\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
“Når jeg kigger tilbage, så er jeg virkelig glad og stolt over hvad vi præsterede i Giroen, og jeg er sikker på, at min forberedelse ender med at være lige så god som hvis jeg havde trænet i højderne,” fortalte den yngste Norsgaard med tilfredshed i stemmen.
“En god rute for mig”
I den komprimerede kalender skal blikket dog ikke vendes tilbage, men frem, for torsdag eftermiddag venter den første deltagelse i elitens verdensmesterskab i enkeltstart. Tidskørslen er den første af sin slags for den 21-årige rytter siden sidste års Chrono des Nations, der blev kørt i slutningen af oktober.
“Det bliver teknisk omkring kilometer 27-28, hvorefter der er et par kickers, først et stykke på halvandet minut og bagefter 45 sekunder. Ellers er det ret meget ligeud og så hjem. Det er virkelig en tonserrute, som passer både Pernille (Mathiesen, red.) og mig selv rigtig godt,” forklarede den tidligere viceverdensmester for juniorer.
“Min form er som den skal være, og jeg er allerede ved at blive nervøs nu. Jeg gider ikke rigtig at snakke med mine forældre,” lød det fra Norsgaard, som ifølge hende selv træder flere watt når hun er ‘lidt træls’.
Landstræner Tayeb Braikia var ude med en officiel målsætning om top 8. En målsætning, som Norsgaard vil være håber på at kunne opnå.
“Top 8-10 vil jeg være rigtig tilfreds med. Men skal man drømme, så vil jeg drømme om top 5,” fortalte danmarksmesteren.
Hvis der står et lille spørgsmålstegn ud for Norsgaards enkeltstartsform, så må der være et kolossalt spørgsmålstegn for den forsvarende verdensmester. Chloe Dygert-Owen har nemlig slet ikke kørt landevejsløb siden verdensmesterskaberne i Yorkshire sidste år. Alligevel er Norsgaard enige med bookmakerne, som har amerikaneren som favorit.
“Vi kommer ikke udenom Dygert-Owen. Hvis ikke hun står øverst på podiet, så er hun i hvert fald på podiet. Vi skal ikke tage fejl af, at hun er rigtig stærk, og hun har en rigtig god træner,” sagde Norsgaard med henvisning til Kristin Armstrong, som udover at være Dygert-Owens træner selv er olympisk mester i enkeltstart i 2016.
“Og så ved jeg ikke om hun vil være en overraskelse, men tror jeg på min holdkammerat Marlen Reusser, hun kan gøre det rigtig godt på den her rute,” lød det fra den kommende Movistar-rytter.
Har slet ikke set linjeløbsruten endnu
Efter de omtrent 40-45 minutters smertehelvede venter linjeløbet på lørdag, hvor Danmark har Cecilie Uttrup Ludwig som klokkeklar kaptajn. Uttrup var blot to sekunder fra at vippe Elisa Longo Borghini ned fra podiet i Giro Rosa. Derfor skal Norsgaard agere hjælperytter, men der er slet ikke gjort tanker om, hvad en god indsats vil være fra hendes egen side endnu.
“Jeg har ikke set ruten endnu, fordi jeg fokuserer på enkeltstarten. Så det er lidt svært at sige, at jeg skal sidde med i x antal omgange. Jeg kan slet ikke overskue at tænke på det løb lige nu. Men jeg er der 100% for Cecillie,” lovede Norsgaard.
Der var dog overskud til at give et bud på en mindre overraskelse. Holdkammeraten Mikayla Harvey, der fyldte 22 under Giro Rosa, varslede nemlig for alvor om sit talent under Giro Rosa. Som Norsgaard selv sagde det, var hun ‘et nyt ansigt på podiet’, men noget tyder på, at ansigtet er et, som cykelfans skal vænne sig til.
“Mikayla Harvey har kørt en virkelig sindssyg Giro, især på 8. etape på den her lange stejle stigning, hvor hun bliver nummer tre. Man skal ikke tage fejl af den her unge kiwi, for hun kan virkelig træde i pedalerne,” understregede Norsgaard, der har Elisa Longo Borghini og Giro Rosa vinderen Anna Van Der Breggen som favoritter.
Debut i debut-udgaven af Paris-Roubaix
Som var det en enkeltstart fløj tiden af sted under interviewet, men der var dog tid til at høre om resten af løbsprogrammet, som har ændret sig flere gange i løbet af sæsonen. Og grundet sygdom og skader på holdet skulle programmet bestå af ardennerklassikerne.
I en sæson hvor man må være omstillingsparat har tingene dog ændret sig igen, denne gang til fordel for Norsgaard, der ikke just har ardennerklassikerne som mål.
“Ja, nu siger jeg heldigvis, men heldigvis slipper jeg for ardennerklassikerne og får lov til at køre alle Flandern-klassikerne og Paris-Roubaix," afslørede Norsgaard.
"Jeg troede, jeg skulle direkte til Belgien, men nu er der så kommet en åbning til at kunne køre DM, så jeg håber, jeg får lov til at komme med,” fortalte Norsgaard, der forklarede, at tilmeldingen til DM i enkeltstart egentlig er lukket.
Skulle det lykkes at komme med til DM i enkeltstart vil resten af løbsprogrammet altså byde på DM den 3. oktober, Gent-Wevelgem søndag den 10. oktober og Flandern Rundt søndagen efter den 18. oktober. Sæsonen vil herefter blive rundet af med Driedaagse Brugge-De Panne tirsdag den 20. oktober og debutudgaven af Paris-Roubaix den 25. oktober.
Så langt frem er der dog ingen grund til at kaste blikket frem nu, for selvom tiden kan flyve af sted en tirsdag eftermiddag, venter der knap tre kvarters opslidende og afgørende minutter denne torsdag eftermiddag.