STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det siger meget om tilstanden i dansk cykelsport, at man kan gå ind til en enkeltstart i Criterium du Dauphiné med en forventning om, at det bliver til dansk sejr. Det franske etapeløb er nemlig ikke noget lokalt juniorløb. Nej, det regnes af mange som det stærkest besatte og mest prestigiøse af de ugelange etapeløb, dels fordi ruten altid er benhård, og dels fordi det består af et sultent felt af ryttere, som er tæt på Tour-formen. Ja, faktisk er der ryttere, der har berettet om, at det af og til kan føles endnu hårdere end selve Touren, fordi alle er så opsatte på at bevise, at de har fortjent en plads i verdens største cykelløb.

Når et land besidder en af sportens fænomener, og han er den eneste af disse fænomener, der stiller til start, er det imidlertid et privilegium, man har. Det er klart, at forholdene er anderledes, når fænomenerne møder hinanden, men akkurat som belgierne ofte kan regne med, at Remco Evenepoel kommer fra et løb med en sejr, var der utvivlsomt mange danskere, der forventede, at denne onsdag skulle blive dagen, hvor Jonas Vingegaard sendte et klart signal til Tour-rivalerne ved at vinde løbets enkeltstart og samtidig i den første klassementstest tage et stort skridt mod den samlede sejr.

Highlights: Mikkel Bjergs første World Tour-sejr og 2. plads til Vingegaard på dagens enkeltstart

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

Det skyldtes nu ikke kun Vingegaard selv, men også startfeltet. Nok er danskeren en glimrende temporytter, men han har stadig til gode at vinde en enkeltstart på WorldTouren. Det kunne han naturligvis have gjort, hvis ikke han havde foræret Wout van Aert sejren på Tourens 20. etape for et år siden, men der er relativt stor forskel på den Vingegaard, vi ser i den tredje uge af Touren, og den udgave af Tour-kongen, vi ser på en relativt restitueret enkeltstart, som vi var vidner til i dag. Eksempelvis blev han blot nr. 7 på enkeltstarten for et år siden, selvom han senere i bjergene viste sig at være klart stærkeste mand.

I år var betingelserne bare anderledes. Formentlig som følge af en rute, der byder på hele to tidskørsler på bare otte dage, er det Tour de Suisse, der har tiltrukket de fleste af feltets tempospecialister, herunder Filippo Ganna og Van Aert, der sidste år endte som nr. 1 og 2 på enkeltstarten i Dauphiné. Derfor var det temposiden et relativt svagt felt, der i søndags tog hul på årets franske Tour-generalprøve, og på den liste var der kun tre navne, der for alvor skilte sig ud, nemlig Vingegaard, Remi Cavagna og Ethan Hayter. Der var i hvert fald ikke andre, der tidligere havde været tilstrækkeligt tæt på at vinde WorldTour-enkeltstarter på dette niveau inden for de seneste år, og da Hayter jo desværre er rejst med et brækket kraveben, lignede det en duel mellem Vingegaard og Cavagna.

Den kunne naturligvis gå begge veje, men efter magtdemonstrationen i Galicien og den flotte Tour-enkeltstart var det svært ikke at forvente en sejr til en Vingegaard tæt på Tour-formen - også selvom ruten passede ham dårligere, og han ikke havde glæde af sin restitution, som han havde det i Touren. Man har nemlig kunnet fornemme, at danskeren, der jo først blev tempospecialist i Touren i 2021, har udviklet sig betydeligt på den front siden sidste års lidt beskedne 7. plads i dette løb, og i forhold til 2021-udgavens helt flade rute passede denne etape ham trods alt bedre, selvom de mange højdemeter blev fundet i terræn, der handlede mere om power end om klatreevner.

Vingegaard levede da også op til forventningerne. Et lidt for hårdt udlæg så ellers ud til at koste, men da vejene igen begyndte at stige kraftigere mod slutningen, viste danskeren sin klasse. Jeg skal da blankt indrømme, at jeg havde ventet at se danskeren slå sine nærmeste rivaler med mere, end han gjorde i dag, men i sidste ende kom hverken Cavagna eller nogen andre specielt tæt på det danske fænomen, der i hvert fald fik bekræftet, at han synes at have forbedret sig siden sidste år. Nok passede ruten ham bedre for et år siden, men dengang blev han trods alt slået af folk som Mattia Cattaneo og Luke Durbridge, og han slog ikke Damiano Caruso med meget. Senere viste han sig jo ganske overlegen i bjergene, og derfor er der al mulig grund til at se med optimisme både på resten af dette løb og Touren på baggrund af dagens præstation. Det er i hvert fald den hidtil bedste enkeltstart, han har kørt på dette niveau så tidligt i et ugelangt løb, og derfor synes alle lamper af lyse grønt, både i forhold til at tage den tredje danske sejr i Dauphiné på søndag og i forhold til at forsvare sin Tour-titel, hvor løbets eneste enkeltstart kommer i den tredje uge, hvor han plejer at køre rasende stærkt.

Paradokset er, at vi blev både overraskede og fik forventningerne bekræftet på én og samme tid. Vingegaard leverede nemlig det, han skulle, og vi fik den danske sejr, men højst overraskende blev det med den ”forkerte” mand. At der skulle vajes med Dannebrog denne eftermiddag i Sydfrankrig, havde mange danske cykelfans lagt an til, men de færreste havde nok ventet, at det var Mikkel Bjerg, der skulle flages for.

Det er ikke, fordi der ikke var forventninger til danskeren. Nej, faktisk stod han som nr. 4 på den favoritliste, jeg præsenterede i optakten inden løbet. Det sagde imidlertid delvist mere om tempofeltets beskedne kvalitet end om Bjerg selv, for danskeren har trods alt ikke tidligere været alt for tæt på at vinde en enkeltstart på dette niveau. I det selskab, han befandt sig i, skilte hans navn sig ud som en af de få med gode tempoevner, men det ville alligevel være lidt af et niveauspring, hvis han skulle slå Vingegaard og Cavagna - og så endda på én gang.

Overraskelsen var således til at tage at føle på, men helt ud af det blå kom det ikke. Som jeg har fremhævet flere gange i både analyser og optakter, er der nemlig sket meget med UAEs materiel i løbet af vinteren. Det var også svært nødvendigt efter et 2022, hvor hele banden med Tadej Pogacar som en markant undtagelse syntes at underpræstere, og hvor meget stærke temporyttere som Brandon McNulty og Joao Almeida nåede så langt ned i niveau, at deres styrke pludselig blev en regulær svaghed.

Læs også

Kuss vil hjælpe Vingegaard på ny måde i Tour de France

Det kaldte på handling, når vi taler om et af sportens allerstørste og mest velpolstrede mandskaber, og handlet er der blevet. Lige siden Jay Vine choksejrede på årets allerførste enkeltstart ved de australske mesterskaber i januar, har araberne været som forvandlet. Det første tydelige bevis kom med McNultys og Almeidas genfødsel i Tirreno, og det blev taget til et helt nyt niveau i Romandiet, hvor holdet fik tre mand i top 7 på løbets enkeltstart, der blev vundet af deres juvel, Juan Ayuso. Siden var de her, der og alle vegne på enkeltstarterne i Giroen, hvor Almeida, McNulty og Vine alle bekræftede det, vi så tidligere på året.

Det var også derfor, at der var grund til at have særlige forventninger til Bjerg denne gang. Han var nemlig en af de tre, der endte i top 7 i Romandiet, og det var lidt af en bedrift. Det var nemlig en voldsomt hård rute, der mest af alt blev afgjort på en stigning - ellers ser man ikke Ayuso vinde foran Matteo Jorgenson og (endnu en UAE-rytter) Adam Yates, og derfor var det ridt, Bjerg leverede i april, hans klart bedste som professionel, også selvom han har både 3. og 4. pladser på WorldTour-enkeltstarter i Giroen, UAE Tour og Polen. Det lugtede af, at der kunne vente noget stort, når man anbragte ham på en rute, der passede ham bedre.

Det gjorde man heldigvis i dag. Ganske vist betød de mange højdemeter, at han nok ikke var helt på hjemmebane i forhold til de fleste af de øvrige tempostærke folk, men det var powerstigninger, der passede glimrende til danskeren, der jo særligt i Touren har vist, at han på sine gode dage kan udrette mirakler i bjergene. Forventningerne kunne således godt skrues i vejret, men der er alligevel et stykke vej fra at have kurs mod sit bedste resultat til at slå et af sportens største fænomener - og endda med en relativt stor margin.

Nu kan man håbe, at det var et varsel om, at Bjerg bliver undtagelsen, der bekræfter en trist regel. Et af sportens største mysterier er nemlig, hvordan snart sagt alle U23-verdensmestrene i enkeltstart er endt som relativt middelmådige temporyttere på den professionelle scene. Navne som Rohan Dennis, Tom Dumoulin og Tony Martin kom alle til kort, da de forsøgte at vinde ungdomstitlerne, men da de blev voksne, overhalede de lynhurtigt dem, der slog dem i ungdommen. Sådan var det også med Bjerg, der med sine tre VM-titler i træk jo ellers var en historisk overbevisende U23-verdensmester, for det varede mindre end en sæson, inden han måtte se eksempelvis Stefan Bissegger, som han slog i ungdomsklasserne, levere resultater, han ikke selv kom i nærheden af.

Nu synes der imidlertid at være hul igennem. Fremover skal vi i hvert fald på længere enkeltstarter i mellemkuperet terræn til at regne Bjerg som seriøs vinderkandidat. Sådan må det være, når man slår Vingegaard i Tour-form, og det er nu blot en pokkers skam, at der går noget tid, inden han kan bekræfte det. Tour-enkeltstarten bliver nemlig for hård, men mon ikke Anders Lund har fået et ekstra incitament til at give Bjerg endnu en billet til VM, hvor han jo ellers som professionel har haft en kedelig vane med at skuffe.

I hvert fald er der fod på materiellet. Det satte dagens etape en fed streg under, for igen var araberne her, der og alle vegne. Yates, der bestemt ellers ikke er fan af powerenkeltstarter over lange distancer, bekræftede til fulde det, han viste i Romandiet, og kom fra løbet som den tredjebedste klassementsrytter. Det gjorde han endda i en sæson, hvor han trods sejren i Romandiet bestemt ikke har virket overbevisende, og spørgsmålet er nu, hvor meget der handler om en britisk genrejsning, og hvor meget der handler om UAEs tempomirakel.

Det finder vi ud af i de kommende dage i bjergene, men da også Felix Grossschartner med sin 6. plads i en ellers katastrofal sæson genfandt nogle tempoevner, vi ellers kun har set ganske glimtvist, står det i hvert fald helt klart, at UAE er forvandlet fra tempolam til tempouhyre. Og det er nok den største bekymring for Vingegaard efter i dag, at man kan frygte, at Pogacar, der i år endnu ikke har kørt en enkeltstart, kan blive helt anderledes modbydelig i Touren, end han plejer at være. Heldigvis kan danskeren glæde sig over, at enkeltstarten kommer i en del af løbet, hvor han plejer at have en klar overhånd.

Alligevel var det ikke Yates eller Vingegaard, der blev den største vinder på klassementssiden. Det må utvivlsomt være Ben O’Connor, der var ”the odd one out” i en top 10, der bestod af folk med relativt pæne enkeltstartsresultater. Vi så jo allerede sidste år i Vueltaen og dette løb, at den ranglede australier har forbedret sig markant i disciplinen, men der er alligevel et voldsomt skridt fra sidste års 14. plads til dagens fornemme resultat, der betød, at han lige nu står næstbedst af klassementsfavoritterne med et beskedent tab på 29 sekunder til klassementsfavoritterne. Det vil være opløftende, hvis det er udtryk for, at han endelig er tilbage på sporet, for det har været trist at være O’Connor, siden han blev nr. 3 i dette løb for et år siden. Det er imidlertid altid til lige netop Dauphiné, at han finder sine bedste ben, og noget tyder på, at han har gjort det igen.

Vinderlisten er imidlertid længere. Den tæller i hvert fald også Jai Hindley, der satte en fed streg under det, vi har set, siden Nils Politt blev en overraskende nr. 9 på den meget stærkt besatte enkeltstart i Algarve, nemlig at også Bora har forbedret deres materiel ganske mærkbart over vinteren. I dag blev ruten lidt for hård for tyskeren, der endte som nr. 22, men tonen blev allerede slået an, da den endnu tungere og stærkt fallerede tidligere tempospecialist Ryan Mullen på denne hårde rute satte en tid, der i sidste end rakte til en 23. plads. Det indikerede i hvert fald, at der var noget stort i vente fra Hindley, der allerede i Tirreno kørte sit livs enkeltstart, og i dag satte en fed streg under, at vi i år skal tale om et Bora-mirakel med et resultat, der gør den i forvejen spændende australier endnu mere interessant i Touren. Ja, selv den ellers hensygnende og meget temposvage Emanuel Buchmann gjorde det godt, selvom han betalte prisen for et hårdt udlæg.

Læs også

Lidl-Trek vil være verdens bedste hold efter vild oprustning

Den sidste klare vinder var Jack Haig. Det er ellers bare 24 timer siden, jeg læste et interview, hvor han gjorde det ret klart, at det bestemt ikke var hans eget ønske at blive sendt til Frankrig kort efter Giroen, og at hans ben i øvrigt føltes temmelig elendige. Formen efter en grand tour kan imidlertid gå begge veje, og noget kunne tyde på, at australieren har fået gevinst af de tre uger, som jo grundet det ærgerlige styrt blev kørt med en betydeligt lavere intensitet end planlagt. Trætheden kan sagtens ramme ham de sidste dage, som man ofte ser det med Giro-ryttere i dette løb, men han kørte i hvert fald noget, der ligner hans livs enkeltstart, og dermed satte han også en fed streg under, at Bahrain er det tredje hold, som i år med bedre materiel er i gang med lidt af et tempomirakel - et mirakel som også førte til den hidtil bedste enkeltstat fra den stadig mere lovende temporytter Fred Wright. Det forhindrede naturligvis ikke Mikel Landa i at få den enorme lussing, han altid gør, men der er trods alt ting, end ikke godt materiel kan rette op.

På vinderlisten finder man vel også de uhyre temposvage Louis Meintjes og Guillaume Martin, der i hvert fald har gjort det betydeligt ringere på tidligere enkeltstarter, og Intermarché kan endda også glæde sig over, at Rune Herregodts igen satte en streg under, hvor spændende han er. Vi skal vel også regne Julian Alaphilippe som hørende til den liste. Nok er franskmanden en god temporytter, men det er på tekniske og kuperede ruter. Denne powerrute var slet ikke ham, og derfor var den hæderlige 14. plads endnu en grund til optimisme i hans rejse tilbage mod toppen. En sten i skoen for Soudal var det dog, at Cavagna blev slået så klart, for med tanke på de enkeltstarter, han har kørt på det sidste, kunne man godt have drømt om at se ham tættere på sejren.

Nogen skam er det imidlertid ikke at blive slået med 15 sekunder af Vingegaard. Der er i hvert fald større tabere end ham. Blandt dem finder vi Ineos. Det så ellers så lovende ud med Daniel Martinez, der lagde ud som lyn og torden, men endte med at gå så kraftigt ned, at han ikke fik det udbytte af den for ham bedste etape, han havde ønsket. Jeg er i hvert fald svært bekymret for, at det kollaps indikerer, at han fortsat er milevidt fra det niveau, vi senest så i april i 2021. Han har nemlig hele tiden kørt gode enkeltstarter, og at der kom så dyr en regning indikerer vel, at han forsøgte at levere et ridt, hans form ikke kunne bære.

Desværre var han ikke alene. Carlos Rodriguez underpræsterede ganske eklatant. Det hænger formentlig sammen med det nylige styrt, men vi blev i hvert fald berøvet muligheden for at se, om hans vilde enkeltstart i Vueltaen var en magisk dag eller udtryk for helt nye tempoevner. Endnu mere trist var det at erfare, at Egan Bernal desværre fortsat synes at have et stykke igen, for selvom han næppe har arbejdet meget på sin enkeltstart, havde han og holdet utvivlsomt regnet med og håbet på mere. At Jonathan Castroviejo så igen viste, at der er kommet lidt liv i de gamle tempoben, kan næppe kompensere for en skuffelse, der blev endnu værre, at Ben Turner gør Hayter selskab som DNF efter endnu et dumt styrt i en for ham meget uheldig sæson.

Det var bestemt heller ikke en god dag for Movistar. Det så ellers ud til, at Enric Mas havde kurs mod en efter hans nye standard hæderlig enkeltstart, men akkurat som i Vueltaen og Dauphiné sidste år lagde han for hårdt ud, hvad der kostede en dyr regning, der gjorde ham til dagens største taber. Der er godt nok lang vej til den 4. plads, han tidligere har leveret på en Tour-enkeltstart, og bedre blev det ikke af, at Matteo Jorgenson ikke kunne bekræfte det klare niveauspring, vi så i Romandiet. Også det hænger formentlig sammen med styrtet, men heller ikke han fik det ønskede udbytte af en etape, der var hans bedste våben. Også dem gælder, at de kan glæde sig over en genrejst tempospecialist i form af Nelson Oliveira, der bekræftede de lovende takter, vi har set siden VM, men det er nok en beskeden trøst.

En sådan trøst har man ikke hos FDJ, for hvem det bare var en møgdag. David Gaudu lagde ellers ud som lyn og torden, men endte alligevel som den store taber, han altid er på enkeltstarter. Det er en disciplin, han får meget svært ved at lære, og med tanke på de præstationer, rivalerne leverede, bliver det nu en kamp op ad bakke at ende på podiet. Til gengæld satte det også en fed streg under, at det er med rette, at han har betegnet årets Tour-rute som hans livs helt store chance for at ende blandt de bedste tre.

Nej, så er det straks mere bekymrende med Richard Carapaz. Fra ham kunne man nemlig have forventet noget helt andet med tanke på de enkeltstarter, han kørte i 2022. Nu har skiftet væk fra Ineos næppe hjulpet ham, men dagens katastrofale ridt er svært urovækkende. Det kommer som fortsættelse en allerede katastrofal sæson, og selvom han vandt i Alperne i sidste uge, sad man jo allerede dengang tilbage med fornemmelsen af, at det niveau ikke ville række langt nok i dette stærke felt. Den frygt blev desværre kun bekræftet af dagens ridt, og det må bidrage til angsten for, at vi så den bedste Carapaz for sidste gang i 2021. Det var i hvert fald mere forudsigeligt, at ryttere som Giulio Ciccone, Tobias Johannessen og Max Poole ville få solide regninger, selvom briten på den specielle rute i Romandiet havde givet et håb om, at han måske ville være mere tempostærk, end resultaterne indikerede.

Han kan dog glæde sig over, at tempoevner er noget, man kan udvikle. Det er Vingegaard i hvert fald et storartet eksempel på, for der var ikke meget i begyndelsen af karrieren, der ville indikere, at vi nogensinde ville gå ind til en WorldTour-enkeltstart med en forventning om, at han ville vinde. Det har imidlertid forandret sig markant, siden han sprang ud som tempospecialist for nu små to år siden i Touren i 2021. Heldigvis satte han i dag en fed streg under, at det fortsat er en status, han nyder, og at han har al mulig grund til at se med fortrøstning mod Touren, hvor enkeltstarten igen ligner et af hans stærkeste våben. Det blev akkurat den danske fest, der var lagt op til fra morgenstunden. Det var bare den ”forkerte” mand, der endte som hovedperson.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE