STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da årets Dauphiné blev indledt, burde der egentlig være lagt op til et helt åbent og uforudsigeligt cykelløb. I de seneste år har det franske løb klart givet Tour de Suisse baghjul som den foretrukne Tour-forberedelse, men det er alligevel sjældent, at fordelingen af Tourens forventede klassementsryttere har været så skæv, som det er tilfældet i år. Når det schweiziske løb på søndag skydes i gang, er det med et bemærkelsesværdigt lavt antal Tour-kaptajner, for i skrivende stund er det kun Romain Bardet, Mattias Skjelmose og Tom Pidcock, der har tænkt sig at bruge det schweiziske løb til den sidste formafpudsning.

Alle andre er derimod i Dauphiné. Nej, vi savner Simon Yates, der ser ud til at ville forberede sig enten i Slovenien eller helt uden løb, og så naturligvis en af de allervigtigste hovedpersoner, nemlig Tadej Pogacar, men derudover er hele den bande, der skal underholde os til juli samlet i Frankrig i disse dage. Og ser man frem til en spændende Tour, burde det jo betyde, at vi skulle sidde med hjertet oppe i halsen i disse dage af bare spænding over, hvem der mon vil få det psykologiske overtage inden det helt store slag i næste måned.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Det gør vi imidlertid ikke. Årets udgave af det franske opvarmningsløb har en om muligt endnu større favorit end i de år, hvor Chris Froome lagde grundstenene til sine Tour-sejre ved næsten pr. rutine at vinde i juni også. Sådan er det nemlig i disse dages cykelsport. Der er en lille udsøgt skare af fænomener, der er så overlegne, at de reelt kun kan true hinanden. Og i den kategori falder blandt de ryttere, der i år satser på Touren, kun Vingegaard og Pogacar - og når sloveneren melder afbud, har det den naturlige konsekvens, at den danske Tour-konge, hvor hårdt det end kan lyde, faktisk er uden reel modstand.

Nu er danskeren jo ellers ikke så stabil som sin slovenske konkurrent. Når Pogacar møder op til et cykelløb, er det meget sjældent, at han ikke er tæt på sit topniveau. Sådan er det trods alt ikke med Vingegaard, der så sent som i Paris-Nice viste, at han kan være ganske menneskelig. Det kan han imidlertid kun i forårsmånederne, hvor han er en betydeligt langsommere starter end Pogacar. Når kalenderen siger sommer, og Touren nærmer sig, svigter Vingegaards form aldrig - og det har altså den konsekvens, at det, der burde være en knivskarp og neglebidende Tour-generalprøve allerede inden løbet havde karakter af en form for procession.
 

At der er to helt forskellige niveauer i toppen af cykelhierarkiet lige nu, kunne vi vel ikke få bedre udstillet, end vi gjorde det, da feltet i dag tog hul på den kuperede anden halvdel af løbet. Det var nemlig bestemt ikke en dag, der havde fået noget kryds i Vingegaards kalender. Potentialet til at angribe var bestemt til stedet, da en lang og relativt flad dag sluttede med en stejl mur i kanten af Jura-bjergene, men med udsigt til langt bedre muligheder senere i løbet og et ønske om ikke at skulle tage dumme risici på den sidste nedkørsel inden Touren gjorde det helt naturligvis for danskeren at gribe løbet defensivt an.

Det var han imidlertid ikke alene om. Allerede inden løbet kunne man let pege på, hvilke tre ryttere der havde helt andre planer. Vi kender nemlig Mikel Landa og Richard Carapaz. De kan sjældent se en stigning, uden at der går kløe i benene, og da de begge led et for den enes vedkommende forventet og for den andens vedkommende ubehageligt nederlag på enkeltstarten, lå det i kortene, at de var på revanchejagt. Det lå også i de samme kort, at Julian Alaphilippe, der både mandag og i går fik tanket masser af selvtillid med nogen sandsynlig ville teste sine eksplosive ben i en finale, der passede ham som fod i hose. Der var således ikke udsigt til, at Vingegaard bare kunne rulle til mål. Han var nødt til at følge med.

Og det gjorde han så. Landas angreb kom aldrig, selvom han med føringsarbejde fra sit hold ikke havde lagt skjul på planerne, for knap var den stejle mur ramt, inden de to andre hovedaktører var i trådt i karakter. Alaphilippe sendte Andrea Bagioli til fronten for at lægge et benhårdt pres, inden Carapaz trykkede til - og så måtte Vingegaard jo modvilligt i arbejdstøjet, når nu de andre absolut ville køre cykelløb.

Det var svært ikke at føle sig hensat til 4. etape af Baskerlandet Rundt, som jeg allerede fremhævede i gårsdagens optakt. Også den havde en tilsvarende finale, dog med en længere og vanskeligere stigning, og også dengang havde Vingegaard, der allerede førte løbet, ikke andre planer end at følge med. Den sidste nedkørsel var nemlig ikke noget, der fristede ham voldsomt, når behovet for at tage risici var ikkeeksisterende, men også dengang var han uheldigvis i samme felt som Carapaz og Landa. Og efter at en meget formsvag Carapaz havde åbnet ballet med det første angreb, var det Landa, der satte kniven.

Det gjorde han effektivt. Det var nemlig kun Vingegaard, der kunne følge med, og efter at han i nogen tid havde fastholdt sin defensive indstilling og siddet på hjul, var afstanden blevet så stor, at han lige så godt kunne tage chancen. Det gjorde han så, og selvom han aldrig satte Landa af, endte det alligevel med etapesejr og en uventet og meget stor tidsgevinst, der i sidste ende var medvirkende til, at det var Landa, der endte som nr. 2 bag Vingegaard.

Skruer man tiden tre måneder frem, var situationen præcis den samme. Det var igen Carapaz, der åbnede ballet, men denne gang var han så formstærk, at han faktisk kunne gøre forskellen. Alaphilippe slap som den sidste, og efter at Vingegaard igen havde holdt sig til sin defensive strategi, voksede afstanden så meget, at det alligevel var en mulighed, der var værd at gribe. Og så begyndte Vingegaard også at føre, akkurat som havde gjort det i Baskerlandet to måneder tidligere.

Dengang kunne Landa følge med, selvom det tydeligvis holdt hårdt. Det kunne Carapaz imidlertid ikke to måneder senere. Hurtigt stod det klart, at frygten for, at ecuadorianeren fortsat er langt fra fordums styrke - en frygt, der blev bestyrket af hans meget lidt overbevisende sejr i Alperne for en god uge siden og i går også af en katastrofal enkeltstart - blev hurtigt bekræftet, da den olympiske mester ikke blot faldt fra, men også endte med at betale så dyr en pris, at han end ikke kunne følge feltet. Det kan meget vel hænge sammen med, at han gravede for dybt i sit forsøg på at følge en mand, der ikke kunne følges, men det er alligevel svært ikke at sidde tilbage med en følelse som i 2022, nemlig at ecuadorianeren har indledt en ærgerlig og nedadgående spiral, der formentlig er forårsaget af alderen.

Og sådan gik det til, at Vingegaard endte med at levere den første af formentlig flere magtdemonstrationer i dette løb. Ikke fordi han havde planer om det. Nej, faktisk har vi stadig til gode at se hans første angreb i dette løb. Men slet og ret fordi danskeren er så meget i sin egen liga i dette felt, at de andre ganske enkelt ikke kan følge med, når han blot åbner en smule for gassen.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Dermed blev alle prognoser og spådomme inden løbet bekræftet. Nok er årets udgave af Dauphiné i sjældent stor grad en Tour-generalprøve, men når et fænomen møder op til et løb, hvor han ikke har selskab af et af et ”medfænomen”, er løbet i disse tider afgjort på forhånd. Det så ud til, at kun uheld kunne forhindre Vingegaard i at vinde samlet, og efter i dag står det soleklart, at det fortsat er sådan. Danskeren er nemlig ikke just en mand, der har for vane at blive ringere og ringere. Nej, faktisk plejer det at gå lige modsat - og det må bekymre samtlige rivaler.

Vingegaard gjorde os således ikke spor klogere. Det er stadig kun Pogacar og uheld, der synes at kunne true endnu en dansk Tour-sejr - men det er også begge to ganske formidable trusler - men til gengæld fik vi en masse andre interessante svar ud over de bekymrende tendenser fra Carapaz. Blandt andet bekræftede Ben O’Connor det lovende indtryk, han efterlod i går, da han i en finale, der passede ham ganske elendigt, var eneste mand, der i første omgang kom tæt på at følge med, da Carapaz trykkede til. Det tyder altså mere og mere på, at australieren nok engang synes at toppe, når det gælder mest - dårligt forår eller ej.

Det hang dog også en del sammen med positionering. En god position er altafgørende for så kort en stigning, og det var formentlig også årsagen til, at man kunne nå at blive bekymret for Adam Yates. Han sad i hvert fald i første omgang bekymrende langt tilbage, men senere lignede han en af de stærkeste - stærkt sekunder af Rafal Majka, der igen ligner en kongehjælper for Pogacar i Touren. Det er ganske opløftende, for briten har bestemt ikke været alt for overbevisende i det seneste halvandet års tid, men sandt er det også, at det for en type som ham er i de rigtige bjerge, at de virkelige udfordringer melder sig. I første omgang har Pogacar imidlertid al mulig grund til at juble over det, hans løjtnanter viste i dag - også fordi vi ser en Felix Grossschartner, vi ikke har set siden sidste års Tour de Suisse.

Til gengæld ringer alarmklokkerne i den grad hos det tredje af de store klassementshold. Carlos Rodriguez’ nedtur er formentlig en følge af hans styrt, hvorfor der fortsat er grund til optimisme frem mod Touren, men Daniel Martinez’ endeløse trængsler bare fortsætter og fortsætter. Det er næsten umuligt at se, at det skulle vende inden Touren, hvor holdet nu ser ud til at skulle hænge sin hat på urutinerede Rodriguez - og Egan Bernal. Colombianeren var vel dagens allermest positive oplevelse, for selvom det ikke endte med at være nogen alt for selektiv etape tyder det på, at han er på rette vej. Gårsdagens pauvre enkeltstart handler nok mere om, at det af gode grunde ikke har været noget fokusområde de seneste måneder, for niveauet ser ud til at være så godt, at det bestemt er værd at tage ham med til Touren.

Det var også opløftende at se Enric Mas. Jeg skal blankt indrømme, at jeg var alvorligt bekymret efter gårsdagens enkeltstart, for selvom vi nu har lært, at han har for vane at kollapse mod slutningen af sine tidskørsler, var det altså meget voldsomt, hvad vi så i går. I dag lignede han til gengæld den stærke klatrer, vi kender, og det er meget opløftende for en mand, der plejer at blive bedre og bedre.

Også Giulio Ciccone efterlod et positivt indtryk, og dermed er han tilbage på den uhyre lovende kurs, han har haft hele året, og som kun kortvarigt blev ødelagt af den gang corona, der kostede ham Giroen. I det hele taget havde Trek en god dag, da også Juan Pedro Lopez begynder at nærme sig Tour-formen efter et skadesplaget og svært forår.

Og så var der Jai Hindley. Den lille australier tegner mere og mere til at være manden, der aspirerer mest til Tourens sidste podieplads. I dag kørte han sit livs enkeltstart, og i dag så han meget overbevisende ud. Det gjorde han endda i et ugelangt løb, hvor hans historik er ganske begrænset, for det er jo først i den tredje uge af grand tours, at han for alvor bliver god. Her bliver han til gengæld også meget god, og når niveauet allerede nu er så lovende, kunne det lugte af tiltrængt julisucces til Bora.

Der var bestemt også andre vindere. Tobias Johannessen ser ud til at være klar til at fortsætte sin lovende udvikling efter et svært forår, og han fik endda til slut bekræftet, hvor rasende hurtig han er. Jack Haig ser også fortsat overraskende god ud efter Giroen, mens Vingegaard kan glæde sig over, at Tiesj Benoot klatrede aldeles fornemt. Louis Meintjes finder også igen formen til denne tid af året, som han har for vane, og der var herlig opmuntring til Guillaume Martin, der har været en skygge af sig selv, siden han blev hårdt ramt af corona. Max Poole fik sat en fed streg under det store potentiale, han åbenbarede i foråret, Clement Champoussin viste noget af det bedste, vi har set i lang, lang tid, og Esteban Chaves ser igen i år ud til at have fundet sin sjældne topform præcis til denne årstid. Hvordan man skal læse Mikel Landa er vanskeligere at sige, for selvom han ikke virkede overbevisende, kan det handle om en ringe position i bunden af stigningen.

Egentlig er Lenny Martinez også en vinder, for den 20-årige guldfugl fortsætter bare med at imponere. Det hjælper imidlertid næppe på humøret hos FDJ, når David Gaudu var den helt store taber sammen med Ineos-mandskabet. Allerede i går meldte han om dårlige ben, og i dag må bekymringen i den grad være taget til. Han var ellers kommet over sin børnesygdom med voldsom ustabilitet, men da han nu efter en skuffende ardennerkampagne er milevidt fra sit niveau, synes de problemer at være genopblusset. Netop hans udsving kan stadig give håb om, at han finder sig selv inden Touren, men der må være en urolig stemning hos franskmændene, der også så Valentin Madouas underpræstere markant.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det gjorde Alaphilippe også. Det var jo ellers så opløftende at se ham i mandags og i går, men som jeg allerede skrev i analysen i mandags, er en spurtsejr meget let at overfortolke. Sidste års sejr i Baskerlandet viste sig jo at være røgslør for, at han var milevidt fra sit niveau, og noget tyder på, at denne sejr kan være det samme. Også han kan have betalt en pris for sit forsøg på at følge de bedste, men på så udpræget en Alaphilippe-stigning burde han naturligvis ikke blive sat af en Carapaz, der ikke er på toppen. Selvtilliden fejlede ellers ikke noget, da Soudal tog ansvaret gennem hele dagen, men det gør den nok desværre igen i aften.

Så kan Matteo Jorgenson nok have mere grund til at tro på sig selv. Amerikaneren fik en gigantisk lussing, men som for Rodriguez kan det formentlig forklares med styrtet og en tabt kæde, netop som de ramte stigningen. Selvsamme kædetab betød jo desværre, at Mikkel Bjerg røg i asfalten og fik en kedelig afslutning på sit gule eventyr, men han kan trods alt trøste sig med, at det ikke var det, der kostede ham trøjen. Forfølgergruppens sammensætning tilsiger, at han næppe havde kunnet blande sig i det selskab, og Vingegaard kunne han helt sikkert ikke have fulgt.

Det var der nemlig slet ingen, der kunne, og det er jo moderne cykelsport i en nøddeskal. Der er en lille udsigt elite af fænomener, der er så meget bedre end de andre, at de reelt kun kan konkurrere med hinanden. Derfor så det på forhånd ud til, at det eneste, der kunne true en Vingegaard-sejr i denne uge, var uheld, for selvom hele paraden af Tour-kaptajner i næsten fuldt antal er samlet, hjælper det ikke meget, når danskeren er den eneste af dem, der hører til klassen af fænomener. Den lille, udsøgte gruppe af ryttere er nemlig så overlegen, at de andre simpelthen bare ikke kan følge med - heller ikke selvom de slet ikke har planer om at angribe.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE