Matteo Trentin har på mange måder haft en meget splittet sæson. Efter skiftet fra Quick-Step Floors til Mitchelton-Scott forud for 2018, var forventningerne store til Trentin, der særligt i 2017 havde vist, at han skulle tælles med blandt de allerbedste klassikerryttere i verden.

Trentin var derfor udset en kaptajnrolle på de australske mandskab, men allerede før sæsonen startede, gik det galt. Trentin styrtede på en træningstur og brækkede et ribben, hvilket resulterede i, at Trentin aldrig rigtigt fandt sit topniveau i den første del af sæsonen.

”Første del af 2018-sæsonen var, for mit vedkommende, noget lort. Jeg var med i toppen i Gent-Wevelgem og E3-Harelbeke, men det brækkede ribben gjorde, at jeg hele tiden var et skridt bagud,” fortæller Trentin til Cyclingnews.com.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Et brækket ribben var dog vand ved siden af det, Trentin var ude for i Paris-Roubaix. Her væltede den dobbelte Tour de France-etapevinder nemlig igen, men denne gang med en brækket ryghvirvel til følge. Den voldsomme skade holdt naturligvis Trentin ude i en stor del af sæsonen, men faktisk er han selv bare glad for at have kommet sig helt.

”Jeg missede en stor del af sæsonen fra april til juli, men hvis jeg skal være ærlig, er jeg bare taknemmelig over at have kommet mig helt. Muligvis ville jeg aldrig havet kunne gå igen, så jeg er bare glad for at være tilbage på cyklen.”

Trentin er dog ikke blevet skræmt af det voldsomme styrt, og han ser frem til næste år at vende tilbage til klassikerscenen i topform.

”Jeg vil tilbage til hvor jeg hører til, og hvor min karriere var ved at føre mig hen (klassikerne, red.).”

Trentin kørte sit første løb siden uheldet i juli, hvor han deltog i det nyskabte Adriatica Ionica. Derefter drog han til Polen, hvor to top-10-placeringer sørgede for en smule selvtillid før EM i Glasgow, der længe havde været et af sæsonen store mål.

Trentin tog til Skotland med opbakning fra et stærkt italiensk landshold, der gennem løbet arbejdede fremragende sammen. Med 55 kilometer tilbage, hoppede Trentin og landsmand Davide Cimolai med i det afgørende udbrud, der også indeholdt Mathieu van der Poel og Wout van Aert.

Med knap 10 kilometer til mål væltede en stor del af udbruddet, og Trentin var nu alene tilbage med van der Poel, van Aert, Jesus Herrada, Xandro Meurisse og Cimolai, der med det samme trak i arbejdstøjet for at holde det sammen for Trentin.

Dette lykkedes til punkt og prikke, og efter fremragende arbejde af Cimolai, kunne Trentin spurte sig til sejr i et af verdens største endagsløb. Sejren var ikke bare sæsonens første for Trentin, men den sikrede ham også muligheden for at bære europamestertrikoten i de følgende 12 måneder.

”Jeg nyder at bære europamestertrøjen. Jeg er stolt over at bære den. Den skiller sig ud i feltet, og den symboliserer en helvedes masse for europæisk cykling og mig, naturligvis. Den gør al smerten og skuffelserne fra første del af sæsonen det værd,” afslutter altid sympatiske Trentin.