hjem, og i Dwars door Vlaanderen var hun som den eneste i stand til at følge Annemiek van Vleuten til dørs.

Nu endte Niewiadoma med at styrte ud af Paris-Roubaix, men ellers vidner sæsonen om, at der snart sagt ikke er et stort endagsløb, hun ikke kan gøre sig forhåbninger om at vinde. Hendes utrolige bakkespurt er sjældent matchet, når først polakken rammer sin topform, og det er kun på de længere stigninger, hun kommer til kort.

'Kasia' Niewiadoma er blandt verdens bedste puncheurs og kan meget vel blive den nye dronning af Flèche Wallonne. Foto: Thomas Maheux.

Forventningerne var skruet helt op, da Chloé Dygert skrev en fireårig kontrakt med holdet forud for 2021. Sidste år blev imidlertid en dæmpet affære, idet amerikaneren stadig var på vej tilbage fra sit benbrudsstyrt i 2020, hvor hun var på vej mod sit andet knusende verdensmesterskab i enkeltstart. Dygert tog den amerikanske titel i enkeltstart, den eneste gang hun stillede op til løb inden OL.

Her blev enkeltstarten til en syvendeplads, mens linjeløbet blev en anonym affære. Efter løbene kom de ildevarslende billeder af Dygert i store smerter, ligesom der tydeligt var en bagside af bronzemedaljen i holdforfølgelse på banen. 

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Forhåbentlig er Dygert ved at være kommet sig over sin skade. I hvert fald melder hun om at have VM på bane og landevej som sine øverste mål, og med sin viljestyrke og udholdenhed er der gode chancer for det. Til gengæld kan man frygte, at det bliver småt med at stille op til andre løb - men gør hun det, vil hun ved fuld styrke kunne sætte kolorit på løbene, hvilket en 22-årig Dygert gav en smagsprøve for i 2019 med sin fjerdeplads til VM i Yorkshire.

En rytter, som har vist sig frem flere gange i 2021 end resultaterne måske fortæller, er hollandske Pauliena Rooijakkers. Den 28-årige var god til at ramme udbrud, hvilket bragte hende langt i løb som San Sebastian og Durango-Durango. Hun kørte sig ind i klassementet i Challenge by La Vuelta ved at sidde med i første etapes vilde udbrud, der kørte hjem med halvandet minut. Men hollænderen behøver ikke altid bruge et forspring for at komme langt, og i 2020-udgaven af Giro dell’Emilia var det en afventede Rooijakkers, der kom på podiet.

Hendes bedste præstation i foregående sæson kom på sidste etape af Vuelta a Burgos på Lagunas de Neila, hvorpå herrerne også slutter deres løb. Her var Rooijakkers blandt de sidste til at hænge på Demi Vollerings knusende tempo, og hun endte med at blive nummer fire på etapen. Med den præstation fortalte Rooijakkers omverdenen, at hun fremover for alvor skal holdes øje med, når et løb slutter på et bjerg, for her var intet overladt til tilfældigheder eller taktik, men stærke ben.

Hendes daværende holdkammerat Soraya Paladin, som følger med til Canyon-SRAM, spurtede sig til en femteplads på åbningsetapen, som sluttede fladt efter en hård bakke, og ditto gjorde hun til Amstel Gold Race. Tidligere har hun vundet etaper i Burgos, hvor hun med en lang spurt har knækket konkurrenterne på stejle opløb. Italieneren kom til kort i spurten i La Course, men hun var med de bedste, ligesom det var tilfældet i Trofeo Alfredo Binda, og hun viste landsholdstrøjen frem i morgenhugget til EM, hvor hun dog kom til kort mod Ellen van Dijk.

Sejren manglede dog i 2021, ligesom den gjorde for Mikayla Harvey , der var blandt 2020-sæsonens åbenbaringer efter sin stabile præstation i Giro Donne, hvor hun var limet til femtepladsen i klassementet gennem hele løbet. Hun blev nummer tre på en hård næstsidste etape i den udgave og lignede en seriøs trussel fremadrettet, men sidste år var hun kun med i finalen i Nafarroako Classics, mens hun viste tænder i Gran Premio Ciudad de Eibar og Schweiz Rundt.

Elise Chabbey har ramt plet, når det gjaldt om at ramme det rigtige udbrud. I år kan der vente flere sejre til den schweiziske motor. Foto: Thomas Maheux.

Hun måtte i Schweiz se sig slået af Elise Chabbey, der rev sig væk fra sin udbrudsgruppe og besejrede Lizzie Deignan i spurten. I Burgos blev Chabbey på første etape slået af Grace Brown efter endnu et vellykket udbrud, og i Giro Donne sikrede hun sig en 10. plads samlet, efter hendes udbrud på 3. etape kørte over tre minutter fra feltet!

Chabbey var naturligvis også med i udbruddet med Rooijakkers i Challenge by La Vuelta, og mønsteret er efterhånden tydeligt at se. Schweizeren har sans for at ramme det helt rigtige udbrud og motoren til at drive det langt - og gående ind til sin femte sæson kan det meget vel være i år, hun besidder evnen til at gøre det færdigt.

Det havde været interessant at se hende i et holdløb med Lisa Klein, som udover sine enkeltstartsevner også besidder en habil spurt, hvilket blandt andet blev bevist i Scheldeprijs med en femteplads. Enkeltstartssejrene i Baloise Ladies Tour sikrede hende også en samlet sejr, mens motoren gav pote i form af en podieplads i Nokere Koerse efter et udbrud i regnen. Tyskeren har således flere facetter, der kan bringes i spil i de fladere løb samt brostensløb. 

Canyon-SRAM har altså masser af potentiale, og selv hvis det ikke skulle lykkes for Sarah Roy at finde sin gamle sprint frem eller for Tiffany Cromwell og Alena Amialiusik at finde klatrebenene, står der et hav af profiler klar til at overtage - alt imens Niewiadoma med sin stabilitet og enestående punch kan give holdet store sejre nærmest året rundt.