På et overordnet plan var der danskere her, der og alle vegne i dette års Tour de France, og der blev hevet hele to sejre hjem til Dannebrog i årets løb. Det er nok til at sætte vores norske naboer til vægs på samlet antal Tour-etapesejre.

Men hvordan gik det egentlig danskerne enkeltvist? Det har Feltet.dks ekspert Emil Axelgaard taget temperaturen på.

Søren Kragh Andersen (Team Sunweb): 10/10

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Er ord egentlig ikke overflødige? Forud for løbet stod det klart, at Søren Kragh havde masser af frihed til at jagte etaper, men for en type som ham, der ikke kan vinde i de høje bjerge, var der reelt kun tre etaper at gå efter.

Af disse vandt han de to, ligesom han spillede en afgørende rolle i at sikre, at holdet også vandt den tredje, hvor han endda selv blev nr. 3. Det hele blev rundet af med en fornem bekræftelse af tempoevnerne på en rute, der ikke passede ham, ligesom han spillede en vigtig rolle i det Sunweb-tog, der viste sig som løbets stærkeste ved flere lejligheder.

Det kan ganske enkelt ikke gøres bedre - overhovedet. Chapeau, Søren!

Michael Mørkøv (Deceuninck-QuickStep): 10/10

Forud for løbet så Michael Mørkøv job svært ud. Afbuddene fra først Yves Lampaert og siden Zdenek Stybar havde reduceret det engang så suveræne Deceuninck-tog til en dansk-irsk duo, der var oppe mod stærkere og antalsmæssigt overlegne tog.

Selvom det ikke altid lykkedes at få Sam Bennett frem i den bedste position, kunne Mørkøv under de omstændigheder ikke gøre det meget bedre, og han rundede endda det hele af med et perfekt lead-out i den vigtigste spurt af dem alle.

Lægger man dertil, at den måde, han og Bennett drev gæk med rivalerne med deres mange dobbeltsejre i de indlagte spurter, hvor deres præstation var på grænsen til det sublime, er det svært at sætte én eneste finger på en af verdens allerbedste lead-out mens præstation.

Mads Pedersen (Trek-Segafredo): 9/10

Inden Polen Rundt tydede alt på, at Mads Pedersens Tour-debut skulle blive en ren hjælpertjans, men så viste verdensmesteren os pludselig, at han også kunne vinde massespurter.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det åbnede helt nye perspektiver, som han til fulde udnyttede til også at jagte personlig succes. Som spurten i Paris viste, er han stadig et nøk langsommere end de allerhurtigste, og i det lys er det svært at gøre det meget bedre end 2. pladser i løbets to vigtigste spurter.

Samtidig var han en uovertruffen bodyguard for Richie Porte i det terræn, hvor han er særdeles skrøbelig, og heller ikke den opgave var der meget at sætte en finger på.

De eneste to små minusser er, at han to gange mislykkedes i at holde hjulet på hans ellers så suveræne Trek-tog, hvilket ødelagde to oplagte chancer for måske endnu bedre resultater, og at det jo faktisk gik galt for Porte på den eneste sidevindsetape - dog angiveligt mere grundet dårlig forberedelse fra holdet end Pedersen selv.

Det er dog kun skønhedspletter på en helt igennem fornem Tour-debut.

Casper Pedersen (Team Sunweb): 8/10

Egentlig skulle Casper Pedersen slet ikke have deltaget, men hans fantastiske lead-outs i Polen og Algarve, overbeviste Sunweb-ledelsen om, at han kunne tilføre uhyre meget værdi til positioneringssvage Cees Bol.

Opgaven som sidste lead-out man udførte han fremragende som næstsidste led i et tog, der flere gange viste sig som løbets stærkeste, og særligt holdets opvisning i Privas, hvor kun Wout van Aert ødelagde det for Bol, står tilbage som løbets måske flotteste lead-out.

Samtidig greb han sin eneste personlige chance til at sikre sig en 5. plads i en knaldhård finale i Lyon, og derfor er der ikke mange pletter at sætte på Tour-debuten.

Eneste lille minus er, at Sunweb-toget lidt for ofte gik i stykker eller fik byttet rundt på rækkefølgen, så de sidste spurter gik helt i vasken, men det ansvar er de et helt tog på fem mand om at dele.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott): 7/10

Christopher Juul er altid svær at vurdere, fordi det meste af hans arbejde er relativt anonymt. Det udførte han imidlertid med samme upåklagelighed, som han plejer, og Mitchelton-ledelsen fik nok engang bevist, at de kan regne med deres danske arbejdsmand.

Alligevel var han også en del af et hold, der efter eget udsagn kom for at jagte etaper, og det lykkedes aldrig holdet at komme til at spille afgørende roller i udbrud.

Derfor kom Juul heller aldrig til at agere ”hjælpeudbryder”, som han så flot gjorde ved Matteo Trentins etapesejr i 2019, og han manglede ligesom resten af holdet i finalen på 14. etape, hvor Mitchelton kom til kort i forsøget på at skabe samling for Luka Mezgec, hvis spurtsejr nu kun gav en 2. plads.

Her var hans rolle imidlertid først og fremmest at hjælpe Mezgec og Adam Yates i positionskampen, og derfor er det svært på nogen måde at kritisere hjælpeindsatsen fra Juul, der først og fremmest kan ærgre sig over, at Mitchelton aldrig rigtigt blev en faktor i løbet, efter at den gule trøje var afleveret til anden side.

Kasper Asgreen (Deceuninck-QuickStep): 6/10

Kasper Asgreen har ikke gjort sig selv en tjeneste ved at være så god. Det betyder nemlig, at vores forventninger er så høje, at de er meget svære at leve op til.

Derfor sidder man også tilbage med en let uforløst fornemmelse, for Asgreen syntes aldrig at ramme sit allerbedste og tårnhøje niveau, selvom han i år havde lidt mere frihed til at jagte personlig succes. Derfor blev det ikke til de store personlige meritter, men i rollen som hjælper var han som altid brølstærk, både når der skulle føres, og når han skulle agere stand-in for Stybar og Lampaert i det svækkede Deceuninck-tog.

Han sluttede også af med at bekræfte sine tempoevner på enkeltstarten, hvor han var 9. hurtigst af alle på den flade del, ligesom han var fabelagtig til at sætte Mørkøv og Bennett op i Paris.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Der manglede bare det personlige resultat, som måske kunne være kommet på 2. etape, hvis UAE og EF havde villet det, men det siger meget om Asgreens klasse, at man efter så solid en hjælperindsats sidder med fornemmelsen af, at det aldrig blev helt, som det skulle.

Niklas Eg (Trek-Segafredo): 3/10

Egentlig er det urimeligt at være hård ved Niklas Eg. Den danske Tour-debutant blev nemlig kastet for løverne i en opgave, han reelt havde meget svært ved at løse. Ser man på hans bedrifter forud for løbet, kunne man således ikke have forventet, at han kunne have siddet længere hos Richie Porte og Bauke Mollema på løbets bjergetaper.

Problemet var bare, at det var hans opgave at gøre netop det, men nu endte Porte og Mollema med kun at have Kenny Elissonde hos sig, selv når feltet stadig var halvstort.

Egs udtagelse skal da også primært ses i lyset af manglen på bjerghjælpere på et Trek-hold, der sender de fleste klatrere til Giroen sammen med Vincenzo Nibali, og den unge dansker var derfor lidt en nødløsning.

Eg leverede en indsats, som man kunne have forventet, men desværre var kravene til hans job nok bare større, end han på nuværende tidspunkt af sin karriere kunne imødekomme.

Michael Valgren (NTT Pro Cycling): 2/10

Desværre blev Touren endnu en skuffelse for Michael Valgren, der ikke har haft meget at glæde sig over i de sidste to sæsoner.

Det lykkedes ham aldrig at ramme et udbrud, og ligesom resten af det hensygnende NTT-mandskab var han bare statist. I lyset af de trængsler, han har haft i 2019 og 2020, var hans præstation imidlertid på niveau med det, man kunne forvente, og derfor kan man heller ikke tillade sig at være alt for skuffet.

Heldigvis så vi, at Valgren sidste år drog fornem fordel af Touren til at varme sin motor op til et flot efterår. Gør han det igen denne gang, har de tre uger slet ikke været så spildt, som resultaterne i første omgang antyder.